Forestil dig en ven, der altid er der for dig. En ven, som altid er nærværende, lyttende, støttende og rummelig. En ven, som altid sætter dine ønsker og behov først - og aldrig bliver træt af dig.
Det lyder godt, ikke? Men hvad nu, hvis denne ven ikke er et menneske, men en chatbot? Det scenarie er ikke så urealistisk, som det lyder.
Et eksempel er chatbotten Replika. En AI-ven, som er blevet downloadet mere end 10 millioner gange på Google Play.
I de seneste år har vi været vidne til teknologier, som kan efterligne menneskers sociale adfærd, og som med eksplosiv hastighed bliver mere og mere sofistikerede.
Motiveret af den udvikling har vi spurgt danske gymnasieelever om deres brug af sociale chatbotter, og vi har netop fået publiceret resultaterne af det studie.
Lad os først se nærmere på studiets resultater og dernæst give vores svar på, om det er godt eller skidt at blive ven med en chatbot.
Vores studie tyder på, at kun et mindretal af danske unge indgår i venskabelige relationer med chatbotter.
Blandt de 1599 danske gymnasieelever, vi spurgte, havde cirka 2,5 procent (39 elever) inden for den seneste måned haft uformelle samtaler eller drøftet personlige eller sociale problemer med en chatbot (såsom ChatGPT og MyAI).
De unge udtrykte samtidig, at de skriver med chatbotter på samme måde, som de ville gøre med deres venner.
Herudover tilkendegav de gymnasieelever, som skrev sammen med chatbotter, oftere, at de var ensomme end deres jævnaldrende, som ikke brugte chatbotter.
Oveni var netop de ensomme gymnasieelever også mere tilbøjelige til at starte samtaler med chatbotter, når de følte sig alene eller var i dårligt humør.
Overrasker resultaterne os? Ja, lidt. For offentlige og videnskabelige debatter giver ofte indtryk af, at tendensen er langt mere udbredt, end vores undersøgelse antyder.
Men selvom antallet er lille nu, er det sandsynligvis kun begyndelsen. Den hastige teknologiske udvikling inden for sociale chatbotter betyder sandsynligvis, at flere og flere unge vil søge samvær med de teknologier.
Det er interessant at se på, hvad årsagerne er til at blive ven med en chatbot. De er sikkert mangfoldige, men her er tre kvalificerede bud.
Først og fremmest ser vi i disse år en historisk høj forekomst af dårlig trivsel i mange vestlige lande. Især ensomhed er et udbredt problem.
Blandt danske unge i alderen 16-29 år var forekomsten af ensomhed omtrent 28 procent i 2016.
Vi ved samtidig, at når de sociale behov ikke bliver dækket, så har især unge en tendens til at søge fællesskab online. Det gælder særligt dem, der er socialt isolerede på grund af generthed eller socialfobi.
For det andet spiller udbuddet af ny teknologi en rolle.
Mens ensomme personer tidligere kunne opsøge fællesskaber på sociale medier, online fora og gaming-fællesskaber, tilbyder moderne samtaleteknologier drevet af maskinlæringsalgoritmer nu nye måder at skabe virtuelle relationer.
Chatbotter som ChatGPT og Snapchats MyAI er i stand til at efterligne menneskers kommunikation på et niveau, som nærmest ikke kan skelnes fra vores. De kan joke, tale om stort og småt samt give indtrykket af at kunne tænke og føle som vi mennesker.
Sidst og ikke mindst er vi mennesker udstyret med en naturlig tendens til at tilskrive menneskelige træk til vores omverden, såsom dyr og objekter. Det er det, der i fagsprog kaldes for antropomorfisering.
Når chatbotten agerer på en måde, som mennesker plejer at gøre, så kan vi i øjeblikket have svært ved at skelne. Vi omtaler den som "ham" eller "hende", bruger høflighedsfraser og kan glemme, at chatbotten ikke kan tænke og føle.
Og især ensomme personer har en tendens til at antropomorfisere, viser forskning. Måske er det en psykologisk mekanisme, hvor vi ubevidst tilskriver chatbotten menneskelige egenskaber for at opleve en følelse af samhørighed, som ellers er fraværende.
Ligesom vi ser i vores spørgeskemaundersøgelsen med danske gymnasieelever, viser flere internationale studier (læs mere her og her), at personer, som...
Chatbotvenner: Ensomt selskab eller digital livline? | Videnskab.dk - Automatisk oplæsning podcast - Listen or read transcript on Metacast