-Måske i særdeleshed i en tidsalder, hvor flere og flere ting blev professionaliseret og effektiviseret og standardiseret, så er omsorg som en professionsdyd overordentlig vigtig. For at bevare kontakten til vores menneskelighed og vor sårbarhed. I dag. Første søndag i advent skal vi tale -om omsorg. Sproget er blevet lidt belastet af en særlig historik, hvor dyd - ligesom man har det også i dydsmønster eller en anden form for livsforskrækket tilbageholdenhed. Man sover med hænderne over dynen.
Man hælder snapsen ud i rendestenen. Man brænder sine kortspil, altså alt, der på en eller anden måde er anti life. Oprindeligt betød dyd, og det kan vi også stadig høre på ordet dyd på dansk - det har noget med duelighed og gøre, så det har faktisk det med at være livsduelige. Det har faktisk præcis med det modsatte at gøre. Hvordan kan jeg træde ind i livet? Åbne døren til et bedre liv til et mere fyldigt og rigt liv. Det er -det, det handler om. -I oktober 2019 lavede Lotte og jeg
en podcast om moralsk stress. Moralsk stress handler om den form for stress, der ikke har gøre med tidspres, men snarere følelsen af at bruge tid på at udføre de forkerte arbejdsopgaver og måske uden at kunne sætte ord på det. Den podcast fik ret stor opmærksomhed og mange reaktioner, og den blev også hos os. Derfor har vi sat os for at undersøge, hvordan man kan genvinde gejst og energi, når man bliver ramt af moralsk stress. Spørgsmålet er, om dyder kan hjælpe os til at genfinde
vores professionelle hjerteblod. Kan dyder fungere som en slags modgift mod moralsk stress og forråelse? Kan de ilte vores faglighed og kaste lys på det, der i sin tid fik os til at vælge vores fag? Vi har inviteret Ulrik Houlind Rasmussen, lektor og filosof, til en samtale om dyder. Du lytter til Maja Haack og Lotte Andersen på Velfærdsprofeten fra Københavns Professionshøjskole. Goddag og velkommen Ulrik. Tak. Ulrik, vi har inviteret dig som filosof med i denne her julekalender,
der skal handle om dyder. Hvorfor er dyder relevante i en moderne velfærdsstat eller som velfærds -professionel i 2020? -Det er der sandelig flere gode grunde til. For det første tror jeg, der er nogen, der, når de hører ordet dyd, syntes, at det lyder lidt småkedeligt. Men dyder er spændende, og dyder handler ikke om et som moral, et stramt moralsk kodeks for kønslivet. Det handler faktisk om de ting, som kan gøre os duelige til at leve vores liv, som kan
gøre, at vi får et bedre liv. Så der er god grund til at vende opmærksomheden mod dyderne. Så når man er dydig, så er det egentlig ikke noget, man gør for andres skyld. Men det er egentlig også noget, som skal styrke livskvaliteten for én selv. Det er ikke en selvopofrelse, men nærmere -en styrkelse af selvet. -Det vil kan sige, at det er.
Og når du siger selvopofrelse, det er en opofrelse af det, som ikke er essentielt for at have et godt liv, så man kan sige der er jo et eller andet, fordi Aristoteles var jo hele tiden inde på det her med, at dyderne kræver øvelse eller træning og det græske ord for det er askese. Det kan også komme bag på nogen, men askese i den betydning, at man egentlig, man vælger - ligesom ringbryderen - så vælger man for at blive en god atlet, så vælger man at bruge tid
på noget på bekostning af noget andet. Men det andet dér, det er noget, som ikke rigtig er væsentligt. Det er det, der ligger i den græske dydstænkning. At man kultiverer, man bliver fremragende til noget ved at øve sig og træne sig i det. Og det er kun en afkaldsgivelse på noget andet, i det omfang, at det muliggør, det faciliterer udviklingen af noget andet. De her dyder, som har at gøre med at være fremragende eller fortræffelig, og som åbner
døren til et bedre liv. Så dyder er navne for nogle bestemte måder at være menneske på, kan man sige, som vi anser for at være for særligt fortræffelige. Eller måske bidrager til at gøre os særligt menneskelige. Det, som udmærker os fra dyrene, kunne man sige - at vi har visdom, og vi har mod. Det kan man også sige, dyr har faktisk ikke mod. De kan godt gøre alle mulige ting, som
vi ikke selv kunne tænke os at gøre. Men, men det gør dem på en måde ikke modigt, for de gør bare det, de ligesom er sat til fra naturens side at gøre. Så der er et eller andet i, at de dyds etiske refleksioner også er en genvejstast til at forstå, hvad der adskiller os fra dyrene, hvad der gør os til mennesker, simpelthen. Hvordan vores menneskelighed er sat
-sammen. -Jeg har i forberedelsen af podcasten også stødt på nogen, der har peget på det her med dyder også kan være en måde måske at komme til at individualisere nogle ting for faget, som egentlig hører til i en mere strukturel ramme eller de organisatoriske rammer. Så er det en slagside ved at tale om dyder.
Ja, det kan man måske godt sige, det er. Jeg vil nu nødig smide barnet ud med badevandet eller bruge halshugning som en kur mod hovedpine, fordi blot fordi der er strukturel udfordringer, hvilket der bestemt er. Og der er nogle organisatoriske forhold, som vi skal tage vare på, og vi skal have nogle politiske
beslutninger og opbakning til at få ændret. Så ændrer det ikke på, at vi hver især har stillet den opgave at blive hele mennesker, og det er der faktisk på en måde - der vil jeg give Kierkegaard ret Der er på en måde ikke nogen, der kan vikariere for os dér. Vi er hver især, hver især må vi udvikle vores eget potentiale på bedst mulig vis. Og der er ikke nogen stand-ins der. Så er der ikke nogen, man kan ringe til. Eller en livline, som det hedder i nogle af de moderne fjernsynsprogrammer,
man kan bruge. Det må vi hver især selv, og det betyder selvfølgelig ikke, at vi ikke kan lave fællesskaber, der faciliterer - som det er blevet moderne at kalde det - som understøtter udviklingen af de her ting. Der er jeg stor tilhænger af, at man gør. Men det ændrer ikke på, at det er mig, der må kultivere -mit mod. -I dag skal vi snakke om omsorg. Kan du starte med at fortælle hvad ligger der egentlig i det begreb?
Ja, altså omsorg, mener jeg refererer til en personligt præget omhu og aktiv interesse for løsningen af nogle udfordringer, man står overfor. Det gælder både i forhold til sig selv og i forhold til andre mennesker, så man kan vel sige, at omsorg dækker over evne eller vilje til at tage vare på ens eget og andres velbefindende. Man kan måske også høre på ordet omsorg, at det har noget at gøre med at 'sørge for', det er beslægtet med sørger for noget. Og man kan også høre på ordet, at
det rummer et element af sorg. Så det vil sige, det har også et eller andet at gøre med at fornemme eller sanse smerte, lidelse hos andre hos sig selv, så man kan udvikle medfølelse, -empati og indlevelsesevne. -Når jeg tænker på omsorg, så tænker jeg det ofte i mine private relationer. Forældre drager omsorg for deres børn, eller man drager omsorg for de syge eller ældre i ens familie eller omgangskreds. Hvordan ser omsorg ud
-i en professionel relation? -Jeg er ikke sikker på, at det er den helt store forskel rent faktisk, at det på indholdssiden er den her omsorgs følelse lavet det samme, vil jeg mene. Og det der måske kunne være interessant at gøre her er at skelne mellem altså noget der ligger sådan en beslægtet - skal vi sige følelse eller dyd i forhold til omsorgen - er medfølelse vil jeg mene. Og der mener jeg det er hjælpsomt at skelne mellem medfølelse
og medlidenhed. Nietzsche, den tyske filosof har på et tidspunkt sagt, at når vi er medlidende, så øger vi egentlig bare mængden af lidelse i verden. Han omtaler medlidenhed som lidelsens multiplikator og elendighedens konservator, og det er flotte ord. Men hans pointe er egentlig ikke, at vi ikke skal udvikle empati og indlevelsesevne eller det vi på dansk og på tysk vil kalde for medfølelse. Mit gefühl, men at det er
en anden, det er en anden kaliber. Et eller andet med at kunne 'være med', som vi også kan høre på ordet og noget med at kunne 'være med' følelser, som er svære, vanskelige, udfordrende. Og der ser egentlig ikke nogen nævneværdig forskel mellem det private regi og det offentlige eller det professionelle hverv. Så hvis man skulle flytte det til omsorg, så kan man sige i stedet for at øge sorgen, så skal man være omkring sorgen med den, man skal hjælpe.
Ja, det ville være en fin måde at se det på egentlig. Altså 'give plads til', det er det, der ligger i at rumme eller kunne være med. Sorgen kunne være med -eller omkring sorgen. -Og hvorfor er det en vigtig dyd for velfærdsprofessionerne? Ja, altså jeg vil sige, at det har noget at gøre med vores menneskelighed. Det har noget at gøre med at bevare sansen for, at vi er stedt i situationer, som er lidelsesfulde og smertefulde, og man kunne sige, at omsorgen har at gøre med
hjertet. Det er også en hjerte, en hjerte dyd, og det har noget at gøre med at genkende menneskeligheden i sig selv og i andre. Og det er jo anser jeg for at være overordentlig væsentligt. I skal måske i særdeleshed i en tidsalder, hvor flere og flere ting bliver professionaliseret og effektiviseret og standardiseret, så er omsorg som en professionsdyd og overordentlig vigtig for at bevare kontakt til vores menneskelighed og vores
sårbarhed. Der endda nogle -en tysk filosof, der hed Peter Schloterdeich , der har sagt på et tidspunkt, at mennesket adskiller sig fra andre dyr derved, at det har et det råder over et brystkasse privilegium. Det vil sige vores brystkasse er på en måde sådan lidt ubeskyttet. Og det kalder han altså det, som giver anledning til en forhøjet grad af sensitivitet og sensibilitet over for omgivelserne. Det var
en meget fin måde at sige det på. Mange dyr, de bevæger sig på en måde, så brystkassen ikke er eksponeret. Men hos mennesket, der er det mest sårbare på en måde åbent. Det synes jeg er meget fint at sige, at det er en påmindelse om... kan man også sige et evolutionsmæssigt raffinement, der bragte os til at kunne udvise den her form for delikat omsorg for os selv og for andre
-mennesker. -Så er det lidt det samme, som når Løgstrup taler om denne her, væren for andre, eller man møder hinanden i tilliden til, at den anden ikke slår en ihjel. Ja, altså det ville du så være tilliden nu, du fremhæver, hvad det kan man sige. Det er vigtigt, tror jeg at sige, at bare man kan sige, hvis tilliden bliver noget, der fjerner sensitiviteten, så er det jo på en måde, så bliver det på en måde dens modsætning ret
hurtigt, ik? Men det er da rigtigt, at der er noget i den her åbenhed og det tillidsfulde, som som jeg også tror Løgstrup kan måske være med til at fremhæve i omsorgen. Det, at vi holder det andet menneskes, noget af det andet menneskes liv i vores -hænder, som han siger. -Når vi taler om at udvise omsorg i sit hverv, så er det jo meget det, der foregår på ydersiden, kan man sige. Men en del af det, du taler om her, er noget af det, der foregår på indersiden.
At man kan mærke, som du siger, den andens sorg, og hvor den anden er. Så er empati en forudsætning -for at kunne udvise omsorg? -Ja, i hvert fald nært beslægtede, vil jeg mene. Og i det hele taget denne her skelne mellem indre og ydre er måske ved nærmere eftersyn en lille smule problematisk. Så det er en lidt, skal vi sige komfortabel efterrationalisering, at der findes noget, som vi klart kan adskille det, der foregår derude, og det der
foregår herinde. Jeg er med på, at det er nødvendigt at gøre det i et vist omfang at skelne på den måde. Men samtidigt meget ofte begynder de her ting jo med, at vi selv er i stand til at kultivere, at vi selv kan være med vores følelser, og at vi selv kan give plads og rum til også de svære af slagsen. Og så kan man måske sige, når vi taler om omsorg, at i velfærdsprofessionerne, er der ofte jo et krav eller en invitation i stigende grad
til, at man hjælper andre mennesker. Altså man drager omsorg for, at andre mennesker blev i stand til at drage omsorg for sig selv, man hjælper andre til at drage omsorg for sig selv. Det er i hvert fald det, der ligger i nogle af de her velfærds professionelle kerne begreber som empowerment, og selfefficacy, og hvad ved jeg. Så kan man være velfærds professionel uden at være -omsorgsfuld? -Det kan man jo naturligvis,
fordi alt er muligt. Men det er jo ikke, når vi taler om dyderne her, så vil jeg sige, så taler vi også om det der er efterstræbelsesværdigt. Så det er ikke efterstræbelsesværdigt, det er ikke ønskværdigt, at vi har velfærds professionelle, der er uden omsorg. Men det er der formentlig en mulighed, ligesom alt mulig andet er
-en mulighed. -Men er der også en form for hierarki i omsorg, at det overhovedet at give omsorg til andre, at det kobler sig til, at man er lidt bedre end den anden eller den anden, skal være lidt mere ydmyg end den, der giver omsorg? Ja, det er sådan en slags postmoderne kritik af noget af omsorgsfagene, at der er sådan en diskret magt, der har sneget sig ind i baggrunden. Og det tror jeg ikke, vi kommer
udenom, at der kan være. Igen så må man sige, at så er det et spørgsmål om oprigtighed og et spørgsmål om, at man er villig til som velfærds professionel, som sundhedsprofessionelle, at undersøge sine egne motiver.
Det mener egentlig, at en fællesnævner for arbejdet med dyder, at vi er indstillede på at invitere os selv ind i en slags kritisk refleksiv undersøgelse af, hvad det er vi har gang i. Det vil jeg sige er simpelthen en fællesnævner for de dyder, vi taler om, at det kræver en eller anden form for... et rum af refleksiv kapacitet, altså et sted, hvor vi stiller os ind og begynder se nærmere på hvad er det egentlig, der motiverer mig Hvad er jeg taget ud af i denne her situation,
for jeg tror ikke, vi skal prøve bortlyve den kendsgerning, at vi mennesker kommer bag på os selv. Vi kommer bag på os selv. Vi har ikke fuldstændig klart indblik i, hvad vi har gang i. Så det kræver, - og der kan man sige, hvis vi skulle tale om det på uddannelsesniveau, vil man sige 'reflekterende teams'. Noget hvor man kan blive spejlet tilbage i hvad er det i grunden, vi optagede af, og måske også
moderne.... Altså for eksempel videoer og sådan noget kan bidrage til at stille skarpt på en øget refleksiv praksis i velfærdsprofessionerne. Man kunne vel også godt forestille sig, at der kunne sidde nogle velfærdsprofessionelle derude eller måske nogle af de borgere, de har mellem hænderne og synes, at sådan en snak her godt kan blive sådan lidt patroniserende. Eller kan omsorg - kan det blive for meget? Kan det blive -uprofessionelt? -Ja, men naturligvis.
Og man kan sige igen det gælder for alle dyderne. Det var Aristoteles pointe. At dyderne på en måde rammer midten mellem to ekstremer. Så på den måde, og vi kan jo egentlig også aflæse det. Man kan tage næsten hvilket som helst ord og sig sætte 'over' foran, overbekymrede eller overomsorgsfuld. Så ved vi godt. Så blev det ekscesivt. Så blev det for meget. Så det giver sig selv. Men man kan så sige, det der er dyden omkring omsorg, det er at
det hverken er for meget eller for lidt. Og det at kultivere sansen for, hvornår det eventuelt blev patroniserende eller invassivt, eller hvad vi ville kalde det. Det er et led i en i opbygning eller kultivering af den her professionsdyd. Dyder som for eksempel omsorg. Er det noget man kan tillære sig eller er det en medfødt egenskab man har? Ja, jeg vil helt sikkert mene, at det er noget man kan øve sig i at blive bedre til, at det er en praksis,
og det er jo ikke noget, jeg finder på. Det jo noget Aristoteles fremhæver. Ovenikøbet et sådant omfang , at han siger, at det kræver - han bruger et græsk ord askese. Det er meget uvant for os, men det betyder egentlig øvelse og træning, askesis. Og at vi skal øve os så meget, at det bliver, at det ikke længere bliver en kraftanstrengelse. Det synes jeg er en smuk tanke, at vi opøver på en måde en kapacitet til at respondere på nuets krav i det omfang, at
vi ikke skal anstrenge os for det. Det flyder mere spontant eller frit for os. Men det kræver altså træning og øvelser, så det er bestemt noget, vi kan. Men vi har et anlæg for at udvikle det, kan man sige. Vi har alle sammen kapaciteten eller evnen eller et anlæg for at udvikle medfølelse. Helt sikkert. Man taler jo også nogle gange om at velfærds professionelle kan risikere at blive forråede
eller brænde ud. Hvis vi forventer, at man skal kunne vise omsorg, også på den måde vi taler om det her, hvor man 'sørger med' og så videre. Altså hvor vi virkelig går ind i det, der sker ovre hos den anden. Er der så ikke en risiko for, -at vi brænder ud? -Jo. Og jeg tror heller ikke jeg ville formulere det som det, at vi skal 'sørge med'. Jeg tror, så vil vi gå i retning af medlidenhed og noget, der øger mængden af lidelse. Det er
snarere end en rummelighed. Det er snarere et eller andet med at kunne give plads til, og der kan man se igen. Selvfølgelig er der altid et faremoment i, at man så tager det med sig hjem. Man øger mængden af lidelse. Men igen denne her skelnen mellem indre og ydre. Alt er på en måde måske... Det vil være en måde og prøve at undersøge fænomenet lidt nærmere på. Det ville være at stille spørgsmålstegn ved det her med hvad der foregår
på indersiden, og hvad der foregår derude. Men, men klart, der er altid et fare moment bygget ind i de her dyder. Og så igen kan man sige. Hvis man overgør det, så er det ikke længere en dyd, og så blev det til en last. En belastning, som vi kan
høre på ordet. En belastning, som man tager den med sig -hjem og brænder ud. -Og når du stiller spørgsmålstegn ved det her med om man kan skelne mellem den ydre og indre, så kunne jeg godt tænke: 'Jamen, betyder det, at man skal være mindre professionel'? Det er et godt spørgsmål. Hvad vil det sige? Altså en skelnen igen. Vi leder jo efter sådan måder at skelne på for at sortere det. Man kan sige, man kan skelne mellem det professionelle, det personlige og det private.
For eksempel. Og man skal ikke være privat i sin undervisning eller sit arbejde som velfærds professionel. Kan man være personlig? Ja, det vil jeg mene er en faktisk overordentlig udmærket ting og være personlig, fordi det igen har at gøre med at kultivere de menneskelige rødder bag det, man laver det arbejde, man laver. Jeg tror i øvrigt også, at hvis man er personlig uden at være privat, at så kan der vokse en professionalisme ud af det personlige. Det personlige engagement i sit arbejde.
Hvor det her burnout syndrom måske er mindre sandsynligt, har mindre sandsynlighed for at indtræffe. Så når vi taler om omsorg, hvad så forskellen på at -være personligt og privat? -Det ved jeg ikke. Det kræver nærmere eftertanke, tror jeg. Hvis man skal
trække et klart skel der. Egentlig vil jeg sige, at en fællesnævner for de dyder vi taler om - ligesom jeg sagde der var et eller andet med at finde balancen mellem to yderligheder - det andet jeg vil sige, det er altså en måde, som jeg selv har arbejde lidt med at prøve at oversætte de her ting til, det er udfra begrebet
'responsivitet'. Som istedet for at tale om professionsdyd, kan man sige - det har noget at gøre med vores evne til at respondere på de krav, vi møder i vores arbejde og i vores relationer. Altså at selvfølgelig med den sindrige pointe, at det, der ligger i responsivitetstanken er, at vi kan ikke ikke svare, så vi altid kaldet en eller anden form for svar situation, vi kan godt forsøge at ignorere de krav, der blev
stillet eller forsøge at forbigå dem. Men vi kan ikke trække os ud af det forhold, at vi altid allerede befinder os i en situation, der kalder på en anden form for responsivitet. Så når du spørger 'privat' 'personligt', så kan man ikke afgøre det en gang for alle udefra. For det er så at sige en afvejning der må finde sted med situationsfornemmelse -og begivenhedssans. -Og du taler om, at det her med at være omsorgsfuld, at det var også sådan en ideal horisont, da noget efterstræbelsesværdigt?
-Jeg får lyst til sige når ordet idealer kommer op, for det er rigtig nok, at jeg har kaldt det noget efterstræbelsesværdigt, og det er i øvrigt også det, der ligger det græske ord for dyd. Det man kalder en superlativer, så det vil sige, at det er det det bedste. Det mest fremragende, det fortrinlige eller fortræffeligt. Så der
ligger selvfølgelig et eller andet ideal. Men Nietzsche, som jeg talte lidt om før, han har den pointe, at hver gang noget bliver til et ideal, så bliver det også hurtigt en klods om benet på os. Det kan det kan udarte sig til noget problematisk, fordi det på en eller anden måde betyder, at vi løber væk fra det, der er her og nu, fordi vi har en idé om, hvordan vi skal opføre sig, og hvordan vi skal være.
Så det er sådan lidt mere grumset, det dér landskab Én af de velfærdshelte, vi kommer til at portrættere her i løbet af ugen i vores julekalender, hvor hun skriver sådan noget med, 'at omsorg er noget, vi er for hinanden som samfund. Jeg bidrager til, at alle kan få den hjælp, de skal have, når de har brug for det. Så jeg vil godt føle mig som om jeg er her på vegne af os alle sammen.' Så er omsorg, er det også noget, vi skal løfte som profession, eller kan vi løfte det som individer?
Jeg vil sige, at det som samfundet skal løfte i den forbindelse, så vidt jeg kan se, det er jo rammerne, det altid - når jeg hører ordet 'samfund' så mener jeg særligt det handler om det, man på moderne dansk, kalder facilitere, muliggøre at man kan arbejde på en sådan måde, at man bevarer kontakten til sin omsorgsfuldhed. Både overfor sig selv som som ansat, men også over for borgeren eller patientgruppen, men hvem det måtte være, man arbejder med.
Så det samfundsmæssige ansvar er egentlig at kultivere institutioner, der giver plads til, at disse dyder kan vokse frem, -at de kan få et liv. -Tak fordi du ville dele dine tanker om omsorg som dyd med os -Selv tak. -Maja, hvornår har du egentlig sidst oplevet omsorg på vores arbejde eller i dit arbejde? Jamen, jeg føler mig faktisk rigtig heldig. For jeg synes, jeg har mange omsorgsfulde mennesker omkring mig, både privat og på mit arbejde.
Og jeg tror måske, at noget af det, jeg er ret vildt med, det er også, når jeg får omsorg, før jeg faktisk selv ved, jeg har brug for den, og jeg kommer til at tænke på dig Lotte. Altså fordi vi samarbejder jo rigtig meget, og der oplever jeg faktisk tit, at når der er travlhed, fordi vi jo også har alt muligt andet vi laver end velfærdsprofeten, så opdager du det nærmest før jeg selv har opdaget det og begynder virkelig at tage fra på vores fælles opgaver. Det synes jeg bare super
omsorgsfuldt. Men jeg ved også, fordi vi har arbejdet meget sammen, at det jo ikke altid jeg ser det. Der er også når jeg tænker tilbage på andre gange, hvor vi har samarbejdet i et tilbageblik, ved, at du har været presset, hvor jeg slet ikke så det. Måske ikke fordi jeg selv var presset eller bare var selvoptaget. Har du nogensinde haft erfaring med, at du har givet udtryk for, at nu har jeg faktisk brug for omsorg, og det stadig føles omsorgsfuldt og ikke bare
som en pligt de andre har opfyldt? Ja, men helt sikkert. Og det føles også vildt omsorgsfuldt og rigtig rart. Men der er også en indre øvelse for mig selv i det der med at registrere det, og bede om det, som i virkeligheden begge dele kan være en udfordring, så bare lige som en anden øvelse forbundet med det. Men den omsorgsfulde gerning er ikke mindre omsorgsfuld af den grund. Så der er ligesom
både noget omsorg, man giver til andre. Men man kan også på en eller anden måde have en indre omsorg ved overhovedet at spørge andre: vil I ikke godt dække et behov her? Ja, og det minder jo lidt som om det, som Ulrik snakkede om med selvomsorg i virkeligheden. Men vi har jo også vores julekalender inde på Facebook og Instagram, hvor I også skal kunne se nogle omsorgsfuld velfærds, professionelle eller velfærds helte, som vi kalder dem hver dag i december. Så hop
der ind og følge med. Og husk også, at find og abonner på velfærdsprofeten på den podcast platform, du plejer at bruge, så får du automatisk besked, når det næste afsnit kommer.