De vigtigste kilder til vores viden om nordisk mytologi er dels prosaværket 'Snorres Edda' af den islandske forfatter Snorre (Snorri) Sturluson. Dels gude- og heltedigtene 'Den Ældre Edda', også kaldet 'Den Poetiske Edda', som blev nedskrevet i 1200-tallet.
En del af digtene stammer formentlig fra vikingetiden.
Men hvor gamle er de nordiske guder og myter? Findes der spor efter dem endnu længere tilbage i tiden?
Den nordiske mytologi er knyttet til en tid, hvor man talte oldnordisk (også kaldet norrønt) fra 700 til 1350 e.v.t., fortæller Bernt Ø. Thorvaldsen, som er sprogprofessor ved Universitetet i Sydøst-Norge og forsker i nordisk litteratur og mytologi.
"Sådan overordnet er det nok korrekt at sige, at den nordiske mytologi eksisterede i norrøn tid, før kristendommen kom og lidt efter," siger Bernt Ø. Thorvaldsen.
Vi ved ikke meget om, hvornår og hvordan myterne opstod, men der er enkelte ledetråde i arkæologisk materiale, stednavne og oldtidslitteratur - for eksempel bliver Odin nævnt længe før år 700.
I 2020 blev der fundet en guldbrakteat - en rund metalplade præget med et billede på den ene side, forsynet med øsken og tråd så den kan bruges som hængesmykke eller amulet - fra begyndelsen af 400-tallet i Danmark.
På brakteaten står der: 'Han er Odins mand'. Det er den ældste inskription, der nævner den gamle gud.
Før dette fund holdt et spænde til en dragt fra sidste halvdel af 500-tallet i Sydtyskland rekorden som den ældste inskription med Odins navn.
Måske blev nogle af myterne allerede fortalt dengang?
Brakteater fra folkevandringstiden, dateret til mellem 400 og 570 e.v.t., har dyre- og menneskemotiver, og flere skildrer angiveligt scener fra den nordiske mytologi.
Motiverne viser Tyr, der lægger sin hånd i munden på Fenrisulven, Midgårdsormen, der bider sin egen hale, og Balder, der bliver dræbt af en mistelten, ifølge en artikel af Sigmund Oehrl ved Universitetet i Stavanger.
"Der er bred enighed i forskningen om, at myterne ændrer sig lidt, når de bliver genfortalt, men at nogle af grundstrukturerne i myterne måske allerede eksisterede dengang," siger Julie Lund, som er professor i arkæologi ved Universitetet i Oslo.
Hun påpeger, at det nordiske hedenskab var i forandring i løbet af hele den yngre jernalder.
"Så det er ikke en og samme hedenskab hele vejen igennem."
Der er også fundet såkaldte guldgubber (små stykker guldblik fra jernalderen, red.) i Skandinavien fra yngre germansk jernalder, som er overgangsfasen mellem folkevandringstiden og vikingtiden fra cirka 570 til 800 e.v.t.
Mange af dem er afbildinger af et par, og forskere mener, at de viser brylluppet mellem Frej og jættekvinden Gerd, som også var en frugtbarhedsgudinde, knyttet til jorden, ifølge en artikel fra Kulturhistorisk Museum i Oslo.
Forestillingen om glidninger mellem dyr og mennesker - at mennesker og guder kan forvandle sig og lave hamskifte - var vigtig i den norrøne tro ifølge en artikel af Lotte Hedeager på norgeshistorie.no.
Odin kunne forvandle sig til dyr og fik viden gennem sine to ravne. Mennesker kan også få kræfter fra dyr som vildsvin, ulve og bjørne.
Sådanne forestillinger bliver afspejlet i dyreornamentikken, der går tilbage til 400-tallet, hvor dyr, fantasivæsner og mennesker bliver blandet.
"Mange forskere tolker det i dag som et shamanistisk element i den norrøne hedenskab, som måske var mest tydelig i folkevandringstiden og yngre germansk jernalder," siger Julie Lund, som peger på forskning af Lotte Hedeager.
"Dette forhold mellem mennesker og dyr kom også til udtryk i gravskikke. For eksempel er der en række grave fra folkevandringstiden, hvor den afdøde ligger svøbt i et bjørneskind."
Det lader til, at dele af den nordiske mytologi strækker sig flere hundrede år tilbage - før vikingetiden.
Men der er meget, som stadig er indhyllet i mystik. Hvad hvis vi ser endnu længere tilbage?
"Det lader til, at der er arvgods i den nordiske mytologi, som går helt tilbage til et ur-indoeuropæisk bagtæppe for flere tusinde år siden,"...
Hvor gammel er den nordiske mytologi egentlig? | Videnskab.dk - Automatisk oplæsning podcast - Listen or read transcript on Metacast