26 | Gæst - Klaus Veile - mod til high performance

Mit navn er Michael Kaspari. Og mit navn er Vini Davida Sønderborg. Velkommen til podcasten Mod til Indsigt og Udvikling. En podcast, der ønsker at skabe refleksion over det at være menneske i alle livs aspekter.

Om du er erhvervsleder, topatlet eller menneske, der søger personlig udvikling og et stærkere fundament. Vi tager dig med ind i et univers, hvor vi med vores erfaring fra erhvervslivet og fra sportens verden vil dele ud af de mekanismer, værktøjer og mindset, der er afgørende for at skabe trivsel, glæde og vækst.

Hej og velkommen til dig der lytter med. I dag skal det handle om high performance. Det er et begreb som der er mange forskellige vinkler på og mange meninger om. Er det kun noget som elitesportfolk og erhvervsledere gør? Eller er det et...

Mindset, der indeholder teknikker og perspektiver på den menneskelige psykologi, som vi alle kan have glæde og gavn af at kende til, når vi skal manøvrere i livet og arbejdslivet. En ting er i hvert fald sikkert. Vi sidder her i studiet i dag med en mand, der i den grad ved,

Hvad det vil sige at high performe og sætte menneskers potentiale i spil, både i erhvervslivet og i sportens verden. Vores gæst er 58 år. Han er adjungeret professor i sportspsykologi. Han har en MBA, og han er efteruddannet inden for flere. forskellige ledelses- og kommunikationsdiscipliner, neurosologi og linguistik. Derudover har han et langt liv inden for elitesport og rugby.

Han var den første danske professionelle rugby-spiller i udlandet og anfører på det danske rugby-landshold i 16 år. I dag har han virksomheden Sapiens Performance, hvor han uddanner og coacher ledere og organisationer. Derudover er han stadig i sportens verden som high-performance coach og mental træner for forskellige topidriftsfolk og bl.a. flere topspillere fra det engelske og sydafrikanske rugbylandshold.

Det var en lidt lang indflyvning, men velkommen til dig, Claus Vejle. Tak for det. Jeg glæder mig helt vildt til vores snak i dag, fordi det her med high performance, det er jo noget, jeg i rigtig mange år har forbundet. kun med sport, eller når vi skal vinde, eller når vi skal være helt vildt gode inden for et eller andet. Primært inden for sport. Og jeg har så gennem det sidste år ligesom fundet ud af, at det jo faktisk er mere et mindset, end det er et spørgsmål om, at...

have opnået noget. Ja. Og det, synes jeg, bliver vildt spændende at dykke ned i, fordi jeg ved, at du har en masse erfaring med det, både fra sportensvand, også fra... som jeg kan sige også kigger på det perspektiv omkring, og kender det også selv fra min egen tid som sejler, men jeg tror aldrig rigtigt, at jeg har dyrket det præcis på den måde, og egentlig gad det jo egentlig godt.

have sprogletiden, nu kunne sprogletiden 20 år tilbage, og sige, at hvis jeg har haft de her værktøjer dengang, hvad kunne det så ikke være blevet til? For det er noget der omkring fokus og adfærd, og forståelse for hinandens team, og sådan noget, hvordan vi kan bringe det i spil.

Så det glæder jeg mig rigtig meget til, og jeg glæder mig også rigtig meget til, at vi skal dykke ned i det, som jeg ved er vores fælles passion. Netop det her med at have konkret indsigt omkring de mennesker, som vi skal have til at performe sammen. Selvfølgelig skal vi starte med os selv, men det giver rigtig meget, når vi begynder at få...

til også at fungere. Det gør det. Så jeg glæder mig til, at vi skal videre. Ja, tak. Det gør jeg også. Og tak for invitationen. Ja, det er selvfølgelig. Vi er glad for, at du er her.

Men Claus, vil du ikke starte med at sætte lidt ord på, hvem er du, hvordan er du endt her, og hvorfor blev det lige rugby og high performance, der fangede din interesse? Jamen, rockby har jeg været meget heldig at komme ind i. Der var ikke mange rockbyklubber i Danmark, dengang jeg var knægt for mange, mange år siden på Christianshavn. Der var en skolelærer, Christiansø, som jo er skyldig, at jeg spiller rockby i dag.

Men også er skyld i, at jeg har taget de uddannelser, jeg har, og ikke endt som mange af mine venner, jeg har vokset op med i kriminalitet, i stofmisbrug, i alt muligt andet. Så det er vejen ind til det, og det er faktisk det miljø, som er gjort, og jeg er blevet rigtig god til det i dag. Jeg har haft...

besværlighed af min barndom, men jeg synes, jeg har haft en fantastisk barndom. Jeg er så heldig, at jeg har haft alkoholiske forældre, som har lært mig at fornemme verden, fra jeg var meget, meget lille dag. Og det kan mine andre kollegaer, der er sportspsykologer, det kan de jo ikke præle af som regel.

Og jeg mener det virkelig, det er. Det har været en fantastisk mandom, og det har været rejsen til det, og det er faktisk rockbyen, der har været rejsen til det. Jeg var faktisk ikke blevet idrætspsykolog, hvis ikke der var på grund af rockbyen og Christian Solsø.

Nej, og hele din historie, du lige beskriver der, som nogen ville tænke var en hård opvækst, hård barndom. Ja, en god barndom. Ja. Lærerig barndom. Ja, præcis. Og nu bliver jeg så nysgerrig, hvornår når man til den erkendelse, at det er en god barndom.

Det ved man vel ikke nødvendigvis, når man er i den som barn, eller er det noget, du tror, du har haft med dig helt? Jeg tror, jeg har haft det med mig, fordi jeg så jo faktisk aldrig, jeg så aldrig hverken volden eller alkoholen, jeg så afmagten, jeg så frustrationen.

Og samtidig med, at det måske var et utrygt miljø, var jeg faktisk ret tryg i det. Og den del har jo gjort, at jeg trivede faktisk i et enormt utrygt miljø. Og det er også det, der har gjort, at jeg overlede rigtig mange andre ting, fordi jeg har det fuldstændig integreret i mit system.

Så jeg mener det virkelig, og jeg mener, at jeg har haft en god varndom på den måde. Ja, det er jo interessant. Jeg tænker, at der er nok mange derude, der tænker, buha, det er ikke noget, man ønskede selv. Og det gør man jo nok heller ikke, hvis man selv frit kunne vælge.

Nej, end at have den egenskab at kunne se det gode i det udfordrende. Og det er ikke engang noget, jeg bilder mig selv ind. Jeg mener det vidderligt, at det har hjulpet mig, og det har gjort mig til et menneske, som er stærk i forandringer. Og jeg var ikke blevet den, jeg er i dag, uden det. Sådan er det med hele vores opvægt, selvfølgelig. Men jeg synes, det er godt.

Ja, den gør os til den, vi er på alle mulige måder, og så er der jo kæmpestor forskel på, hvordan vi vælger at gå med det og se på det, og hvad vi vælger at gøre ved det, som vi får. Ja, så er det jo også en del af den vinkel, jeg ser på livet på. Jeg ser på high performance i dag, det kommer meget derfra, som altså basically handler om at tage sig selv alvorligt, og det bliver man tvunget til i sådan en miljø. Og hvordan kom det til at udtrykke gennem din rugby?

Jamen det kom til at udtrykke på den måde, at... Jeg har også været heldig, at der har været nogen omkring mig, som har set mig. Det er jo for næsten det første skridt med mange som har en besværlig barndom. Der er en eller anden, der får øje på en og giver en noget selvtillid og tillid til, at man har noget at komme med. Men i Råkbyen har det jo betydet, at da jeg kom til udlandet...

Det er jo ikke som danskere at komme til udlandet. I Danmark var der 1900 spillere, da jeg kom til Frankrig og spillede. Der er bare det område, jeg var. Der var der næsten 40.000 kun i det område og divisioner. Så den der at have det godt i utryghed, er jo også en del af det. Om det lige kommer til udtryk i Rogby, er nok fra, at jeg havde et meget, meget højt aktivitetsniveau, da jeg var barn. Jeg gik til fodbold, boksning, Rogby, og så alt det, der var på Christianshavn.

Havde de kendt til ADHD dengang, havde jeg sgu nok fået nogle tabletter, tror jeg. Det gjorde de heldigvis ikke. Nej, præcis. Godt, at du fik lov til at udleve det i sporten, i stedet for at få det lukket ned med nogle billeder.

Ja, men og så tilbage lidt til high performance, fordi hvad er en high performance egentlig? Er det ikke kun noget, man kan gøre i sport eller i topledelse, og hvordan vil du definere det? Hvis jeg skal skille det ad, så er for mig at high performance, det handler jo om, ligesom du sagde, Michael, eller snakkede om det der med, at det ikke kun er for erhvervslivet, det er jo for alle liv, og mener vi det er high performance for alle, men det er basically handlet om at tage sig selv alvorligt.

stille sig selv nogle spørgsmål om, hvad synes jeg er godt, hvad synes jeg er skidt, hvad kan jeg gøre bedre i morgen, men gør det jævnligt, vende sig selv til at stille nogle spørgsmål til sig selv. Og det samme gælder med et High Performance Teams. De spørgsmål, man forstår, formår at stille til et high performance team, er det, der skal flytte deres fokus over på at præstere bedre. Så det handler meget mere om linguistik end psykologi. Og for mig handler det rigtig meget om at få trivsel.

og præsioner til at gå hånd i hånden. Gør man ikke det? Om det er idrætsmand, om det er erhvervsleder, som privatperson. Hvis man bare præsterer uden at trives, så brænder man ud. Hvis man trives mere end at præstere, så får man ikke gode nok resultater, så kommer man ikke beholdet eller man bliver fyret. Så det er trivsel og præstation er nødt til at gå hånd i hånd.

Og jeg forstår godt de spørgsmål, det der med, er det kun for ledere? Nej, altså i min verden er det bestemt ikke. Det er for alle mennesker. Det har jeg jo set på mig selv. Ja, det må man jo sige. Jeg synes jo, jeg bruger også meget ordet trivsel i min verden, og jeg synes jo, det er sådan et... vildt vigtigt ord, at vi tager stilling til. Fordi hvis ikke vi ved, hvad der gør, at vi trives som individ, så er det også i min verden meget svært at trives i en gruppe.

uanset hvad man laver, om man er i sport, eller man er leder, eller man er medarbejder, eller man er ven, whatever. Hvis ikke jeg ligesom ved, hvad der gør mig glad, hvad er det for nogle ting, der er vigtige for mig, og hvad driver mig? så er det svært at finde den der energi. Ja, det er fuldstændig rigtigt. Og det er jo også et af de vigtigste spørgsmål, det er, hvad er vigtigt for mig? Hvad gør mig glad? Og hvis man ikke har det her, hvis man ikke trives af...

Jamen altså, tage sig selv alvorligt nok til at gøre noget ved det. For mig handler hyperformes også om at forstå, hvad er frygt, hvad er angst. Frygter, angst og... Jamen alt det, der ligger i den kategori, handler jo egentlig om, at det er noget, der skal pege en retning. Frygt og angst er ikke farligt. Ja, det er ubehageligt, men det er ikke farligt. Og det er det, der skal vise os den vej, hvor vi er hen til. Så hvis vi er der...

Og vi tager det som en guide til, at ja, nu skal jeg gøre et eller andet. Så er det det, der peger os ind imod, og det er det, der får os til at præstere. Men det betyder, at vi skal tage os selv alvorligt før noget andet. Finde ud af, hvad der er vigtigt for os.

Og så sige til den angst, der nu dukker op, jamen ja, det er ubehageligt, men det er ikke farligt. Og det er jo den der berømte comfort zone også, der tager ind i her, at hvis vi kun gør det, der ligger inde, hvor alting er rart og hyggeligt, så udvikler vi os ikke. Nej, det gør vi ikke. Og det bliver ikke high performance i hvert fald.

Det, man kan sagtens have et dejligt liv, men det er nok ikke et liv, som på nogen måde bliver bemærket, eller som man måske på de sidste 10 minutter af det, måske er helt tilfreds med. Jeg oplever jo lidt, at når man bruger ordet high performance, det er derfor, at jeg selv ikke har brugt det så meget. Det er det der med, at det klinger lidt i nogens ører forkert, at det bliver det her performance-samfund, eller at vi skal alle sammen overpræstere. Der ligger noget mere over...

ikke naturligt, men der ligger noget for meget i det, når man siger high performance. Der ligger også noget ufølsomt i det, hvis man ikke ser det i hele det perspektiv, du lige beskriver her, Claus. Jeg er fuldstændig enig. Og det er også et misbrugt ord. Mest fordi det er misforstået. Og high performance i mange af de verdener, jeg kommer ud i, bliver betragtet som enormt elitært.

Det er det jo ikke. High performance handler grundlæggende om at få det bedste ud af sig selv med det, man har til stede. Og der er vi forskellige. Vi har forskellige opvækst, vi har forskellige styrker, vi har forskellige svagheder, som du sagde i starten. Vi er nødt til at kende os selv, vi er nødt til at vide, hvad vi har med at gøre. Det samme med team.

Arbejde med det, der er. Det, der ikke er, kan vi ikke bruge til noget, for det er der ikke. Så få maks ud af det, der er til stede. Det gælder også for os selv. Og der er et spørgsmål, måske det allervigtigste. Det der med at huske at stille nogle spørgsmål hver dag.

Hvis der er et eller andet, man tænker, ej, det ville jeg godt have gjort anderledes. Tænk på det med det samme. Om aftenen sidder jeg og reflekterer bare fem minutter. Okay, hvis jeg oplever det samme igen, hvad vil jeg så gøre i stedet for? Og det er for mig high performance, den der daglige refleksion.

Rigtig fint at få det ned på det her perspektiv, eller ned i det her niveau, fordi her kan man jo virkelig, det kan man også bruge i forhold til parforhold. Hvis man skal stille sig selv nogle spørgsmål og være reflekterende, så det gør man jo også. Så får man rigtig meget ud af sit parforhold også, hvis man gør det der.

Og jeg tror ikke de fleste havde forbundet high performance med parforhold, men det er jo i sig selv også. Jeg er fuldstændig enig. Noget, der kræver en high performance nogle gange. Vi vil i hvert fald tanke engang om det. Og så er vi tilbage til det med at tage sig selv alvorligt. Lige præcis.

det der med at kigge og tage sig selv så alvorligt, og sige til sig selv, jeg har fortjent at være glad, jeg har fortjent at være lykkelig, jeg har fortjent at gøre noget stort. Der er jo rigtig meget, specielt i Danmark er vi enormt dårlige til, på grund af janteloven.

Og ikke mene, vi har fortjent at være glade. Vi har ikke fortjent at tjene penge. Altså lidt overdrevet og lidt karikerede. Men nej, hvad er det et spørgsmål? Jeg er nødt til at stille ofte, om folk føler, de har fortjent den succes, de har.

Og det at tage sig selv alvorligt, kan også godt virke på nogen som egoistisk. Det er det ikke. Er det ikke også, fordi vi nogle gange glemmer, at sætte os det mål? Jo. Så vi ved faktisk ikke, hvad det er, vi jager med vores hype. Hvad skal jeg bruge min hype-performance til?

Og så kan det godt blive højt flyvende og lyde forkert. I stedet for at sige, at jeg brænder for det her, eller mit mål er at opnå det her. Og derfor bliver min high performance jo et led på den vej. Det bliver et mindset, et værktøj, jeg tager i brug for at komme derhen.

Og der har jeg spørgsmålet vigtigt, og så tilbage den der, vi er nødt til at vide, hvad der gør os gladere. Hvis ikke vi ved det, hvordan skal vi sigte efter det? Og hvordan skal vi vide, hey, nu er jeg glad? Man kan skære det, at det er der, man er glad. Eller, når det ikke er der, hvad skal jeg så lige gøre nu? Ja, eller at man aldrig har været glad, men bare tror, at der, hvor man er, det er nok de, der er glad.

Og så finder man ud af, at der er et potentiale. Ja, og det gør man nogle gange, hvis man lige pludselig opdager det. Og så nogle gange opdager jeg nogle følelser, som man slet ikke kan genkende. Fordi hjernen er jo superdågen, og vi er som mennesker. Menneskelig race kan jo tilpasse os næsten hvad som helst. Så jeg møder rigtig mange, som folk både synes, de er...

forstere godt, men også, som synes, de har haft et godt liv, og de har været glade. Indtil man kommer til at stille dem nogle forkerte spørgsmål, så har jeg jo faktisk set folk, der knækker helt, fordi lige pludselig går der for dem, jamen de har aldrig været glade. Altså sådan rigtig glade. Det har været sådan lidt, ja, lidt lever på steg for at bruge dansk ord, ikke?

Man nøjes. Og man vender sig til det. Og så tror man netop, at det er det, det er. Og så er det jo godt. Ja, det kan jeg godt genkende, det der med. Og hvis nu sidder derude og lytter med og tænker... Det lyder interessant. Får jeg selv stille mig de spørgsmål? Måske ikke. Er det så så enkelt? Ja. Så det korte svar er ja. Så stille sig selv spørgsmålet. Hvad gør mig glad? Hvad er det, jeg gerne vil opnå? Det skal vi huske at stille os selv.

Dagligt. Jamen dagligt. Og måle på, hvornår fødes det rigtigt. Hvis ikke vi finder ud af det, og så bruger noget tid på det. Jeg møder folk i både 40'erne og 50'erne, som aldrig rigtigt har stillet sig det spørgsmål.

De har haft et godt liv, og de bor et fint sted, gør en fin bil, har en mand og en kone, som de holder meget af, og nogle syde børn. Men de har aldrig rigtig stillet sig til at spørge mig helt ind, så man skal lige give sig tid til at finde svaret. Men ved, at der er noget, vi har alle sammen fortjent at være glade og være lykkelige.

Men det kræver, at vi er nødt til at kigge indad. Jeg oplever i hvert fald tit, når man stiller spørgsmålet, måske ude i det mest erhvervsmæssige sammenhæng, når jeg laver workshops og sådan nogle ting, der er jo mange, folk er jo meget hurtige til at kunne svare på, hvad de ikke vil have.

Så hvis man giver mig et stykke papir, jeg spørger, hvad vil du gerne have? Så står der faktisk noget, jeg vil ikke. Ja, den der negation kommer tit af. Og den er jo ret interessant, at det er sådan, at vores hjerne, eller manges hjerne, er wired. Det er det, der er det mest naturlige for os. De fleste mennesker er jo mere væk fra motiverede. Det vil sige, det er meget nemmere for dem at svare på, hvad de ikke er. Så lad dem endelig starte med det.

Der er jo heller ikke noget værre, end hvis man ikke har svaret på. Altså rigtig mange coaches, som ikke har niveauet nedenunder, de stiller det. Jamen jeg vil ikke høre, hvad du ikke vil. Jeg må høre, hvad du vil. Men hvis de rent faktisk ikke ved det, så start dog med det, de ikke vil.

Altså det jeg ikke kan, jamen du ikke kan det, men hvad kan du så i stedet for? Når du ikke kan det, det betyder, så kan du noget andet. Hvad kunne det være? Men start med det, altså fordi, med det jeg laver, og det du laver, eller det vi alle sammen laver egentlig, der handler det om at flytte mennesker. Hvis ikke du kan møde dem, hvor de er, så kan du simpelthen ikke flytte dem. Det samme gælder hundetræning, hestetræning, hvad som helst. Mød dem, hvor de er. Børnetræning, desværre.

Kvindetræning, det er endnu sværere. De vil ikke trænes nemlig. Det er niveauet over. Der er jeg ikke kommet til endnu. Nej, det er næste opgradering, Claus.

Nå, men den her podcast, den hedder jo mod til indsigt og udvikling. Og vi kunne godt tænke os sådan at høre, hvad betyder mod for dig? Både i dag, men også igennem dit liv. Og hvad betyder det også for en high performance? Men først og fremmest dig. Ja, og det er jo derfor, jeg også elsker jeres podcast. Mod er jo nøglen, men det også definerer, hvad er mod, fordi mod er jo mange flere ting, end man tror. Mod er jo ikke bare kun springe bonkyjump, eller ja...

Hold så roligt, hvis der kommer nogen, der vil banke en. Det er jo en slags mod. Vi har jo det mod, vi har trænet. Men jeg kender jo mange, som jeg synes er langt modigere end mig. Men de synes ikke selv, de er modige. Gør der nogen, der har svært ved at tage en alvorlig samtale med deres kone, deres mand, deres børn, deres chef, deres kollega? Det er jo også mod. Og vi har alle sammen mod, men modet skal jo træne. Det er ligesom en muskel.

Så tage små beslutninger, vær modig, vær gå lidt ud over grænsen til, hvad vi ellers gør. Men find grænserne, spørg dig selv, hvad er det? Hvad er jeg utryg ved? Det behøves ikke at være, hvad er skrækslagen for? Start med noget, man er utryg ved, og så træn den mod musklen. For det er en muskel, ligesom...

alt muligt andet, eller en træning ligesom alt muligt andet. Jeg har bare været trænet i at vokse op i det miljø, jeg er i, så det er den slags mod, jeg har trænet. Men nej, var jeg ikke modig på mange andre områder. Så dem, der sidder derude og ikke føler sig modige, skal ikke være fortvivlet, fordi...

Jeg er helt sikkert modig på nogle andre områder. I skal bare genkende det. Ja, og det var en sjov refleksion, du også kom med her, fordi det slog mig først her for ikke så længe siden. Nu har vi jo haft den her podcast i et godt stykke tid, hvor mange af temaerne har været omkring mod. Og det slog mig pludselig en dag. Jamen der, hvor jeg jo synes, at folk er modige, det er der, hvor jeg ikke er det. Og omvendt. Så er der nogen, der kigger på mig og siger, det er modigt at lave en podcast.

Ja, det var det. Men det var jo også en kamp for mig at nå dertil. Så der fandt jeg noget mod, og pludselig virker jeg modig på andre på det punkt. Og så kan det være som du siger, så er du modig i forhold til at gå i en boksering. Jeg skal da godt nok ikke op i nogen boksering.

Og det er jo netop den mod, vi har trænet. Ja, og det er jo det, vi træner, er blevet gode til. Og det er jo vel også noget, vi kan tage med i forhold til vores mindset. Helt klart. At træne de der spørgsmål, eller er glasset halvt fyldt, halvt tomt, eller hvordan er det, vi ser det. Vi skal jo træne de her meget, meget elementære ting.

Og gør det dagligt. Og så find noget, man udtrykker. Lad os sige, at man danser. Der er rigtig mange, der har svært ved at gå til dans. Jeg har selv lidt svært ved det. Men så find et eller andet måde at gøre det på. Men udfordre dig selv på en måde, hvor du...

Altså udfordre dit mod, men det ikke bliver farligt. Du kommer ikke i livsfare. Og så træn, og så bare fejre succeserne. Selv små bitte skridt. Husk at fejre det. Det er vi rigtig dårlige til i Danmark, når vi har gjort et eller andet. Det var jo ikke noget. Hvor hører jeg det tit? Jo, det var noget. Du har lige flyttet dig et lille bit skridt i forhold til at blive mere modig. Ja. Hvor skal vi så være modige henne? Hvis jeg kigger på mig selv, der er mange steder, hvor jeg ikke føler mig modig.

Kan man sige noget om, hvor jeg burde træne mit mod? Hvilke indikatorer gør, at det er at tage, jeg er måske ikke så god til at tage store diskussioner, for det har jeg egentlig ikke behov for. Jeg kan godt nogle gange kigge på nogen og tænke, der var der en mod, at du lige tog den bold op, eller bokseringen. Hvornår skal jeg vælge?

et område, hvor jeg ikke føler mig modig, og gå ind i det. Fordi så kan du sige dansen, der har jeg nok som dig. Jeg har bare ikke behov for det. Jeg kan ikke se, hvad det skal give mig, at blive modig på dans. Du har selv lige forklaret det. Hvis ikke det er vigtigt.

så lad være med det, så kan man tage små ting, eller vende sig til, okay, den der diskussion, den kunne jeg faktisk godt have tænkt mig at have taget. Mental forberedelser, fordi når man sidder i det, og man ikke har prøvet det før, så er hjernen ikke klar til det.

Det vil sige, det skal man faktisk forberede. Så tænk igennem. Næste gang, jeg står i den situation, lad som om, at det er dig, der tager den diskussion. Hvad vil du sige? Hvordan vil du gøre det? Og så næste gang, når der dukker en mulighed op, så tag den diskussion. Og så se sig selv og forestille dig selv gøre det med succes. Det er jo en af de grundkernerne i mentaltræning. Det glemmer vi også. Vi har en tendens til mere at se, ej, det går nok galt.

Så det er en positiv visualisering. Ja, hvis det går galt, hvad så? Så har vi lært noget nyt. Jeg mener jo vidderligt, at der findes ikke fiasko. Der findes kun læring. Hvis ikke vi lykkes eller har succes, så lærer vi. Vi skal bare se på det som læring. Og sådan en, der har man blevet modig i, at man har gjort noget. Ja, det kan godt være, at det ikke gik helt, som man har håbet. Men man har gjort det. Man har trænet musklen.

Det er præcis. Og jeg tænker også, at den måde, du beskriver mod på her, den taler også rigtig meget ind i omsorg og tålmodighed i processen. At vi ikke starter med... at kræve, at vi skal springe derud, hvor det er alt for farligt. Når jeg tænker tilbage på de ting, jeg har gjort i mit liv, så har jeg lige præcis også tænkt tanken først.

Og så har det bare været en tanke, så parkerer vi den lige der, og så har jeg tænkt lidt videre, og så har jeg set mig selv, og så har jeg måske undersøgt lidt, hvor kan jeg gøre det herhenne, og så er der gået nogle måneder igen, og så efter et halvt års tid, så er jeg måske klar til at sige, nu gør jeg det. Men det havde jeg jo ikke gjort, altså før...

mindre det halvår ligesom havde fået lov til at bygge lidt op. Så det er jo også en måde at gøre det på. Og så tænkte jeg bare lige før, at da du beskrev det her med at træne sit mod, at jeg ved ikke, hvor jeg har haft det fra, men jeg har altid... haft det sådan specielt i forhold til sport og fysisk udfoldelse, at hvis jeg har mødt, hvis jeg har skulle gøre noget, hvor jeg har tænkt, det her det kan jeg ikke, eller det her det tør jeg ikke, så har jeg i samme sekund.

haft lyst til at gøre det. Kun fordi, at der var noget inde i mig, der sagde, det kan jeg ikke, eller det tør jeg ikke, så bliver jeg sådan helt, undskyld, jeg bander fandme nej, nu er vi ude og gøre det, bare for at bevise mig selv, at det kan jeg godt.

Så der har altså været sådan en eller anden fandelig voldsked der for mig. Den kan jeg godt nok genkende til. Det tænker jeg godt, du kan. Og det er jo godt at gøre det, og så mindte sig selv om, hey, jeg gjorde det, og selvfølgelig kunne jeg det.

Fordi de fleste ting kan vi jo, hvis vi sætter os nok for det. Og så er vi tilbage til den, hvad skal vi træne? Vi skal træne det, der er vigtigt for os. Vi skal jo ikke bare tage diskussioner for diskussions skyld. Vi skal tage diskussionen, hvis det kan give os noget. Ellers er det ligegyldigt, og så bliver vi heller gode til det, hvis ikke det er vigtigt for os.

Nej, så kommer vi til at gøre det for nogle andre, måske i stedet for os selv. Ja, eller de helt forkerte årsager. Og så bliver diskussionen lidt hult, ikke? Jo. Og så bliver det mod, man træner, måske lidt hult også.

Du har været inde på det et par gange. Hvad er det, vores hjerne? Hvordan er det, vi skal bringe den i spil? Hvad er det, den kan at gøre ved os, som vi skal være opmærksomme på? Det er jo den, vi skal tage allermest vare på. Jeg ved ikke nu, den er svært at forklare i en podcast, men når vi snakker med omverdenen, så deler jeg op i de ord, vi siger, måden vi siger tingene på, og i kropsbrug.

Så 7% af det, vi siger til verden, det er kun ordene. 38% er måden, vi siger tingene på, resten er kropsbrug. Det vil sige, jeg sidder og hænger, hvis jeg alle sammen forestiller nu, jeg sidder og hænger og ser trist ud og siger, nej, hvor er jeg glad i dag, altså. Jeg er så glad. Du ser ikke så glad ud. Nej, og folk tror ikke på mig vel. Men vigtigst af alt, min hjerne tror heller ikke på mig. Det er nøjagtig samme fordeling.

når vi snakker med vores hjerne, vi skal fortælle os hjernehistorie, som når vi skal fortælle andre, at vi har det godt, eller vi er glade. Så den der med, jamen kig op, smil, få energi i stemmen, og vis med din kropsprog, jamen din hjerne, du har det godt. Det tager ca. 90 sekunder at overvise din hjerne om, hvis du går...

kigger op, trækker vejret dybt, og siger med kraftig stemme, høj kæft, hvor bliver det en god dag. Sandsynlighed for, at den er stor, og hvis du gør det i 90 sekunder, så får du have den der lille battle med din hjerne, hvor den siger, hey, jeg troede, vi havde en lorte dag, men så stille og roligt siger den, okay.

det har vi nok ikke, fordi du med størstedelen af kommunikation fortæller din hjerne, jeg har det godt. Den lille øvelse, hvis man gider at bruge den tre gange om dagen, bruge noget tid på det, stille og roligt få dig overbevist hjernen om. Det her, det går meget godt. Og det er faktisk en af de ting, som er vigtigst i at finde sig selv og finde en måde. Det er at lade, som om vi har det. Fækker til jo mækker, der opstod af en grund. Og det virker på den måde.

Stille og roligt mærker man simpelthen, at det sker, fordi du er konsekvent ved med at fortælle din egen hjerne. Kig dig selv i spejlet. Hvis du kan se inde i spejlet, at det, du står og kigger på, er ikke det samme, som du siger. Hvis man står og hænger lidt og siger, nej, hvor er jeg glad i dag. Få det med, så det billede, du ser ind i spejlet, det du siger til dig selv, ligner det, du gerne vil gå ud af døren med. Ja.

Og så er der også noget med nogle øjne, og nu bliver det teknisk, men der er også noget med nogle øjne, som er ret interessant. Kigger vi op over linjen, kigger vi ned højre, venstre osv., der påvikler vi jo både dem, vi taler til, men jo rigtig meget også os selv. Hvordan er det, det hænger sammen?

Vi skal påvirke os selv til at have den bedst mulige tilstand til situationen. Øjenmodellen kommer både fra NLP og præstationspsykologien, men hvis vi kigger op, så øger vi blodgømmestrømning til den her hjerne, hvor vi er rent og bidler.

Altså op over næsehøjde. Kigger vi ud til siden, så øger vi blodgennemstrøm der, hvor vi både er koncentreret og erindret lyd. Kigger vi ned til højre, hvad vi ofte gør, eller ned til venstre. Ned til højre, så øger vi blodgennemstrøm til den del af hjernen, hvor vi har følelser.

Kigger vi ned til venstre, så øger vi blodgømmestrømningen og hjerner til den der, hvor vi har vores indre dialog, vores selvsnak. Og det er det, vi gør, når vi er triste eller det hænder noget lort, så tager vi hånden på panden, bukker hovedet ned og kigger lidt nedad. Det vil sige, at det bliver en selvforstærkende proces.

Så alene det med at kigge op og smile i 90 sekunder bare, gør hjerneaktiviteten bliver flyttet væk fra vores følelser og vores selvsnak og vores interdialog. Det alene vil gøre en forskel i, hvordan går vi til dagen. Ja, så er det jo interessant lige på at... analysere på sig selv, når man sidder og taler med folk, og skal ind og ud af reændringer og følelser, og måske siger jeg en ting, jeg mener lidt noget andet, og hvor kiggede jeg så egentlig hen, da jeg sagde det der?

Der kommer der lige pludselig nogle perspektiver eller nogle lag på, der er ret interessante. Ja, og så mærk efter. Og så er jeg tilfreds med den måde, jeg har det lige nu. Og hvis ikke der er det, så gør noget ved det. Og når man vender sig den tanke af at stille sig selv nogle spørgsmål, så er det så selv atvorligt, så bliver det helt naturligt. Lige nu kan det godt føles, for hvis man ikke er vant til det, kan det føles som næsten uoverstigt et bjerg. Men derfor tager det lidt af gangen.

Vend sig til at spørge, så giv selvstændig bare to gode spørgsmål. Hvad var det bedste, jeg oplevede i dag? Hvad vil jeg gøre anderledes i morgen, eller bedre i morgen? Og så en gang til, hvad glæder jeg mig mest til i morgen? Tre spørgsmål om aftenen. Hvis du begynder på det, stille og roligt. Alle kan bruge 20 sekunder på det, eller to minutter på det. Så er vi i gang. Det er døjligt konkret.

Så er det det der med, at dit hvert vandfald starter med en enkelt drop? Ja, lige nærkeligt. Ja, eller det første skridt er det største skridt, det gælder altså også her. Det gør det, ja. Lige præcis. Jeg elsker den der lille fortælling, du altid har, Claus, når du fortæller, hvordan du spørger ind til de mennesker, der kommer til dig og siger,

Det her, det kan jeg ikke. Jeg er helt vildt bange for det her. Jeg har den her forbi. Jeg kan ikke fallicere mig om aftenen. Hvordan er det så, du angriber den? Der gør jeg det nok lidt anderledes end de fleste. I hvert fald så siger jeg, ej, hvor spændende. Hvordan gør du det?

Jeg kan ikke falde i søvn, for eksempel. Så forklar mig, hvordan gør du? Ved det spørgsmål alene, udover at deres hjernen jo vender fuldstændig på hovedet og tænker, hvad mener du? Nej, hvordan gør du? Fordi jeg kan ikke finde ud af det der.

Hvis jeg skulle lære det, hvordan ville du så lære mig det? Og så begynder man at få fat i den tankeproces, de har, for ikke at kunne falde i søvn, eller for at blive bange. Og det er jo en tankeproces, vi har. Vi har sådan et tankemønster bag alle vores handlinger. Alt, hvad vi gør. Også det, vi ikke er gode til. Vi kunne ikke gentage at blive bange, når vi hører en nattergal synge.

Nu ved jeg ikke, om det er nogen, der har det sådan, vel? Det var bare som et eksempel. Men vi kunne ikke gentage den samme følelse, den samme tilstand, hvis ikke vi har en mental tankerække eller en mental strategi for det. Det vil sige, for alt, hvad vi gør, det er bedre. Det vil gøre godt, det vil gøre skidt.

har vi en mental strategi for. Og det er den, jeg spørger ind til. Og lige så langt man får dem til at forklare dem, så skal man bare ind og finpusse. Okay, jamen jeg får sådan en mærkefornemmelse, der kommer nede fra maven og stille og roligt breder sig op i brystet og op i hovedet.

Og så bliver jeg bange. Okay, fint nok. Hvis du bare lige venter lidt, det er inden den starter. Hvad sker der lige inden den starter? Det ved jeg ikke. Okay, fint nok. Så hvis du tager den og siger, i stedet for at den bliver mørk, mørkerød eller kulsort,

Jeg skulle lige sige mørke-sort. Det er ret sort. Det er ret sort. Så tilføj en farve og noget lys, for det kan vi. Vi bygger vores tanker op på den måde, og når man kan de andre sammen, kan man det også her. Man er bare nødt til at finde ud af, hvordan hænger det sammen. Megaspændende. Der er en strategi for alt, og der er selv en strategi for det, som vi tænker.

Det vil jeg gerne slippe af med. Jeg har bekymret og bange og angst, og det gider jeg da ikke have. Men selv det er der en strategi for, og selv det kan vi træne os ud af. Vi har tankemønster, som understøtter det, for ellers kan vi ikke gentage det. Nej, præcis. Og det er jo hele high performance.

mindsettet, vi faktisk taler om her. Så så er vi helt nede i det, som vi alle sammen kan genkende fra vores liv. Ja, så man kan måske næsten sige, at high performance kommer, når man bliver dygtig til at tale med sig selv. Ja, faktisk.

Og så med en positiv retning på. Der er jo det, der hedder i linguistikken, som du nævnte i starten. Jeg er jo linguistik-nørd, når det kommer til det. Så i stedet for at stille dig et spørgsmål, hvorfor kan jeg ikke det? Kan jeg nu godt få bygget den tilstøjende op? Nej. spørgsmålet at sige, okay, hvad skal der til? Hvor har jeg det bedste i kroppen? Det spørgsmål stiller vi os sjældent. Hvis jeg nu skulle gøre sådan, hvad ville min mest naturlige ressource være i den sammenhæng?

Så still nogle spørgsmål, hvor det spørgsmål, du stiller, forudsætter, at det, du leder efter, allerede til stede i systemet. Det er et enkelt spørgsmål. Vi skal bare huske at stille det rigtige spørgsmål. For vi får de svar. som relaterer de spørgsmål, vi stiller. Så hvis vi stiller svaret, hvorfor kan jeg ikke finde ud af det, så skal vi nok finde svaret. Ja.

Det samme gør det også. Hvad skal der til, før jeg finder de ressourcer, der er det? Hvilke ressourcer har jeg, som jeg eventuelt ikke har tænkt på i den her sammenhæng? Sådan nogle spørgsmål alene gør, at vi får flyttet vores fokus til noget, som allerede er til stede i os. Meget gode pointer, du har her. Tak.

Og hvordan, altså nu sad vi og taler om sådan den individuelle udvikling. Kan vi sætte et ord på, hvordan gør man så som et team? Og det er jo vel lidt det samme, om det er et sportsteam, eller det er en afdeling, eller det kan være en familie derhjemme. For det kan jo godt være, at...

jeg kan bruge mig selv, at jeg er god til at stille mig selv et spørgsmål, eller synes jeg er det. Og så indgår man i en gruppe, hvor andre ikke gør det. Hvordan skaber man den form for, jeg ved ikke, hvor harmoni er det rigtige, men fællesskab, hvor vi får det trænet.

som en gruppe, for det skal vel til for, at vi så som hold kan high-performe, og kan komme derhen, hvor vi gerne vil. Ja, altså det er jo et supergodt spørgsmål, og der er vi tilbage til det her med at finde ud af, hvad er det, vi kan hver især?

Og tage det dybt alvorligt. Det andet er at få defineret rolle og ansvar. Så vi sidder rundt om bordet, hvad er din rolle og dit ansvar? Og hvad er din rolle og dit ansvar? Og hvad er min rolle og mit ansvar? Men ikke nok med det, så arbejde med, hvad er vigtigt for mig?

Hvad er vigtigt for teamet med min rolle og mit ansvar? Og så kommer den vigtigste del af det, accepten af det. For det er godt, at vi alle sammen forstår vores rolle og ansvar, men hvis ikke jeg har accepteret det 100% af det er,

min rolle og mit ansvar, og jeg ved, hvad det vil give mig, og for mig er det vigtigt, det det giver mig, og for teamet er det vigtigt. Så får vi defineret den der, og alle kigger på hinanden, det vil sige, hvis ikke vi kender hinandens rolle og ansvar, så ved vi heller ikke, hvad vi skal bruge hinanden til.

Og så kommer det næste. Det her bygger tillid op. Tillid på et team er det allervigtigste. Hvis ikke du har tillid til din holdkammerat, og du afleverer en bold til ham, om det er rok, håndbold, fodbold, så vil du allerede, når du afleverer bolden til ham, prøv lige at dække af. Så hvis han nu ikke har tillid til, at han gør det rigtige, så prøver du at dække af. Det vil sige, at du holder ikke din egen plads. Du tager ikke dit eget ansvar.

Så den der med tillid til en anden og tillid af sort-hvid, enten er der, eller også er den der ikke. Det betyder ikke, at den ikke kan genopbygges, hvis ikke den er der. Men rolle og ansvar og accept af det, og så funder jeg, hvad er vigtigt ved min rolle og mit ansvar. Og her snakker vi også uformelle roller. Hvad er vores uformelle roller?

Og det gode ved en uformel rolle er, at det er en, der bare er opstået indenfor og ud, og alle tænker, nej, men det er Michael, han er den alvorlige, seriøse, sjove, og Winnie, hun er hende, der slår på tæven, og hende, der sørger for, at det hele sker, hvis vi går lidt i stagnation, og Claus, det er ham den sjove.

Det er noget, der er kommet indefra ud, det vil sige noget, der falder os helt naturligt. Og den er vigtig hermed, hvad er vores uformelle roller? Fordi hvis vi mangler nogen lige pludselig, og vi ikke har defineret dem,

og der er et team på en arbejdsplads, lad os tage den vinkel, så er der nogen, som gør noget helt naturligt, som sørger for, at alle har det godt. Men hvis I ikke har fået defineret, hvem der har den, og hvad gør der, og hvad gør vi, når han eller hun ikke er der, så er det også svært, hvis I lige bruger skal omstrukturere.

fordi vi ved ikke, hvad den person er, så går det op for os, når de ikke er der. Fuck, undskyld mit franske. Hvad skete der lige der? Nu fungerer det ikke længere, fordi vi ikke har været defineret. Så det er jo faktisk lidt arbejde på identitetsplan. Ja, så det er bevidstheden. Ja, bevidstheden og afklaringen. Og så forventningsafstemningen. Det, I kan forvente mig, det er. Hvis det er et holdtræning, så forventer vi jo, at folk mentalt forbereder sig til, at de skal møde op til træning.

Det vil sige, at de gør, hvad de kan, de har spist, som de skal. Når de så ikke gør det, så kræver det en træner, eller hvis man har tilliden til en anden, og siger, hey, hvad skete der lige der? Hvad kan jeg hjælpe med? Hvordan skal vi gøre noget sammen?

Men sådan, at vi ved, hvad er vores rolle og ansvar på banen, uden for banen, når vi er på tur. Det er sammen med en virksomhed. Vi glemmer bare at træne den der sådan, fordi ja, det er sport. Det er anderledes. Nej, det er det ikke. Du har et forbandet ansvar, når du træder ind på din arbejdsplads.

Har jeg været i den tilstand, som det kræver, så du kommer ind og viser dine kollegaer, hey, jeg er her, jeg er glad for at se jer, gå rundt og give hånd, kig hinanden i øjnene, hvad som helst, som indikerer, jeg er her, jeg har set dig.

Men der er mange, der ikke rigtig tænker på det. Ja, det er jo ikke et high performance hold. Nej, men i et team, som gerne skal præstere, og jo mere I kender hinanden, jo bedre. Der kan jeg godt nogle gange finde på at stille spørgsmålet ud til sådan en workshop. Hvor mange af jer træner, når I skal på arbejde?

Det gør der nemlig ikke. Men det er jo præcis, som du beskriver det her. Vi skal jo træne i det, vi gør. Vi skal jo træne i at være den gode kollega. Vi skal jo træne i den opgave, vi skal løse. Når det kommer til ledelse, der synes jeg næsten, at den kan blive endnu værre, fordi hvor meget træner vi i at være ledere.

nok begrænset. Jeg er fuldstændig enig. Og der er bare så meget at hente, netop at have den gode dialog. Og en leder har jo, altså jeg mener jo vitterligt, lederne er valgt af en årsag. Det er deres jobbeskrivelse. De har et ansvar i at træne deres evne til at motivere andre.

Så er vi tilbage til selve organisationskulturen, altså lidt UEFA og DBU, til da Christian Eriksen valgte om, var et godt eksempel på det. UEFA, som er fokuseret på, at de vil mister to milliarder på ikke at gøre det. Der var allerede en regel. Total ledelsesvigt. Jeg synes også, at DPU måske svigtede lidt. Ja, de vunder pres, men en voksen burde have sagt.

Prøv lige at høre, drenge, I tager hjem på hotellet. Vi sørger for resten. I skal bare koncentrere om at snakke med hinanden. En leder har et ansvar, og det ansvar skal man snakke om. Det skal man øve. Hvad gør vi også i de mærkelige situationer? En ting er helt sikkert, at en leder har et ansvar. i at vise de andre. Så er vi tilbage til det, jeg vil snakke, det jeg egentlig vil hen til, det er, hvis en leder kun bliver målt på at skabe bundelinje.

så lever han op til det. Så skal han nok sørge for at levere. Men hvis vi ændrer vores måder at måle ledere på og medarbejdere på, vores evne til at skabe motivation, vores evne til at skabe trivsel, at det er det, man måler lederen på, så skal de nok leve op til det.

Fordi så finde ud af, at det skal være så træner. Så giv dem en træningsplan. Hvordan træner man i at blive en god leder? Hvordan træner man i at motivere? Det er det samme med kollegaerne. Hvordan træner vi i at blive en god kollega? Hvor det handler om at kigge på hinanden, forstå hinanden, snak sammen. Forventningsafstemning og tillid.

To nøgleord i alt, hvad der hedder High Performance Teams. Ja, vigtigt sted at starte med at sætte ord på, hvad det egentlig er, vi forventer. Ja, og så fra jeg var lyst til at sige, tillid er måske også et ord. Jeg færner lige måske. Tillid er også et vildt vigtigt ord, når vi så kigger på os selv. For der tror jeg rigtig mange tvivler. Jeg kan i hvert fald kigge tilbage på mange år, og det kommer der stadig ind. Den der tvivl på, er man god nok?

Kan jeg nu? Lykkes jeg? Og så er vi tilbage til dem omkring hjernen. Men hvis jeg kan få tillid til, at de beslutninger, jeg tager, de tanker, jeg gør mig, de systemer, jeg sætter op for mig selv, de fungerer, så bliver jeg jo også en endnu bedre del af det team, som skal performe.

Altså den der tillid til sig selv, er jo der, vi skal starte lige meget hvad. Hvis jeg ikke har tillid til mig, hvordan skulle I så have det? Og det er noget, vi skal arbejde med. Men det er også den der med, ikke at gøre det for stort. Start stille og roligt, for det er jo også en træning.

men tilliden til sig selv, og så kommer det næste, tillid til din holdkammerat. Fordi hvis når du har tillid til dig selv, så kan du også agere på en anden måde, og når du har tillid til din holdkammerat, så er det de der synergier begynder at opstå. Og der var vores fodboldlandshold altså en fantastisk demonstration af et hold.

som har tillid for hinanden, som er der for hinanden. Den der naturlige, altså helt intuitiv, empatiske ledelse, de lavede teamet i blandt sig, inklusiv Kasper Hjulmand. Det var noget af det smukkeste, jeg har set. Men også illustreret et ledelsesvigt, når folk ikke kender deres ansvar. Der burde have været en voksen, der havde taget ansvar og sagt, nu kører jeg hjem på hotellet. Ja. Det tror jeg, der er mange, der vil give dig ret i.

Jeg tænker lige på et enkelt spørgsmål her, inden vi begynder at zoomere op på vores meget spændende samtale her. Jeg kender jo næsten egentlig svaret, men jeg kunne godt tænke mig lige at sætte lidt ord på det alligevel. Hvordan ser den optimale high performance profil ud? Er der sådan en? Nej. Nej, det er der jo ikke. Det ved jeg godt. Og det er det, vi skal huske. Vi er alle sammen. Altså, vi skal jo måle.

Tilbage til det, du sagde tidligere. Det var, at vi skal måle dem ud. Det, der er vigtigt for os. Hvad er vigtigt for mit liv? Det er jo ikke vigtigt for dem at blive god til fodbold. Eller badminton. Men det kan være, at det er vigtigt for dem at blive en god mor. God far.

en god hustru, en god ægtemand, hvad det er, finder, hvad er vigtigt i vores liv, og så øver jeg på det. Så en high-performance profil er en, altså grundlæggende en, der tager sig selv alvorligt, en, der gider at bruge 10 minutter hver dag. på at stille sig selv nogle spørgsmål om, hvad kan jeg blive bedre? Hvad gjorde jeg rigtig godt i dag? Og så fejrer jeg det, man gjorde godt. Og så tag det for noget. Hvis der er nogen, der er gode til at sørge for, at alle andre har det godt.

Så når man spørger dem, hvad synes du om det? Jamen det var jo ikke noget, det var bare noget, jeg gjorde. Nej, det er jo super vigtigt, for det er ikke alle, der kan gøre det. Så nej, der er ikke en profil, men jo profilen er dem, der tager sig selv alvorligt og gider bruge tid på sig selv og træne den muskel.

Og jeg får lige lyst til at sige, at jeg ikke tager noget fra givet. Ja, den er faktisk en rigtig god, den er sådan noget sværere. Den sidste er ikke at tage noget personligt, fordi det er faktisk, når folk kommer og siger noget til os, så er det som regel ikke noget med os at gøre. Så det er bare en disciplin, man lige skal øve sig lidt på.

Jeg kan stadigvæk efter alle de her år arbejde med det her. Stadigvæk øve mig lidt på det. Jeg så en idiot. Jeg tror helt personligt, at de kørte med vilje ind foran mig, for at genere mig på vej herud til jer. Med vilje. Og så brændte de ned foran mig, og så kørte de ned. køre 60, kørte de kun 20, for at genere mig. Ja, de så, det var Claus, der sad derinde, de tykkede, vi vil genere ham. Måske vi bruger at forstyrre ham. Ja.

Ja, men det var lige før, at du faktisk selv gik svaret videre på det, vi godt ville spørge dig om her til sidst. Det er nemlig sådan en lille opsummering, og hvis det giver mening, hvis man kan, måske... Giv lytteren derude tre af dine allerbedste, mest konkrete råd til. Du har næsten været lidt inde på dem, men måske kan du understrege dem.

eller sige nogle flere. Ja, altså den vigtigste er at tage sig selv alvorligt, og vide, at vi har fortjent at være glade, vi har fortjent at være lykkelige, uagtet hvad vi kommer af, hvor vi er på vej hen. Så man er, og ser os selv som et batteri. Er du en relation, et team, en arbejdsrelation, hvor du bruger mere energi, end du får, så er det per definition en dårlig relation.

Omgiv dig med mennesker, som understøtter. Kig på folk, som stiller dig nogle spørgsmål. Folk, som har nogle positive forventninger til dig. Altså vores identitet er jo bygget op på faktisk at leve op til andres forventninger.

Hvis man får ud af, at jeg får masser af ros, når jeg fortæller en vidtighed, eller jeg gør folk glade, gør et eller andet, så er det det med til at underbygge min identitet. Det samme er det her, omgiv dig med nogle mennesker, som ved dig det godt, som giver dig mere energi, end du bruger. Det vil sige, når du er sammen med dem,

Bliver du fuld af energi, du bliver invigorated, eller hvad man hedder. Jeg ved ikke engang, hvad det hedder på dansk. Opladet. Opladet, ja. Samtidig med, at de har positive forventninger til dig, så skal du nok løbe op til det. Og er du i en situation, hvor det ikke er du?

Tag dig selv så alvorligt, fortæl dig, at du har fortjent det, og så gør noget ved det. Vores frygt og vores angst er ikke farlig. Ja, den er ubehagelig, den er ikke farlig, men det er en indikator af, nu skal vi gøre noget, nu skal vi agere på det. Du har gode pointer.

Skal jeg sætte et ord på, hvad jeg har fået ud af i dag? Det synes jeg. Så tager jeg jo med herfra, og det var nok sådan en refleksion, der kom i vores forberedelser til, at high performance er ikke noget, man gør. Det er et mindset.

Det er simpelthen en tilgang til livet, som vi skal tage med os, og det skal vi gøre i alle aspekter af livet. Det handler ikke om sport, eller om arbejde, eller om derhjemme. Det er på alle planer, så er det det mindset, jeg skal tage med mig, og jeg skal bruge den der nysgerrighed på. De her simple spørgsmål, vi har talt om. Hvad gør mig glad? Hvad giver mig god energi? Hvad er det, jeg gerne vil opnå? Og så tage frygten. Frygten er ikke farlig. Nej.

Den er ubehagelig, men ikke farlig. Nej, det er rigtigt. Og så tror jeg bare, at den sidste ting, jeg kunne sige, det var i forhold til, vi havde jo en episode, sidste episode, tror jeg, hvor vi snakker om det her med drømmemål og strategier. At der er det her bare et vigtigt element. Og det hænger meget sammen med den drøm. For hvis ikke jeg ved, hvor jeg gerne vil hen...

så bliver det svært for mig at sætte det her i spil. Så hvor vil jeg gerne hen? Og så er det rigtigt mindset. Så tror jeg, vi har skabt en rigtig god marketerning, som kan hjælpe alle videre. Og det er enkelt, som du også har givet rigtig gode eksempler på. Og det der med at holde det enkelt? Det er det, vi skal holde det virkelig enkelt, fordi der er så meget kompliceret i verden. Lidt en afslutning til dem med drømmen. Jeg blev spurgt af et hold, dem jeg arbejder med.

præstationscykologien, og siger, de allerstørste beslutninger indtaget i det liv, hvordan tog du dem? Nej, hvor var det et godt spørgsmål? For jeg skulle virkelig tænke mig om det, og så begyndte jeg at spørge ind til det, det var så også deres opgave. Der fandt jeg ud af, da jeg flyttede til Sydafrika for eksempel. Det var en tid, jeg havde et barn under et år. Det jeg fandt ud af, det var, lad drømmen blive så stor.

at du ikke ikke kan gøre det. Det vil sige, tilfør så meget til den drøm, den mål, at det er umuligt for dig ikke at komme i gang. Ja. Ja, meget fint. Det er rigtigt. Det er det nemlig. Og nu synes jeg jo, I er to.

herrer her i studiet har sagt det simpelthen så godt. Jeg kan næsten ikke tilføje noget som helst af alle de gode guldkorn, der har været. Det skulle måske lige være noget af det, du startede med at sige, Claus, at trivsel og præstation går hånd i hånd. Og den siger jeg måske også lidt til mig selv.

Det er en meget god reminder at huske på, at det er godt, hvad jeg kan præstere. Det er det, jeg er vant til at gøre, men det har tit været på bekostning af rigtig, rigtig meget. Og der kommer bare meget mere helhed, meget mere. bæredygtighed på, hvis vi husker, at det går hånd i hånd med trivselen. Og så er det bare så vigtigt at tage sig selv alvorligt på alle planer. Ja, men Claus, tusind tak, fordi du ville besøge os her i studiet i dag.

Selv tak, det var mig en fornøjelse. Ja, og i lige måde stor fornøjelse og stor inspiration at høre al din viden og erfaring på det her område. Og tusind tak til dig, Michael. Altid en fornøjelse. Min trofædste wingman her i studiet. Vi håber, at dig, som har lyttet med, har fået lidt flere nuancer og perspektiver på begrebet high performance.

Og at du er blevet lidt inspireret og motiveret til at finde din indre high performer frem, når du står et sted i livet, som kræver et performance mindset for at nå i målen. Så tak fordi du lytter med. Tak fordi du lyttede til vores podcast Mod til indsigt og udvikling. Husk, du kan abonnere på podcasten, så du automatisk får besked om næste episode. Vi håber, at du er blevet inspireret til at være nysgerrig og modig på din egen udvikling. Ha' det rigtig godt. Vi høres ved.