Episode description
Episode description
Jeg kan godt lide ventetiden.Fra kameraet begynder at samle lys ind, og til galaksen kommer frem på skærmen, går der nogle minutter, men tænk at kunne fotografere en hel galakse med et ufatteligt antal stjerner og et lige så ufatteligt antal planeter. Det er fedt.
I nogle måneder er vi blevet forkælet med planetparade på himlen, men nu er tiden kommet til også at kigge lidt længere væk, faktisk helt ud af vores egen Mælkevej.
Både galakser i stjernebillederne Løven, Store Bjørn og det undseelige stjernebillede Berenikes Lokker kommer frem på aftenhimlen i marts - og de er ventetiden værd, mens kameraet indfanger dem.
Et af de flotteste mål for et teleskop er Malstrømsgalaksen eller Messier 51, som ligger i Store Bjørn og lige nøjagtig ikke kan ses gennem en fuglekikkert.
Den ligger under den bagerste stjerne i vognstangen i Karlsvognen, som også er halen i Store Bjørn.
Og her i marts begynder netop bjørnens hale at komme så højt op på himlen om aftenen, at Malstrømsgalaksen i hvert fald bliver et mål for vores store teleskop på Ole Rømer Observatoriet i Aarhus.
Fedt at tænke på, at galaksen var den første, hvor astronomer tydeligt kunne se spiralarmene strække sig majestætisk ud fra galaksens centrale bule.
Stjernebilledet Løven er et af forårets bedst genkendelige stjernebilleder, det ligner et spejlvendt spørgsmålstegn.
Men derudover rummer Løven mange fine spiralgalakser, hvor især de tre galakser Messier 65, Messier 66 og NGC 3628 er fine sammen.
Det skyldes blandt andet, at den lille gruppe galakser ligger samlet i en afstand på 35 millioner lysår, sådan at de i nogle teleskoper vil kunne ses sammen i synsfeltet.
NGC 3628 har tilnavnet Hamburgergalaksen, givetvis fordi den har en central stribe af støv med en halvdel på hver side.
Alle tre galakser bærer præg af at have været påvirket af hinanden, både i form af haler af materiale og en central bjælke i de tre galakser.
Især bjælkerne ses ofte i galakser, som har været under påvirkning af andre galakser.
Øst for Løven ligger det tidligere nævnte stjernebillede Berenikes Lokker (Coma Berenices på latin), hvor en af de nærmeste galaksehobe kaldet Comahoben ligger.
Comahoben er en gigantisk struktur, som rummer mere end 1.000 galakser med en middelafstand til os på lidt over 300 millioner lysår, og som også kommer til syne om aftenen på vores breddegrader i marts.
I centrum af hoben ligger monstergalaksen NGC 4889, som er synlig gennem et stort teleskop. Galaksen er formentligt resultatet af sammenstød mellem mange mindre galakser, som har resulteret i en elliptisk form.
Astronomen Charles Messier fik ikke den enorme galakse med i sit katalog, men det gjorde til gengæld den danske astronom John Louis Emil Dreyer, som udgav 'New General Catalogue of Nebulae and Clusters of Stars' eller bare NGC.
Dreyer gav endda den store galakse to numre på listen 4884 og 4889, formentlig ved en fejl.
Under centrum af Comahoben på himlen ligger en stor mængde Messier-objekter M58, M59, M60, M84, M85, M86, M87, M88, M89, M91, M98, M99 og M100, som er elliptiske galakser og spiralgalakser, som dog ikke tilhører Comahoben, men ligger i eller tæt ved den nærmere Virgogalaksehob i stjernebilledet Jomfruen.
Det sker med jævne mellemrum, at Månen skygger for Solens lys i Danmark, og når den gør det, kan vi se en delvis solformørkelse.
Den næste indtræffer den 29. marts mellem ca. 11.27 og 13.13 med maksimum kl. 12.20, hvor cirka 30 procent af solskiven vil være dækket.
Tiderne gælder på Ole Rømer Observatoriet ved Aarhus og skubber sig nogle få minutter andre steder i landet.
Totale solformørkelser er desværre en sjældenhed, den seneste totale solformørkelse, som var synlig i Danmark, var i 1851, mens den næste bliver i 2142.
En solformørkelse kan kun finde sted ved nymåne, hvor Solen og Månen er i samme retning på himlen. Ved fuldmåne derimod står Solen og Månen på hver sin side af Jorden.
Det giver så mulighed for, at Månen kan bevæge sig ind i skyggen fra Jorden. Det kaldes en måneformørkels...