Du lytter til Tyrann, og det er vi rigtig glade for. Men når du lytter i den her app, så kan du kun høre første afsnit af hver serie. Tyrann er nemlig flyttet over i DRLyd-appen, så hvis du vil høre resten af serien, så er det derovre, det foregår. Hvis du nu bad mig om at nævne det mærkeligste og mest sindssyge diktatur, der findes, så vil jeg nok sige Nordkorea. Du ved, landet, der i snart 80 år er blevet styret med hård hånd af den samme familie, nemlig Kimon.
Med Nordkorea ved man sgu aldrig helt, om man skal grine eller grave. På den ene side af alt vil det land simpelthen så bizarret, at det nærmest bliver latterligt. Du har måske ligesom mig set og grinet af alle de videoer, hvor nordkoreanerne kræder som pisket, fordi en af de gamle kimmer er kraset af. Måske har du også set de her nærmest komiske tv-aviser fra Nordkorea, hvor en oplæser sidder dybt seriøs og fortæller, hvor super fantastisk det går med alt i landet.
Eller du har måske også set de sindssyge opvisninger, hvor 100.000 vis af nordkoreanere laver en form for gymnastikopvisning. Til ære for deres kære ledere. Meget flot koreografi, ja. Men ekstremt underligt. Og når man så har grinet færdigt over de her bizarre ting, så er det altså tid til at grave.
Det nordkoreanske styre, som i går hyldede den afdøde leder Kim Jong-il, begår forbrydelser mod menneskeheden og bør stilles for en international domstol, lyder det. For man skal lige huske på, at der bor omkring 26 millioner mennesker i Nordkorea. Eller i det, der nok bedst kan beskrives som ét stort fængsel. Nordkorea har koncentrationslejre, som i Kro ikke adskiller sig fra Hitlers eller Staliens. Uden kontakt til omverdenen.
Med meget dårlig forplejning. Det folk flygter fra, når de flygter fra Nordkorea. Og konstant hjernevæsk. Det er både elendighed, fattigdom og massiv undertrykkelse. De har fx ikke internet i Nordkorea. I hvert fald ikke internet, som vi kender det. Facebook, det kender de heller ikke. Og hvis du viser dem sådan en helt normal dåse med Coca-Cola, så vil de ikke ane, hvad der er i den. De har aldrig set sådan en før.
Nordkoreanerne aner Milles talt ikke noget om, hvad der foregår udenfor landets grænser. For det har deres ledere gennem tiden afskærmet dem fuldstændig fra. Og så kan du lige tilsætte, at det her vanvittige land er styret af en diktator. der råder over atomvåben og som føler, at hele verden er efter ham. Det er skræmmende. Indtil videre er der tre mænd, vi kan takke for Nordkorea. Det er farfar Kim Il-sung. Han var den første store leder.
Og så gav han magten videre til Sønneke. Kim Jong-il. Du ved ham den lille fyr med skridthår og store firkantede briller. Og da han så døde, så overgik magten til barnebarnet, Kim Jong-un. Det er ham, der sidder og styrer Nordkorea i dag. Kim Jong-un her. Ham lader vi være for den her omgang. For vi har en udskreven regel her i Tyran om, at man skal være død for at være med.
Du lytter til Tyrann. Over de næste fire afsnit fortæller jeg historien om Kim Il-sung og Kim Jong-il. Mændene bag det mest bizarre og uhyggelige samfund, der findes i verden. Også lige nu. Og jeg har valgt, at vi starter lidt midt i det hele den her gang, for at du kan få en fornemmelse af, hvor vanvittigt et land Nordkorea er, og hvor groteske kimmerne kan være. Jeg har nemlig stødt på den her historie, der bare må have sit eget afsnit. For den har det hele.
Den handler om en helt vanvittig kidnapning af to filmstjerner fra Sydkorea. Og om agenter og skjulte optagelser. Og en Godzilla-inspireret nordkoreansk film. Og så et flugtforsøg, der giver hele verden et lille indblik i Nordkoreas DNA i starten af 80'erne. Og skal vi ikke bare se og komme i gang? Vi starter her i Sydkoreas filmverden. Stemmen du hører her tilhører Choi Ong-hee.
Hun var op gennem 60'erne og 70'erne en af Sydkoreas mest berømte skuespillerinder. Kendt for at tage sig utrolig godt ud på skærmen med sine mandelformede øjne og sit smukke porcelænshvide ansigt. I 1976 går det dog stødt ned og bakke for Choi. Hendes karriere er gået i stå, og hun kan ikke rigtig få hul igennem til nye filmroller i hjemlandet. Så Choi er i vildrede. Hun beslutter, at hun bliver nødt til at jagte lykken et andet sted end i Sydkorea. Så derfor drager hun til Kina, til Hongkong.
I Hong Kong kommer Choi så hurtigt i kontakt med en ung kinesisk forretningsmand. Og han fortæller, at han er meget stor fan af Choys film. Og pudsigt nok. så har han sammen også en masse kontakter i filmverdenen. Han vil meget gerne hjælpe Choi. Heldigt. Og en dag, der står Choi så ude ved Hongkongs kyst.
Forretningsmanden har sat et møde op med en stor filmproducent, som helt sikkert kan sætte skub i hendes karriere igen. Det her møde skal foregå lidt syd for Hongkong i en bukt, så de skal sejle derned. Og lige nu der står de altså der og venter på en motorbåd til producentens lækre sommerresidens. Endelig ankommer den så. En lille hvid motorbåd.
Choi når kun lige at undre sig over, hvorfor der sidder tre mænd i båden. Alle tre med noget, der ligner et par rykker på hovedet. Men inden hun når fat noget, rejser mændene sig og kaster sig over hende. Hun bliver smidt ned i bunden af båden, og så spider den ellers op og drøner ud på åbent hav. Herfra er Joyce hukommelse meget modrød. Hun får en indsprøjtning med et bedøvelsesmiddel og vågner senere på en brik i en kahyt, på hvad hun kan fornemme må være et stort fragtskib.
Over Brixen hænger et portræt af en lille mand med et meget mærkeligt højt stridthår og store firkantede briller. Choi døser væk igen og igen. Og vågner først rigtig op, da fragtskibet nogle dage senere er i havn, og hun bliver bedt om at klæde sig på og gå i land. På havnen står manden, der også var på billedet over køjen. Han står foran en stor sort Mercedes og tager imod hende. Velkommen til den demokratiske folkerepublik Korea, siger han og strækker sin hånd frem.
Tak fordi du kom, Madame Choi. Jeg er Kim Jong-il. Det er nogenlunde sådan her, den mest bizarre kidnapningshistorie i verden starter. Hvordan og hvorfor det bliver foranstaltet, det skal vi nok dykke meget dybere ned i. Men først vil jeg lige give dig lidt baggrund. om kidnapperen Kim Jong-il, nummer to Kim i Nordkoreas række af Kimmer. Allerede fra Kim Jong-il er ret lille, har han en meget særpræget status hos nordkoreanerne.
De lærer ham nemlig at kende som den guddommelige søn til Kim Il Sung, ham der er landets grundlægger. Alt det dykker vi ned i i næste afsnit. Men Kim Jong Il her, han er fra start spået til at blive arving. Og forventningerne til ham er også så høje, at han har virkelig svært ved at leve op til det hele. For det første, fordi han er en helt anden type end sin far. Han er hverken udadvendt eller karismatisk, mere sådan stille og nørdet.
Og det er bare ikke særlig godt, når man skal være gude-diktator. Hvis hans far er den store leder, så er Kim Jong-il dømt til at være den knap så store leder. Og ja... så er han også 15 centimeter lavere end sin far. Og det gør det bare ikke nemmere. Alt det her betyder, at farmand Kim Il-Zung
er skeptisk. Han kan godt se, at hans mærkelige nørdede søn mangler noget for at kunne overtage magten. Så derfor bliver det til at starte med faktisk heller ikke Kim Jong-il, der står forrest i arvefølgen, men derimod hans onkel, Kim Il-sung's bror. Og det vil Kim Jong-il selvfølgelig gerne ændre på. Han er ambitiøs og opsat på at gøre, hvad der skal til for at overhale onklen i hierarkiet. Og derfor går han i gang. Som det første vil han gerne gøre noget ved det med højden.
Det er dejligt simpelt at tage fat på, og det skal sgu ikke hede sig, at han er bitte. Så Kim Jong-il køber et par plateausko og får klippet sig sådan en frisyre, hvor håret står 10 cm op i luften. Så er de 15 cm højdeforskel i hvert fald indhentet. Og så beslutter Kim Jong Ilsa også for at bevise sit vejr på en anden måde. Han begynder at lave film.
Og nu tænker du måske, hvad? Film? Hvorfor film? Var det nu ikke bedre at gå ind i militæret eller sådan noget? Men, nej. Kim Jong-il vil være den nordkoreenske Lars von Trier. Og det er slet ikke så dumt, som det lyder. I Nordkorea er propaganda en nationalsport. Med hjælp af tv-programmer, massevis af plakater, radioudsendelser og selvfølgelig propagandafilm, er Kommunistpartiet alle steder. Og hele tiden i gang med at overbevise befolkningen om, at...
Verden er helt anderledes end den reelt er. Nordkoreanerne er simpelthen nødt til konstant at være overbeviste om, at de bor i et af verdens bedste, rigeste og frieste lande, og at de som de eneste har regnet den ud og fundet frem til den sande marxistiske ideologi. Og at Kim Jong Il og Kim Il Sung er overnaturlige genier. Det skal de på en eller anden måde fortælles igen og igen. For det øjeblik...
Gud forbyd, at det øjeblik kommer. Hvor de jævne nordkoreanere lærer den virkelige virkelighed at kende. Altså, at Nordkorea er et skam, og at Kim Il-sung og Kim Jong-il hverken kan trylle eller er specielt kloge. så begynder de selvfølgelig at kræve forandring, og derfra vil der ikke gå lang tid, før korthuset vælter fuldstændig.
Så når Kim Jong-il går ind i filmbranchen, så gør han det faktisk for at kunne betjene det vigtigste våben i Nordkoreas permanente krig mod virkeligheden. Propagandaen. Og så selvfølgelig også lidt for at dyrke det, han i forvejen elsker så højt og har brugt det meste af sin barndom på. For det har han.
Kim Jong-il er ikke mere end 6-7 år gammel, da han inden for et par år mister sin ene bror og så sin mor. Meget tragisk. Og på det her tidspunkt har hans far altså travlt med at føre krig og være diktator. Så Kim Jong-il bliver meget af tiden bare parkeret alene i et af de mange store palæer. Her lever han en meget ensom tilværelse. Men... Der er et lyspunkt for den lille dreng. Og det er en stor samling af sovjetiske film.
Om aftenen i de store palæer sætter den lille diktatorsøn filmruller i projekttokken. Og så drømmer han sig væk til alle mulige andre verdener. Med tiden udvikler Kim Jong-il et ret godt øje for, hvad der virker og hvad der ikke virker på film. Måske er det at se film faktisk det, han er allerbedst til. Det går i hvert fald ret godt, da han pludselig bliver udnævnt til filmboss i Nordkorea. Af sin far selvfølgelig, men ja ja, filmboss, det bliver han.
Kim Jong-il ruller ind i Nordkoreas 100% statsstyret filmbranche og begynder fra dag 1 at lave om på alting. Og det viser sig faktisk at være en god ting, fordi nordkoreansk film er på det her tidspunkt fuldstændig stagneret. simpelthen løbet tør for idéer. Og Kim Jong-il er derfor et frisk pust. Han har god arbejdsmoral og er endda villig til selv at sidde på gulvet og personligt klippe film sammen med saks og lin.
Det var den gang, hvor man klippede på den måde. Og det er ikke det eneste, han gør. Der går ikke ret længe før, at der er meget mere interessante manuskripter, der er blevet godkendt i Nordkorea. Det er selvfølgelig stadig propaganda, men bare lige lidt bedre propaganda. Og på grund af succesen i filmbranchen, så vinder Kim Jong-il også lige så stille sin fars tillid.
Og så en dag i starten af 70'erne, der trækker farmands son, den lille nørdede Jong Il, til side og siger, Junior, nu har du bevist nok. Nu er det dig, jeg satser på, når jeg en gang krasser af. Pyha. Skuffelsen er afværet. Og med den her nye aftagertitel kommer der også noget magt til Kim Jong-il. Lige med det samme.
Og her må du forstå, at Kim Jong-il altså ikke er typen, der er bange for at udnytte sin magt. Han går lynhurtigt i gang med at skrabe til sig. Han vil nemlig som det første gøre sig selv til den vildeste filmnørd i verden. Han skaber sig selvfølgelig først og fremmest et gigantisk personligt filmbibliotek på tre etager med 250 ansatte og mere end 15.000 film.
I samtlige af hans hjem, dem er der mange af, skal jeg hilse at sige, bliver der installeret store projekter, så han kan se film, når han vil. Han dater selvfølgelig også alle de lækre skuespillerinder, der er med i hans yndlingsfilm fra Nordkorea. Og endelig! Sidst, men ikke mindst, så får han ført alle sine mærkelige filmidéer ud i livet.
Problemet for Kim Jong-il er bare, at ligegyldigt hvor gode film han selv synes, de får produceret i Nordkorea, så kan selv han se, at Ærkefjenden Sydkorea bare laver bedre film. Som Kim Jong-il selv siger, så er det som om, at sydkoreanerne går på universitetet, mens nordkoreanerne sidder fast i børnehaven. Der er især én sydkoreansk filminstruktør, som Kim Jong-il mener er helt fantastisk. Shin Sang-ok. En smart og ekstravagant fyr med tilbagestrøget hår, charmeklud...
og et godt øje til unge skuespillerinder. Kim Jong-il har set alle hans film og er fuldstændig vild med ham. Og også hans kone Choi Jong-hee, der spiller den kvindelige hovedrolle i mange af Shins film. Hvis bare Nordkorea havde en instruktør af Shins kaliber. og en skuespiller med choice skønhed. Så ville alle problemer være løst. Og det er så her, at en vild tanke popper ind i hovedet på Diktatorsynden.
Hvad nu, hvis han bare sørger for, at Shin og Choi pludselig bliver nordkoreanere? Det er en god idé. Men hvordan gør man så lige det, hvis man er Kim Jong-il? Nå ja, man kidnapper dem da bare. Og så tvinger man dem til at lave film for sig. Nemt. Og da Kim Jong-il præsenterer den idé, så nikker folk bare og smiler. De tør ikke sige ham imod.
På det her tidspunkt, hvor Kim Jong-il får den her fuldstændig sindssyge idé, der har han allerede et projekt klar i skuffen til de to filmstjerner. Det er en film, som passer perfekt til dem, skræddersyde. og som skal være Nordkoreas internationale gennembrud. Kim Jong-il vil lave den nordkoreanske udgave af Godzilla. Intet mindre. Og så går han ellers i gang med projekt Kidnapning. Han starter som bekendt med at få Shins kone, stjerneskuespiller Choi Ong-hee, bortført.
Det var det, du hørte tidligere i afsnittet her. På det her tidspunkt er Shin og Choi faktisk blevet skilt. Men på trods af skilsmissen har de stadigvæk et godt forhold til hinanden. Og så har de også to børn sammen. Så da Choi pludselig forsvinder på sin tur til Hongkong, så følger Shin efter for at prøve at finde hende. Men det kan han ikke. Hun er pist forsvundet.
Seks måneder senere, så er det så også tjenestur til at blive kidnappet. Det foregår faktisk nærmest en til en på samme måde som med Choi. Det går dårligt for Shin med karrieren i Sydkorea. Han søger nye muligheder i Hongkong. Og så er der pludselig en kollega, der er blevet nordkoreansk agent. Og den her kollega får ham logget ned til den nøjagtige samme bukt syd for Hongkong, som Choi blev logget ned til, da hun forsvandt.
Så da Shins bil nærmer sig vandet, hugger hans chauffør pludselig bremserne i. Bilen stopper bræt, og så flår fire fremmede mænd passagerdøren op. De tvinger Shin ned i en aflangt nylonsæk. Bedøver ham og bærer ham ombord på en motorbåd. Og kort tid efter befinder sig på et fragtskib med kurs mod Nordkorea.
Er det ikke sygt, det her? Altså, prøv lige at forestille dig, hvis noget lignende skete i Danmark. Hvis PET lige kidnappede Ruben Østlund og Alicia Vikander, så dansk film kunne vinde nogle flere internationale priser. Altså, det er jo slet ikke til at forestille sig. Men måske ville det faktisk være en meget god idé. Ej, spøl til side. Nå, nu er Shin og Choi kidnappet.
Men der er altså et meget stort problem for Kim Jong-il's plan. For hvad gør han, hvis Shin og Choi ikke er ivrige efter at lave film for ham, når de ankommer til Nordkorea? Og det er der jo trods alt en ret god chance for, at de ikke er. Det har Kim Jong-il løsningen på. De skal selvfølgelig genopdrages. Shin og Choi skal simpelthen lære at blive gode nordkoreanske kommunister.
Så han indlogerer de to filmstjerner i nogle meget luksuriøse omgivelser. I nordkoreansk målestok selvfølgelig. Så de ligesom kan smage lidt på kommunismens sødme og blive overbevist. Men ret hurtigt tyder meget på, at det ikke rigtigt virker. Især Shin er meget genstridig. Han forsøger nærmest med det samme at flygte, og to gange lykkes det ham faktisk at undslippe.
Men hver gang bliver han fanget igen, og efter andet forsøg, så får nordkoreanerne nok. De smider ham simpelthen i fængsel. Og altså, alle ved, det ikke er sjovt at sidde i fængsel, men i Nordkorea er det bare ekstra. Tjen bliver tvunget til hver dag at holde sin arme strakt over hovedet i to timer. Og så sidde i lotusstilling i alt ni timer over to omgang. Og det vilde er, at det her er en relativ mild straf sammenlignet med, hvad man ellers kan blive udsat for.
Efter godt et halvt år med konstant tortur og ydmygelse skriver Shin et tårvældet og meget undskyldende brev til Kim Jong-il. Og herefter får han så lov at blive inkvateret i et væsentligt mindre barsk fængsel. Samtidig med, at alt det her sker, så bliver den noget mindre genstridt i Choi, tvunget til at nærstudere marxisme og Kim Il-sung's liv. Og jo et brug hver fredag på at tage i teateret eller biografen med Kim Jong-il. Fordi det synes Kim Jong-il er hyggeligt.
På den her møde går der to år. Først der mener Kim Jong-il, at han endelig har knækket Shin og omformet ham til en nordkoreansk mønsterborger. Så en dag i februar modtager både Shin og Choi pludselig en invitation til Kim Jong-ils fødselsdag. Og her til diktatorsøndens mærkelige fest møder de to endelig hinanden for første gang i mange år. De to tidligere ægte folk finder hurtigt ud af, at Kim Jong-il selvfølgelig ikke har lykkes med at konvertere nogen af dem til fuldblods kommunister.
Og derfor bliver de i hemmelighed enige om at slippe ud af landet, når muligheden byder sig. Men det er lettere sagt end gjort. De er under konstant overvågning. Og selv hvis de på en eller anden måde skulle nare deres vagter, så er resten af Nordkorea mere eller mindre et stort fængsel, hvor ingen kender dem og ingen behjelper dem.
Og selv hvis det skulle lykkes for dem på en eller anden måde at komme ud af landet, så er der meget stor risiko for, at folk derhjemme vil beskylde dem for at være forræder. Kim Jong-ins plan om at kidnappe dem er nemlig så idiotisk og mærkeligt, at de fleste vil antage, at Choi og Shin må være taget til landet med vilje. Så ægteparet har altså brug for en måde at komme ud af Nordkorea på.
Og så har de brug for beviser på, at de rent faktisk er blevet kidnappet. Og så bestemmer de sig for at gøre noget meget farligt. De begynder at optage alle deres samtaler med Kim Jong-il i hemmelighed. Hver gang de mødes med ham, så er det med båndoptager. Og der går ikke længe, før de har noget ret vildt materiale i kassen. Det her er et klip fra et af de bånd, de har optaget.
Hvor Kim Jong-il siger undskyld til Choi og Shin for at deres tur til Nordkorea måske blev lidt hård og traumatiserende. Han forklarer, at han som en anden tegneseriskurk var kommet til bare at give en klar ordre til sine håndlangere. Bring dem til mig, det er vigtigt. Og derfor havde de så ikke helt forstået, at Tjøjer Sinde jo ikke er hans fanger, men hans ærede gæster. Så et lille undskyld for det. Men det er altså mest de andres skyld. Wow. Der er bare noget helt vildt.
ekstremt skurkeagtig i at kidnappe nogen, og så bagefter sige, at de er ærede gæster. Med det her bånd, der har Shin och Choi faktisk fået noget ret skudsikkert bevismateriale, der kan overbevise folkene hjemme i Sydkorea om, at de rent faktisk er blevet kidnappet. Nu mangler de så bare at regne ud, hvordan de flygter fra Nordkorea. Og deres bedste bud er, at de må vinde Kim Jong-ils tillid, så han giver dem lov til at rejse lidt uden for landets grænser.
Og så er det, at de går i gang med at lave nordkoreanske film for deres ledere. I løbet af de næste lidt over tre år laver Choi og Shin mere end 15 nordkoreanske film. Og en af dem er selvfølgelig den her nordkoreanske Godzilla. som Kim Jong Il har haft liggende i skuffen til dem i lang tid. Jeg kan lige prøve at beskrive den for dig kort. Der er det her kæmpe savnmonster Pulgasari, som ligner et kryds mellem en tyr og en krokodile og er mere end 100 meter højt, og i øvrigt kun spiser jern.
Det her monster vil så smadre den onde kongen, der bor på sådan en mægtig middelalderborg. Og så kommer det ellers bare væltende på sine to ben med tunge skridt hen mod borgen. Og soldaterne sender desperat glødende jernkugler mod monstret, men Pulgasari slur bare kuglerne og spytter dem lige tilbage til, hvor de kom fra. Det er fyldt med eksplosioner og død og vildskab. Og så...
Langt om længe når monstret er hen til muren. Og så smadrer den det bare med et enkelt knytnevnslæg. Og så var det bare super sejt og fedt. Som du måske kan fornemme, så synes jeg ikke, at Pulga Sai er en lige så god film, som jeg tror Kim Jong-il synes. Så alligevel. Den har måske sådan et so bad it's good potentielle. Bedøm selv, den ligger på YouTube. Ikke desto mindre bliver Pulga Saai århundredes biograf hit i Nordkorea.
Folk står i kø i timevis for bare at få en chance for at se den. Og ifølge to afhoppere er der faktisk adskillige mennesker, der bliver trampet ihjel, fordi folk er så besatte af ideen om at få billetter. Kim Jong-il er overbevist om, at det er den her film, som kommer til at lægge verden ned og vise alle, hvad Nordkorea er i stand til på filmområdet. Og han er også overbevist om, at Pulga Sai kun er begyndelsen. Fra nu af skal Nordkorea lave større, dyrere og mere ambitiøse film.
Det skal være et populær film, der skal vises over hele verden, og overbevise alle om, hvor fedt et sted Nordkorea er, og forhåbentlig også tjene nogle penge til det efterhånden meget fattige land. Men for at det kan lade sig gøre, så kræver det jo, at Shin & Choi, kilderne til den her store succes, kan komme til udlandet og rejse penge til nye store filmprojekter. Indtil videre har Kim Jong-il kun givet dem lov til andre kommunistiske lande, hvor det er svært at flygte fra.
Nu efter Pulkasari stoler han endelig nok på det tidligere ægtepar til at give dem lov til at rejse til et ikke-kommunistisk land. Og det bliver Øster. For Kim Jong-il er den her tur en måde at vise verden, at Nordkorea slet ikke er lige så slem, som folk siger. Og han instruerer derfor også Choi og Shin til, at de skal mødes med pressen og forsøge at sælge Nordkorea som et frit og demokratisk. Et meget bedre sted end Sykorea.
Det her er også en skjult optagelse, Shin och Choi har lavet af Kim Jong-il. Og der siger han det her til dem med, at de skal fortælle, at Nordkorea faktisk er friere end Sydkorea. Men det kommer ikke til at gå, som Kim Jong-il havde håbet. Det er en martsdag i 1986. Vi er i Østrig i Wien, og Tøj og Sjen skal mødes med en journalist udenfor en deres hotel. De kæmper en brag kamp for at se afslappet og normale ud, for inde i dem er alt i oprør. Det er i dag, de vil flygte.
Interviewet er egentlig clearet. De skal tale om, hvordan de er endt i Nordkorea frivilligt. Men det har de selvfølgelig ikke tænkt sig. Ved hjælp af deres gode talegaver får de overbevist deres vagter om, at de skal holde sig lidt på afstand under det her interview. Det understøtter jo ikke ligefrem budskabet om frihed, hvis folk kan se, at de to hele tiden har et par vagter hængende på skuldrene.
Så da Choi og Shin møder journalisten, står vagterne lige langt nok væk til, at Shin kan skynde sig ind i en taxa sammen med Choi og journalisten. Bag dem går det pludselig op for vagterne, hvad det er, der foregår. De præger en taxa og sætter efter dem. Mod den amerikanske ambassade råber Shin og Choi desperate efter deres taxichauffør. Han laver en skarp regning i den tunge trafik og kører på tværs af byen.
Mindre end 50 meter fra ambassaden bliver bilen pludselig fanget i trafik. Og så springer paret ud af taxaet. og sprinter så hurtigt de kan mod sikkerheden, der nu er snublende tæt på. Øjeblikket efter vælter de ind ad hoveddøren på ambassaden. De kan næsten ikke forstå det. Nu er det her lange marit, de har levet i, endelig forbi.
Hjemme i Nordkorea er Kim Jong-il rasende. Eller det ved jeg faktisk ikke med sikkerhed om, han er, for det er der ikke nogen kilder, der siger noget om. Men det forestiller jeg mig. Fordi med Shin og Choi ude i friheden. så slipper historien om kidnapningen også ud. Og med den historie får hele verden et meget sjældent indblik i det lukkede Nordkorea. Et Nordkorea, der kontrollerer, undertrykker og mishandler folk.
Det er altså ikke godt for Nordkoreas image. Det er heller ikke godt for Kim Jong-il. For det er jo hans skyld. Monik far er skuffet. Og så tror jeg faktisk også, at Kim Jong-il er en lille smule såret personligt efter det her. For på de her hemmelige lydoptagelser, som Choi og Shin fik lavet af ham, der lyder det virkelig som om, at han godt kunne lide at hænge ud med de her to mennesker.
Og jeg er faktisk ikke sikker på, at Kim Jong-il forstår, at hele den her aktion har været sindssygt ubehagelig og traumatiserende for Choi og Shin. Han taler nemlig til dem, som om kidnapningen aldrig er sket. I det her klip fx på de skjulte optagelser, der omtaler han det hele som et samarbejde, der burde være etableret lang tid før mellem store kunstnere. Det er nærmest som om, at Kim Jong Il er lidt for dum til at fatte situationen.
Som om han slet ikke forstår, at selvom han behandler dem pænt og giver dem flotte gaver, så betyder det ikke, at han har ret til deres kærlighed. Og måske siger det en hel del om Kim Jong-il. For... I virkeligheden behandler han nok bare de her to filmstjerner, ligesom han selv er blevet behandlet. Han har jo heller aldrig følt ægte kærlighed og nærhed, og er i øvrigt vant til, at kærlighed etableres ved at give hinanden materielle goder.
Det er i hvert fald det, hans far har lært for. Og ja, så er det jo næsten svært ikke at have en lille smule ondt af Kim Jong-il. Den her følelsesmæssige krøbning, der har levet så mærkeligt et liv, at han ikke længere forstår, hvordan man skaber venskaber. Tænk dig et liv, hvor du mister dine venner, fordi de flygter fra dig. Og her slutter historien om den skøeste kødnapning i verdenshistorien.
Jeg håber nu, at du forstår lidt bedre, hvorfor jeg ville svare Nordkorea, hvis nogen spurgte, hvad det mærkeligste og mest sindssyge diktatur, der findes er. Næste gang, der spoler vi tiden tilbage. Helt til begyndelsen. For hvordan bliver Nordkorea egentlig til? Og hvem er Kim Il-sung, faderen, som har grundlagt alt den her vandevide? Danske tekster af Nicolai Winther
Nu hvor du lige har lyttet til et afsnit af Tyran, så kunne du måske godt tænke dig at høre lidt mere. Og det kan du altså også sagtens. Du skal bare lige over i din DR Lyd app. Det er nemlig der Tyrann er flyttet hen nu, og det er der alle nye og gamle Tyrann-afsnit ligger klar. Men det er stadigvæk ganske gratis.