Episode description
Episode description
Der er udbredt enighed om, at USA's geopolitiske chokterapi indvarsler en ny verdensorden.Selvom de europæiske stater formelt har erkendt det, er deres politik i praksis ikke tilpasset en sådan omvæltning.
EU og andre europæiske regeringer fokuserer - forståeligt nok - på meget umiddelbare spørgsmål som forhandlingerne om krigen i Ukraine, forsvarsbudgetter og strengere regulering af amerikanske tech-giganter.
Men de skal også lade sig lede af en klarere vision om den bredere internationale orden, der udspringer fra dette vendepunkt.
Selvom verden allerede har ændret sig markant i løbet af det seneste årti, vurderer de fleste iagttagere, at vi lige nu står ved en afgørende skillevej.
2025 har budt på stor tumult, der ikke blot føles som en veldefineret ny verdensorden, men snarere som en kaotisk 'ingen verdensorden'.
Intet konkret er dukket op som erstatning for den for længst smuldrende frie verdensorden.
Der er heller ikke tydelige tegn på multipolaritet, fordi der er så lidt balance magterne imellem.
Stormagternes nuværende indflydelse stemmer ikke overens med forestillingen om en såkaldt 'G-nul verden', som (i modsætning til 'G7') er betegnelsen for en verden uden konsekvent lederskab, og hvor ingen lande har reel kontrol.
Den længe forudsagte plurilateralisme, hvor mindre grupper af stater indgår politiske aftaler, er ikke blevet til virkelighed.
Men der er heller ikke umiskendelige tegn på en velordnet 'stormagtskoncert' (begrebet betegner en samarbejdstilstand mellem stormagterne i det internationale system baseret på principper for fælles styring af den internationale orden og på gensidig tilbageholdenhed, red.).
En koncertbaseret orden passer heller ikke til den vigtighed og forrang, der i dag er tildelt Rusland - et land, der kun opfylder få langsigtede strukturelle egenskaber som stormagt.
Men det er også værd at bemærke, at 'ingen verdensorden' ikke er helt det samme som 'verdensuorden'.
Selvom mange ledere gør et stort show ud af at tilsidesætte internationale regler og normer i højprofilerede spørgsmål som de internationale domstole, er virkeligheden, at de stadig styrer international adfærd.
Det kan med rimelighed siges, at den nye orden vil være eklektisk eller sammensat - i bund og grund en kombination af alt ovenstående.
Alligevel udgør den nuværende forvirring og sammenstød mellem dynamikkerne ikke en fastlagt 'orden'. Relationerne mellem de forskellige magter er end ikke i nærheden af at være fastlagt eller på rette plads.
I dette tomrum læner de europæiske regeringer og EU sig stærkt op ad to længe hjemmevante principper - også selvom de er årsag til operationelle spørgsmål:
autonomi
multilateralisme (en alliance af flere lande, der forfølger et fælles mål, red.).
Hvad angår forestillingen om autonomi, lægger de europæiske ledere sig nu i selen i deres krav om mere strategisk autonomi og et narrativ om, at Europa er 'uafhængig' af USA og 'skal skrive sin egen historie'.
Men autonomi er et uklart geopolitisk motiv. De europæiske stater har naturligvis brug for autonomi for at kortlægge deres egne strategiske prioriteter, men de nuværende kriser styrker håndgribeligt behovet for at håndtere den komplekse indbyrdes afhængighed.
Autonomi som i økonomisk, politisk eller militær kapacitet, der ikke er begrænset af andre magter, er der svindende udsigt til.
Hvad angår princippet multilateralisme, er den europæiske reaktion i øjeblikket, at der er taget en beslutning om at styrke og fremme multilateralisme, hvilket kun få andre verdensmagter tilsyneladende er villige til at gøre lige nu.
Men det er meget tvivlsomt, om det overhovedet er muligt at genoplive multilateralisme i den nuværende form.
Det er snarere bydende nødvendigt at genoverveje multilaterale normer og redde selve den essentielle kerne af liberalt samarbejde midt i det igangværende ryk mod ukontrolleret turbulens og hastværk.
Jeg har tidligere foreslået noget, jeg kalder 'geoliberalisme', som en mulig vej frem. Det er en model, der balancerer den...