Spektakulære bjerge strækker sig mod himlen mange steder på Jordens overflade.
Bjerge er skabt af forholdene på kloden.
Mount Everest er nogenlunde så højt, som et bjerg kan blive på Jordens overflade, fordi bjergenes form og vækst er styret af vind, vejr, Jordens geologiske plader, forskellige bjergarter og Jordens tyngdekraft.
Men på andre måner og planeter er der helt andre betingelser og forhold - og de kan skabe helt anderledes bjerge.
Jupiters måne Io er et vulkansk helvedelandskab, skriver astrofysiker Ryan Ogliore i en artikel på Slate.com.
Io er Solsystemets mest vulkanske objekt med enorme indsøer af lava og med bjerge, som er er både spektakulære og nogle af de højeste i Solsystemet. Men alligevel er Io kun en smule større end vores egen måne.
Et af disse bjerge er for nylig blevet målt for første gang af Juno-sonden, som tager mange målinger, hver gang den flyver forbi.
Nu har NASA præsenteret en genskabelse af det bjerg, de kalder Steeple Mountain ('Kirketårnsbjerget' på dansk).
"Det ser så 'ensomt' ud," skriver Haakon Fossen i en e-mail. Han er professor i geologi ved Universitetet i Bergen og har taget et kig på NASA's præsentation.
"Jeg forstår ikke helt processerne, men der må være materiale, der er skubbet op lige her, måske på grund af en svaghed i skorpen."
Haakon Fossen vurderer, at bjergets dramatiske facon kommer af, at en del af bjerget er kollapset, hvis det i virkeligheden er så spidst, som det fremstår på billedet.
"Det ligner mere et kæmpe sandslot end et bjerg."
Io har en meget lavere tyngdekraft end Jorden - kun omkring 20 procent af, hvad vi har her på kloden. Det gør, at ting ikke kollapser så let.
Steeple Mountain er estimeret til at være mellem 5 og 7 kilometer højt, altså på højde med høje bjerge på Jorden, men vi har ingen bjerge på kloden, der ser ligesådan ud.
"Hos os ligger bjerge, bortset fra vulkaner, på række og danner kæder."
Det er noget helt andet, men samtidig også lidt af det samme.
Bjergene på Io er opbygget af bjergartsdannende mineraler kaldet silikatmineraler, ligesom de fleste bjerge på Jorden.
Der er op til 150 kendte bjerge på Ios overflade.
Io er ekstremt vulkansk aktiv, fordi tyngdefeltet på kæmpeplaneten Jupiter og andre måner hiver og trækker i månen. Det skaber en ekstrem mængde varme på grund af friktion i selve månen.
Ios indre smelter af al denne friktionsvarme, siger Haakon Fossen, og det får store vulkaner til at udspy en stor mængde lava fra det indre af Io.
Lava ophobes på overfladen, og vægten af lavaen kan skabe nedsynkning.
Det gør, at sten bliver skubbet op andre steder mod overfladen, og det løfter bjergene op, siger Haakon Fossen.
Bjergene på Io har flere forskellige former, blandt andet enorme blokke, der danner store plateauer. Nogle af disse bjerge er enkeltstående, gigantiske blokke.
Et af Solsystemets højeste bjerge findes på Io. Det er Boösaule Montes, som blev opdaget af rumsonden Voyager 1 i 1979, første gang Io blev set på tæt hold.
Bjerget anslås til at være omkring 18 kilometer højt. Det er meget højere end bjerge på Jorden, hvor Mount Everest på 8.848 meter er rekordholder. Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.
Solsystemets måske mest spektakulære bjerg troner næsten 7 kilometer stejlt op i luften | Videnskab.dk - Automatisk oplæsning podcast - Listen or read transcript on Metacast