Velkommen til podcasten Unfuck Yourself med Katrine Bjerg og Camille Nommersdag. Vi har sadlet om i anden sæson her af podcasten, som var afsnit nr. 2 i sæson 2. Og vi har sadlet om for at... Gøre det lidt mere struktureret. Vi er blevet meget voksne og struktureret. Og vi har brug for, at det er mere laserskart, så vi kan udfolde det. Altså det skal være laserskart.
på en meget maskulin, penetrerende måde, så det femminne kan få lov til at udfolde sig. Og det er, at livet skal udfolde sig i vores samtaler. Vi har et tema i de her tre podcasts. Det her er podcast nummer to ud af tre. Som det i hvert fald ser ud lige nu. Man ved jo aldrig, hvad livet vil have os hen. Og i den her podcast, der taler vi mere ind i de her...
Tilknytningsstrategier. Man kunne også velge at kalde dem tilknytningsstile eller tilknytningsteori, men vi understreger, at det hedder tilknytningsstrategier, fordi det har været strategier for at sikre os basis. vores overlevelse for at sikre os, at tilknytningen til vores primære omsorgspersoner har været sikret. Og ja, det var strategier engang. Spørgsmål er...
om det ikke stadig er strategier, og om det er strategier, som vi stadigvæk kan bruge. Sidste episode, der var vi inde omkring, hvad det egentlig er, det her tilknytningsstrategi. Og mere med et fokus på, hvad er trygtilknytning. Så du har en rettesnor til at se, hvad er muligt, hvad er potentialet i dine relationer, hvad er potentialet i dig til at være tryg.
her i verdenen. I den her episode, der dykker vi ind i den utrygge tilknytning. De her tilknytningsstrategier, som i dag muligvis er det, der gør, at du struggler i dine relationer, at de bliver mere fucked up, at du virkelig har en udfordring med, hvorfor fanden bliver vi ved med at løbe ind i de samme problemer, mig og min.
kæreste, mand, whatever, mine relationer generelt. Det kan være både på arbejde, det kan være med vores tætte veninder, men det er især de her relationer, som er meget tætte. hvor de bliver ekstra krødret af, at vi jo også har en frygt for at miste den relation. Så der er det måske der, hvor vi allermest ser de her tilfnitningsstrategier dukke op for at sikre.
Whatever. Vores overlevelse. Basically. Fordi nogle gange kan man godt have sådan en følelse af, at hvis jeg mister den her relation, så mister jeg mig selv. Det er godt, at vi ikke tænker det bevidst, men det er den følelse, det er. Det er jo det, det kan vække på selveplan i os. Ja. At jeg dør lidt indeni. Og det, som du vil invitere dig, som lytter med på, Katrine, det er jo ikke dig, der lytter med, men det, jeg egentlig vil sige, det var dig, som lytter med.
lytte efter, hvad Katrine hun deler af den her podcast. Fordi det er ligesom, det er pisinteressant at finde ud af, hvad det er for en form for strategi, du måske har udviklet. i løbet af dit opvækst. Fordi, som vi også var inde på i forrige podcastepisode, når du kender dem, og du kan se, du vil jo gå ind i noget, som ikke er...
din essens, som er en tillært strategi, så fjerner du dig både fra det ægte, det autentiske, fra det mest potentialefyldte, kærlighedsfyldte, du kan opnå. Og mister på en eller anden måde en del af dig selv. For det er et eller andet tillært, som gør, at du fjerner dig lidt for dig selv. Præcis. Der kommer lige sådan et billede til mig. Hvis vi ser tilknytningsstrategier, som... okay, jeg har fået en skulderskade i højre skuldre, så er...
bliver min krops strategi for at balancere sig selv nogenlunde, fordi jeg går og har en masse smerter i højre skulder, det er, at venstre skulder kompenserer for nogle ting. Det er... Jo klogt er kroppen. Det der så er, når min skulderskade er over, a.k.a. at vi bliver voksne og ikke har brug for vores primære omsorgspersoners kærlighed for at overleve længere.
Så når min skulderskade går over, så vil min venstre side måske stadig kompensere. Derfor var det smart engang, men nu er det ikke så smart længere. for så skaber det alle mulige andre problemer for mig hele tiden.
Jeg ved ikke, om billedet giver mening. Jo, det synes jeg, det gør. Det er jo meget fint med sådan et billede, som jeg kan forholde mig til omkring min fysiske krop. For der kan man jo også se, hvis vi aldrig ville bruge vores højre arm, end vi kun ville bruge vores venstre arm, så er der lige pludselig en kæmpestor...
asynkronitet, at så ville man have kæmpe muskler på den ene side, og den anden ville være fuldstændig slap. Det er jo også igen for at give et billede omkring, hold kæft, hvor bruger du. røv meget livsenergi for at kompensere for noget, hvor du ender burde ligge energien et andet sted. Præcis. Og bevidstheden, bevidstheden om, at min venstre skulder kompenserer, giver mig en mulighed for at gøre noget andet. Det...
er ikke løst overnight, og jeg vil sikkert komme til i pressede situationer og kompensere med min venstre skulder flere gange. Men bevidstheden omkring det, og det er også derfor, vi synes, det er så vigtigt, det her med. at kende sine strategier, så vi kan gøre noget andet. Fordi bevidstheden kan hjælpe os til at danse nogle nye trin. Åh, langsje. Vi kan danse langsje.
Eller lave fridans. Jeg fik også lyst til at sige, som jeg også sagde i tidligere podcast, at relationer, de skal nære, de skal ikke dræne. Jeg ved ikke sagt, at det skal være nemt. Fordi det kan også være en meget... følelsesmæssig umodenhed, at man, hvorfor skal det altid være så svært med dig, mand? Kunne det ikke bare være sådan der? Det tænker jeg i hvert fald. Det kan stamme fra en meget...
umoden følelsesmæssighed. Altså hvis man bliver klandret for det på den måde i en relation. Det kan man jo godt tænke i sit stille selv. Hvor er den hos hvem? Jeg tænker på den, der sidder og klanter dig. Ej, det er også bare så svært at være i relation med dig. Kunne du ikke bare lige det eller et eller andet? Det er bare for at sige, at jeres relationer skal nære, at de skal ikke dræne, men derved ikke sagt, at det skal være.
nemt. Altså, fordi vi er jo også to mennesker, der skal indgå en relation, og vi er to forskellige mennesker. Ja, præcis. Men, ja. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad er det for nogle tilkningsstrategier, som vi har? Altså, meget teoret, jeg har set. Ja, altså, ud fra teorien om tilknytningen, Bowlby og... Anna, ligesom... Han er ligesom ham, der grundlagde det i sin tid. Han var den første i hvert fald. Og så kom der en, der fik den her disorganiseret med. Nu kan jeg ikke huske, hvad...
vedkommende hedder, men må det ikke også, at det går. Så basically er der tre, men man kan godt måske argumentere, hvor der er fire mænd. Hvad er det, din personlige holdning til det er? Det, jeg synes er vigtigt, som jeg også håber, jeg fik understreget i sidste podcast, det er, at vi kan komme til at bruge de her strategier, altså så kan vi kalde dem.
For det første så bare i sig selv der med at kalde det tryg og utryg. Det synes jeg på en eller anden måde er så lavet. Altså det kan også være, at jeg er... Man kunne også kalde den utrygge smart tilknyttet, fordi jeg har været så klog, at jeg har læst signalerne fra mine primære omsorgspersoner, og så har jeg kunnet tilpasse mig. en dans rundt om dem, der gjorde, at jeg fik mest mulig kontakt.
Så det er også bare for, at de der kasser kan nogle gange godt virke meget definerende, og jeg ved, at der er mange forskellige vinkler og synspunkter på de forskellige strategier. Man kan tillægge det lidt forskellige holdninger, men det der er, synes jeg, det essentielle, det er ikke, hvor... Finder jeg mig selv i den undgående, eller i den desorganiserede, eller i den ambivalente? Det handler mere om, kender jeg mine strategier?
Så jeg kan have min bevidsthed med. Men vi taler om dem lidt opdelt, sådan nogenlunde, som de også bliver opdelt i teorien. Og man kan jo godt sige, at man kan jo godt være både tryg og det ene og det andet, alt efter hvor man er hen i livet. Hvilke relationer? 100, præcis. Ja, vi kan nemt komme til at...
igen det her med at definere os selv, når jeg er sådan en, der er sådan her. Og jeg tror, at vi mennesker, vi kender lidt af det hele. Jeg tror, at de fleste vil kunne genkende sig selv lidt i de forskellige... Strategier. Og i nogle relationer er der nogle strategier, der udfolder sig. Og i andre relationer er der andre... der udfolder sig, ligesom når vi danser. Så hvis jeg danser med dig, er det sikkert en dans, så finder vi på en dans sammen, som kan noget andet, end når jeg så danser med...
en anden menneske, fordi vi jo er relationelle mennesker. Giv det mening, så dine trin påvirker også noget i mig, og så finder vi en eller anden flow sammen. Både når det føles udvidende for vores livsperspektiv, men også når det føles som om, at vi... danser, at vores trin går galt på en eller anden måde. Og når... Når omkring dans. Det var også det, vi mødtes jo. Ja, det er simpelthen rigtigt. Det gjorde vi, da vi var fem år, og så startede vi til at danse sammen.
Men det der også bare skal siges, det er tilknytningsstrategier i de her utrygge kategorier. Det er ikke nogen, vi skal undgå. Det er nogen, vi skal udfordre. Nej, udforske. Så vi skal ikke... Det handler ikke om... Altså, vi kan godt lave strategier, som gør, at vi undgår... vores strategier. Men det åbner ikke...
vores inderside. Det man skal tænke på, vi har sådan en eller anden form for, hvis man ser for det, jeg ser det som sådan en eller anden form for søjlet lys, et eller andet inde i os, der er vores fulde essens. som vi har været nødt til at lukke lidt ned for i vores barndom, for at danse rundt om vores primære omsorgspersoner, så vi fik mest mulig kontakt. Vi er blevet nødt til at...
lukke nogle sider af os selv ned. Når vi så som voksne heldigvis bliver trigget i de sider, finder relationer, hvor de sider bliver vækket i os. Så kan vi vælge et. Finde strategier for at undgå, at vi bliver trigget. Men vi åbner ikke potentialet op inde i os. Eller vi kan to gå på op. i de her ting, de her triggers, det her, der bliver vækket inde i os, så vi kan gå ind og arbejde med at åbne det potentiale, vi engang har gemt væk. Kroppen er så...
Sindssygt smart. Kroppen, nervesystemet, psyken, hvad fanden vi nu skal kalde det. Fordi den hjælper os til hele livet igennem. og give os en mulighed for at gå ind og arbejde med de her ting, så vi kan åbne vores fulde potentiale. Så det ikke bare er, at vi lukkede ned for den i barndommen, og så var det det. Nej, heldigvis.
så møder vi mennesker i vores liv. Vi danner relationer, hvor det kan blive vækket i os, så vi har mulighed for at arbejde. Og man kan så også sige igen i starten, når man laver det her arbejde, så kan det godt være virkelig... virkelig, sårbart, som om jeg vender vrange ud på mig selv, og være virkelig hårdt. Og jeg synes også, det bliver nemmere.
Så det er jo også sådan en ting om, at det skal man nok også også lige huske på, at begiver man sig ud i det her, man ikke har udfordret sine egne strategier før, så kan det godt være virkelig, virkelig svært. men der er også en gulderud for enden. Det er jo ikke derved sagt, at det er sådan en meget statisk, altså en meget linær måde at arbejde med det på, om at i starten er det hårdt, og så bliver det nemmere og nemmere og nemmere.
Det er ikke det, jeg siger, men det er bare for at sige, at give lidt sådan en, det er okay, at det kan være svært i starten, og også lige tage det stille og roligt om, at det her, det er det, der har holdt dig. Altså helt basically tryg og sikker og følelsen af at være elsket, eller i hvert fald bare passe ind og ikke blive efterladt et eller andet sted. Så no wonder, at det er røvsvært at starte ud, hvis man...
virkelig har været præget af utrygt tilknytning. Præcis. Og hvis vi ser vores fulde livspotentiale inden i os, hvis vi ser det for os, Og vi ser alle de her lag, der på en eller anden måde er blevet lagt over, de her strategier, den her måde, vi har fundet ud af, hvis vi kunne lukke noget af vores potentiale ned. Luk det lidt til, gem det lidt væk, så passede vi bedre ind. Hvis vi ser det som sådan nogle lag, der ligesom ligger udenom vores...
Det skal vi også forestille os, når vi så skal ind og finde vores potentiale. Skal vi igennem de der lag? Vi skal faktisk igennem de der smerter, det har været at lukke ned. Så det er ikke... En dans på roser, det kan være så sindssygt intenst. Men det er også fordi, der er alle de her... Vi er nødt til at gå ind og... Vi brugte i sidste podcast episode, hvor vi snakkede mere om den trygge tilknytning, der havde vi det her eksempel med ananas i skraldespanden.
Vi er nødt til at gå ind og fjerne de der lugtende og rødende ananasstykker fra skraldspanden, hvis vi vil have dem ud. Og det er ikke nødvendigvis en lækker oplevelse. Jeg kan også godt lide, at den er med lag. at det vi jo ikke har, det vi er blevet nødt til at lukke ned for, vi har jo lukket ned for det af en årsag som børn, fordi det var for smertefuldt at være med. Det er jo også derfor, jeg ville kalde det udviklingstraumer.
hvad kan man sige, en vis grad, det behøver at være et travme, men det er hvert fald det, jeg beskæftiger mig med. Ja, fordi det er de her små nedlukninger af os selv. Ja, og det, som skal ind nu her som voksen, og rent faktisk føle det, der var for stort, var for voldsomt for dig at føle.
Det er jo virkelig interessant, hvordan hele vores eksistens kan lukke ned for det. Der er jo et eller andet life force energy, som er så stærkt, at det også ved, at det her er skadeligt for dig. Det er for meget for dig at være med. når du er så lille, som du er. Så...
Det må man også huske på, at have den der blødhed omkring sig selv, om at der er nogle ting, man skal ind muligvis at føle, som man først nu som voksne har kapacitet til at føle. Ja, præcis. Og jeg kan også mærke, at vi danser rigtig meget lige nu. Det vi snakker om, det er den undgående... tilknytning, som også er den undvigende tilknytning. Det kommer an på, hvad man har lyst til at kalde den. Så snakker vi også om den ængstlige tilknytning, eller også kaldt den ambivalente tilknytning.
Det er bedre med den ængstlige, men det kommer vi til. Og så er der den her disorganiserede tilknytning. Men lad os starte i den undvigende tilknytningsstil. Sætter du dem op sådan i forhold til, hvad man nu måske meget tørt sagt vil sætte op som værende procentmæssigt? Eller er der en bestemt måde, du tager den på i den her rækkefølge? Det er svært, og jeg ved, at der er lavet nogle studier i Sverige, som vis nok siger noget med, at måske er cirka 20 procent af befolkningen...
undvigende tilknyttet, og omkring 15 procent er ængstligt tilknyttet. Men altså... Ja... Jeg kan mærke, at jeg har ikke lyst til at sætte så meget tal og kasse på det. Jeg synes mere, at det er, er du i en relation eller et sted i dit liv, hvor du kan mærke, at der er noget af det her, der fylder? Fordi jeg tror vidderligt, at vi har det. dele af det hele. Men nej, og så er det egentlig også bare fordi, at jeg var sådan helt tilfældig i rækkefølge, faktisk. Ja, okay. Okay.
Så vi snakker om, hvordan tilknytningsstrategierne kan komme til udtryk. Og vi tager den undgående, den undvigende. tilknytningsstrategi, som handler meget om... Ej, jeg vil faktisk lige stille dem lidt op imod hinanden, hvor man kan sige, den onde... vinetilknytning, er meget den her, jeg kan klare mig selv. Jeg har ikke brug for andre. Jeg gør det bare selv.
Hvor den ængstlige kan være lidt mere, jeg skal have en anden. Jeg kan ikke leve, hvis jeg ikke har kontakt til dig. Og hvor den trygge er lidt mere... Jeg kan både være i mig selv, og jeg kan være i kontakt. Altså den der på en eller anden måde meget fine balance mellem, at vi har brug for hinanden, og vi har også os selv. Men jeg er nok i mig selv. Præcis.
Uden at, hvor den undvigende ligesom kan være sådan, altså, jeg har nok i mig selv. Altså den der sådan, jeg har slet ikke brug for nogle andre mennesker. Og det er ikke nødvendigvis sundt. at have det som, at vi bare ikke har brug for nogen i vores liv. Nej, hvis man ikke også har den der, at man er forankret i sig selv. Det er vel også et stort...
Det er jo den undvigende, så den er jo afstandstænd til andre. Men du nævnte ikke noget omkring den desorganiserede? Nej, men det er fordi, den er sådan lidt mere stilløs. Ja, okay. Men det lyder også alt efter navnet. Ja, der er ikke rigtig nogen stil på den måde. Eller det, man også kan se med den, som nogen også beskriver den som, det er, at man både er... undvigende og oengsligt tilknyttet på samme tid. Så lad os tage den lidt for sig, når den kommer.
Og det er meget godt at stille dem op mod hinanden på den her måde. Så er det nemmere at relatere til, tænker jeg. Ja, og jeg vil sige, at når vi gør det meget bullet points på den her måde, der er jo selvfølgelig alle mulige nuancer. Vi kan jo lave mange podcastepisoder om tilknytning i virkeligheden. Så nu, det bliver jo på nogle måder lidt opstillet også, men det synes jeg også kan noget.
Ja, ja, så er det nemmere. Så det er måske bare at mærke ind i, hvor kan man mest se sig selv. Præcis. Og igen, det kan jo indre sig fra situationen. Faktisk lige. som start ved at fortælle om det her eksperiment, som også bliver tit nævnt, når vi snakker tilknytning.
Fordi det er sådan et eksperiment, ham her borget blev lavet sammen med nogle andre, hvor man kiggede, fordi man kan faktisk se de her strategier helt nede i... Man behøves ikke være særlig gammel. Der er blevet lavet det her eksperiment, og... Det kan være, at jeg gengiver det en lille smule ikke korrekt. Man kan se alt muligt om det på YouTube. Er det den der med YouTube? Ja, det er beskrevet mange steder i mange bøger. Det er det, der hedder The Strange Experiment.
hvor man har lavet sådan et eksperiment med babyer, som kommer ind i et rum sammen med deres mor, har det været. Og på et tidspunkt... så forlader morrummet, og så kommer der en fremmed ind i stedet for. Og så det, der er interessant. Nu håber jeg, at jeg gengiver det korrekt. Jeg gengiver i hvert fald konklusionen korrekt nogenlunde. Det, der er interessant, det er, at baby bliver utryg, fordi mor er væk. Der kommer et fremmede menneske. Og hvordan reagerer baby?
når mor kommer tilbage. Hvor med den undvigende tilknytning, der ser man en overvejende tendens til, at baby afviser mor, og ikke vil have hende. Hvor man ved den ængstlige tilknytning ser, at baby ikke vil slippe mor igen. Og hvor man i den trygge tilknytning ser, at baby lader sig trøste af mor. for hvorefter, inden for relativt kort tid, søger ud i verden igen. Fordi der er placeret en masse legetøj og sådan noget. Så det er bare sådan for at forklare den der sådan...
Den undvigende er meget den, der er sådan, at jeg ikke kan regne med dig. Så jeg lukker mig så meget for kontakt. Jeg ved, at jeg ikke kan regne med, at du er her. Og jeg vil ikke udsætte mig selv for den smerte og tro, du kommer. Så jeg siger bare mur foran mig, så jeg ikke skal mærke, at du forsvinder fra mig. Så den voksne er typisk, når der er noget konflikt og så videre, man trækker sig.
Man vil gerne være meget selvstændig, meget uafhængig. Man har måske svært ved at knytte tætte relationer. Og jeg vil bare lige sige, at når jeg lister det her op, så det er altså ikke alt, som... skal passe på en. Det er bare nogle forskellige typiske ting i det her. Man lader god til at undertrykke følelser. Det er lige meget. Man mærker et eller andet, så er man bare væk med det.
Det kan jeg putte i kasse af ting, jeg ligger på lager. Man distancerer sig fra andre mennesker og situationer. Man har svært ved at være følelsesmæssigt til stede. lidt kolde og hårde måder at være på i verden. Det er lige meget. Når der kommer det mindste på spil, så skynder man sig væk fra relationer.
Man har svært ved at tilgive, kan blive meget skuffet over andre mennesker. Ja, så er der sådan noget med, og det ved jeg ikke, det ved jeg sgu ikke, hvor meget jeg... egentlig tænker om er relevant, men der bliver i hvert fald nogle steder beskrevet den her undgående som, at man... kan være meget konkret, analytisk, logisk tænkende. Vi skal ikke ned og mærke følelseskroppen. Jo, det giver faktisk meget god mening. Det giver så god mening, fordi det er det, der er stor tendens til.
Det minder mig faktisk, at jeg arbejder med nogle karakterstrukturer, som er mere det kropsterapeutiske. Er der netop også en af dem, hvor man sætter udviklingstraumer, der især kan relateres til... lidt senere udvikling, men det er egentlig ret interessant også at se, at det er jo en dejlig strategi at have.
At man kan korte sig af fra sine egne følelser og bare leve analytisk og være analyserende. Det er jo også tit der, hvor man kan have en tendens til at gøre, gøre, gøre og doing, doing, doing. Og slips to-do-lister. Det er røvsvært. Fordi man ligesom lægger hele ens værdi i det, man gør. Og så kan man godt leve et helt liv på det.
Fordi man opnår en hel masse. Jeg tænker, det er vildt god fremdrift også i livet, så det er jo ikke kun dårligt. Spørgsmålet er bare, om man stadig er glad ved siden af. Ja, og det der med, har man virkelig åbnet op for sit fulde potentiale. Ja, eller overkompenserer man for noget? Jeg kender også den her strategi for mig selv i forhold til sådan noget med, så kan jeg være...
dybt påvirket af et skænderi med min kæreste. Og så kan jeg gå ud af huset, og så kan jeg gå ud, vi bor i kolonihav her. Så kan jeg gå ud på havegangen og møde et andet menneske og være, hej, og hvad så? fuldstændig kunne lukke ned for det der der egentlig larmer så meget inden i mig den sorg og alt mulig frustration det egentlig er men jeg kan lukke ned for det
Men det er jo også virkelig en fed egenskab at have, fordi nogle gange så hører det heller ikke, at det er hjemme. Altså møder man skraldemanden eller et eller andet? Ja. Så det er faktisk noget af det, der kan gøre, at man også snapper ud af det, så det er jo ikke kun dårligt. Men det er en interessant egenskab. Eller det jeg også kan, det er sådan noget med, så kan jeg være mega sur på ham, og så kan jeg gå og fryse ham ud hele dagen.
Bare gå og leve mit liv ved siden af ham. Og bare... Det er altid den der, jeg kan gøre, der er fuldstændig ligegyldig for mig. Så det er også sådan en straf? Eller hvad? Ja. Nej, for den kender jeg. Ja. Om at jeg fryser dig så meget, tror du, jeg har brug for dig? Ja, præcis. 100. Virkelig. Ja. Ja, så det er sådan, man kan sige, korte træk, at vi måske kan opleve den hos os i alle mulige forskellige former, men det der, hvor vi...
gør os kolde, gør os hårde, jeg har brug for dig, du er ikke vigtig for mig. Nej, for der er ikke nogen, der kan gøre det lige så godt, som jeg kan. Det barndommen har været præget af, når vi... oplever meget af den her undvigende strategi, det er, at mors og fars eller primære omsorgspersons kontakt har været ustabil. mangelfyldt. Og det vil sige, at vi har de her oplevelser af, at de også har haft svært ved at være i kontakt med os. Så vi har ikke kunnet regne med dem, og de har måske været...
meget fraværende, måske i deres fysiske, men også meget følelsesmæssigt. Det der med, at de har måske ikke kunne holde ud. at gå med os ind i de svære følelser, men der kan komme lidt den her afstandstagende stil til det, der har været svært. Nu stopper du det der, eller nu må du gå ind på dit værelse. Det der må du dele med selv. Og min kontakt er væk. Jeg har skrevet, at mor og far har ikke været fysisk eller mentalt til stede. Det har jeg også snakket om.
Mor og far har ikke reageret hensigtsmæssigt på barnets behov. De har måske været kolde, ignorerede, lavet barnet være alene med store følelser, virket fjendtlige og afvisende. Mor og far har ikke tilbudt trøst, når der har været behov for det. Det har været mere den der... Nu er du så gammel, så det kan du jo godt sige. Ja, altså det der, hvor man virkelig... Så slem var det heller ikke. Selvstændigt.
Det er til at, altså den der, som jeg tror mange af os også kender fra tidlige generationer, at vi tror... Så vil også det mange fagpersoner den dag i dag stadigvæk opfordre til, at du skal ikke amme for længe. Så bliver barnet afhængig af dig. Ja, præcis. Eller de skal sove for sig selv. Fordi så kommer de jo aldrig til at lære at sove. Det er alt det der, hvor vi ligesom misforstår tilknytningen. At man tror, man har fucket det op, fordi det tager længere tid, end hvad man egentlig...
end det egentlig gør. Altså, jeg tænker, der er da mange barn, der gerne vil ikke have sovet deres forhold til de måske, lad os sige, syv år. Ja, eller mere. Og jeg tror bare, vi har sådan en, det er jo også det der med, hvad passer. den trygge tilknytning ind i vores samfundsstruktur. Det gør den ikke nødvendigvis, fordi vi skal helst hurtigt i arbejde igen, efter vi er født. Børnene skal helst kunne klare at være i institutioner hele dagen.
Vi bliver ligesom på en eller anden måde fortalt i historien om, at det er vigtigt for barnet at være i institution, ellers så kan det ikke klare sig ude i verdenen. Og det vi i virkeligheden ved fra tilknytningsteorien, det er... Det er ikke vigtigt at være i institution, det er vigtigt at være i relation. Ja, hold da op. Det er det her med, at i tilknytningsteorien, så ser vi det meget mere som... Jo mere tryghed du kan få, jo mere... Uden at mor eller far...
bliver afhængig af dig. Men jo mere tryghed, jo mere følelsesmæssige tilgængelige mor og far er, jo mere du ved, du kan regne med dem, jo mere får du også mod til at gå ud i verden. Og så kigger du tilbage på dine forældre, og de står der til at hjælpe dig. Men det er ikke det der med, at de skubber dig ud og vender sig væk. Jeg fik sådan et billede af en løve.
der ligger der. En løvinde, der ligger der. Og så går den lille kop, eller hvad hedder det, ud i verdenen, og igen kigger sig tilbage. Men der er den der... Den der stolthed, eller den der tilbagelænethed, ved at ligge der og tilbyde en tilgængelighed. Præcis. Og man kan sige... Nu ved jeg godt, at det handler lidt om den trygge tilknytning, men det er også det der med, at barnet vil helt naturligt i sin udvikling når.
Der er følelsesmæssig tilgængelighed. Tag skridtene væk fra mor og far. Baby vil helt naturligt begynde at vende sig væk og udforske verdenen. Og så søge tilbage igen. Så det er altså ikke noget, vi kan presse en selvstændighed igennem på den måde. Børn, det sker. meget naturligt, så lige pludselig så er de ni år og siger, mor, jeg vil gerne selv tage bussen hjem i dag, for eksempel. Og så kan vi så ligesom støtte dem.
i de der skridt, de gerne vil tage ud i verdenen. Frem for, nu skal du altså gøre det her, og man sover sgu da ikke i sin mor. Ej, nu ved jeg også, at jeg er meget karakteret. I hvert fald, hvis jeg ikke vil have, at barnet skal sove i min seng, så skal jeg ikke gøre det til barnet, der er forkert. Så kan jeg fortælle om, at jeg har brug for at kunne ligge i min seng med min krop.
På min helt egen måde. Og jeg vil gerne have, at du sover i din seng. Så fortæl noget om mig, i stedet for at sige, at når man er syv år, så skal man altså ikke sove længere inde i sin mors seng. Det tror jeg heller ikke, der er nogen af dine veninder, der gør. Alt det der, du er forkert. Du er forkert. Shaming. Nå, men så det er den her undvigende... Undvigende... Undvigende kort fortalt. Ja. Giver det mening? Det giver så god mening.
Jeg er nysgerrig på at dykke ind i de andre, medmindre der var andet. Jeg har nemlig lige noteret lidt til mig selv, men det passer bedre til senere her. Jamen, så er der den her ambivalent eller ængstlige tilknytning. Og du vælger at omtage den som ængstlig? Ja, det er mere fordi, at jeg tror... For mange giver den rigtig god mening at omtale som ambivalent. Jeg har egentlig bare svært ved at relatere 100% til det. Jeg forstår den meget bedre som ængslig.
Jeg har også en bedre kinestetisk forståelse af, hvad det vil sige at være ængslig. Og det er jo barnet, der holder fast. Jeg får lidt kontakt. Og så holder jeg fast i den. Men den voksne. vil tit være, hvor man kan sige, at den undgående er lidt sådan, at jeg kan klare mig selv, og jeg har ikke brug for andre, så vil den voksne... I den ængstlige være mere den, der pleaser og overtilpasser sig og virkelig får lavet nogle dansetrin rundt om for at bevare relationen.
Og så igen, hvor den undgående er sådan, så skubber jeg dig der bare væk, du er da ligegyldig for mig, så er den ængstlige meget mere omklamrende og holder fast i relationer, også selvom de er... usunde og toksiske. Det er svært at blive mættet af kontakt. Man vil bare have mere kontakt hele tiden. Den voksne har et stort behov for bekræftelse og ydre anerkendelse.
Og hvis man ikke får det, så bebrejder man meget sig selv. Hvor den undvigende vil måske mere bebrejde andre, så er det også, fordi du er en idiot. Du kan jo ikke gøre det godt nok, så jeg gør det selv. Ja, præcis. Hvor så den ængste er lidt mere sådan, ej, jeg er også bare for meget, og hvor er jeg bare dum og sådan noget. Øhm... Den ængstlige er meget...
optaget af andres behov, frem for sin egne. Så det der med virkelig sådan at undertrykke, hvad har jeg egentlig lyst til, og sådan noget, så hele tiden, hvad vil du? Hvad vil du have tæftes med? hvor der kan den undvigende være lidt mere, også når vi sætter dem meget op mod hinanden, så kan den undvigende jo være meget mere på sådan en, at det bliver for meget, hvad jeg vil have.
Hvor den ængstlige, der bliver det simpelthen for lidt, hvad man selv vil have. Og kan jeg have svært ved overhovedet at mærke, hvad vil jeg gerne have? Fordi jeg er hele mit liv... Jeg skal slet ikke begynde at go there, hvor jeg mærker efter, hvad min indertid siger. Der er jo aldrig nogen, der har spurgt, hvad har du lyst til? Ja, præcis.
Og værre nu kan jo også være, at man faktisk er blevet spurgt, og så er man givet udtryk for noget, og så er man blevet skammet ud for det bagefter. Ja, jeg vil sige, det er sådan noget, det er dem, som oftest kommer til mig. Og det giver sådan en følelse som voksen af, jeg ved ikke, hvad det er, jeg rigtig gerne vil. Måske har man egentlig bare kørt i det samme spor hele tiden, fordi det har man fået fortalt, direkte eller indirekte, at sådan gør man med det her med grænser.
I don't know what the fuck that is. Må jeg have dem? Og behov. Jeg aner ikke, hvad mine behov er. Jeg aner ikke, hvad jeg har lyst til. Jeg aner ikke, hvad der tænder mig. Præcis. Og det kan godt give nogle klashes senere, fordi så har man kørt ud af en eller anden vej. For måske at åbne op for den her godt pose. Shit, mand. Jeg har lavet noget, jeg ikke har lyst til. Jeg er sammen med en, jeg ikke har lyst til. Jeg har veninder, jeg ikke har lyst til at være sammen med. Ja. Præcis.
Man kan tit være meget nervøs, ængstlig og bekymret, meget utryg i verden på en eller anden måde. Det giver et ekstra krydderi, når man har børn. At man så også har nogle andre væringst. Ja, 100. Det der med at være overbange for ting, overbekymrede, overængstlige, hele tiden tro, at der skal ske et eller andet forfærdeligt. Husk lige at skrive, når du kommer hjem. Ja.
Har svært ved at stole på andre, har jeg skrevet. Men den kunne jo også høre til den undvigende. Og igen det der med, at det flyder lidt sammen. Man kan smage forskellige ting. Det med afsæt i noget andet. Ja, præcis. Og så er der også den her grund til, at man kalder den den ambivalente, som er det her med, at man kan være sådan...
Jeg vil én ting, og så vil jeg ikke alligevel. Og så vil jeg én ting, og så vil jeg ikke alligevel. Jeg vil have dig. Når jeg så får dig, så vil jeg ikke have dig. Og det der...
Ja, altså det der, den der ambivalens. Jeg vil noget, og jeg vil det ikke alligevel. Den der varm og kold. Kan det ikke også godt køre ind under den undvigende? Fordi jeg tænker igen, at det handler om, hvad det har afsat i dag. Man kan høre en ambivalens om, at... jeg har fucking ikke brug for dig, fordi man er bange for at komme for tæt på, og der kan også være sådan en, åh nej, hvad nu hvis du forlader mig, så må jeg hellere skubbe dig fra mig inden.
Præcis. Eller jeg kan ikke tage det ind. Jeg føler mig ikke værdig nok til at have dig. Åh nej, men det er jo også bare, og det var jo kun fordi jeg gjorde det. Ja. Helt 100. For mig at se... Så resonerer den også bedre i mig med den ængstlige. Jeg har fået noget kontakt, og så holder jeg fast i det. Så er jeg bare must have. Og jeg tror også... Nu har jeg forklaret de her to, hvordan man som voksne kan møde det. Og jeg tror bare, at de fleste, der lytter med,
kender begge dele. Altså jeg kender i hvert fald både til at kunne lukke fuldstændig af i nogle relationer, og så kender jeg til at være totalt pleasende og overtilpasende i andre relationer, når jeg er tricket. Jeg kender også til at hvile i mig selv i relationer. Men jeg kender lidt til det hele. Og jeg konstaterer, at der er en strategi i gang. Og det er egentlig det, der er vigtigt. Ja. Så hvad barndommen har været præg? Både præg? Når man er primært? Ja, når man er den her ængstlige.
når man er, når man oplever. Så vi skal være helt politisk korrekte her. Ja, det skal vi. Og det er vel også identitetskorrekte. Men jeg kommer nok til at sige, når man er, men det mener jeg faktisk ikke. Og det er faktisk ret vigtigt at sige, at vi er ikke det her. Vi oplever det. Det er jo også det der med sådan at finde, og det bliver det jo meget sådan, send meditation, om du har dit center, og det der foregår.
er noget ude i perforien, du kan stille dig op og observere. Præcis. Nå, barndommen, når man har den her ængstlige tilknytnings... oplevelse. Det er den her store ufodsigelighed i primære omsorgspersoners nærvær. Nogle gange har de været der, nogle gange har de været følelsesmæssigt til stede, andre gange har de ikke. Og altså, hello everybody, selvfølgelig, så kan man snakke om, at...
at den ganske almindelige mor også nogle gange er følelsesmæssigt til stede, og nogle gange er man ikke. Men hvis det har båret rigtig meget præg... af ufossilighed. Jeg kan aldrig i den trygge tilknytning, der snakker vi om, hvis man bare sådan overvejende som barn har den der fornemmelse af mine forældre.
møder min behov, altså møder mig følelsesmæssigt, og så nogle gange fucker de op og alt muligt, men jeg har sådan en eller anden grundlæggende tro på, at de møder mig. Her, der ved man det ikke. Altså i den engelske, man ved aldrig, hvilken vej går det ligesom. Nogle gange andre, nogle gange andre ikke. Kan det ikke også være sådan en ting om, at ens forældre er sådan kippekude, kippekude, kippekude, og lige pludselig så har de overtrådt deres grænser så meget egentlig bare for at...
at holde den gode tone, og lige pludselig eksploderer man. Så det der med, at det fra 0 til 100, kan også ske i den der. Det er også det, man kan blive mødt med. Det kunne det helt sikkert også være, ja. Så det er derfor, det faktisk er godt at vise. Det der med at være tydelige, at forældrene skal vise, hvem er jeg, og hvad vil jeg være med til, og hvad vil jeg ikke være med til, så det ikke i sidste ende lander.
på barnet. Det er ansvar, forældrene ikke tog for at vise, hvad man vil være med til, eller hvad man ikke vil være med til. Det lander jo på barnet, når man så lige pludselig eksploderer. Nå, men så kan det også være sådan noget med, at forældrene har været meget optaget af sig selv. Barnet har været meget optaget af hele tiden at skulle kode mor og far. Altså også når der er den der ufodsigelighed i mors og fars reaktioner, så...
Så forlader man sig selv for at hele tiden, nu gør jeg mor det der med øjet, og så ved jeg, at hvis jeg gør det her. Så man virkelig som barn har lært, at jeg danser efter. min forældres trin, og ikke min egne. Og hvad er optaget af egen behov? Kan det også være, hvis man for eksempel har forældre, der har været syge?
Alkoholproblem, eller hvad vil det egentlig sige for dig, når du siger det? Ja, så tror jeg det der med, at det kunne meget nemt være alkoholproblemer og sådan noget, hvor man ikke har været i stand til... rigtigt at se barnet. Og igen, det kan jo sagtens ligge under det undvigende. Men også det her med, at man... Det der med, at hvis det hele tiden kommer til at handle om mig, mig, mig, så vil det også være...
Og det er ikke, fordi der er noget dårligt i, at det handler også om mig, men det handler jo også om dig. Det er den der balance hele tiden. Fordi det skal heller ikke være, at det handler kun om dig, så bliver det også for meget på en eller anden måde. Men hvis det hele tiden har handlet om mor, for eksempel, så vil barnet jo også have lært, at det handler hele tiden om mor, så jeg skal ikke tage stilling til mig, jeg skal tage stilling til mor, for eksempel.
Barnet mister tillid til, at det kan få hjælp, men det prøver alligevel. Og derfor kan det opføre sig klamrende, appellerende. Barnet kan have en tendens til at holde hårdt fast, når der er mulighed for kontakt og vil ikke give slip igen. Nu læser jeg bare lige det sidste her. Barnet bliver oversamarbejdende og forsøger hele tiden at tage hensyn til mors fars indre tilstand. Og bliver sådan vagtsomt. Fordi der er noget med, at det er meget på...
på mor og far hele tiden, at man bliver nødt til at holde sin vågenhed, kalder man det det. Ja, ja, ja. Så man er ude af sine egne behov. Ja, deres behov er vigtigere. For at kunne sikre, at der er en form for tryghed, og der ikke lige pludselig falder brænden ned. Ja. Sindssygt interessant. Og kunne spotte sig selv også i det. Og som forælder, hvis man nu er forælder. Og kunne se, hvor man kommer fra. Ja, præcis.
Ja, og så er der alle mulige ting, som jeg heller ikke lige har med her, men som på en eller anden måde også er oplagt at snakke om. For eksempel sådan... Nu snakker vi den trygge tilknytning, hvor det også er forældrene, der både kan være i kontakt med barnet, men også lige så vigtigt faktisk kan slippe barnet, når barnet søger ud i verden.
Fordi det skaber også en forvringet relation, hvis mor og far ikke kan give slip. Altså hvis det ligesom er den der... at mor eller far klinger sig til barnet, fordi du er lige pludselig blevet min livs nave, og du må ikke, altså, det skaber sådan et overansvar, også i barnet. Så vi kan godt nogle gange komme til at tænke meget den trygge tilknytning som værende. Vi skal give og give og give tryghed.
Men det handler lige så meget om at kunne have tillid til barnet, når det så søger ud i verden. Og det der med, at man som barn... Ej, nu går jeg nogle skridt selv, og jeg kan bare mærke, at min mor eller far tror på, at jeg kan, og er ikke ved at blive... er ikke fuldstændig ængskelige af nervøsitet, eller suger på mig over, at jeg tager nogle skridt ud i verden, men de er der for mig, stille og roligt. Det er virkelig også noget af det, der er med til at styrke vores selvfølelse.
Jeg bestemmer, i hvilket tempo jeg bevæger mig ud i verden. Der er ikke nogen, der klipper sig fast til mig. Der er heller ikke nogen, der forsvinder fra mig. Og så er de her... strategier jo også, man kan sige. En ting er, hvordan vi har lært at danse rundt om vores primære omsorgspersoner. En anden ting er, hvad har vi set? Hvilke forbilleder har vi for og reagere. Hvordan har jeg set mine forældre skændes, for eksempel? Hvad har jeg set? Har jeg set min mor?
lukke fuldstændig af i kulde over for min far, og have set min far overtilpasse sig fuldstændig. Så vil jeg kunne have en tendens til at... adopterer nogle af de der strategier ind i mig, for det har været mit forbillede i verden, når det er sådan, man gør. Og endnu en grund til, at det på ingen måde er egoistisk, at man...
passer på sig selv. Altså, at man arbejder med sig selv. Det lyder så tørt at sige, at man arbejder med sig selv. Men at man tager tid til sig selv også til at kunne reflektere. omkring de her ting. Hvordan er det egentlig, jeg er i mit moderskab, faderskab?
Og tage den distance, som det kræver, for at kunne observere sig selv og se, hvad fanden er det lige, jeg har gang i. Både med mig selv i min egen relation, men også hvad jeg viser til mine børn. Jeg kan også se for eksempel min ældste datter. Hun kan have en tilbøjelighed til, når hun er i konflikt, eller når der er noget, der generer hende. Så kan hun have en tilbøjelighed til.
at bruge min strategi, når jeg i godsøjne er aller værst. Hvor hun bare lukker ned, sætter sig ind på sit værelse og siger, gå, jeg skal være alene. og mig, der står, så bliver jeg den ængstlige. Åh, ej, skat, ej, og jeg vil jo så gerne tale med dig, og hun er bare sådan skridt, ikke? Og jeg er sådan... wow, hvad skal jeg gøre ved det her? Og det der er, det er, det eneste jeg kan gøre, det er at arbejde med min relation til min kæreste.
og begynde at tage mere ansvar i den relation, så hun får en anden strategi præsenteret. Børn gør ikke, som vi siger. De gør, som vi gør. De ser de der nuancer hele tiden. Det er jo deres liv. Børn er så, de er jo så vilde, de der hjerner, de har, som registrerer. så meget, fordi det er jo klart, at de skal jo lære, hvordan er man i verden. De første år af hjernetiden, de første leveår, der registrerer de sindssygt mange dynamikker, alt muligt, som bare lærer sig.
i underbevidstheden, som ligger i den implicite hukomse, og vi er, altså, we can't do shit about it. Nogle gange kan det føles som om, ikke? Vi kan måske rykke det lidt fra vores egen. Hvordan var vores egen barndom? Så kan vi måske udvikle det lidt og gøre det lidt bedre. Og så kan vi også snakke om de her transgenerationelle trauma, hvor... Den strategi, der for min mor har virket, når hun har dealet med noget, det bliver jo indkodet i hendes celler og DNA.
Og går videre til min DNA, som går videre til mit bars. Så vi kan tale om det her med trauma i generationer, som vi kan måle. Men det er jo også strategier i generationer, fordi det er jo en del af at tilpasse sig et miljø, at vi lærer noget.
oplager nogle erfaringer i vores DNA, som gør, at vi kan udvikle os som art. Giver det mening, eller er vi på vej for et spor? Jeg ved ikke, om jeg er for meget inde i det, men jeg tænker, at det giver mening. Og jeg får også lyst til at sige det her med, at det handler også om at give slip. Præcis. Fordi vi har også rigtig meget tungt med os. Hvor vi kommer fra, hvad der er sket de sidste 100 år. Hvilke kriser vi har været igennem globalt set. Og det er jo noget, der ligger i os alle sammen.
Og der var på et eller andet tidspunkt, der må vel være en grænse for, hvor meget vi som et menneske kan ændre på et liv. Ja. face the facts, at vi kom til at fuck vores børn op. At vi kan prøve at gøre det så godt med at unfuck os selv, og så vi kan derved unfucke vores børn. Og det er en historie, der ligger med. Så både kollektivt, men også...
i den generation, den bloodline, den familiekonstellation, de er født ind i. Præcis. Og bare for, at det ikke skal virke alt for hokus pokus med det her. generationelle trauma, trauma, der går i arv, på en eller anden måde positive og negative, så prøv at tænk på rotter. Det er bare, fordi vi har haft sådan noget, hvor vi skulle fange rotter udenfor. Og de er så clever. De ved godt, at de ikke skal gå ind i sådan et metalbur.
hvor der ligger en lækker nutellamad. Det ved de godt, hvor ved de det fra, for de har jo aldrig gået ind i det. Det ved de, fordi det ligger som en erfaring i deres DNA, så man skal gøre sådan noget. Med at sætte en pose rundt om, så de kan se det der metalgitter og sådan noget helt syret. De ved også...
sådan noget med de der klapfælder, hvordan de skal gå ind og tage maden på sådan en måde, så den ikke klapper. Hvor ved de det fra? Det er på en måde, hvad skal man kalde det, en form for et positivt. Trauma, det er en overlevelsesstrategi, der bliver indprintet af erfaringer fra at have set nogle andre rådder gør det. Så sidder det ligesom, og så bliver det kommunikeret i vores DNA.
ned til generationer. Så derfor kan vi også bare opleve nogle af de her strategier, vi kan have, når vores relationer bliver svære. kommer ikke nødvendigvis fra noget i vores liv. Det kommer også tilbage på en eller anden måde. Og det er bare tit i de nære relationer, og når vi bliver presset rigtig meget, så tager de der strategier over ind i vores krop.
Jeg prøver at tænke på, at man siger jo, at sådan meget smukt, tryllekunstner-agtig nummer, at man siger jo, eller tal, at det er jo helt op til syv generationer. Ja. Ej, der er nogen, der også er op til 14 generationer. Ja. Og det er altså eddermame mange år, vi har med os. Ja, og det er jo interessant, så vi kan måle det op til...
syv generationer. Men i virkeligheden, så er det jo udvikling. Vi må jo have erfaringer med os fra det hele. Så tænker vi evolution? Ja, altså vi har jo vel erfaringer med os fra abetiden. Hvad er der nu? har været af evolution, uden at skulle være fuldstændig korrekt i forhold til det. Men det ligger jo i os fra. Det er jo evolution.
Men det er sjovt, fordi det kan jeg huske på et tidspunkt, jeg hørte, at man siger, at det tager 10.000 år for, jeg ved ikke, om man siger evolutionen for at ændre sig, altså for at man kan ændre noget sådan rent biologisk set. at hvis vi forhjemmelig skulle skifte klima, at hvis... Den ene pol skulle gå til den anden pol. Nej, det er forkert at sige. Men hvis vi, som heroppe i Norden, skulle flytte til trupperne, det tropiske bælte, så ville det tage os 10.000 år og tilpasse os.
Jeg kan ikke huske, hvad jeg har hørt derhenne. Og man må ikke hænge mig op på det. Men det er jo bare for at se, for at tage det sådan lidt i perspektiv om, at... At vi stammer fra hinanden. Ja. Og der er rigtigt, altså, vi kan ikke... simplificere vores liv som værende. Kun vores. Altså, fordi vi er... Altså, jeg mener, det jeg tror, vi kan, det er, at vi har vores sjæl, som er kun vores... Men vores kropslige oplevelse går jo langt tilbage.
Fordi det er jo en udvikling over tid. Over mange, mange år. Altså over menneskeligheden. Ja. Yes. Yes. Tilbage til. Tilbage til papiret her. Det lyder lidt filosofisk. Nå, men jeg vil bare lige kort fortælle om den her disorganiseret. Det har jeg oplevet, Når jeg har læst om den, og når jeg har fået undervisning i den, så vil jeg sige, at der er nogen, der beskriver den som...
Og jeg ved ikke, hvad der er rigtigt igen. Jeg er ikke så sindssygt optaget af præcis, hvad der er den rigtige kasse. Jeg er mere optaget af, at vi kender. en strategi inde i os, når den er der. Nå, men det, den disorganiserede egentlig dækker over, det er, at det har været så uforudsigeligt i barndommen, at det har været svært overhovedet at finde en strategi. Hvor man kan sige, med den ængstlige, så har der været det her med...
Mor og far har været der nogle gange, og så har man kunnet danse rundt om det. Eller i den undvigende, så har der været det her med, at der har været meget koldt, så har man måtte finde en måde at tilpasse sig. at der har været noget forudsigelighed, også selvom det ikke har været sundt, så har det været forudsigeligt på en eller anden måde.
ambivalente vormor og far. Nogle gange er der, og nogle gange ikke er der. Så er der noget forudsigelighed i øjnene. Jeg ved, at jeg kan i hvert fald forudse, at der har været... Det giver mening, hvad jeg siger. Der har været en eller anden grad af forudsigelighed, som man har kunne lave en strategi. Den disorganiserede det lidt mere sådan, det har været...
Det har været enormt svært at regne ud, så man har ikke kunnet lave et mønster omkring det. Jeg ser lidt, at man kommer til mange forskellige plejefamilier, hvor man siger indstillet. Det ved jeg ikke, om det er sådan noget.
Og det er nemlig også det, jeg ser, at den bliver beskrevet ofte som værende de her helt grælde tilfælde, hvor det virkelig har været sådan nogle... I går så er det ikke bare nedlukningstraumer, som vi snakker om, hvor man ikke har blevet mødt følelsesmæssigt, men hvor det også har været netop... skiftende hjem, vold, store alkoholsproblemer, stofmisbrug, incest. Altså sådan noget, hvor det virkelig har været meget, meget utrygt.
Og når det så er sagt, så... Altså, ja, og vold og virkelig store krænkelser og stor tab. Meget kaos. Og også faktisk det her med... Barnet søger jo rent instinktivt tryghed hos mor og far. Men hvis det er mor og far, der er krængaren, så bliver det kaos på en eller anden måde indeni. Men når det så er sagt, så har jeg også hørt beskrivelser af den som værende, som jeg startede lidt ud med at sige, ja, eller også er der måske...
Også den form, men der er også den her lidt mildere form, hvor det er lidt, at man har en form for blanding af den ængstlige og den undvigende. Og man kender begge, både den ængsle og den undvinde, ret godt, fordi man har haft dannet de strategier for... Altså man har været nødt til at blande de strategier på en eller anden måde. Så det er også bare en nuance af det. Det der kan være ved det, det er, at den voksne har måske...
decideret voldsom psykisk sygdom. Meget angstpræget, meget depression. Det er det her med græder af det. Så det er det der med, hvis det er rigtig meget. Store humørsvingninger er enormt tiltrykket af farlige situationer. Det er jo meget klogt, hvis man har... Men det kan også være sådan noget... Man på en eller anden måde bliver...
afhængig af, at jeg hele tiden skal bungee-jumpe og springe ud fra helikopter. Det der med, at det skal være meget ekstremt, før jeg kan mærke noget. Og det der, jeg mener med det klogt, det er jo ikke, fordi vi er dumme. at vi bliver ved med at på en eller anden måde genleve de barndomsnedlukningstraumer, vi kan have. Det er fordi, det er så klogt af kroppen at præsentere dem, så vi har en mulighed for at gøre noget ved det.
Det er også her, hvor den voksne er meget i risiko for at selv blive voldelig, stofmisbrugere osv., have ekstremt meget mistillid til andre, og virkelig have svært ved det der med relationer. Man kan have meget, meget lavt selvværd, reagere meget kraftigt, altså meget udadfarende eller dybt indelukket. Jeg sidder og får sådan en følelse af sådan noget som psykiske lidelser, eller noget som bipolar. Ja. Eller... Ja, som jeg jo kalder manodepressiv engang. Ja, og jeg vil... Og jeg...
Jeg har på en måde lyst til at... Vi kan jo ikke bare kategorisere det som sådan, men det er jo interessant. overvejde i hvert fald på den måde. Så kan man også have meget den der hot and cold, altså det der med, at man i virkelig høj grad Måske inviterer relationer ind, og så er man rigtig åben, og så lige pludselig ser man bare sådan ud. Altså sådan den der meget, hvor det bliver meget sådan, hvor man kan sige, det kan den ambivalente jo også, men måske i en mildere grad.
Ja, så det lyder som en meget frem og tilbage på en mere ekstrem måde. Ja, og der er en meget stor uforudsigelighed. Fordi man kan aldrig... Så man tager med sig som voksen. Ja, og det er jo også det, man så... i sine relationer med andre, så er det ikke til at sige, hvad kan jeg i dag, hvad kan jeg ikke. Og det er den ufossilighed i, at så kan vi virkelig hygge os og have det godt, og lige pludselig så er jeg bare fuck dig-agtig.
Ja, så det er sådan Ja Det er sgu sådan noget kort fortalt Det er mega fedt Ridset op på den måde Og så sætte dem op imod hinanden, så man ligesom kan få bare en lille smag af det. Meget er man jo også nødt til at... I know. Men også nødt til at... Jeg lavede lige sådan et... Klokken. Klokken slår. Og det er derfor, vi runder af nu. Jeg vil bare lige sige tak for at have gjort det så spiseligt. Og for at stille dem op mod hinanden. I næste...
episode, der tænker jeg, at vi måske... Ja, det ved jeg ikke. Nej, jeg tænker ikke måske. Jeg tænker, at vi ridser op, hvor vi selv handler. Ja, præcis. Hverdagssituationer med de her ting, og hvad man kan gøre, det var også det, vi snakkede om sidst med, hvad har vi egentlig gjort for så, når vi så møder de her strategier, hvordan kan vi på en eller anden måde...
arbejde med dem, så vi kan komme over til noget, der føles mere trygt. Ja, så vi starter med bevidstheden i de her to podcasts, som man kan lytte til, hvis man kan lytte til den forrige. Og så i næste episode får man en juicy invitation. To our lives. Så man kan få en lille appetizer på, hvad det rent faktisk betyder. Og måske man kan kende sig selv nu i de historier. Det er det.
En spejling er, at det er også hilende i sig selv. At finde ud af, at man ikke er så skør, som man egentlig er. Man er ikke så fucked up. Måske kan man unfuck en lidt. at man kan se, at du er sgu bare så menneskelig, og det er dine strategier, der har tillært. De tillærede strategier. Exactly. Tak fordi I lyttede med. Jeg skal afsted, så jeg skynder mig at lukke af her. Ikke noget væven rundt nu. Nu er det bare farvel for alle.