Episode description
Episode description
Onsdag 5. marts meddelte CIA-direktør John Ratcliffe i et interview med Fox Business, at USA har indstillet delingen af efterretninger med Ukraine.Han gav som begrundelse, at præsident Donald Trump ønskede at vurdere, om Ukraines præsident Zelenskyj var forpligtet overfor fredsprocessen.
Det er den politiske nyhed, som er baggrunden for denne artikel, hvor vi ud fra vores viden om militær rumfart søger at give en vurdering af, hvad det betyder for krigen, at Ukraine ikke længere får efterretninger fra USA. Og hvilke alternativer der er.
De efterretninger, som USA har delt med Ukraine, er hovedsageligt det, der kaldes 'måldata', og som stammer fra satellitter.
Måldata er udpegning af militære mål inde i Rusland, som Ukraine så kan angribe med nogle af de langtrækkende droner, de selv producerer.
Det kan også være oplysninger om angribende fly eller missiler, som kan opdages fra rummet, længe før de kommer inden for radarrækkevide i Ukraine, og dermed give en bedre varslingstid.
Disse data er af afgørende betydning for Ukraine, og Claus Mathiesen fra forsvarsakademiet har til Danmarks Radio kommenteret det således (P1 Morgen 5. marts):
"Det handler både om de mål, som ukrainerne kan angribe, og så handler det også om ukrainernes evne til at forudse russernes bevægelser og dermed deres mulige angreb."
Dermed er Ukraine kommet i en situation som ingen vist havde forudset for bare en måned siden, og spørgsmålet er nu, hvad Europa kan gøre, når Ukraine ikke har adgang til billeder og andre data fra rummet. Vi ser først på den aktuelle situation.
Fem europæiske lande har egne militære rumprogrammer, nemlig Frankrig, Tyskland, Italien, Spanien og England.
Tilsammen drejer det sig omkring 50 satellitter, og det betyder, at vi kan levere data til Ukraine, men sandsynligvis ikke så mange data og ikke af så god kvalitet som amerikanerne, der råder over mindst 250 aktive militære satellitter (disse tal skal tages med et vist forbehold).
Hertil kommer nogle fælles europæiske programmer, som EU har ansvaret for. Vi vil her nævne to, som har en særlig betydning for Ukraine. Det er:
Galileo, som er det europæiske svar på GPS
Et kommende stort program kaldet IRIS2, som, man regner med, vil være klar til brug i 2030
IRIS2 skal sørge for sikre bredbåndsforbindelser mellem landene i EU samt sørge for bredbåndsforbindelser mellem private og firmaer samt adgang til internettet. Når det er fuldt udbygget, vil det omfatte 290 satellitter i mange forskellige baner.
Det er således ikke Starlink (Elon Musks internetsattellitter), som nu er på 8.000 styks, men det bedste, Europa vil kunne tilbyde i de kommende år.
Hvis Europa skal kunne levere de måldata, som Ukraine har brug for, vil det højst sandsynligt kræve et særligt EU-program med specialbyggede satellitter.
Det vil naturligvis fordre nogle investeringer, men Europa har en stor rumindustri, som nok kan klare denne opgave, og i EU har man allerede en vis erfaring med at håndtere rumprogrammer. En samlet oversigt over EU's rumprogrammer kan ses på denne hjemmeside.
Hvis man nu i EU vælger at starte et sådant militært program, skal man tage højde for et helt grundlæggende problem for satellitter, der skal overvåge Jorden, nemlig luftmodstanden:
Jordens atmosfære strækker sig mange hundrede kilometer ud i rummet, og man skal faktisk op i en højde på 4-500 km, før luftmodstanden er så lille, at man ikke hele tiden skal bruge brændstof til at hæve banen.
Rumstationen ISS, der kredser i en højde på 400 km, er et eksempel på, at man nu er så højt oppe, at rumstationen godt kan have enorme solpaneler, der skaber en stor luftmodstand, når bare vi så er villige til en gang i mellem at hæve banen.
EU har derfor to veje at gå:
1. At bygge satellitter af stort set samme type som dem, amerikanerne allerede anvender
2. At gå en ny vej ved at bruge meget lave baner om Jorden, som hidtil ikke har været anvendt
De satellitter, som man kan kalde de 'klassiske' militære satellitter, kredser typisk i baner 400-600 k...