80.000 kr. for at finde den rette barnepige

Med din indsigt som børneforsker er du bekymret for den yngste generation, når du ser på, hvordan vores samfund er indrettet til familier med børn?

Altså, jeg kan godt bringes til at være bekymrede, når man ser på de kvalitetsmålinger, der er at dagtilbud og den vigende kvalitet, der dermed er for dagtilbud for de yngste børn. Og jeg savner både frihed og fleksibilitet til forældre og familier til at planlægge børnenes vej ind i livet på en måde, der passer dem bedst og er en vej til arbejdsmarkedet for forældrene, som svarer til det valg, de træffer for deres børn.

Den private børnepasning er under hastig forandring. Privat børnepasning bureauer skyder op, og de har særligt vind i sejlene i de større byer. Flere og flere forældre er parat til at betale op mod 80.000 kroner for at få et bureau til at finde den helt rigtige børnepasser, som bl.a. kan passe barnet om natten, så forældrene kan få en fuld nats søvn. Man kan også tage børnepasseren med på ferie,

Jeg kan ikke lade være med at tænke på de børn, der bliver genstand for det her, og det børnesyn, der ligger bagved.

Hvad betyder det for børnene, at flere forældre ønsker mere hjælp til pasning? Hvad betyder det for vores samfund? Og hvor går grænsen mellem pasning og for megen pasning? Det er spørgsmålet i dag. Mit navn er Jacob Grosen. Ole Henrik Hansen. Tak for at komme i studiet.

Velbekommen.

Jeg har lige kort opridset dine titler, men vil du ikke lige lægge ud med at introducere dig selv?

Jo, jeg hedder Ole Henrik Hansen, og jeg er professor på Jönköping Universitet i Sverige, og jeg er det i småbørns didaktik för skole didaktik. Og så er jeg senior fellow i tænketanken CEPOS og forskellige andre ting der følger med, når man er professor. Og jeg er forældre til fire børn, hvoraf den yngste er syv år. Og jeg tænker du vil spørge, om han er blevet hjemme passet af? Ja, det er han.

Ja, og det kommer vi til at vende tilbage til. Ole jeg vil lige sige, at du har erfaring som pædagog selv. Altså som de varme hænder. Og så er du så siden videreuddannet. Der er forsket i småbørn i mere end 10 år. Hvorfor er det her et område, som har din interesse?

Det er det, fordi da jeg var pædagog, arbejdede jeg med store børn og voksne, som var anbragt, fordi de havde dårlige forældre. De havde brug for stabilitet og omsorg og at blive bragt ind i et uddannelsesforløb og sådan noget. Og da jeg skulle til at forske og iøvrigt også studere videre, så så faldt det mig helt naturligt at forske i det, som er valgt for at give børnene et godt liv. Og det er det er nået til 3 års alderen.

Jeg har inviteret dig i studiet, fordi jeg gerne vil have dit take på en ny tendens inden for privat børnepasning. Min kollega Kenneth Thygesen har dykket ned i denne her tendens, og det er der kommet en særdeles læste artikel ud af på jp.dk. Helt kort går historien ud på, at forskellige private børnepasning firmaer oplever, at flere og flere forældre kigger deres vej. Det kunne eksempelvis være det, der hedder Nani Agency, som er placeret både i København og i Aarhus.

Da jeg har læst Kenneth, så titel, så jeg er godt klar over det. Men ja, jeg blev chokeret. Jeg blev overrasket over, at det var en virkelighed, som vi har i Danmark i 20 24 år, og at der er forældre, der, der har midler til at gøre det her. Det burde jeg jo ikke blive overrasket over. Men, men det gør jeg så her også. Overrasket over det menneskesyn eller børnesyn, som ligger bagved. At børn på den måde kan blive placeret i fremmede hænder på kortere og længere tid.

Men det kan mennesker og skal vel være ukendte for børnene, indtil de bliver kendte ansigter.

Det er rigtigt. Men i dagtilbuds verden, der forsøger vi at skabe nogle fornuftige overgange og tilvænning faser, som strækker sig over flere uger. Så det her er, at det virker dramatisk for sådan en som mig.

Hvad ser du denne her tendens som et udtryk for.

Som en objekt gørelse af børn, som skal skal skaffes lidt af vejen på bestemte tidspunkter, kortere eller længere tid. Og det synes jeg er uheldigt. Det kan også være en tendens, som peger på dårlig kvalitet i dagtilbud, altså at man vælger sådan en her frem for et dagtilbud. Jeg ved det ikke.

Det er det med dagtilbuddene. Det kommer vi tilbage til. Jeg vil først lige sige, at de professionelle barnepige bureauer for eksempel blandt andet i agency. Der er også noget, der hedder Pædagogisk Vikarbureau beretter begge om et marked, hvor forældre altså i stigende grad er villige til at betale. Og det er i dyre domme for den her private børnepasning, som er skræddersyet til netop deres behov. Og kunderne kommer

Nej, nej, det gør det ikke. Det gør det ikke. Det er sådan set ikke så meget det, jeg synes, der er problematisk, det med det børnesyn, der ligger bagved. Jeg kan ikke lade være med at tænke på de børn, der der bliver genstand for det her, med mindre det virkelig dårlige forældre så det at komme i sådan et

Hvad? Hvad er det mere konkret for et børnesyn du synes det repræsentere?

Det repræsenterer et børnesyn, hvor at forældre ikke har nogen problemer med at tage deres barn og sætte ind i et sådan et børne hotel i kortere eller længere tid. Eller tage sådan en barnepige med på ferie. I mit hoved, der er man sammen med sit barn så meget som overhovedet muligt og men også på ferien, at man sammen med sit barn det er derfor, man har fået et barn, tænker jeg. Så jeg kan slet ikke identificere mig, hverken som far eller forsker med det her.

Man kan sige, det er jo en meget klassisk løsning, at man får passet børnene af en barnepige, hvis forældrene skal et eller andet, der ikke involverer børnene. Ja, hvad er det du ser som værende forskellen på det? Og så det, at man får et professionelt bureau til at tage sig af den del.

Der er formentlig ikke den helt store forskel. Og det er for mig ikke nogen undskyldning. Jeg synes også, at man skal være meget forsigtig med barnepiger til børn i et moderne samfund. I min verden, så skal forældrene i så vid udstrækning det overhovedet er muligt, være sammen med med deres børn. Når det ikke er i daginstitution.

Kan man sige et eller andet om en tommelfingerregel fra for børnene forskeren. Hvor går grænsen mellem at få passet sine børn og så få passet sine børn for meget?

Hvis vi snakker om 10 timer om dagen, så er det helt klart for meget. Vi ved, at børn opbygger et højere kortisol niveau niveau, jo længere de er i en daginstitution, og ved også at det kortisol niveau er højere, hvis kvaliteten af daginstitutionen er lav, så. Så jeg ville ikke turde sætte time and tal på, men i mine øjne er det virkelig voldsomt. Og så kender vi slet ikke kvaliteten af det her af de her Nanny tilbud.

Jeg har selv to børn i vuggestue og børnehave alderen. De så lidt yngre end dine børn. Jeg ved godt, at de første år af et barns liv har stor betydning for deres fremtid. Vil du lige sætte nogle ord på, hvilken betydning de første år reelt har for barnet?

Altså særligt de tre første år, siger man, har vældig stor betydning. Det er her, man kan se, at hjernens arkitektur, den fastlægges, og den bliver. Den bliver skabt og konstrueret af de vilkår, som barnet vokser op under, og de rammer sociale rammer og det arvemateriale, der er i spil, og evnen til at føle sig som et anerkendt, velfungerende menneske med et godt selvværd. Fastlægges her.

Det her. Det handler jo grundlæggende om, hvordan vi indretter os, så flest muligt kan bidrage til samfundet, samtidig med at familierne trives, og børnene har det godt og udvikler sig, som de skal. Du er aktuel med bogen Børneliv i velfærdsstatens hænder. I bogen belyser du, hvad forskningen siger eller måske ikke siger om den pædagogiske kvalitet i landets dagtilbud over for hjemmepasning. Lad os bringe det i spil her. For det er jo også et perspektiv, når vi taler

Xavi og Eva, vores to nationale forskningsinstitutioner, har kortlagt kvaliteten af de danske 0 2 års institutioner, det vil sige vuggestue og dagpleje og. Den er ikke god, at den er. Vi har ikke noget af det, vi kalder fremragende, som ellers er noget af det, vi gerne vil måle os på. Og de gode, de tilstrækkelige og de utilstrækkelige er fordeler sig på en måde, hvor vi tænker det ønsker vi ikke det her?

Hvordan er det? Hvorfor? Hvorfor er det.

At der er for mange utilstrækkelig og for mange tilstrækkelige? Det er ikke nok at aflevere sit barn i en daginstitution med tilstrækkelig kvalitet og slet ikke med utilstrækkelig kvalitet. Så det skal der gøres noget ved. Hvis. Hvis politikere er deres ansvar bevidst og driver en børnepolitik, som de kan være bekendt, så skal der puttes midler til at

Og man kan jo se på portalerne. De seneste 10 år er der næsten sket en fordobling i antallet af børn, som bliver passet hjemme med tilskud fra kommunen. Tilbage i 2013 var der 270 modtagere af tilskud til hjemmepasning. Sidste år var det tal på 24 hundrede og syvogtredive, og derudover altså udover de knap 25 hundrede familier, der får tilskud, så er der også familier, der hjemme passer deres børn uden tilskud, altså hvor de kan få det til at

Tre ud af fire gør det. Fordi de vil gerne være en vigtig del af deres barns barndom. De vil gerne være de primære voksne, og de vil gerne kunne følge barnet dag for dag og være med i alle de sejre, som barnet kommer igennem og kunne være der, når der kommer nederlag osv. Og være med i de her familier, gå i legegrupper, være med i legegrupper og hjælpe barnet ind i et socialt liv osv. Og en fjerdedel gør det af forskellige årsager i forhold til utilfredshed med daginstitutioner.

Og netop det med utilfredsheden eller manglende tillid til daginstitutionerne, det er også det, de oplever hos den Anni 18 årige Amalie Thalund, som er ejer af bureauet, beretter om flere af hendes kunder, som ønsker børnepasning på fuld tid, mens forældrene venter på en ledig plads i den helt rigtige institution. Og det er sådan, det er En ret dyr omgang. En barnepige hos den anden i agency koster omkring 250 kroner i timen. Så man kan sige hvis du har en karriere med fart på og kan betale

Nej, det er det ikke. Eller jo, det er to forskellige måder, men de kan ikke sammenlignes. Det at at hjemme passe sit barn. Det gør, at barnet bliver i trygge rammer hos voksne, som elsker dem højt højere end noget andet. Det gør en kæmpe forskel. Det at aflevere sit barn i et Nanny agency, som det hedder. Det er noget ganske andet at aflevere det til nogle fremmede mennesker som som vi ikke kender kvaliteten af.

Men måske kunne man spørge lidt polemisk, om det ikke er bedre for børnene og deres tilknytningsmønstre, at de udover forældrene har en fast omsorgsperson i stedet for eksempelvis at være i vuggestue med flere forskellige pædagoger og en vagtplan, der skal hænge sammen. Og ufaglærte vikarer, der kommer ind engang imellem for at få normeringen til at gå op.

Det kan godt være, det kommer an på kvaliteten af den ene person, men det tvivler jeg stærkt på. Den anden ting er, at vi skal, hvis det handler jo også om at få løftet kvaliteten af de her vuggestuer. Så det er to ting, vi ikke kan. Den ene kender vi ikke. Vi kender ikke de her voksne, og et barn kan godt administrere mere end en voksen, der behøver ikke. Det behøver ikke at begrænse sig til en.

Ole Henrik Hansen. Jeg tænker ikke, at der er mange af dem, der lytter med. Der kan være tvivl om, at du ikke synes, at denne type private børnepasning eller børnepassere er en særlig god ide for børnenes trivsel og udvikling. Men når du nu på samme tid peger på, at de andre pasningstilbud, som vi i Danmark ellers tilbyder børnefamilierne, ikke er gode nok, så er jeg nysgerrig på, hvad du så mener kan være den bedre løsning du har

Tre ting vi skal hæve Kvaliteten af de dagtilbud, der er og satse heftigt på det. Det handler om alting omkring de her dagtilbud lige fra forskning til uddannelse af pædagoger til de midler, der skal til at drive dem på en forsvarlig vis. De to andre ting er frihed og fleksibilitet til forældre. Frihed til at vælge det, der

Jo sige den dér fleksibilitet harmonerer ikke umiddelbart særlig godt med vores statsministers efterhånden berømte ord om, at vi skal arbejde mere.

Samlebåndet kører i Rusland 24/7. Og den diskussion, jeg hører mest om i Europa, er, at vi gerne vil arbejde mindre.

Mette Frederiksen fastholder selv, at det ikke er det, hun har sagt, men at vi skal arbejde mere. Men det må man så selv vurdere, når man hører klippet. Kåre Dybvad BEK. Ministre og højtstående socialdemokrat har også i sin bog Arbejdernes Land fra sidste år argumenteret for, at man skal være stolt, hvis man henter sit barn sent, fordi det betyder, at man bidrager til samfundet.

Man skal have det dårligt over, hvis man en gang imellem henter som den sidste, fordi man passer et arbejde og måske også er et forbillede for sine børn på den måde.

Hvad tænker børneforsker Ole Henrik Hansen om det dilemma?

Jeg synes, det er beskæmmende, at vi har to ministre der, der har så lidt blik for børnene og så fuldstændig overser de værdier, som et samfund er bygget op af. Og i bogen taler jeg om humanistiske værdier. Værdier som giver menneskets mulighed for at få sig et godt liv, som ikke handler om kroner og ører, men som handler om et selvværd og indsigt. Et liv, hvor man ikke

Så du er ikke i tvivl om, der er en forbindelse mellem mistrivsel hos hos børn og unge og vores dagtilbud.

Altså, dette ord er ikke i tvivl. Det bruger vi ikke rigtig i min verden, men jeg er ret sikker på, der vil være en forbindelse, hvis man undersøger det her.

Hvem er det, der har ansvaret for, at denne fleksibilitet bliver gennemført? Er det politikkerne eller er det arbejdspladserne, eller er det os, der har der er børn i pasningstilbud eller hvordan? Hvordan skal den fleksibilitet gå op?

Det er først og fremmest politikerne, og så er det arbejdsmarkedets parter. Og så er det også forældre. Men det er jo ikke sådan, at jeg forestiller mig ikke, at alle forældre skal i hjemmepasning for eksempel. Det vil helt urealistisk. Og dem, der gør det nu, selv om at du så fint fortæller, at der er sket en stigning, så er det stadigvæk en forsvindende lille del af forældre skaren. Det er ikke sådan, jeg forestiller mig, at alle skal

Nu handler din bog jo også om om børnelivet i velfærdsstaten, og man kan sige der er jo ikke nogen velfærdsstat. Det er det, Socialdemokraterne peger på. Der er ikke en velfærdsstat. Hvis vi alle sammen skal arbejde mindre, så er der simpelthen ikke nok varme hænder på hospitalerne eller sygehusene eller til at passe de ældre. Eller i vuggestuer og børnehaver.

Det må komme an på. Det må komme an på nogle mere kvalificerede beregninger, vil jeg sige. Det behøver ikke at være voldsomt dyrt, og det er stadigvæk ikke realistisk, at alle ved vil træffe et valg som hjemmepasning. Det tror jeg simpelthen ikke på. Men der er sikkert nogen, der vil gøre det. Men, men som det er nu, har vi vel heller ikke en egentlig velfærdsstat? Altså, den har i hvert fald vældigt svært ved at løse en lang række opgaver, som den ellers burde kunne løse. Det

Ole. Nu nævnte du i begyndelsen, at dine børn også er blevet hjemme passet i en periode. Jeg ved, at det var din kone, der tog den opgave på sig, og det er jo meget typisk. Det er langt oftest i 97% af tilfældene, at mødre står for hjemmepasning, mens fædrene fortsætter på arbejdet. Er du ikke bange for, at hvis man gør hjemmepasning til en mere tilgængelig mulighed for flere? At man kan være med til at skubbe til den økonomiske ulighed, der er mellem kvinder og mænd.

Vi har en økonomisk ulighed imellem kvinder og mænd. Mænd tjener flere penge, end kvinder gør, hvilket i øvrigt er en af årsagerne til, at de her forældre har truffet de valg, fordi at det hang bedre økonomisk sammen, hvis det var faren, der blev på på arbejdsmarkedet. Så egentlig De ting, som vi også bør diskutere, er ligestilling.

Hvad var egentlig årsagen til, at det var din kone og ikke dig, der valgte at hjemmepasning? Ja.

Det blev min kone spurgt om også her i denne avis, og hun sagde, at jeg kunne ikke amme, og det kunne jeg heller ikke. Og at jeg skulle være professor. Det er ikke helt rigtigt. Det betød egentlig ikke så meget for mig, men hun var træt af sit arbejde. Det passede hende faktisk rigtig godt med en pause fra sit arbejde, og det har hun virkelig nydt. Nu er hun tilbage på et andet universitet og glæder sig hver dag til hun skal på arbejde. Men har har nydt de her år sammen med vores søn.

Ole Henrik Hansen Det kan være nu er afsættet for at vi taler om børnepasning jo de her drop in institutioner, ferie, barnepiger, aflastning om natten, fuldtids barnepiger, som for nogle familier er en løsning, hvor man både kan få karriere og familieliv til at gå op. Nu argumenterer du for for mere fleksibilitet på arbejdsmarkedet, og det er jo et politisk indspark. Men som landet ligger nu, er private pasningsmuligheder af børn så ikke netop løsningen, hvis man har råd til det?

Hvis alle havde råd til det, og hvis vi kendte kvaliteten af de her private børnepasning ordninger, så så kunne det godt være, at det kunne være en overgangs ting. Det skal jeg ikke kunne sige. Men men jeg bryder mig ikke om det børnesyn der ligger bag ved de her måder at behandle børn på. Så hvis du spørger mig som far og forsker, så vil jeg sige nej, det er ikke relevant.

Ole Henrik Hansen, børneforsker, professor i småbørns pædagogik ved Jönköping Universitet og forfatter til bogen Børneliv i velfærdsstatens hænder, som udkom her i april. Du skal. Tak for at komme i studiet.

Selv tak.

Dagens episode er tilrettelagt af Pernille Skytte og Mathias Bonde. Klip og produktion har Julie Lindhardt Højmark stået for. Jeg hedder Jakob Grosen. Og vil lige sige tak for, at du lytter til Jyllands-Postens nyheds podcast. Hvis du kan lide hvad du hører, så husk, at du kan abonnere på os der hvor du lytter til podcasts. Det er gratis. Det kræver bare et tryk på knappen Følg eller abonner, så lander der en dugfrisk episode hver eneste hverdagsmorgen i

Nej, der har jeg ikke haft. Det har jeg ikke haft behov for. Men hvem kunne ikke ønske sig 10 timers uforstyrret skønhedssøvn? Det kunne alle. Men det hænger bare ikke sammen med det med at have børn. I hvert fald små børn.