Episode description
En hanekamp om rummet mellem to kendte milliardærer tager meget opmærksomhed de her dage.Torsdag morgen den 16. juni fik iværksætter Jeff Bezos' rumselskab Blue Origin succesfuldt sendt sin store New Glenn-rumraket op i rummet for allerførste gang. Det cementerede et nyt skridt i rumkapløbet mellem Jeff Bezos og Elon Musk.
Det skriver Space.com.
Klokken 8:03 dansk tid blev New Glenn opsendt fra Cape Canaveral Space Force Station i Florida. Om bord på den 98 meter høje raket har man en prototype af 'hotel-satellitten' Blue Ring, der kan servicere op til 12 mindre satellitter.
Blue Origin forsøgte også at lande New Glenns booster kaldet Jacklyn, en genbrugelig løfteraket, i Atlanterhavet. Det lykkedes dog ikke.
"Vi landede ikke boosterraketten, men for pokker, vi kom tæt på," sagde Blue Origins vicepræsident for systemer i rummet Ariane Cornell i en webcast.
Boosterlandingen var ikke det primære mål for Jeff Bezos og Blue Origin, der med opsendingen af New Glenn kan sige, at de for første gang i firmaets 25 år lange historie har sendt en raket i kredsløb.
Blue Origin har dog store planer for New Glenn, der skal være en konkurrent til SpaceX' Falcon 9, der er verdens første genbrugelige rumraket. Lige nu har de kunder såsom NASA, den amerikanske regering og flere teleselskaber.
Tech-milliardæren Elon Musk har formentlig holdt øje med raketaffyringen i dag, eftersom de to milliardærer er i tæt kapløb om, hvem der skal dominere i rummet. Det kan du læse mere om her.
Elon Musk har dog lykønsket Jeff Bezos på sit medie X.
Hans rumselskab SpaceX hviler ikke på laurbærrene, og derfor planlægger SpaceX at opsende deres syvende test af Starship-raketten i aften kl. 23:00 dansk tid.