Et privat rumfartøj kaldet Blue Ghost eller på dansk 'blåt spøgelse' er landet sikkert på Månen tidligt om morgenen den 2. marts 2025.
Det skriver nyhedsbureauet AP og NASA.
Fartøjet, der ikke var bemandet, har fløjet mere end fire millioner kilometer siden opsendelsen fra Florida 15. januar 2025.
Nu er det 'blå spøgelse' altså landet ved den ønskede placering på Månens nordøstlige side nær et cirka 500 kilometer bredt vulkankrater i området kaldet Mare Crisium.
Rumfartøjet er et af de første, der har lavet en så perfekt landing uden at styrte ned undervejs eller vælte ved landing, skriver AP.
Syv andre lande har prøvet og fejlet, mens kun USA, Rusland, Kina og Japan tidligere har klaret lignende landinger.
Ifølge det amerikanske firma Firefly Aerospace, der står bag den nye private månemission, skyldes succesen størrelsesforholdet på rumfartøjet.
'Det blå spøgelse' har fire justérbare ben og måler to meter i højden og 3,5 meter i bredden. Det skulle angiveligt give ekstra stabilitet på Månens bulede overflade, forklarer firmaet.
Den succesfulde landing er endnu et skridt på vejen mod at lave private ture, hvor mennesker kan sendes op til Månen, lyder det fra Janet Petro, der er administrationschef i NASA.
Hun forklarer i en pressemeddelelse, at månemissionen 'blå spøgelse 1' vil forbedre "sikkerheden af vores rumfartøjer og instrumenter forud for fremtidige menneskelige udforskninger (af Månen, red.)".
De næste 14 dage skal det blå spøgelse desuden teste forskelligt rumudstyr.
Det skal både suge materiale fra Månens overflade op og bore ned under overfladen for at måle temperaturen i Månens indre.
Og så skal det gøre os klogere på, hvordan vi kommer af med månestøv, der satte sig fast i dragterne og irriterede astronauterne på Apollo-11-missionenen, der som de første landede på Månen i 1969.