"Det har været en mekanisme til at håndtere overgreb og eksklusion. Overspisning blev en trøst, en måde at håndtere svære følelser og oplevelser. Men så kom den dårlige samvittighed, og det var meget skammeligt at blive tykkere og tykkere uden selv at kunne styre det."
Sådan beretter Camilla Møller, der gennem store dele af sit liv har kæmpet med Binge Eating Disorder (BED), også kaldet tvangsoverspisning.
BED er en spiseforstyrrelse, der er karakteriseret ved episoder af overspisning, hvor man spiser usædvanligt store mængder mad og mister kontrollen undervejs.
Dette efterfølges ofte af ubehagelige følelser som skam, skyld, væmmelse og lavt selvværd.
På trods af at være relativt ukendt er BED den mest udbredte spiseforstyrrelse i den vestlige verden - også i Danmark, ifølge Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade.
BED er først for nylig blevet anerkendt som selvstændig diagnose, og derfor er der heller ikke et entydigt svar på, hvilken type behandling der er mest effektivt til at behandle lidelsen.
Men det har danske forskere nu besluttet sig for at finde ud af, og verdens største forskningsprojekt om behandling af BED er nu sat i gang på Psykiatrisk Center Ballerup.
Projektet i Ballerup, der går under navnet HALO-trial (som står for 'High, medium and low intensity psychotherapy for binge eating disorder') har til formål at undersøge en række forskellige psykologiske behandlinger, for at se hvilken der er den mest effektive til behandling af BED.
"Der er mange, der har prøvet sig frem med forskellige behandlingsmetoder, men vi mangler robuste studier, der sammenligner behandlingerne direkte," forklarer seniorforsker og psykolog Anne Bryde Christensen, der leder projektet i samarbejde med Nadia Micali, professor i psykiatri ved Københavns Universitet, til Videnskab.dk.
"Det er vigtigt, fordi vi har brug for retningslinjer for behandling af BED, og vi har brug for forskningsbaseret viden om, hvad der virker bedst for hvem," tilføjer Anne Bryde Christensen. Hun er adjunkt på Institut for Psykologi ved Københavns Universitet og Seniorforsker ved Center for eating and feeding disorders research (CEDaR).
Der er stor variation i estimaterne for, hvor mange der er ramt af BED, men Sundhedsstyrelsen anslår, at der er mellem 40.000 og 50.000 personer med spiseforstyrrelsen i Danmark i alderen mellem 15 og 45 år, hvilket svarer til 2 til 3 procent.
I et studie fra 2020 rapporterer 3,6 procent af danske 16-årige piger og 1,2 procent af 16-årige drenge selv symptomer, der svarer til BED.
For Camilla Møller startede det tidligt:
"Jeg har haft BED som en tro følgesvend, siden jeg var barn - otte-ni år gammel, vil jeg tro," fortæller hun til Videnskab.dk.
"Det blev en stor del af mit liv, og i dag er jeg 53 år. Det har fyldt rigtig meget hver dag og mere og mere gennem årene."
I dag har Camilla Møller fået behandling for lidelsen. Men da spiseforstyrrelsen var værst, havde hun episoder med overspisning flere gange hver uge.
Under overspisningsepisoderne følte hun sig fanget i en form for trance.
"Den fornuftige del af hjernen, der burde være i kontrol, er fuldstændig lukket ned. Jeg vidste jo godt, det ikke var smart at gøre, men der var ligesom en anden hjerne, der tog over. Det var virkelig en mærkelig ting - jeg kunne ikke slukke for den del, der fik mig til at blive ved med at spise."
Paradoksalt nok beskriver hun sygdommen som 'en god ven' at have.
"Men den var i virkeligheden ikke særlig god, det var i virkeligheden en møgven at have," fortsætter Camilla Møller.
"Det har været en mekanisme til at håndtere overgreb og eksklusion. Overspisning blev en trøst, en måde at håndtere svære følelser og oplevelser. Men så kom den dårlige samvittighed, og det var meget skammeligt at blive tykkere og tykkere uden selv at kunne styre det," siger hun.
Studiet på Psykiatrisk Center Ballerup inkluderer i alt 320 deltagere med BED, som fordeles ud på fire forskellige behandlingsforløb ved lodtrækning:
1. Individuel terapi
2. Gruppeterapi
3. Guide...
Camilla har overspist i 40 år: Rekordstort studie skal nu finde den bedste behandling mod lidelsen | Videnskab.dk - Automatisk oplæsning podcast - Listen or read transcript on Metacast