Jellingestenen, Odin og kristningen af Danmark, del. 3

Velkommen til Mægtige Middelalder. En podcast, hvor middelalderforskere taler om den magiske, mystiske og fremfor alt mægtige middelalder. Mit navn er Thomas Ebelholm, og når jeg ikke er vært på denne podcast... er jeg lektor i middelalderhistorie på Syddansk Universitet. Vi er nu nået til tredje episode, der behandler nogle af de pointer, TVCN Gåden og Modin har bragt på bane.

som lytterne af de tidligere episoder nok kunne høre, at vi ikke er enige i alt, hvad der foregår i tv-serien, for at nu sige det diplomatisk. I denne tredje episode har jeg fornøjelsen at tale med Mia Mønster Svendsen, middelalderhistoriker, og som nogen måske kan huske, har været med på podcasten tidligere, da vi talte om Putins middelalder. Og Mia har også kort deltaget i programmet, gået om Odin, og det er også alt for kort den tid, hun har fået deri.

Mia får nogle chance for her at uddybe sine pointer, fordi det gik godt nok hurtigt. Jeg tror, det er to minutter, talte det op eller sådan noget. Men Mia, det er en fornøjelse at have dig tilbage på mikrofonen, og velkommen.

Tak Thomas, det er altid en fornøjelse at sidde her og snakke om gamle dage med dig. Det, det skal handle om her, det er mindst lige så meget metode. Og så havde jeg forhold til en gang. Men for mig, som gerne metodeleger, men sandelig også som historiker, så er det jo vores kernekompetence i vores fag. Og jeg må konstatere, at serien har nogle meget alvorlige metodiske problemer.

Og det vi jo mener med metode som historiker, det er jo ikke, som nogen kunne tro, at vi bare, og som jeg undskylder mig med nogen, også får udtrykt i tv-sens... at historikere bare læser en tekst, og så er det sgu nok rigtigt. Altså metoden er, som du jo siger, ryggraden i vores fag. Ligeså vel som journalist i dag, jeg skal vurdere.

hvorfor kilder fortæller dem noget, om de lyver osv., så er det jo det samme for 500 år siden eller 1000 år siden. Og til det skal man gå metodisk frem. Og det er jo...

det bl.a. metode handler om? Ja, det er det i hvert fald, og så kritisk og med baggrund i det, en indgående viden, fordi det er jo også det, det handler om, at vi kan ikke bare gå til de her ting uden en meget... indgående og også bred kontekstuel viden, og det er jo også noget af det, jeg vil prøve at uddybe lidt mere her, så man måske får en fornemmelse af.

Noget, som jeg synes forsvinder lidt i udsendelsen, nemlig de skriftlige kilder, vi har. De berettende skriftlige, historiske kilder til det her hedenske kultfænomen. Nu er det så meget fokuseret på Odin, det kunne man så også stille spørgsmålstegn med, hvorfor det lige skal være det. Det har nok noget at gøre med nutidig Odinisme mere end... end dengang. Ja, for den her nutidig organisme, den vil vi jo gerne tale om lidt senere.

Men du, for at lytteren kan være med, så begynder vi et andet sted, ikke sant? Jo, vi begynder et lidt andet sted. Jeg vil i hvert fald starte med hele udgangspunktet, som fik mig til at flyve lidt bagover, da jeg sad og søvde. Helt banalt, hvis vi skal lave sådan en banal historietime her, metodetime, så handler det jo om udgangspunktet overhovedet og stille spørgsmålstegn med, hvem det er, der er afbilledet på jællingstenen af mig.

ret besønder lidt. For det første, og det er simpelthen to hovedgrundlæggende ting, der skal være, før man opstiller et videnskabeligt argument. Altså et, der er jo ingen indiser på overhovedet på. at det skulle være en anden person end Kristus, og vi har ovenikøbet en tekst, der knytter sig til. Den vil jeg vende tilbage til, men nu tager vi bare til det billede.

Ingen indiger overhovedet på, at I ikke skulle være Kristus. Så det er det første, der ellers skulle være der, før man kan begynde at stille spørgsmålstegn til, om noget er det, de foregiver sig at være. Svært imod. Og så oven i købet. Der er heller ikke nogen holdbare argumenter for at identificere figuren som Odin. Der er ikke noget i ikonografien, der antyder, at det her skulle være Odin. Hvis man begynder at sige noget med en mand, der hænger på et træ, så er det godt nok meget, meget søgt.

Især hvis man ved noget om samtidens ikonografi, og det kan jeg forstå, du har talt med Martin om blandt andet, så det skal vi ikke gentage her. Nej, ikke, og man kan ikke sige andet end, at det, der jo lidt foregår i programmet, det er en mand, der er blevet hængt fra 3. Odin. Ligegyldigt. Hvor? du oplever ham. Og uden at gå i alt for morbide detaljer, så vil jeg sige, at en af de nemmeste måder at henrette et menneske på, og hvad kan man sige mest blødfattig, det er jo ved at hænge dem.

Jo, og så hænger det så også på en enkelt kilde, den her den højeste tale, den kan vi også vende tilbage til. Er det i virkeligheden for noget? Der siger Annette Lassen jo faktisk især, hvad det er. Det er nemlig et Kristus-symbol. Så vi har at gøre også ovenikøbet, ikke bare med, at de... helt, altså udgangspunktet, de helt grundlæggende præmisser for et argument ikke er til stede, men der er sørme jo også en...

Altså en negligering af, at der faktisk står en ekspert, der siger det modsatte. Altså det er en cirkelslutning. Det er jo faktisk lige præcis, Kristus.

Og så er der det, som fortørner mig måske allermest som gamle metodelærer og sådan noget. Der er en grundsætning på historie. Nogle gange bliver vi jo også nødt til at fortolke og undskyld ordet digte. Men der er simpelthen en grundstækning, der hedder, at man må aldrig digte imod kilderne. Det er i orden at digte med kilderne. Det er sådan, vi gør, når vi rekonstruerer. Og det er jo en rekonstruktion, for vi er nede i noget fortid, hvor vidnesbyret er meget sporadiske.

Men det betyder, at vi ikke har nogen, og vi har nogen, der er meget centrale, som har været vanvittigt omdebatteret blandt forskere, og derfor er det mærkeligt, at de fylder så lidt i udsendelsen. Det er kærligt den ene, som jeg blev bedt om at sige noget om. Ja, og det er jo netop her, hvor metode bliver så afgørende. Når du måske ikke har særlig mange vidensbyer, så kræver det, at man trækker i arbejdstået og tænker sig om.

og læser bredt. Og det er jo i hvert fald det moderne historiefas pionerer inden for kildekritikken og metode. Grundlæggerne, det er jo middelalderhistorikerne. Det er det.

Christian Erslev. Men fortsæt endelig. Jamen altså, jeg blev sådan set bedt om at komme og kommentere lidt på en tekst. som er meget om debatideren. Det er et kapitel, der optræder hos den tyske kronikør Adam Abriben, og som beskriver... Det, som sådan i forskningen kom til at hedde templet i Uppsala. En meget kompleks tekstpassage, som virkelig er omdebatteret, fordi her får vi lige pludselig en meget malende beskrivelse af,

hvad den hedenske kult er for en størrelse i Norden. Og især delighed, at der er tale om menneskeoffringer. skal vi sige, et elaborat offringsritual, som så får en beskrivelse her, plus at vi får navnene på de tre, altså i hvert fald, opfattet sig vigtigste guder i det hedenske panthøren. Ville 26, nobilissimum, illegens, templum, harbet, kurt, upsala, digitur. Og så får vi det her. Den lange beskrivelse.

Vi er i Uppsala, det er et sted, og vi ved, at der er noget deroppe, og vi ved også, at det er en by i samtiden. Jeg skal måske lige vende tilbage, før vi starter med det her, skal vi lige tilbage til det, der er vigtigt, når vi har med en kilde at gøre, nemlig ophavssituationen.

og konteksten. Helt kort, for vi kan tale meget længere om Adam Abreden og hans de hamburske erkebiskoppers historie og deres skærninger. Konteksten er... en bispekrønike, skrevet til et publikum, det kan være svært at definere, hvem de er, men det er skrevet på et højlatin. Den er rettet formentlig til et internt publikum af wannabe, missionære og andre inden for det store missionsdomkapitel, vi taler om trods alt her stadigvæk. Oppe i tusindtallet. Slutning af tusindtallet faktisk.

Og så kan man sige, hvad laver hedningen der? Det er da lang tid siden, men der er det, at vi har jo stadigvæk ikke fået et ærkepisbedømme i Danmark eller i Norden for den sags skyld. Nordens kirker er stadigvæk under ærkepisbedømmet Hamburg-Bringen. Og det er her, Adam sidder og skriver, og den er rettet til den nye biskop Limar, som, hvis vi kan se konteksten, er faldet lidt af på den i forhold til det missionske.

Så det, det også handler om for Adam, det er at gøre lige meget interesseret i hele missionsspørgsmålet. Ikke i forhold til Danmark, men i forhold til det dybere nord, hvor man faktisk i... Tusindtallet med de få kilder, vi har, ved, at der i hvert fald i Svejernes rige er nogle hedenske backlashes og nogle problemer der. Blandt andet med en blodsvend, der på et tidspunkt overtager fra den ellers kristne konge Inge.

Og Jørg kommer til at slå en engelsk missionær ihjel, som hedder Eskielinus, og det er ham, der bliver Sankt Eskiel af Thune. Og så er vi ude i en lang historie her, som jeg kan tale meget længere om. Men sagen er, at der er en politisk kontekst. Og det Adam sætter sig for at gøre, det er at lave en topografisk og etnografisk beskrivelse af Norden.

Selv har Adam, og det siger han selv, han har sine beretninger, blandt andet mundtligt fra den danske konge Svend Estridsen. Han har altså opholdt sig formentlig ved hoffet, når da Svend har været sig nede omkring. Syddanmark, måske Sønderjylland, somewhere deromkring, Slesvig kunne det for eksempel være. Men der har han hørt noget mund til mund, og så har han ellers et gigantisk arkiv.

og et stort bibliotek med alle mulige skrifter til rådighed. Og ud af det skaber han så det her billede af Norden. Og så har gode forskere jo sidenhen siddet og prøvet at decifrere, hvad er det her har noget med virkeligheden at gøre, og hvad er digt, og hvad er i virkeligheden det, vi kalder tophøj, altså noget, man har sådan hævet op for.

Andre steder, fordi når man skal beskrive hedningen, så har de en tendens til at blive beskrevet på en bestemt måde. Så er det her overhovedet et billede af virkeligheden, eller er det bare en beskrivelse af, at det er sådan hedningen er? Eller hvis man er helt vild og går med Henrik Jansson ud af, tror jeg nok, lidt en tangent, men jeg synes, det er meget friskt at sige det, så er Adams beskrivelse af templet i Uppsala i virkeligheden en satire, der handler om noget intern kirkepolitik.

Og det er her, hvor jeg måske alligevel godt vil have lov til at læse af den danske oversættelse, sådan så folk er med. Fordi Adam skriver i, som du siger, kapitel 26, der ligger i nærheden af Sigtona by. Og altså Birka. I den tempel, som er bygget helt af guld, tilbeder folk billedstøtterne af tre guder. Thor, den mægtigste af dem, har sin tronstol midt i festsalen, og på hver sin side af ham har Vodan.

altså det må være vores Odin og Frico, altså Frik, som vi taler om i dag, deres plads. De tillægges følgende funktioner. Tor, siger de, råder i luften og bestemmer over torten og lynild, vind og regn, skyfri himmel og afgrøde. Næst ham kommer Vodan, det vil sige ekstase, som styrer krigeren og giver mennesket mod i kampen mod des fjender. Den tredje er Frico, som skænker menneskene fred og fryd. Hans statuer fremstiller man enormt fallos.

Hvordan derimod afbilder de gerne? Bevæg den på samme måde, som vores landsmænd plejer at fremstille Mars. To og synes med sit sæbter lignende Jupiter. Og så fortsætter med, at de dyrker også. menneskeskabte guder, som de til gengæld for deres store bedrifter har skænket ud dødeligheden, og det kan man for eksempel læse i den hellige anskarslevende.

at jeg gjorde den kong her, og så fortsætter han. Og vi vil ikke læse resten, men der er sådan en længere forklaring af templet. Men allerede her bør den kvikke lytter jo kunne se, hvad det er, der foregår. Der er jo noget ro måske. Jo, det må man nok sige. Og det er jo det, vi kalder interpretræteoromane, og det støder man jo på mange steder, og det kan man jo så også diskutere, hvad er det et udtryk for? Er det et udtryk for, at de har så tykt et...

romersk-latinsk filter ned på alting, at de simpelthen ser verden igennem de romerske kategorier, så at sige. Det er der noget, der godt kunne tyde på, og så må man sige, så genskaber de jo faktisk det her i et romersk billede, og dermed... får de det til at passe. En anden ting kunne man jo sige, at det er, at påvirkningen har jo været der, og det er måske faktisk, at den er god nok, det er det samme pension. Det er virkeligheden det samme pension.

Men i hvert fald kan man sige, at her optræder det jo som helt indlysende, som noget, man kender fra andre hedenskaber. Og det er der, hvor man skal passe på, at det ikke bare er sådan, bare, bare, men altså, det er sådan, hedningen er. Det er sådan en fast model for, hvordan man skal beskrive noget hedensk, så ser det sådan ud. Og hvor kender man hedenskabens bedst beskrevet? Det gør man hos romerne. Og det er som sådan en skolemand som Adam.

som er skolemester. Han er totalt indvævet og gennemsyret af de her tekster og hele den romerske kanon. Så det er sådan, man går. Nå, det betyder ikke, at der ikke er noget rigtigt i det. Altså, jeg skal ikke afvise, at der ikke har været en...

offerlund, eller hvad det nu er, som vi har med at gøre her. Det er sådan set ikke det, jeg er ude i. Det, der er ude i, det er, hvordan bliver sådan noget viden til? Altså, i virkeligheden, for helt det helt banale spørgsmål, hvor ved vi det fra? Fordi... Vi har stort set ingen samtidige berettende kilder om, hvad hedensk nordisk kult er. Og her har vi så noget, og kan vi så regne med det.

Det er et meget stort spørgsmål. Det vil jeg slet ikke afgøre her. Men jeg vil bare sige lidt om, hvordan man kan bruge sådan nogle tekster her. Og det er ærgerligt, at man bare smider dem ud i badevandet. Det synes jeg heller ikke, man skal gøre.

Der hvor man også kan sige, der hvor man virkelig skal spære øjnene op, det har nu nævnt du frikoderet, og der har været diskussioner om, det er frik, men det er nok snarere frej. Undskyld, ja, det er frej selvfølgelig, jeg tror jeg fik sagt det. Det er det med den store penis.

fuldstændig identisk med de romerske husguder, man havde alle steder. Nogle, der havde en peniskult, så var det godt nok romerne. Og det var jo netop det frugtbarhedsmæssige. Og frugtbarhedskult, der har jo en sjov tendens til at kaste sig ud i sådan noget med menneskeoffringer, eller i hvert fald dyreoffringer. Og her er det lidt blandet sammen. Vi vender altså bag til det med offrene. Men når vi nu ser på Adam, så er vi tænker igen, hvor er det, han ved det fra, det her?

Så er der nogle indiger på, at han jo har brugt en anden tekst, og så er det, at vi skal grave ned i teksterne, fordi teksterne hænger jo sammen her. Det er jo ikke sådan en ting bare løsrevende, en eller anden beskrivelse af virkeligheden. Og bag ved Adams tekst ligger der en anden tekst.

Og det er Tidmar Merseburg og hans krønike, som er noget tidligere, 100 år tidligere. Og Tidmar, han er i hvert fald aldrig nogensinde formentlig bedre end orden. Og han beskriver noget, der er påfaldende lige. Det, som Adam skriver om Uppsala, men her han lægger Tidmar det til lejre. Og der har vi igen også en beskrivelse af en offerkult med menneskeoffringer. Og noget af det, der er meget påfaldende mellem Tidmar og Adam, det er, at tallet 9 går igen og igen.

Og igen, og igen. Antallet af dyr eller mennesker, antallet af dage og tidsdistancen imellem de der store offerhandlinger og sådan noget. Og så tænker man, at det der 9 har vi jo mødt andre steder også. Ja, det har vi så sandeligt, og hvor er det, vi møder det? Det gør vi hos de romerske forfattere. For tallet 9 er helt centralt for den gamle romerske offerkult.

Nu begynder vi altså ud i noget der, hvor det begynder at blive, så er vi virkelig inde i teksternes væv af indbyrdes afhængigheder af hinanden. Hvis vi lige holder fast i det der tallet. Den antikke offerkult. Jamen altså, der er også mange diskussioner om, hvad det egentlig var, og i øvrigt om den indfra menneskeoffringer. Augustus er kendt for sine offerhandlinger og for hans store Arapakis midt i Rom. Det kan man godt se.

Hvor vi kan jo se skildringen af kejseren, der laver dyreoffringer til fredens ære på aldret her. Men der går faktisk blandt de romerske forfattere, både hos Sveton og Seneca og... Cassius Dio, de viderebringer nogle rygter om, at Augustus offrede slagende finner ved Perugia, altså nuværende Perugia, 300 mand på Julius Cæsars alder.

Så der ligger allerede sådan nogle fortællinger omkring noget med offringer der, og det er jo stærkt problematisk for romerne, fordi romersk ret har faktisk forbudt menneskeoffringer. Absolut ikke dyreoffringer, det er det, man gør med menneskeoffringer.

Sådan det rituelle i hvert fald er fjernet. Og så kan man jo så sige, hvad var det lige romerne egentlig foretruser? Kan man da også kalde det offringer? Og så er vi ude i diskussionen om begreber. Kort sagt i hvert fald, vi har den før, og tallet 9 går igen.

i augustus overforhandlinger også. Så igen, hvor meget af det her, det er det to prøv, der kommer fra en antik tradition, som sådan skrives ind, fordi vi skal jo fylde den her tomhed ud med noget. Vi ved jo alt. Helt berømt i Danmark, Saxo gør det. Han trækker på alt, hvad han overhovedet kan trække på af kulturguds for at få lavet et narrativ om en fortid, der er væk. Den hedenske fortid er faktisk stort set.

væk på de her mennesker. De aner ikke noget om dem. Så kommer der et andet metode aspekt, som man skal have med, når man både læser Titmar og Adam. Det er, beskriver de der samtid? Eller beskriver de noget fortidigt? Og det tyder lidt på, at det handler om noget, der er sket. Men at det fremstiller, hvad det er, vi skal, altså i Adams tilfælde helt tydeligt, vi skal ikke have det her hedenskab til at eksplodere deroppe, fordi så får man noget som det her, og det er skrækkeligt.

menneskeoffringer. Det er noget af det mest ved og stykkelige for de her mennesker. Og det er noget, som vi også kan se i samtidens anden litteratur, når de skriver om heden ikke. Det er noget, som mange kristne frygter at blive offret til hedenske guder. Hvis vi nu springer lidt frem i tid, så har vi jo faktisk nogle ret gode samtidige beskrivelser af noget, der minder om menneskeopfringer, eller i hvert fald offerkult. Og det er i Hjelmolde Bosavs samtidige beskrivelser af slavernes opførsel.

Og vi skal lige have placeret Helmold og Bosar, for det er jo, han skriver sådan 1163-1172, så vi er 100 år efter Adam, og han fortsætter Adams krønke. Ja, det gør han. Han er faktisk lidt en continuator der også. Det vil sige, at han skriver også inden for det samme tankemønster. Han har nogle meget interessante beskrivelser.

dansk politik og nordisk politik er. Han er en rigtig godt korrektiv til Saxo i øvrigt, fordi de er ikke enige. Han har nogle beskrivelser, som er rimelig afdæmpede af, at de der hedninger, de kan altså godt finde på at offre mennesker. til at tilfredsstille deres guder. Men det er jo typisk fanger og krigsfanger og sådan noget. Og så er det igen spørgsmålet om, hvornår er noget et rituelt offer?

Hvornår er det, at man henretter sine krigsvangere? Fordi det gør de jo i udbredet grad. Jeg vil lige huske at nævne, og det er meget vigtigt for at forstå, hvad det er for en verden, at når vi er i tidlig middelalder, og det er så det, som... arkæologer kalder det vikingtid, når vi går ned i 1700-800-tallet, så er det ret almindeligt, at i krigs og i midt, når man tager fanger, og dermed også tager slaver, som er jo en væsentlig handelsvare.

Så slår man mændene ihjel, og så voldtager man kvinderne og tager kvinderne og børnene med sig. og gøre den til slaver. Og vi skal også lige sige, at Helmold, det er jo venterne, han taler. Men jeg er enig med dig, det er bare for at lytte den. Det er helt udbredt. Alle gør det. Det er helt udbredt. Og er det et offer? Er det offringer?

Det kan man jo godt sige. Altså man kunne vel godt sige i samtiden og sige, må du være, at de der 11 personer, der har sat sig imod os dernede, dem hændrer vi til Odins ære. Ja, det er et menneskeoffer. Det kan man da godt sige, at det er godt en henrettelse. Og vi kan i hvert fald ikke se det på de lin, de graver op. Fordi det eneste, vi kan se, det er folk, der er blevet henrettet. Så det er i sig selv et problem. Der er simpelthen et definitionsspørgsmål her, som vi ikke kan klargøre.

Jeg skal ikke afgøre, om vikinger havde menneskeoffringer med i billedet. At de havde offret dyr, tror jeg, virker meget indlysende. Det gør de fleste. Altså nogle kulter, ikke? Og det er da også muligt, at de har offret mennesker. Jeg synes ikke, det er det, der er interessant.

er stadigvæk. Ved vi overhovedet end noget som helst om, hvad den her hedenske kult gik ud på? Og hvordan kan vi sortere det væk fra de der romerske forbilleder? Fordi Adam, han er jo, som du siger, han er jo ude i sådan menneskeoffringer op i Uppsala og så videre. Og der er det jo, som du korrekt siger, at der er vi jo et stykke op i tusindtallet.

Og det kan godt være, at hans minister er hans kilde, men han berettede jo ikke om danskerne. Altså han er jo sådan i sin egen lidt bizarr måde, så siger han jo både danskere og nordmænd er kristne. Og på nogle punkter er de bedre end tyskerne. Det er nok ikke så rigtigt. Det handler nok mest om, at tyskerne tager sammen. Men så er der jo sådan lidt fjernere ude. Så er der jo svenskerne, som muligvis er hedningen.

En del af dem er. Og der må jeg sige, at der har vi altså gode kilder til at sige noget om det i Adams egen tid. Jo, men det er da jo sådan bare lige for at færdiggøre af dig. Så kommer du endnu længere ud end hedenske svensker. Så kommer du jo ud i Finnmark og ud Østpøk. Og der er det jo monstre. Altså der er det jo rigtige monstre. Så der er jo også nogle... Ja, og det er jo igen også noget...

der høres til sig. Antikke tropografiske beskrivelser skal have de her ting. Nogle faste elementer, der skal være der. Og det er jo også fordi, det er det, man forventer at finde. Det er også den måde, man konciperer verden på. Og det er jo igen det der, altså folk dengang som i dag, ser jo igennem et filter, så at sige, af deres egne kulturale forestillinger. Og det her...

Og det var det, jeg sagde i serien, og det blev så skåret ud, og jeg sagde, hvad er det her så en kilde til? Jamen, det er meget tvivlsomt, hvor meget det er en kilde til reelle handlinger og reelle steder. Der har jo aldrig fundet noget stort tempel i Uppsala. Men det, det er en kilde til, det er, hvordan kristne mennesker som Adam eller Tidmar eller Helmold og Bosa, nordtyskere, opfattede hedningen.

Det er det en fremragende kilde til. Og det er det, vi kalder en livsslutning på den måde. Så er vi udover det der med, at de skal referere direkte tilbage til en reel virkelighed om, hvordan hedninger er. Fordi det, der er vores problem, det er, at vi mangler.

Ja, der er jo mange, der har været fristet til at sige, at Adam, det er jo fandme som sådan en eller anden krigsrapporter derude ved fronten, han har set på sine egne øjne. Det har han jo ikke. Nej. Han har jo fået en masse information, hvis vi ned i stedet, så hopper der ingen tvivl om det.

masse historie. Det, man lige skal huske, det er også samtiden her. Svend Estridsen er den store kirkebyggere i Danmark, så han har også en interesse i hele det der hedningemission og sådan noget. Det skal væk. Og han har helt klart, tror jeg, også en plan om et ærkesæde. Så der ligger noget gnidning også i forhold til Adams rolle. For Adam, han står jo lidt for, kan man sige, det gamle ærkesæde, som gerne vil beholde.

overhøjheden over Norden, og så er der altså i gang med at ske noget helt andet, men i gang med at lave sit eget. Åh, jeg vil lige have med det der med hedningene og svejerne. Der er som sagt det der hedenske backlash i Småland. Der er en engelsk missionær, der bliver slået ihjel. Det har mange kilder, der viser og siger, og der er den sgu god nok. Og så har vi så også en lidt sjov kilde om, at biskop ikke endnu er lund.

Han ser sig rigtig sur på de der, og så går han ud, og så smadrer han sådan en penisstatue af Frico, og det er der, hvor vi har Frico igen optræder. Og der kan man så sige, der har vi noget, der er relativt uafhængigt af Adam, så der er noget, der taler om, at der er et eller andet enisk kult, men er den i virkeligheden identisk med en drog måske? Det kan man jo ikke vide. Nej, og sådan lige en ting, jeg jo er nødt til at spørge dig om, når vi er oppe hos Svend Estridsen.

I det danske rige, tror du, der er nogen hedning tilbage? I Danmark, det tror jeg ikke. Nej, det tror jeg ikke. Men nu er det igen også sådan, at vi taler om, at går folk rundt med alle mulige synkratistiske opfattelser og ting og siger ja sikkert. Altså, der er jo ikke en så gennemgående skoling af almindelige mennesker, som der kommer senere. Vi skal jo altså lige op i kirkebyggeriets tid også, hvor vi får en virkelig udbredelse, altså bredt udbredelse af det kristne budskab.

Men der er ikke hedenske offertempler på dansk jord på det her tidspunkt, tror jeg simpelthen ikke på. Og det kan man jo også se, når man så møder dem for eksempel i form af... dem de kalder vinterne, altså som er helt de her forskellige slaviske folk, så er de ret chokeret, og synes de er voldsomt barbariske, og så får vi igen nogle af de der topoj, eller de der faste forestillinger, om hvordan en hedning er.

Og det er nemlig, at de grusomme, og noget af det mest grusomme, man kan forestille sig, det er, at man henretter mennesker i rituel offre henseende. Fordi man henretter mennesker hele tiden. forskellige grunde for kriminalitet. Og vi kan altså ikke på en grav se, om det er det ene eller det andet. Det vil altså blive ved med at forstå.

Jeg synes jo, at det her er jo ikke, hvis nogen skulle tro, at det bare er noget, der foregår op på den nordiske grænse, så kan jeg jo... At tilføje, at vi har, hvad kan man sige, på fransk grund, eller fransk-engst grund faktisk, det der hedder Rolandskfadet, som i hvert fald den tidligste udgave er fra 1150 deromkring. Og der skal de fremstille muslimerne. Og der er det altså som om, at de kan ikke rigtig koncepere, at muslimerne afviser treenigheden. Så der er også tre.

muslimske gude, som de her Carl den Stores ridder og kæmper imod. De har også tre guder. Så de laver en spejling af den kristne træenighed, og så bliver de i stedet for tre onde. altså vrangsiden. Og det er ikke nødvendigvis, fordi de er uvidende, udvidende om islam. Det kan også have noget at gøre med simpelthen, som du siger, de kulturelle forestillinger.

Altså at der er, hvad kan man sige, de frelste, de kristne, og så er der de andre. Ligesom de beskriver muslimerne som hedninger. Det er jo en distinktion i takt med at man får mere. sådan en bred kontakt mellem Østen. De er godt og klar over, at det er sgu noget andet, det der foregår i Islam, end det der foregår i, lad os sige, Nord-Øst-Europa. Der er hedninger, og så er der, hvad de vil kalde vantro.

Og så vil jeg så komme med en helt anden ting, som man også skal have med, når vi vil beskæftige os med de her ting. Det er jo, at vi selv jo er så utroligt rundet af en kristen opfattelse af, hvad religion og kult og sådan noget er. Og jeg vil faktisk våge at påstå at sige, at ordet religion er et forkert ord at bruge i forbindelse med den hedenske kult. For der er ikke tale om...

De kan simpelthen ikke forestille sig en religiøs verden, hvor der ikke er en kanon, en mytologi, et fast pantørn og sådan noget. Jeg tror simpelthen ikke, at den kult, man har dyrket i Norden og i hele Nordeuropa, som har mange... utrolig mange trækte fælles, inklusiv navnet Vodan, at den har haft sådan en fast kanon, eller en fast form af nogen art. Den har i den grad handlet om én ting, og det er, at det er en praksis.

Og vi er så indværet i en kristen tankegang om, hvad religion, religio, som er jo i den grad et ladet ord og et middelalderladet ord, at vi leder efter noget, der måske slet ikke er der. Og derfor bliver det jo også absurd, når man taler om, at folk det ene eller det andet, for sådan har de simpelthen ikke opfattet sig. Altså, du kan sagtens være, og det ved vi jo også med de vidensbjørn, vi har, at der er jo folk, der har været begge dele.

Altså man har været kristen, og så har man samtidig også lige lavet nogle ting engang imellem til de der gamle guder, fordi det kunne man jo også, det skete der jo ikke noget ved.

Der er jo masser af eksempler på igennem verdens historie, og så har min familie også haft i Norden. Men den der med at tro, at der er sådan, og så er der et fast panter, og den er det, og så kan vi sidde og skinne som, er Odin krigsskuden, eller han dødsskuden, eller han, eller hvad der er. Det er en meget, meget grækogromersk. måde at tænke på. Det er det.

Ja, og det var også en pointe, Martin, jeg kort havde op, at det er jo min mistanke om simpelthen den kategorisering, om det ikke er et udslag af sådan en grekoromersk. trang til at systematisere. Yes, og skolastik. Det er jo en god skoleuddannet latiner, vi har med at gøre. De ser verden på den måde. så skolede i den der måde med at lave ting i kategorier, underkategorier, kasser. Altså bare det der ud med, at de her guder har en attribut. Altså der er en ting, der knytter sig til dem.

Det deres symbol eller deres attribut, er noget tvivlsomme på, om det har været så systematisk. Det må jeg nok sige. Og det i høj grad har været praksis, der har styret det her. Ja, og det er jo ikke engang heller... jo bare i det hedenske, man kan sige, i kristendoms historie, i kristendoms udbredelse, er der også væsentligt indre debatter. Og de kan alle sammen genkende hinanden som kristne, fordi de er med på trosbekendelse.

med på træenigheden. Men hvad der foregår derefter, der kan altså være ret voldsomme regionale svingninger, næsten helt ned på fristidssogniveau. Og det er jo sådan en... Det er jo kristendoms lange historie og kristendoms succes. Det er, at man er i stand til at håndtere og behandle. Håndtere de der enorme modsætninger. Og have en konstant...

debat, der i virkeligheden ville sønderrive mange andre store monolitiske strukturer, men det er jo netop, fordi den ikke er stor og monolitisk, at den på en eller anden måde magter at rumme. Så bare hele debatten om funktionen af religier og sådan noget, som kører nærmest uafbrudt.

Og der er meget store uenigheder om, hvad rollen for helgen egentlig skal være. Det er jo en meget central del af middelalderens kristne religion. Men jeg synes, der er noget med religionsbegrebet, vi skal være meget opmærksomme på her. Og vi skal ikke forsøge at finde...

Altså, fordi så laver vi altså sådan samme fejl, som Adam gør, ikke? Altså, vi skal finde ekvivalenten til noget, vi kender i noget fremmed, ikke? Og måske må vi nogenbarn bare sige, at det et er tabt for os, det tror jeg faktisk, det er. Men en anden ting også, at det litterligt er fremmed. også for vores kategorier. Og vi skal dermed være ret klar over, hvad der er for nogle kategorier, vi arbejder med her også.

Jeg tror, vi tager en kort pause nu, og når vi er tilbage, så skal vi tale lidt mere om Odins betydninger, og hvorfor Odin er i hvert fald i programmet så vigtig. og lidt mere om, hvad vi tænker om det. Vi er tilbage lige om lidt. Vi er tilbage igen, og nu er vi klar til at gå videre i vores snak. om Goden om Odin, og Miriam Mønster Svendsen vil, og jeg vil nu, forsøge at tage en snak om, hvad det egentlig er for noget med den her Odin. Fordi der er jo en eller anden mystisk fascination.

Hvad er det for noget, vi har fat i her? Hvad er det egentlig for et spørgsmål, serien stiller? Og er det et godt spørgsmål? Det kan man jo så også diskutere. Men hvad er det egentlig for et spørgsmål? Altså, hvad er det for et præmis, der ligger bag det spørgsmål? Og det undrer mig nemlig, den der fremdragelse af den her skikkelse, og så den der insisteren på.

og ville se ham i alle mulige metamorfoser og transformationer, og mere eller mere vidtløftige forbindelser. Vi forsørger mig også sådan hu-hjælpen med det her, altså en amsaksisk ting. hvorfor har det enorme behov for, at det lige skal være det her? Fordi det undrer mig også, det gør jo nærmest nordisk hedenskab til en form for monotheistisk religion. Ja, det er jo også det, jeg stussede over. Det er en Christus figur, der i virkeligheden går igen.

Altså, hvad er der blevet af alle de andre? Det gode spørgsmål, synes jeg, vil have været at sige, hvad ved vi om nordisk hedenskab?

Altså det synes jeg er et virkelig godt spørgsmål, for det er et utroligt svært spørgsmål, som har beskæftiget rigtig mange forskere, og der er ikke noget ensudigt svar, men vi kan jo komme med en masse gode bud. Det synes jeg er et godt spørgsmål. Men det der prostulat om... som kommer helt i starten, og som også er den måde, serien bliver præsenteret i de der reklamespots, også i radioen og sådan noget, det er, at Odin skulle have en enorm betydning for skabelsen af Danmark, og at han...

så at sige, også har en betydning i dag. Jeg har et citat her, vort land i virkeligheden blev skabt. Altså, hvordan vores land i virkeligheden blev skabt. Jeg synes godt nok, det er nogle store pointere. Og hvad er det for en rolle Odin spiller her i?

Det er jeg mystificeret over, Thomas, det må jeg sige. Ja, og det er jo sådan set, og det er jo det, der er det helt i virkeligheden, det gåden om Odien handler om. Hvis jeg må velge, fræk slet ikke en gåde, fordi at rettelæggerne har besluttet sig for fra starten, at Odin og Danmark, de hænger fuldstændig nøje sammen. Og for at nå den der slutning, der gør jeg jo også en lidt over i metode.

situationen her, at der er det jo netop, som du siger, en cirkelslutning. Man har jo faktisk besluttet for, hvad man vil høre, og til seriens ros for eksperterne, for eksempel. Annette Ladson lov til at sige, at det tror hun ikke på, og det er de ligeglade med. Så der er jo ikke nogen gåde, vel? Fordi man jo... lidt hårdt sagt jo faktisk, altså pander en pointe igennem, og så leder man ellers efter Odin med lys og lygte.

Og det kommer der jo selvfølgelig, hvis man bruger sådan det fortærske udshøj, det kommer selvfølgelig en spændende rejse ud af, også i bogstavelsforstand, da hun jo, hende her Cecilie Verden, får lov til både at komme til Island og Rom, og så videre, og på den måde er der jo selvfølgelig nogle spændende aspekter. Men jeg synes ikke, de aspekter får lov til at, om man så må sige ånde, fordi vi skal tilbage til Dannevang og have hugget Odien.

op på Danmark. Der er sådan nogen som Thor, han ryger jo af, han ryger vognen ret hurtigt. Ja, det gik lige hurtigt nok. Og Frej, som vi har fat på, og i øvrigt. Ellers, hvad man jo så igen kan læse om hos islæningerne. Undskyld. i deres etter, altså de ryger jo af, og så bliver det jo sådan, som du siger, sådan en mærkelig monotistisk Odin. Det er som om, du har Gud, og så har du Odin, og...

Der mangler noget refleksion over, hvad det her er. Som jeg har skrevet i en anden sammenhæng, så er det som om, at der er sådan et eller andet skillelinje ned mellem Europa, hvor der er de der Gud. dyrker de der med den der græk-romersk-judæiske gud, og så op nord på, der har vi jo sådan rigtig... Og det er jo faktisk noget af det, der generer mig rigtig meget. Jeg ved ikke, om de selv er klar over det, men der er en underliggende tendens, altså det er den tendensøs, den her...

Jeg ved ikke, om man kan kalde det en tolkning, for jeg synes ikke, der er nogen klar tråd i det. Men der er noget, som jeg troede, vi var gået væk fra. Og jeg synes også, når himler lige pludselig toner frem, og med arnenærbe og sådan noget. Det er faktisk meget relevant for at sige noget om...

opfattelsen af hedensk mytologi, men det har jo ikke noget at gøre med fortiden, det har noget at gøre med i vores moderne nutid. Og det er der, hvor jeg tænker, hvis man jager den der Odin-figur, så vil min råd være at sige, jamen Odin og Odins betydning for folk i dag, jamen så skal vi ikke mere end 200-250 år tilbage. Så er det den fortælling, så er det fortællingen om, skal vi sige, den nordiske mytologiske renaissance, så skal vi have fat i grundvis popularisering af de nordiske.

og så hele den der Asatro-renæssance, der vi sidder i netop nu, og så med de meget stærke nationale symboler, som bliver lagt ind i hele det her vikinge...

Jeg er lige ved at sige spøvelse, men al den her vikingefascination og dermed også dyrkelse af alt det der asatrus som det oprindelige og det ægte. Og så kan vi nemlig springe middelalderen over, for den er fuld af alt muligt falsk latinsk romersk.

plader. Det stritter på mig, når det der kommer frem, fordi så er det nemlig, at jeg ser himmler og tone bagved. Og den historie, synes jeg, er en væsentlig historie. Hvorfor er folk blevet så vilde med det der vikingehaløje her nu? Hvorfor synes de, at de er nogle... pissegæve kale, som siger også noget i dag. Det synes jeg er et rigtig godt spørgsmål. Men at rave rundt efter en meget obskur figur.

i 1800-tallet, så påstår at han er afgørende for skabelsen af vores identitet i den moderne nationalstad af Danmark. Det er sku for langt ude. Undskyld, jeg siger det helt ærligt. Og som metodelærer, eller for den sags skyld historielærer, så vil jeg sige til den studerende, jeg tror, du skal have en anden problemformulering. Ja, fordi der er jo et eller andet galt her. Det er sådan noget nyhedenskab på en eller anden måde. Det er jo sådan noget neopaganisme. Det er den tendens, jeg hører i det.

Jeg sad og tog nogle citater ned, som jeg faktisk blev en smule anstødt af, fordi jeg synes egentlig ikke, det huger sig for en fagperson at sidde og tale om det på den måde, men der bliver blandt andet... at det der med Jesus på Jellingensten og den der Jesus, hvordan skulle det være en figur, der skulle sige de der seje, maskulinistiske gutter, noget som helst. Og så bliver der sagt, en halvdød fætter på en pind.

Jeg er ikke specielt kristelig selv, men jeg synes faktisk, at det er lidt fornærmende. Det er i hvert fald ikke at tage noget ret alvorligt her. Så har det jo heller ikke at prøve at sætte sig ind i, at den der såkaldte halvdøde fætter på en pind, det er verdens konge, og det er sådan, de ser ham. Det er derfor, han står som Kristus Triumphator. For helvede.

Det er den tidlige middelalder, at kristendommen lægger vægt på den triumferende Kristus, også i mikronografien. Ja, og det er jo der, hvor man kan sige, at... Altså, der foregår altså en små uheldig alliance mellem noget journalistik, som ligesom skal have nogle headlines og nogle arkeologer, som jo er piske til at skulle have besøgende i...

på deres museer, som jo altså ligesom universiteterne virkelig er trængt de her år. Og derfor så er man nødt til at sælge sådan en historie, som ikke handler ret meget om fortiden. og handler rigtig, rigtig meget om os selv, ikke? Og så kan man jo så tillade sig at sige sådan nogle ting om Kristus, sådan nogle ting, som man aldrig ville sige om andre kulturs...

af guddomme, om de så er politistiske eller monistiske, altså det var de aldrig turer, vel? Så der er sådan et eller andet i det her program, som ikke rigtig handler om historie, og hvor historie bliver taget som gisle, ikke?

Jo, men det er jo en identitetspolitisk ting i virkeligheden, når man tænker over det, og det er en meget mærkelig form, fordi hvad er det egentlig, alle de her eksperter så skal ind og dokumentere, fordi de bliver jo også brugt som kilder nærmest til at dokumentere noget, man gerne vil have frem. Det er om, at de siger noget andet, så bliver det enten lidt overrulet, eller også så bliver det klitten ud.

Og det sig selv, som jeg startede med med metode, det går ikke rent metodisk på den måde. Og det gør det sgu heller ikke inden for journalistik, må jeg så sige. Altså journalistik ligger jo også meget op af den samme kildkritik, som vi arbejder med inden for historiefedet.

Jeg synes, det er et problem, at der ligger en ideologisk tendens bag med det her, fornemmer jeg. Og den er drevet af sådan noget, ja lidt nyhedenskab, samtidig med noget... Nærmest nationalromantisk sværmeri for nordisk mytologi og vikinger og den slags, som jeg ikke mener er helt så uskadeligt som mange tror. Jeg er lidt bange for, når det bliver knyttet op til national identitet, hvad det så betyder. Og jeg har selv rassoleret ret meget mod det i alle mulige andre sammenhæng.

Så dem, der kender mig, kender godt min holdning omkring det der. Men jeg synes, det er meget problematisk at hæfte det op på nationalidentitet, noget med det der Odin Haløj. Fordi hvem er det? For det første, så udgrænser man altså en hel del mennesker. Man udgrænser altså også noget fortid. Og så synes jeg simpelthen, at selve argumentet, det er totalt uholdbart. Altså den Odin, der sidder på den brakteat, som vist nok er Odins mand, snarere end Odin selv.

har jo intet som helst at gøre med dansk nutididentitet. Det er ikke alt i historien, vi trækker med os. Og jeg synes netop det, der er interessant om Jellingstenen, det er, at den peger fremad. Den peger jo ikke tilbage, den peger fremad. Og den forsøger faktisk mere eller mindre vellykket, det er jo et propagandastykke, at nedsætte en caissur ned i tiden, altså et skift, markeret skift.

Og man kan jo så sige, hvem har Harald kigget på? Jeg tror, at han har også sine klærker omkring sig og sådan noget. Og han forsøger at gøre kong Konstantins sagen efter. Det er den måde, man laver imperier på. Og kristendom er på det her tidspunkt knyttet op til imperiedannelse. Jo. Det er en cyniske tolkning. Det kan jo også godt være, at Harald faktisk var fra. Det ved vi jo ikke. Nej, det er noget af det, blandt andet Martin, jeg jo snakker om, at de jo ikke...

Altså, de er jo ikke ubekendt med kristendom. Det er jo ikke noget, der dumper ned fra himlen i 9.63 eller sådan noget. Og det er jo, og hvis vi taler om den her tendens og betydning for nutiden, der fornemmer jeg jo både den her i andre, hvad kan man sige, folk der dyrker den her. hedenske fortid, at der er sådan lidt en mærkelig skizofreni.

fordi på den ene side er man jo fascineret af fantasier, det er jo fint, jeg er jo selv stor fan til læser og konsumator, men det er som om, man ikke kan skælne, hvad kan man sige, rigtig fortid fra noget. at jeg eller enhver anden kan sidde og dække det op på ved vores skrivebord, og så kommer de jo lidt galt afsted en gang imellem, og det kan vi jo også se i serien, at...

Man vil jo gerne have ham her Odin, men hvis man så begynder at undersøge det, man tillægger Odin, den her fortid kultur, så er der jo nogle ting, som ikke rigtig rimer med dansk samfund af nu 2023. Ja, det må man sige. Det er her, du snakker om. Du snakker om menneskeoffringer, ikke? Altså, fordi vi har jo de her mosfunde. Hvis det vidtlige er menneskeoffringer, så er det jo ikke rart. I hvert fald en ting, der er stensæt, det er, at det er nogle hardcore slave samfund, ikke?

Det er ikke velfærdssamfund. Hvert samfund, der styrer en krigeelite, vil per definition være voldeligt, fordi det er sådan, man i sidste instans vedligeholder magten. Det er jo i virkeligheden.

det jeg, når jeg underviser et middelalder, nogle gange siger jeg til mine studenter. Jeg er godt klar over, at kirken har alle mulige... altså kirken, hvis man taler meget bredt, har alle mulige forbrydelser på sin samvittighed, men hvis du sammenligner med de der herrer, og det er jo især herrer, der sidder og styrer de her regering, så er det altså en... en civiliserende faktor uden lige. Og hvis der er en identitetsforbindelse til Danmark i dag, så er det faktisk 965 med kristendommen.

Ja, det er det, jeg siger. Hvis vi overhovedet skal sige, hvor kommer vi fra, så dælmer ikke den der ting, man forlader. Så er det det, der kommer frem der. Det er også der, hvor vi får skabelsen af et nogenlunde fælles kongerige og lov og ting og særge om, hvad et samfund er. Der er jo den der gamle primitivisme, som så utroligt gerne vil se det oprindelige i et eller andet meget tåget kriger, halvøkologiske...

quasi-feministisk show, som jeg bare ikke kan se i den fortid. Det må jeg så sige. Det, jeg ser i den fortid, det er en... Et ret barsk krig og slavesamfund med en temmelig barsk krig og kult, som i høj grad dyrker den side af tilværelsen.

Og hvor der er meget store dele af befolkningen, der overhovedet ikke har noget som helst andel i noget som helst, heller ikke i kulten for den sags skyld. Det er ikke en efterliggelsesværdigt, og det er ikke noget, der på nogen måde i min optik... i hvert fald lægger op til det egalitære og retfærdighedsorienterede velfærdssamfund, som vi har i dag.

med dins menneskerettigheder og dins lovgivning og sådan noget. Altså det er bare så fjern, som det overhovedet kan være. Så hvordan den forbindelse vil jeg lave... Jamen det er jo noget med det der urgermanske, der så spørger, og derfor bliver det så vildt, at man så tager den der himlersag ind lige pludselig, og det er så i forbindelse med Tatis hos Germania, men den bliver ligesom ikke afsluttet, og det vil sige, at man står en note an der.

Og der vil jeg altså lige give dem, at de har det med det voldelige med, og det med de der eventuelle menneskeoffringer. Altså, at det er et brutalt samfund. Det må man give dem, det har de med. Men så bliver det endnu mere mærkeligt, at man prøver at studere. at det her samfund på nogen måde har noget at gøre med det, vi står med i dag. Jeg synes, det vi står med i dag har jo netop gjort alt det modsatte. Det har fjernet sig fra et samfund, der var præget af vold og urimelighed.

på den måde, og et kort liv, ikke? Jo, fordi det er jo, og det er jo det, jeg mener, den der skizofreni, ikke? At man på den ene side godt vil se, ja, sådan noget ur. germansk, eller hvad det nu er, ure et eller andet, ubesmittede, oprindelse et eller andet, og man godt vil dyrke det, det er der, vi kommer fra, men så ikke rigtig vil bide til bolle med, at man jo selv etablerer af de her.

mennesker af nogen, hvis vi mødte dem i dag, så ville de ryge fængsel med det samme. De er jo værende de værste bandekriminelle, som der jo nogle gange er snakket om. De er off the hook. Det er det hele taget, det der var de der steder, hvor kæden springer af, som undrer mig, og jeg tænker, jeg kan ikke forklare det andet, end at man simpelthen enten er blevet snakket eller dybt fascineret af den der moderne Asa-tro-kult, som er jo en konstruktion, der er lavet her i det seneste 20. århundrede.

Og som har indoptaget sådan en hel masse af sådan nogle friluftsagtige og øko-tendenser og sådan noget halvøj. Og som er lidt sådan skal vi få en form for antimodernitet, men også antikristendom. Og det er den... understrøm, jeg fornemmer. Altså både noget antimodernitet og antikristendom.

Og der bliver jeg nødt til at hive ham der himler op af skuffen igen, og så sige, er der nogen, der virkelig var dygtig i at skabe en moderne kult, der kørte på det der, så er det himlers SS og hans Arlen Erbe Institut der. der er nordiske mysologi, der bliver ført frem der. Og det er uhyggeligt, når man læser de her ting, de er ret hæstlige at læse, hvor meget det ligner. Fordi der er også det der med kroppen og det naturlige og det nøgne og det nordiske og det karske og det maskuline.

Ja, altså meget er det også i den der, eller lidt hippie-agtige og udenbart sådan fredelige, nu går vi lige ud og leger vølver og sådan noget, men altså, jeg er sgu lidt nervøs, fordi jeg kan sgu ikke lide det, jeg prøver mig ikke om det, og jeg kan i hvert fald ikke lide, når der bliver blandet identitet og politik ind i det. og nation. Jeg kan simpelthen ikke lide koblingen der. Der er intet mod, at man leger med forestillinger om fortiden.

Og at man prøver at gestalte den på alle mulige måder. Altså det er helt i orden. Man skal bare være klar over, hvad det er, man gør. Men jeg har problemer, når det begynder at blive en del af noget politisk ideologisk. Og det synes jeg lidt, det gør.

Som en understrøm i hvert fald. Det er ikke eksplicit, men jeg synes, det ligger der. Ja, og det er der, hvor vi som eksperter bliver lidt ked af at se. og jeg især, for jeg er jo ikke med i programmet, bliver lidt ked af at se, hvordan du og andre bliver brugt og spændt for en sensationalistisk vogn. at så at sige, der er en vis forfladelse af den viden, som danske skatteborger faktisk betaler mange penge for. Altså på universiteterne er vi jo ikke...

Får vi ikke vores løn for at sidde og dægte fantasy i litteratur og tale folk efter munden? Man har betalt os, fordi vi som samfund føler, at vi har et behov for. at der er nogen, der går kritisk til værks, med snart sagt hvad som helst. Og det gør vi jo så, men så kan man ikke lide beskeden. Men altså, så er vi jo i virkeligheden ude i den, måske, nogle politikers drømmescenarie. Altså, lukker man universiteterne, fordi det er meget sjovere at finde på.

og lave cirkusgøjl og sådan noget, men problemet er jo bare, jeg synes historie betyder noget, og det betyder noget, at det har et videnskabeligt fundament, og jeg bruger helt bevidst ordet videnskabeligt her. Det er en videnskab. Og det er det, fordi der er noget, der hedder evidens. Man kan ikke bare stå og postulere alt muligt. Hvis man kommer med et postulat eller en tolkning eller en tese, så skal man...

fanden, fismer, opstillet logisk holdbare argumenter for det. Så kan andre komme med nogle andre logiske argumenter, og så kan man få en debat. Men du kan ikke få en debat, når der ikke kommer nogle argumenter. når der kommer postulater, og når man taler imod bedre vidne, eller taler imod kilderne, som i det her tilfælde, eller for den tids skyld, ser igennem fingrene med det, der udfordrer ens kæphest.

Så hvis vi skal afslutte her, så vil min konklusion om gåden, om Odin, være, at vi som middelalderhistoriker eller historiker generelt altid... bliver glade for opmærksomhed, og vi bliver glade for, at der kommer spotlight på os periode, og derfor er det så meget mere skuffende og ærgerligt, at denne her chance bliver forspildt og bliver spændt for. hvad vi to i hvert fald mener, er en identitetspolitisk vogn, hvor man ikke har gennemtænkt spørgsmålet, hvad det egentlig er, man er ude på.

Andet end at fortælle en historie om Odin. Og dermed er faretronen nær på fantasy. efter en meget lang væk fra videnskab. Ja, det er brændærgeligt. Det er simpelthen brændærgeligt. Så næste gang håber vi, det bliver bedre, og det glæder vi os i hvert fald til. Det gør vi i hvert fald. Vi ser frem, men vi spæver. Fremtiden for historien er en lille smule scary her for tiden, må man nok sige. Men vi skal nok blive at kæmpe den brage kamp.

for at man tager det her dybt alvorligt. Tak Thomas, fordi du gad at høre på det. Ja, men det var en god samtale, og tak til lytteren for at holde os ud her, især i sidste del. Det er...

Vigtigt for os, det ligger os på senden, som I også kan høre. Og vi mener, at det handler mere end bare en tv-serie. Det handler om vores fag, og det handler, apropos det her med Danmark, jamen så handler det egentlig også om, hvordan vi... behandler den her fælles ting, som jo er det land, vi bor i, og dens fortid, og hvordan vi opfatter os selv.

Det var alt for nu på Mægtige Midtland. Jeg håber, at I har nytt dagen til besøget. Podcasten kan I finde på de fleste podcastafspillere, og husk at anmelde os dagen, så bliver det lettere for andre at finde podcasten. I kan også følge os på Facebook og Instagram. og intramusikken var af Nicolás Soto-Uræa, og underlægningsmusik og effekter er skabt af Anton Færke. Ha' det godt derude. Jeg håber, I vil lytte med en anden gang.

This is Hannah Berner from Giggly Squad. O-Pill is the first over-the-counter daily birth control pill available in the U.S. Let's be real, getting a birth control prescription is not always easy, and it's so much admin. In fact, about a third of women face barriers to access prescription birth control. Between scheduling appointments, missing work, class, or just trying to exist, it's a lot.

But now Opil is putting birth control in our control. Opil is a daily birth control that's FDA approved, full prescription strength and estrogen free and 98% effective when used as directed. Grab it online, or at most major retailers, no prescription or doctor's appointment needed. So if you're thinking about birth control, check out Opill to see if it's right for you. Use code Giggly for 25% off your first month of Opill at opill.com.

That's code Giggly at O-P-I-L-L.com. Birth control in your control. We love to see it.