Episode description
Spis 350 gram fisk om ugen, lyder de officielle kostråd.Det skulle der ikke være nogen ben i, kan man tænke - men faktisk spiser danskerne i gennemsnit kun 200 gram om ugen. I forhold til vores sundhed er der altså god grund til at spise mere fisk.
Men hvordan påvirker man egentlig havmiljøet, hvis man vælger de fisk, der er opdrættet?
Som biolog og forsker i akvakultur-produktion - såsom fiskeopdræt - bliver jeg ofte mødt med forestillingen om, at opdrættede fisk og skaldyr skader miljøet.
Men det er en sandhed med modifikationer. Påvirkningen af miljøet afhænger nemlig af, hvad man opdrætter, og hvilken metode man bruger. Det håber jeg at belyse med denne artikel.
Når vi taler om, at akvakulturproduktion kan være skadelig for miljøet, så handler det typisk om, at produktionen udleder kvælstof, fosfor og CO2.
Hvis vi kigger på fiskeopdræt, bliver vi nødt til at skelne imellem de forskellige produktionsmetoder. Der er nemlig stor forskel på udledningen, alt efter hvilket anlæg fiskene er opdrættet i.
Overordnet set er der tre forskellige typer af anlæg. I Danmark bliver de fleste fisk produceret enten i damme på land - det, der hedder model-dambrug - eller i store net-bure på havet, kaldet havbrug.
En tredje produktionsmetode er det, man kalder recirkulerede akvakultur-systemer (RAS). De består af nogle fisketanke samt et 'rensningsanlæg', der renser næsten alt vandet, inden det bliver genbrugt og sendt tilbage til fisketankene, så man bruger meget lidt vand.
I de landbaserede dambrug samt i RAS-anlæg bliver næringsstofudledningen minimeret betydeligt ved hjælp af forskellige renseforanstaltninger.
Der skal selvfølgelig også tages højde for, at især RAS-anlæg har et stort forbrug af el til at drive pumper, rense vandet, nedkøling og så videre. Mange af anlæggene kompenserer for dette ved at benytte grøn strøm fra vindmøller eller solceller.
For at nuancere billedet lidt, så afhænger udledning af kvælstof og fosfor fra akvakulturproduktion i høj grad af, hvad man opdrætter.
Hvis man for eksempel opdrætter tang, muslinger eller østers, så vil man faktisk have en reduktion af kvælstof, fosfor og CO2 til miljøet.
Med andre ord vil det måske ligefrem være godt for miljøet, eller som minimum ikke have noget negativ påvirkning.
Tang optager nemlig kvælstof og fosfor. Samtidig laver det også CO2 om til ilt i fotosyntesen. Når tangen bliver høstet, bliver det kvælstof, fosfor og CO2, som tangen har optaget, på den måde fjernet fra vandmiljøet.
Muslinger og østers filtrerer begge store mængder af mikroalger, og mikroalger optager også store mængder af kvælstof, fosfor og CO2. Derved bliver dette fjernet fra vandmiljøet, når muslinger eller østers bliver høstet.
Her er det dog vigtigt at tilføje, at østers og muslingeopdræt bliver beskyldt for at forurene havbunden lige under anlægget.
Det skyldes, at en musling udleder såkaldt 'pseudofeces', som man kan sammenligne med en slags fugleklatter. Kigger man lige under en østers- eller muslingefarm, findes der en masse klatter, der potentielt vil medføre en lokal forurening.
En ny undersøgelse fra Københavns Universitet viser dog, at det modsatte er tilfældet, og at man under Danmarks største muslingeopdræt fandt en højere biodiversitet end i tilsvarende reference-områder.
En anden udfordring med opdræt af tang, muslinger og østers i Danmark er, at det kræver en masse liner, bøjer og rør. En løsning er at neddykke opdrætsanlæggene, så de er meget mindre synlige fra land.
Hvis vi vender tilbage til fiskene, så er regnbueørreden den fisk, der bliver produceret flest af i Danmark.
Regnbueørreder starter deres liv i dambrug på land, og bliver derefter udsat i store åbne net-bure i havet, de såkaldte havbrug. Det sker i foråret, når fiskene vejer cirka 600 gram. De bliver 'høstet' om efteråret, når de vejer mellem tre til fem kilo.
Havbrug har for nuværende ikke samme mulighed for at opsamle udslippet af næringsstoffer, organisk materiale, medicinrester eller kemiske hjælpestoffer fra produkti...