Episode description
Episode description
Mange har måske hørt om Hans Egede.Den dansk-norske præst, der i 1700-tallet ønskede at omvende de 'grønlandske hedninge' til kristne undersåtter, og som brugte stort set hele sit liv på at stifte danske kolonier i Grønland.
Men de færreste kender nok detaljerne i de mange fejlslagne koloniprojekter.
Vidste du for eksempel, at det første reelle forsøg på at sende danske nybyggere til Grønland i 1728 indeholder en historie om både forbrydere, prostituerede, tvangsægteskaber og dystre dødsfald?
Før vi når til den måske mest spektakulære del af kolonihistorien, må vi begynde ved begyndelsen.
Året er 1721, og Hans Egede har fået grønt lys fra den danske kong Frederik IV til at sætte sejl mod Grønland og begynde Danmarks første koloniforsøg på den gigantiske ø.
"Egede fortæller selv, at han bliver grebet af medfølelse for de her 'vilde hedninge', som han kalder dem. Han vil frelse dem og gøre dem kristne," indleder Emil Andersen, der er ph.d.-studerende på Københavns Universitet, og som også arbejder på Nationalmuseet.
"For kongen handler det mest om, at det er lidt pinligt, at han hævder at være regent i Grønland, men samtidig handler grønlænderne med andre europæiske nationer uden om Danmark. Han har ikke helt styr på tropperne," fortsætter Emil Andersen.
Derfor rejser Hans Egede af sted med sin familie og med nogle arbejdsfolk, der skal hjælpe med at opføre huse, hvor den nye danske enklave kan bo.
Sammen skal de arbejde for at gøre grønlænderne til gudfrygtige undersåtter.
Men koloniprojektet slår fejl. 'Håbets koloni', som Hans Egede kalder den, ligger på en øgruppe tæt på det nuværende Nuuk i Vestgrønland.
"Det her område er ekstremt udsat i forhold til blæst og tåge. Det er virkelig svært at bo der," forklarer Emil Andersen.
Derudover går handelen med de lokale grønlændere heller ikke som planlagt. Hans Egede og nybyggerne får langt mindre hvalspæk end forventet for de europæiske varer, de har med.
Derfor forsøger Hans Egede i 1724 at skabe en ny koloni, denne gang cirka 300 kilometer nord for Håbets koloni.
Men den nye koloni, der bliver kaldt Nepisene, fungerer heller ikke. Der er ikke nok mad, og vejrforholdene er barske. Det gør, at de udsendte danskere den følgende sommer tager tilbage til Håbets koloni, hvor få beboere stadig er tilbage, for at hente ny proviant.
"Da de kommer tilbage til Nepisene, er kolonien blevet brændt ned af hollandske hvalfangere og handelsrejsende. Hollænderne anser nemlig den danske tilstedeværelse som en trussel mod deres handel med grønlandsk hvalspæk, der kan bruges som olie i gadelamper i Europa," fortæller Emil Andersen.
Det er formentlig denne afbrænding af den danske koloni, der antænder en gnist hos kong Frederik IV hjemme i Danmark.
"Han er med al sandsynlighed blevet meget vred. Det er jo en aggression mod Danmark, når man brænder en dansk koloni af," forklarer Emil Andersen.
Derfor sætter kongen efterfølgende alt ind på at få koloniprojektet til at lykkes, så han kan forhindre, at andre nationer som Holland (Nederlandene) og England vil udfordre Danmarks 'ret' til Grønland og de mange ressourcer, øen indeholder.
Koloniprojektet bliver nu sat op i "et helt nyt gear", fortæller Emil Andersen. I 1728 sender kongen omkring 100 mennesker til Grønland.
De særligt udvalgte til at skabe en ny og holdbar koloni i Grønland inkluderer både soldater, håndværkere, søfolk og hvalfangere.
Men mere specifikt handler det blandt andre om 12 tidligere soldater fra den danske hær, der skal gifte sig med 12 kvinder. De omtales blandt andet som 'hyrepiger' i historiske kilder og kommer fra et kvindefængsel på Christianshavn i København.
Og hvem er de så, de udvalgte ekssoldater?
"De er faktisk tyskere. Den danske hær var nemlig - ligesom mange andre hære på det her tidspunkt i 1700-tallet - international," pointerer Emil Andersen.
Soldaterne har begået kriminalitet i tjenesten, som regel tyveri, vold, eller også har de prøvet at desertere. Derfor har de indtil deres tilbud om at rejse til Grønland si...