Episode description
Episode description
Det var en helt uhørt situation, da landet lukkede ned 11. marts 2020. Vores frie bevægelighed og fysiske samvær blev begrænset af en 'pakke af restriktioner':Lukning af restauranter, skoler og grænser, forsamlingsforbud, hjemmearbejde, hygiejneanvisninger. Senere fulgte også maskebrug, massetests og kontaktopsporing.
Folketinget har bedt om en udredning af indsatsen mod COVID-19.
Virkede det? Var det pengene værd? Ville vi gøre det igen set i bagklogskabens knivskarpe lys?
Her vil vi vise, hvordan pakken af restriktioner virkede i sin helhed. Spørgsmålet om de enkelte komponenters betydning er langt mere indviklet og må henvises til mere akademiske studier.
I den danske debat har vi haft meget fokus på 'det lykkelige Sverige' - et åbent samfund, som alligevel ikke blev voldsomt hårdt ramt af pandemien.
Det er ikke nyttigt, hvis man vil forstå epidemiens mulige konsekvenser for Danmark. Både Sverige og Danmark havde nemlig effektiv epidemi-kontrol takket være adfærdsændringer, som vi skal se.
Vi skal lidt længere ud i verden for at dokumentere, hvad der skete i lande, hvor myndighederne ikke fik lukket ned.
Faktisk viser det sig, at alle de vesteuropæiske lande, vi normalt sammenligner os med, forhindrede pandemien i at nå sit fulde omfang.
De nærmeste lande med utilstrækkelig epidemikontrol finder vi i Østeuropa.
Indtil nu har det været vanskeligt at arbejde med østeuropæiske forhold, fordi landene havde en lav testaktivitet, som umuliggør anvendelsen af de traditionelle statistikker for antal positive tests og antal COVID-dødsfald.
I dag har vi imidlertid nye empiriske data, der viser, hvad der skete - også i lande uden effektiv kontrol og massetests.
De nye data stammer fra serologiske undersøgelser (kortlægning af forekomsten af antistoffer i blodprøver) og overdødelighedsberegninger.
Disse data er af tekniske årsager først blevet tilgængelige nu.
Vi vender senere tilbage til Sverige, som viser os en anden måde at italesætte og opnå social afstand, som vi måske kan lære af.
Inden vi går til Østeuropa, vil vi skitsere, hvad vi ved fra hjemlige observationer.
Pandemiens dødelige potentiale - som vi i vidt omfang undgik herhjemme - kunne iagttages i fjernsynet tidligt i marts 2020. Her blev byer i Norditalien taget på sengen af den nye virus og gik i knæ med fyldte hospitaler og lighuse.
Nu ved vi fra et serologistudie, at 60 procent af befolkningen i Bergamo blev smittet i den første bølge (læs mere om serologi i faktaboksen længere nede). Omkring 0,5 af de smittede døde, men med så mange smittede på én gang var antallet af døde katastrofalt højt.
Kunne katastrofen i Norditalien være sket i Danmark? Vi kan se fra serologistudier og rapporterede COVID-dødsfald, at i Danmark døde 0,5 procent af de smittede i første bølge - ligesom i Bergamo.
Men var over halvdelen af befolkningen i Danmark virkelig blevet smittet, hvis vi ikke havde reageret? Det viser matematiske modeller.
I dag kan vi også fremvise empirisk evidens for, at det ville være tilfældet. Empirien kom med Omikron-bølgen, hvor 70 procent af danskere blev smittet i januar-marts 2022.
Næsten alle adfærdsbegrænsninger var ophævet på det tidspunkt, og den udbredte Omikronsmitte skyldtes, at immunitet fra vaccine eller tidligere infektion ikke beskyttede mod infektion og mild sygdom eller mod at sprede infektionen, men stadig mod hospitalsindlæggelse og død.
Studier viser, at Omikron-varianten kun var lidt mere smitsom end den oprindelige Wuhan-variant. Vores oplevelse af, at Omikron var mere smitsom end Delta-varianten, skyldes, at vaccinerne beskyttede mod Delta.
Med andre ord: En ukontrolleret Wuhan-epidemi ville have været omtrent af samme omfang som Omikron. Den samlede størrelse af en epidemi afhænger kun lidt af den præcise smitsomhed.
For med kontakttal over 2,5 lander man altid med en epidemi på over 70 procent.
Der er med andre ord evidens for, at cirka 70 procent af danskerne ville være blevet smittet i løbet af pandemiens første år uden tiltag.
Med 0,5 pr...