Er din nye yndlingssang lavet af AI?

Welcome to Supertanker, jestem Karsten Ortmann. This is the journey. Tydligvis en kvinde i krise, svære følelser, svære kærlighedsrelationer. シャニアモネ Sanggen her, kom på hitlisten, den berømte hitliste, Billboard i november. På træftepladsen. Sangen hedder How are Cy Suppos to Know. Den handler om, hvordan mennesker indgår i relationer med hinanden og opfører sig over for hinanden. Hvilket alt andet lige er pælt ironisk, når man tænker på, at Jean Monet ikke er et menneske.

I januar 25 kunne man på litteratur tjenesten mor Fibro møde forfatteren Rosie Let og hendes novelle samlingen Ny højst. Rosy Let bor med sin kæft Wey i London og har sit eget profil på Instagram, hvor man kan følge med i hendes liv. Hort fra Kubsillet ikke har et liv, ikke findes som andet.

Hvis du en lille smule fik på prompetoasterne, kan du kort tid skabe dit eget pikas eller fagokmaleri i et AI-program. Og i januar 2026 demonstrer den humanoide robot Ada, dine færdigheder med pend og pæner. sådan centeret i Aalborg, hvor hun udstiller skitøj, bygninger, huse til beboelse. Kan du kende? Kan vi kende forskel?

Of level vi får af kunst i anførselstegn skabt en kunstig intelligens og kunst skabt af et menneske med følelser, liv, en levet historie, kropsel behov, fornemmelse af tid al de der ting, mennesker er og oplever. om vi kan sporte af en, hvis bare vi føler med Jean Yamonade, når hun krænger sine følelser ud gennem sang. Det er jo sådan. Den sålede sådan den meget følsomme.

Må at synge på af jeg kunne nævne Allicia Kees eller andre. Men altså, fløkken af filer med sang, der lyder som Taylor Swift, og så brina kappen, og virkelig bliver sinds. Og formentlig priset svær at orienter sig i også hvornår noget er værd. Der kommer de formentlig til at udsende værker disse kunstner, vi taler om her som diskamer. For fuglekardener

Ja, det bliver jo spændende, og så skal man også lige pludselig, at så sidder i du skal ret færdig gøre, at den rent faktisk eksisterer. Men vi hører her er Ralf Christensen, musikredaktør og musik og filmanmelder ved dagblaet Information. For mig er kunsten vel, at man.

løfter sig over det ordinære, at man finder noget, som har en personlighed, et skæritet. Altså lige så faktisk originalitet er et virkelig farligt begreb. Det eneste egentlig originale i universet, det er Big Bange. Og så den abe, der slog de to første sten sammen ud andet. Ligene om dem. Men ikke stå mere, et skærer noget nyt. En svimmelhed, man oplever. Og rejskisten har selskab på det her Supertank af Marie Koldær Højlund. Jeg er komponist. Oh musiker.

og lektor på Aarhus Universitet. I. sound studies Al muligt med lyd og musik og lytning, ikke mindst. For mig som kunstner, så er det jo alle de steder, hvor jeg ikke forstår det. Og det er tvivlen, og det er de brød, der sker. Og det er også det i lytteren, i hvert fald for mig som kunstforbrug eller kunst modtagere, så handler det meget om det der med, at det på en eller anden måde skaber et brud,

Det forstår lige og det kendte. Og endelig skal vi også møde manden, der har skabt Ada, den robot, jeg lige nævnte, som tegner og maler bygninger til en fremtid bosættelse på måden. I'm Ada Miller, og jeg er direktor of the Robot Studio. Og for lige at understreg. Manden her hedder A Dan. og robotten hedder Aida A-I-D-A som selvfølgelig spiller på bogstaverne A-I is that she's a mirror. A mir a a a an uncomfortable mirror because she's saying, Okay,

We're going into a t age of technology and society merging. What does that look like? Just because we can do this, do we want to do this? And so Ada's artwork it provokes those sorts of very significant questions. Ada er et spejl. Et ubehageligt spejl, siger Aden, fordi hun peg på, at vi er på vejen i en tidsalder, hvor teknologi og samfund smelter sammen, og hvordan ser det ud? Det er noget, vi kan, men er det også noget, vi vil.

Så der har vi det. De fleste kender formentlig oplevelsen i møde med noget stor kunst, en flot og imponerende bygning eller et maleri, en bog ved læser, som rammer os på en helt særlig måde, et stykke musik. som vækker alle mulige følelser og tanker i os og får de små hår i nakken og på undermen til at rejse sig. Som den franske filosof Jean-Francois Lyotard i sin lille bog Gestus fra 1991.

beskriver oplevelsen af det sublime med stor begyndelsesbogstav, når verden pludselig åbner sig i al sin groopvikgende vælge foran os. og vi får et sug i maven eller erkendelsen, en måske lige frem tidløs, overløs indsigt i nærmest alt på én gang i et splitsekund. Liv Tarn skriver, det sublime befinder sig hensids eller forud for enhver mulighed for at danne en forestilling om noget givet, som en ren idé, der overskeder forestillingsevnen og afsnører dens horisont.

Tanken føler sin forandring i det sandslige blive revet op og ser sig selv balancere med sine objekter på afgrundens rand. Jeg betragtede et billede grusomt og ubehageligt. Her står jeg ved afgrunden og trænger til ensomhed og blues. Her går jeg og plukk blomster, blomster som er til dig. Kæste Sortsol kom muligvis vi utar i forkøbet. Tack till elever och personer som hjälpte med videon! Jeg skal ikke udelukke, at nogen kan have den oplevelse med Jean-Ronnets Hower Sice Suppose to North.

Et nummer med et andet A i orkester. Helvet Sundagn, men jeg tillader mig alligevel og tvivl lidt. Men samtidig synes jeg, det er ved at undersøge, hvad det er, der mangler i AI-kunsten, før det bliver til de typer af værk, som læner os ud over afgrønnen. Jeg vil siger, at der ikke er nødvendigvis mangler noget. Nu er jeg måske ikke gode at høre musik, som jeg vil kalde for kunstføren, ijes. Øh hånd. So to speak. Men jeg vil sige. Det, som vil mangle for de fleste mennesker.

Trods alt, det er en menneske, I afsender. Fordi det handler jo rigtig meget. Vi er jo spejleroner. Vi er fulgt af spejleroner, vi spejler os i andre mennesker, vi spejler os i følelser og langt det mest i musik.

Og i min optik måske også, for meget musik handler om følelser. Kærledsangen er trods alt. och det är svårt tror jag för Folk at accepterer i sidste, at der ikke er nogen, menneske afsender. Men det der med der skal ikke afvis, at man jo bare sidder og skruver sin. Spotify liste igennem, og så hører man noget, som synes jeg er virkelig godt. Og så finder man bageft ud af det af. Er der ingen grund til ikke at elske den sang? Er den grund.

Men det er der ikke et menneske, jeg afsender på. Det vil for mange. Det er lidt tønsk. Teknisk set er der i hvert fald ikke noget at udsætte på det. Løden er god, det er tekniskt velproduceret, vil mange sikkert sige. Og instrumenterne og sammen er tekniskt velfungde, de synger ikke falskt, de spiller ikke forkert. Det er altid spændende at kigge på de ord, vi bruger. Og når vi siger teknik, hvad mener vi så?

Det græske ord og tekne handler om mere end noget procesuelt, der sker. Det handler om viden i at gøre. Altså så, det er en situeret praksis, så at sige. Det er noget, der sker af nogen i en kontekst. Altså det tekniske. Så jeg tænker, når let brugeret teknik på den måde, så er det måske nærmere den her automatiske, processuelle ting, han hentyder til. Fordi jeg tænker egentlig tekniskt som noget, der også afhænger af tag en masse valg.

Det handler ikke kun om at kunne et instrument, men det handler om, hvordan man teknisk omsætter den viden i praksis. Den let, som Marie Kolkær Højland refererer til her, er musikeren forfatteren med meget mere, Christian Let, som i en kronik i weekendavisen 3. januar 2026 blandt andet skriver, at vi har teknologi og teknik, citat.

Der kan generere en mere perfekt litterær konstruktion i det rigtige plustsprog. Konstruere en nålandfilm, der ikke taber plottwistet på gulvet, eller fremtrylde en plade, der kan reproducere Beatles hellige logik, citat slut. Jeg tilfører gerne en håndfuld af de klassiske komponister til den pulje.

Så hvor er det? Det går galt, hvis vi altså synes, det gør de. Hvad er det, der mangler i af i kunsten? For mig som kunstner, så er det jo alle de steder, hvor jeg ikke forstår det, og det er tvivl, og det er de brud, der sker. Og det er også det i lytteren, i hvert fald for mig som kunstforbrug eller kunst modtagere, så handler det meget om det der med, at det på en eller anden måde skaber et brud, I det forståelige og det kendte, og det, som jeg allerede har så at sige som forståelsesramme.

Så der er et eller andet spil herimellem noget, der ikke kan fejle, altså i maskinen ikke også, det her med, at den ikke gøre noget nyt, som ikke er sket før. Det er ikke sikkert, at vi nødvendigvis som lyttere kan afgå det, om der er den her fejlbarlighed til sted. Men hvis vi lytter ind på det sonske, jeg også er meget optaget af den lydelige kvalitet.

idé om, at vi rent faktisk som lyttere er en masse i lyden, som vi ikke kan sætte ord på og ikke nødvendigvis er bevidste om, men hvor vi godt kan høre, at der ikke er den her fejlbarlighed. I spil. Altså den menneskelige fejlbarlighed. Simpelthen, altså for at give et eksempel. Jeg sad for jeg så har jeg snakket med mine lyd ekspert venner også om det her, hvordan er det, vi skældner. Der talte vi om fx stemmen. Hvis vi tager hende her, se Monet hende der.

som har på Billboard, eller har været på Billboard listen som den første af i, Kunsten, når hvis vi nu skal kalde det det, nu bruger vi bare det ord, sanger inde. Og vi sad og lyttet. Prøv at lytte ind i. Hvis jeg hører hendes ideal eller idealet for den. Den musik er jo en sol, en meget følelseom måde at synge på af nævne Alicia Keyes eller andre.

Hvis vi lytter meget sonisk ind i detaljen, så kan man faktisk høre, at de fejlbarligheder, der ligger i den menneskelige stemme, altså at vi hele tiden overtonerne skifter frekvent. Så at sige. Så sker der nogen. Fejl kunne vi kalde det, men egentlig også det, som vi som mennesker kobler os på, som ikke sker i af i stemmen.

Og nu ser jeg så endnu, fordi jeg kan ikke forud se, hvad der kommer til at ske i fremtiden. Men det er nogle meget, meget små, subtile ting, som selv jeg har meget svært ved at høre, men hvis vi prøver. Og øve vores lytning også i, hvad er det, der gør, at det for nogen føles også flat efter noget tid.

Der ligger der noget, tror jeg, mere end det symbolske, og det er en maskin og så videre, men der ligger også noget i selve det soniske, som vi skal holde fast i, at der stadig er en forskel på faktisk.

Det lyder altså som om Marie mener vi kan høre eller måske fornemme det syntetiske, ofte uden at være bevidste om det. Men når vi så bliver bevidste, så bliver vi rykket yderligere et skridt væk. Det er altså ikke enten en følelsesmæssig reaktion, at vi tager afstand, eller en intellektuel modstand mod maskinen eller mod bedraget i, at den forgiver at være menneske. Jeg tror, det er begge dele faktisk.

Det er det, jeg prøver også at sætte fokus på. Det handler ikke kun om den her smagsdom, eller den her kan vi. Kan vi lide maskinerne, at det er dem, der sender det ud. Fordi for mig i hvert fald er der masser af kunst, som er skabte maskiner, der også godt kan røre mig. Altså hvis det er det, vi taler om. Så der er også et effektivt lage det, som kommer før, eller ligger under vores refleksive hjerne, som direkte

som man egentlig på den måde forholder sig til, men som betyder noget alligevel i forhold til, hvordan vi hører det. Og det er det, jeg gerne vil ind på i forhold til de her bitte små forskelle, som jeg egentlig ikke tror, igen jeg sad og lyttet til. Til hende og prøvet at høre, vil jeg kunne bedømme nu vidste jeg så. Det er jo det der problemet, når man ved, det ikke er et menneske. Hvordan lytter man så til det? F vores lytning er altid formet af de forventninger, vi har til det, vi hører.

Så når man ved det allerede. Men jeg prøvede så at lave den her test med nogen, jeg kender, som arbejder med musik og lyd hver dag. Og der var en af dem, der sagde, efter måske et halv andet minut, er det af i. Og det er simpelthen noget at gøre med det her effektive niveau, som han så har lært sig. Igennem sit arbejde, så at sige at kunne

kunne hurtigt afgået, men min påstand her, at det er effektive, at vi ved meget mere, hvis vi kan kalde det viden. Vores effektive krop resonerer med de her små bige nuancer, som vi rent faktisk ikke nødvendigvis. Og vi er i en tid, hvor man i hvide kræse ikke kan nævne ord som resonerer eller resonent.

uden at den tyske filosof og sociolog Hartmut Rosa popper ind i billedet med idéerne om resonans som det der foregår mellem mennesker som binder os sammen i en konstant og fortløbende kommunikerende vibration i åndedræt, i blikke, i kropslig bevægelse Og hvis vi så husker på et en mellers punkte om AI som spejl, eller vi kunne måske også kalde detko, så mangler AI jo netop de der menneskelige, kropslige egenskaber i samveret og kommunikationen. Hvad er så forskellen på fx ego og resonans?

Men hvis vi snakker om, at der er flere teoretikere, der snakker om, hvordan algoritmerne og chatbots og måske også netop Suno. Det er et eko af os. Og bare lige hurtigt, Suno, som Marie nævner, er den populære AI-app til at lave AI musik. Alla Sani Monet. Altså hver forskellen på et eko af os.

Helt tilbage fra historien om ikke, der var forelsket. Der kun kunne gentage det, andre sagde. Og sådan der Jesus, der var forelsket i sig selv. Så den her myte omkring, at vi ser spejlinger os selv i algoritmerne og i af i. Hvorimod resonans, det er noget, der også indoptager miljøet. Det er også noget, der bryder med det vanemæssige. Så der er en forskel.

På hvad det er, vi hører tilbage i en resonans i et rum. Man taler nogle gange om, nu er det her jo et dejligt lydæmpet rum her. Fordi det helst ikke skal have resonanser. Fordi det vil man helst ikke have i sådan et rum som det her. hvor vi gerne bare vil have stemme. Men hvorfor synger vi på badeværelser fx? Det er fordi, der er nogle bestemte resonanser, som bliver forstærket i det her badeværels. Så der er et miljø, der spiller med, men giver også noget andet.

Og det er der, at nogle gange også taler om Daniel Støren. Meg berømt og benebryden amerikansk psykolog, som i 1970'erne og 80'erne skrev om spadbar for ældre relationen. Eller synes, at Daniel Støns effektiv afstemning er rigtig spændende. Faktisk. Også måske udfordre resonansbegrebet en lille smule, fordi affektiv afstemning af Danald Stør kiggede på forholdet mellem en forældre og en baby.

Først brugligt. Hvordan er det, at man kommuniker der? Det er ikke ren spejling, det er også en afstemning af fængt. Så hvordan viser man af en baby, at man har forstået deres følelser? Jamen, det gør man ikke ved at bare at spejle det. Hvis babben begynder at græde, så begynder du ikke bare at græde. Det vil være en mærkelig adfærd. Det er sådan helt grundlæggende. Det er ikke bare et ego. Men så begynder du at prøve at hjælpe den ud af den effektiv.

Ved at vise, at jeg forstår det. Måske tærer det op og laver en hurtig bevægelse i starten for fange, der er noget, der er oppe at køre her. Vi er oppe i effekt, så at sige. Og så måske langsom begynder synge en sang. Be langsamer langsamer. Eller andet der så at sige at afstemme effekten. Det er mødet med omverdenen, den vibrerende og resonante omverden og modsætningen til det, man selv er i, der trækker os væ fra den isolation, som både Narsus og Ego.

oplever i hver deres spejl-henholdsvis. Det var lige præcis det, jeg prøvede at sige. Det er i mødet med den anden og det andet, at vi. Så at sige bliver os selv. Så det er ikke i akudet af os selv. Og det vil sige, at chatbotten bare sykofantisk taler man om, og så bare taler der efter munden, og bare giver det det samme hele tiden. Spøder på pistet ud. Så møder man ikke det andet. Man møder ikke den der resonant.

Som gør at man som menneske bliver sig selv. Vi bliver os selv i resonans med vores omverden.

Ja, de findes heller ikke i virkeligheden. Og de er da også tilforladelige i bedstefald. På også på sådan enormt lige gyldig måde. Nogle af de der kunstnere, som har fået mere eller mindre hit. Det er jo bare generiske udgaver af RNB i Sean Monets tilfælde. In Velvet Sundowns, there's some kind of metal-of-the-road rock. It's so irritating. Uh

Kidsomlig kalkering af det menneskelige. Måske kan det gå som tilbage trukket lydtapet i et supermarked eller til en reception, hvor folk gerne vil samtale og klire lidt med servig. Men selv i den situation vil der for mange ligge en kåbe af kunstighed af poleret plastik og fravær menneskelig vibration i det, kunstenrisk intention, men altså, kun.

Det findes i spændingsfeltet mellem en kunserns intention, og det er mødet mellem en afsend og en modtag, og der opstår noget. Det er jo individuelt. Der er jo ikke en fagsliste for, hvad der er kunst. Men for mig er kunsten vel, at man. løfter sig over det ordinære, at man finder noget, som har en personlighed, et skærer originalitet. Altså lige så faktisk originalitet er et virkelig farligt begreb. Det eneste egentlig original i universet, det er Big Bange.

Og så den æbe, der slog de to første sten sammen moderne. Men ikke stå mindre, et skærer noget nyt. Det som jeg tror Let han kalder en svimmelhed, man oplever. Kunst intelligens vis også, at vi har misforstået hvad kunst er. Det er jo noget, vi oplever i både i papmusik og i mere avangardistiske grænser. Så det er jo et leap of faith, som nogle kunstner foretager. Og som vi i hvert fald tidligere har talt om, at AA ikke var i stand til at forage sig, at den kunne ikke tænke ud af boksen.

Det ved jeg ikke sige til længere. Nu vil vi se. Jeg må konstatere, at dem, der bruger af e, og dem, der rent så videre har fået. En vis succes med det er jo på ingen måde ting ud af boksen. Her er du måske ved at overveje om et system, der er skabt i. Boksen for Evid er dømt til at forblive i boksen, hvor det næres af det, der allerede findes, men aldrig kommer udenfor. Jænfør den spejlende narcissus og selgentaende eko. Men det er så her, der også bliver en lille smule creepy.

där det ligner utan att vara och där vi reagerar på den där lite uppstämliga fremmedhet. Man taler om vid Uncanny Valley, där man... Teknologien, robotteknologien, afær begynder at lige mennesket. Det er et spring, som er virkelig vild svært at dilde med. Jeg tror, det er alle tre ting. Jeg tror, det er emotionelt, at man.

Føler sig berørt af noget som ikke er menneskerigt. Man føler sig mindst berøt af noget, som ikke er menneskeligt. Det er jo en bizarre oplevelse, men også meget smuk oplevelse. Jeg tror intellektuelt er der alt muligt grund til, at reagerer på det her som jo. Fordi det jo handler om en ophavsretslig krænkelse og om endnu en teknologisk udnytte af kunstner, som relaterer til, Meget måske, at vi høre nu bliver lavet på tjenester som Suno og hvad hedder den Julio.

som har høstet alt den her musik fra alle mulige steder. Og bliver brugt som baggrund for, at man nu skaber nye samme. Det er jo det som koda i Danmark jo. Fuldt for storet har jeg lagt sagern imod i forhold til Sonotjen, hvor det jeg kunne påvise, at flere forskellige sammen er planket fra Junir Sener, dire, møde akma. Allig af store hits. Så der er en intellektuel modstand, som jo er sund og vigtig, som er, at der helt banalt skal laves en lovgram for det her, hvor der en får afgift.

for hver gang der bliver lavet noget på judo og Zuno. Den danske rettighedsorganisation Coda lag i november 25 sag an mod Zuno, som Coda beskytter for ulovlig plagiering af danske musikere. Som Red Christensen nævner, Akva DAD junior senior mø. Der i talene stund ikke faldet om i sagen, men i Tyskland har Kortas søsterorganisation, Gema, vundet en tilsvarende sag, hvor AI nummer altså lød lidt for meget, som noget nogen havde skrevet.

Og det at det kan komme lige lovligt tæt på at lyde som, er netop noget, vi må forholde os til og stille spørgsmål til. As you're probably well aware, the AI is using enormous amounts of data from all sorts of sources. Like in an Ada's Er instans, m neerly everything that she does is by sight. Men kunstig intelligens trækker enorme mængder af data fra alle mulige steder. Ada betragter med sine kamerøgne, hun kan bruge en pind eller en pinsel og indfang det, hun ser på et læret.

Og hun trækker på menneskelige data og koder, og derfor kan det være utrolig svært at skille mellem det menneske skabte og det AI-genererede kunstværk. It would be almost impossible to tear them apart. Det gælder stort set alle færdigheder, siger Ida melder, og det er der, Eda bliver til et ubehageligt, lidt forvranget spejl, som viser en verden, hvor det kan lade sig gøre. Society. Just because we can do this, do we want to do this?

And so Ada's artwork provokes those sorts of very significant questions. Og det er utroligt truende, siger Idan Miller. It gets more horrible the more I go on. Here we go. Det bliver mere og mere uhggeligt, jo længere jeg taler, fortsætter han. Det der er så troende ved kunstig intelligens er ikke først og fremmest, hvor mennesig f.eks. Ada eller Chania og Ner, men hvor maskinale vi selv viser os at være.

Historikeren Juval Harari har beskrevet de kommende år som en tid, hvor vi ikke bare opfinder nye teknologier, men begynder at hacke mennesket. For eksempel genommodificeringsteknikken, Chris, de biologiske algoritmer, der styres, gør os langt mere forudselige, end vi bryder os om at indrømme. Og måske det derfor, at I føle så ubehagelig.

Vi har the power over organic life with crispar, with the algorithms, with the data that we're using. Men heldigvis perer Harari også i sine bøger på, at hvis vi tør se mørket i øjnene, virkelig se det. Så er det netop der, vi også får mulighed for at få øje på lyset. For hvis vi forstår, hvad teknologien kan gøre ved os, kan vi måske også beslutte, hvad vi vil den skal gøre. Jeg had a conversation with my father, who's 91.

And I said to him, What is the biggest change in your ninety one years on this planet that you've seen? And he was very clear, he said, uh, I'm very sad to say we lost community. Idan Meller fortæller om en samtale med sin 91-årig far, hvor han spurgte ham, hvad den største forandring i hans liv havde været, hvor til faren ud svarede, at vi mistede fællesskabet. Vi kender ikke vores naboer længere. Vi er blevet mere isoleret.

Det fortalte Jan Melder senere til sine egne børn, som promtet spurgte ham tilbage, hvad vil du sige, når du er 91? Hvad bliver det største tab i din generation? Og hans tryggt er, at svaret bliver, at vi mistede de nære relationer. If we are able to have digital avatars that know us incredibly well.

Det er friktionsløse. Det er altid tilgængelige, frem for det menneske. Men siger Miller. Pointen er ikke at afvise teknologien, pointen er at insistere på, at vi stadig kan vælge. Og måske er kunstens rolle netop her. Ikke at berol i os, men at yde modstand, at vise os mørket, så vi stadig kan finde lyset. Selv når vi når der til, hvor vi ikke kan kende forskel på det menneske og det maskineskabte. Det at man ikke kan høre forskel, det er ikke det samme, som er, at der ikke er en forskel.

Altså, det at man ikke kan høre, at den er lavet af det, det betyder kun, at vores perceptionstærskel, så at sige eller vores sansning, ikke forstår det. Men jeg tror, der er noget med skæld mellem funktionel musik. Og det kan jeg ikke svare på, om der er mere AI, der bliver brugt, altså AI musik, der bliver brugt som funktionel musik, men det kunne godt være i min hypotese, at det er noget, man bruger som mere en baggrundsmusik eller en stemning, eller at sætte et rum.

Der ikke nødvendigvis er noget, vi forholder os til på samme måde som noget, der skal bryde ind i vores liv og lave et brud, og vi skal følge det her banen. Jeg er musikbruger som alle andre, der så sige skaber en hverdag, hvor musik indgår som et redskab i alle mulige sammenhæng. Jeg bruger det til at sætte en stemning i et rum. Jeg bruger det til at sætte mig op til en bestemt begivenhed. Jeg bruger det, fordi det betyder alt for mig. Altså en bag skal oldebære variationer af.

Det betyder ikke alt for mig, hvad jeg sætter på i baggrunden, når jeg skal have en bestemt stemning i et rum. Så det er jo. Så bruger vi de fleste af jer musik i dag, også fordi vi har alt tilgængeligt. Så det jeg siger, det er i dag, der har den her funktionelle musik, som mere optræder som et baggrund, som et miljø, eller som noget, der er med til at. giver os en bestemt følelse af, at vi kan koncentrere os, eller vi kan. Det er ikke måske nødvendigvis så interessant for os, hvem der er.

ophavsmanden i de situationer. Det vi er gammel er kaldt musak uden, som jo kan former. Som kan entage masser af former. Og det er heller ikke for at sige, at alle gør det her. Jeg tænker også, der er nogen, der kun bruger musik, de er altid vælger, og ikke går med på de algoritme plælester. Men i de der miljøer vi skaber, hvor vi bruger musik mere funktionel. Der kan det godt være spørgsmål omkring den der ophavsmand og kunsten, at den er så sim mindre vældig.

Og lad os lige slå fast med de største søvn, vi kan finde, at Baks Goldbærvariationer herindspillet af Glen Guld ikke er mussak, og jeg undskylder, at jeg fik det lagt ind under Marines kærlighedserklæring til det, men måske understrege det faktisk pointen, og mindre på en lidt pinefuld måde.

Det er der også udmærket som overgang til den spanske musiker Rosar, som vi skal tale om om ikke så længe. I forbindelse med hendes seneste udgivelse Luks, der i Mes, inklusive mine høre af et magløst værk, at der nemlig talt en del om det, både som en bevidst reaktion, Og tilføjede et større antal biografiske og produktionelle fortællinger, som inden for visse kunstrelaterede discipliner bliver kaldt biografisme, noget som mange slår sig på, eller slå før.

Jeg tror ikke, at det spejler rundt, det handler om, at vi har brug for, at der er en mennesker afsætning. Jeg personligt har det ikke nødvendigvis. Jeg synes, det er vigtigt, at der er et menneske bagen i Caves sovrange fx. Det synes jeg er super vigtigt. Men det betyder ikke, at jeg ikke også kunne opleve en sang fra en AI, som sovfuld. Der er bare ikke en afsender, der har oplevet på sin egen krop.

Og sin egen sjæld. Det er jo i nogle tilfælde utrolig vigtigt. Det er faktisk noget, der tråd. Det gør jeg ikke så meget mere, men helt den biografiske forurening i vores verden, hvor vi hele tiden indlæser. Vores forestilling om en kunstner i det vi hører, det er umuligt at slægt af med. Det er jo en gigantisk mereværd. Det er jo en gigantisk mereværdi, at Taylor Swift har kæmpet en kamp mod nogle mænd, der har eget dele af hans bagkartolog ved at genendspille det igen og vundet den sejr.

og hun kæmper for rettigheder for LGBTQ's rettigheder. Det er altså mere værdi for hendes fans. Det er jo en del af fortællingen. Så det mister man jo fuldstændig, hvis det er en af e. I nogle tilfælde, det er jo fint, men det er svært at forestille sig. At man kan få lige så står stjerner, så skal man Det bestemt heller ikke umuligt som en person i sig selv med et liv. Så skal måske ikke simt leve derinde, og så har siger, at jeg laver en ny plad. Eller second life, som jo stadig føler.

Jeg synes, det er også selv. Jeg synes, det er enormt spændende med Caves ledshistorie. Og Dillands livnet Afiks Twin, der bor i en bunker og kører en tænker og drømmer sine sen. Michael Jacksons we hans falg, som jo gør, at man næsten ikke kan høre en sammen. Bare fordi det er jo alt sammen det menneskelige snav. Der ligger rundt omkring, og som er ikke tænks tilfældre ikke noget snavs, men der er der ikke mange andre tilfælde, som gør, at det.

Ja, hvis nogen synes, der var noget her, der lød som islandske bjerg, så er den gode nok. Det er hele sammen med Rosalier. Men det var Ralf Christensens spejledroner og biografismen snakk vi kom fra. Og man kan sige, at for mig er det ikke nødvendigvis biografismen, der gør det, eller at det vi at vi kender kun sans livshistorie, You too you love me. Det kan ligge på mange niveauer. Altså den her situerethed, det her med, det kommer fra et sted.

Jeg kommer til at tænke på lige nu, når vi står og snakker om det: det her med afre eller kunstens afre. At selvom man kan reproducere. Benjamin, der snakker om det her med, at fotografiet lige pludselig kan reproducere. Den tysk-jydiske filosof Voljin skrev i 1935 sæet, Kunstværket i dets tekniske reproducerbarheds tidsalder i en tid, hvor mange mente, at fotografi, film, litografi med mere ville tage livet af maleriet, men hvor Benjamin argumenterede for kunstværkets afra.

Som det har i kraft af sin historie og sin tilknytning til liv, person og spiritualitet. Der er stadig et spor af noget kausalt. Der er stadig et spor af noget, der er foregået. Og den her situering, for jeg er noget af det har strukt mig meget med i de her spørgsmål omkring maskinerne, hvad de kan og hvad de ikke kan. Det er, at jeg arbejder jo konstant med maskiner, som også spiller tilbage til mig. Men hvad så forskellen? Og der tænker jeg på det her med eksempel.

er jo en kunstner jeg bliver dybt berørt af, men bruger med vilje, I mange af hans værker. Maskinens ikke menneskelighed eller mekaniske udsagn for mig som en måde at gøre det meget. Rørne på, fordi der ikke er den der intention, så der er plads til mig på en anden måde, som lyder. Men han situerer det, der er altid en situeret i hans værk, og fx hvis vi tager et værk, hvor han bruger et mekanisk klavær. Så det spiller mekanisk. Der er ikke en menneskelig intention. Bye.

Men hvorfor rører det mig meget? Jeg tror, det handler om, at han placerer det ind i et miljø. Man kan høre baggrunden bag ved, man kan høre en fugl, der pipper bagved. Så der er en eller anden situeret, der er en begivenhed. Der et eller andet, der gør, at det til stede i en, eller det har en eller anden afre. Stadigvæk. Han skaber et rum. Ja, præcis. Et miljø omkring det en begivenhed, et sted, et nu og et her. som spiller ind i den her

Åbning for mig i det mekaniske, og det ikke følsomme. Jeg ved ikke, om du har det sådan, men jeg kan føle, at en sanger, der lægger utrolig meget følelser i sin sang, som hun jo også gør, Senia Monet her. nok får netop at få det til at virke menneskeligt. At jeg bliver overvæletet af den følelse, jeg skal føle. Og så har jeg ikke rigtig oplevelsen af, at der er plads til mig. Så det er meget spændende der med det flade at skal komme i.

For følsomt. Og påtrængt. I en påstået er det jo så her ikke følsomhed. Fordi der ligger jo ikke et menneske bag, der ligger jo ikke et livsistor bag. Der maskinen har ikke en følelse. Nej, det tror jeg ikke. Jeg ved ikke, om det er et rigtigt spørgsmål. Maskinen har ikke nogen følelse. Fordi det er igen det der med, vi taler hele tiden i, antropomorferer maskinerne, ikke så taler ud fra det menneskelige.

Forståelsesaret. Men der er i hvert fald noget med, hvis vi opfatter den som en, der har følger sig. Hvad sker der så ved vores slutning?

Og apropos mekaniske klaver, som mange formentlige kender fra Western Salonen, hvor de spiller videre, mens klientellet tæver eller skyder hinanden, så spiller musikken i tv-serien Westworld, der netop også handler om robotter og kunstig intelligens i et parallelt, ikke menneskeligt setup, Også på både det mekaniske klaver, klakeringen af noget kendt, her Radioheads, Exit Music, og altså naturligvis AI Uncanny Valley og ægted i omgivelser, situationer og følelser.

Noget, som Marie Koldag Højland i sin forskning inddrager engelsk Timothy Morton i. Jeg synes, at hans blik på det her møde, Hvad den habituerede, vanemæssige hverdag vi grundt i, hvor meget den egentlige skjuler for os. Altså det her med, at vi er vennet til, og han bruger det da god billede med, at når man rejser til et nyt land, Og man sidder på et helt nyt miljø, så lægger man som om sandserne er skærpet. Man ser alting, der dufter alting.

Man kigger på stikkontakten, der ser anderledes ud, så er pludselig noget, der er normalt af helt i baggrunden træder frem for os. Og hvordan kunsten og litteraturen kan være med til at lave de her brud, eller brøde de her vanemæssige sansninger. Og hvad det potentiale har netop i forhold til ikke bare at være estisk rømel på et eller andet. Nu skal vi lave noget smuk dekoration, men faktisk helt grundlæggende. Undersøgelser av hva det er å være menneske.

Og der har jeg brugt læst rigtig meget af hans værker, ikke kun i forhold til, hvordan han snakker meget. økologi og natur versus han menlig af med begrebet natur, fordi det er noget, der distanceres fra det, der er derude, at vi har det her begreb. Og det er jo spændende altid at snakke om de her kategorier, også når vi når i gang her med at snakke om musik. Hvad er så grænserne for musik? Hvad naturligt? Hvad naturligt? Og det er jo noget af det, jeg synes, der kan være farligt.

At vi snakker hele tiden ud for nogle menneskelige kategorier. Og den bliver jeg jo også fanget totalt i. Og det er igen det der med vanemæssige. Så jeg synes, jeg synes, det er meget vigtigt, at vi. Vi husker os selv på, hvor meget vi lytter, både til musik og til verden i det hele taget ud fra, hvad vi har.

Hvad vi har hørt før, og hvad vi har oplevet før, og hvordan det, der bryder, det kan åbne for en ny verden, så vi egentlig også med til at sige om den verden, vi rent faktisk er i lige nu her. Og det synes jeg helt sikkert Rusalia. Субтитры сделал DimaTorzok con le palo Siempre vuelvo a aparecer.

Katalanske Rosalia och hens 2025 utgivelse Lux. Lys. Måske ligefrem det lys som Edan Meller refererade Yuval Harari för att skue efter tidigare ut av mörket. Rosalias verk. Orchestralt, symfonisk, elektronisk, raspende, idios. Synkratisk, blev hyldet fra dag et og udrogt som bevidst kunstisk reaktion mod det AI skabten. Anmeldelserne fød over af lovet, f.eks. herfas Togben Holders, som skrev tit. Når kunstneren har en tydelig idé, og skaber en hel.

Her er de store udladninger, og jeg fornemmer, at dette album bliver en inspiration for mange. Men især fordi den næsten selvikre, bombastiske triomf er paret med en skrøbelhed, som viser mod at river dit hjerte i stykker citatslut. Retkristen skrev i informationen, at Rosalia sit belyser, at musik er kvendtefysisk og ubesvægt kan rejse på tværs af kontinenter og tidsaler og traditionsskæld og mødes i en popsang nu. Rosalia synger på fjør.

14 sprog på luks, og Ralf Christensen henviser til en udtalelse, så heren kom med i markasinet Rolling Stone i 2018, nemlig. Jeg tænker på hver genre som en stiglas kurle. Man beundrer den ikke for dens tilstand, men er nødt til at ryste den for at se, hvordan den eksploder. Og Ralf Christensen fortsætter, der er stemmeklip og beat, der må for verdens store selvkaniner til at spise mis onden lige øre.

På trods af at der er flere og hundrede gamle traditioner i spil på lux, formår Rosalia at gøre dem nutidige. Og endelig Sofie Kok afdagel i Soundvenue, som kalder albommet Transenderende. Voldsomt et følelsesbombardement. 100 procent alle tre, drevet af en længsel mod transformation og at komme i kontakt med noget guddomligt. Og den længsel mærker man enormt stærkt. Hun søger med en nødvendighed og ivr, jeg ikke kan huske at have hørt siden Bjorgs Vuldnekura.

Og så kan man få den tanke, at netop modreaktionen på det AI skabte, og måske en vej som den menneske skabte kunst vil gå, i hvert fald indtil noget finder at lege, netop vil være noget meget kropsligt. Jeg ved ikke, om du læde mærke til de meget tydelige, rasperne åndedrag i de rosar passager, vi lige hørte. Noget mere vidtfagnende, måske mere besværligt. Igen idiosynkratisk. Det er svært at sige.

Kan man sige, jeg opfylder det en af de krav, som jeg tænker, at der er til noget, der ikke er i, og det er, at det er langt hensidest generiske. Brud med det konventionelle. Det sker tit med i hybrid form, hvor hun jo blander partiturmusik, klassisk partiturmusik, med obbra, med flamingosang, med palmetter, så flaminger, dem, der klapper. og så mikser det med elektronisk beid fra, der måske mest alt lydel som børk, ca. Homogjenik for 10-15 år siden.

Det er jo et vildt leber en for kvant, der forår der. Det er svært at se for så, at det skal ske uden mennesker indblanding.

Jeg har lært at spille klaver, da jeg var barn. Det var ligesom teknologi også, et klaveringteknologi, som er struktureret på en bestemt måde, ind i en musikkultur, hvor jeg skulle gøre det rigtige. Det blev et meget låst værktøj for mig, det her klavere. Så fik jeg en computer og begyndte at lave musik på den, hvor der kom, det var faktisk via maskinen, så at sige, at der kom nogle af de her muligheder ind for mig, fordi jeg ikke.

Jeg kunne arbejdet med hjern, men jeg arbejdede med nogle maskine spillede tilbage med nogle ufudsigelige ting. Og gjorde egentlig på den måde, at jeg kunne arbejde mere fritt kunstnærisk. Så jeg tænker ud fra den. Kunstnerns synspunkt, så er det jo en fuldstændig det også, at vi skal huske, det at maskiner jo ikke en ny ting, vi samarbejder med. Og heller ikke sådan. Som noget, der spiller tilbage i den kunstneriske proces. For der er en kunstner. Færdigheder på et instrument.

som snilt kan være en computer, en trombemaskine, en sente sejser, en guitarpedal, som bliver fartøjer for den kreative kunstviske skabe hos den enkelte kunstner. som har øvet sig i de færdigheder. Det klaret at da, slid af slæbet af de 10.000 timer på instrumentet. Den slags er selvfølgelig noget menneskeligt. Igen begrænsninger, altså jeg elsker P. Harvik, der i her Nyre tid den engelske sanger og sangskriver og mester, som her nyer tid går rundt og leder efter.

De krime steder i sin stemning, der hvor den er blanksligt eller lige af. Det kan jo rigtig meget. Det synes jeg fantastisk. Og det er jo netop at insisteren på det menneskelige frem for det. Kunstvisken romantisk skønsgning. Jeg tror, det er super vigtigt fremover, at man får en fornemelse af en krop af en menneskelig begrænsning af fejlbarlighed.

Jeg tror, det bliver helt afgørende. Men genskær man huske, altså de fleste mennesker følger bare med teknologien jo, og så kører de videre derud af, men jeg tror for mange, og så var der være en modbevægelse, som vil holder fast i. lyden af kroppning, lyden af fejl. Mennesker i rum, hele det der menneskelige moras, som vi render rundt i hele tiden, det tror jeg, det er super vigtigt.

Og pæservær, at identificer? Ja, men så skal man jo ikke glemme, at vi stadig både økonomisk og også kulturelt er rigtig glad for koncerter. Verden ikke været faldt for en eller anden. Og hovedsigten er i koncertbranchen og i merchandisebranchen. Sparet i overvejing. Jo. Så der er lidt lang, at jeg så få nogle uge siden af, det er nogle år gammel. et robotband, der spillede Motorheads Asospad.

Det var very uncanny, skal jeg lov for. Og sangeren lignende sådan en kryds mellem en alien og en terminator, ikke? Jeg ved sgu ikke, selvfølgelig vil folk kom og se dem, men jeg tror sgu også, the novelty-factor vil falme ret hurtigt, ikke. Og så kan man pege på stort opsatte APA hologram-koncerter i London på bandet Gorillas, som udadelse består af tegnefilmfigurer eller K-Pop Demon Hunters, men som alle også består af rigtige musikere i kød og blod, der spiller musikken.

Om Jarne og Monet og vel ved Sunddag kommer til at spille på den bane, kan man måske være lidt mere i tvivl om. Jeg synes, det virker til, at folk stadig er ekstremt optaget af at møst andre steder end. Som funktionel musik i baggrunden. Altså at gå til koncerter, at gå i teateret. Man ser også rigtig mange unge mennesker at gå i teateret i dag.

Og jeg synes, der er noget spændende at arbejdet meget med teater og tænkt over, hvorfor er det? Jeg interesseret mig meget for teateret som sted for musik også. Og det tror jeg da det der med, at det er jo et underligt. Fordi du ikke bagefter kan høre musikken. Altså, vi har vandet os fuldstændig til, at nu udgiver mange teaterforstillinger som musikken bagefter. Men der er det her underlig med, at det er nu og her.

tiltrækker frihedskabende i at søge de her rum, hvor musikken ikke nødvendigvis er lavet eller komponeret på de præmisser, der er i, at det skal ind og konkurrere i en streamingplatform fx. Så jeg tror, der er, jeg ved ikke, om vi kan tale om det som et skillevej, men vi kan i hvert fald nok tale om det her med, at vi ser modtendenser, altså at vi både alle sammen bruger baggrundsmusikken og skaber de her. Nyt rum, der er behagt at være i, men at vi også stadigvæk.

har brug for at opsøge det andet. Og ikke fordi den her samtale skal udvikle sig til en dejhart bestregelspørg at genoprejse biografismen, som vi talte om tidligere, men netop det kropslige og det situerede andet har fortelagt i kår i de biografier, de levede liv. som kunstnere bærer rundt på og laver musik over.

Nick Kaves ledshistorie, New Reinafhænghed, Beyoncés liv med racisme eller utrskab. Lille als skildmisse opgør med Stranger Things skuespilleren David Harbour på planet West End Girl. Ja bestem så lidt ligesom nu nævnede litteraturen og så tænker jeg. Som middelklasse mand i midalderne, så tænker jeg selv på Karl Lå Klavsskår. Altså at læste hverk. Hvis jeg skrev en af jer ikke fungerer for mig. Han undersøger mennesker lidelse i så ekstrem grad, som man gør.

Det er jo enormt gribende, og en viljesagt synes er fantastisk. Jeg ved ikke, hvad mintention er. Det skal ikke gøre mig klå på, men det er stor litteratur. Men det vil du ikke hvervis nog AI, fordi den vil jo bare have fundet på noget. Her det jo en mand, jeg ved, der er enormt belæst, og nu prøver at sige noget. Essentielt om menneskerheden og dets ledelser. Og så bliver spørgsmålet om nogen lærer af i og prompt på måder, som fortsætter det.

For hvem en Gære er blevet lavere og derfor nemmere at komme over. Krisen er en mulighed for udvikling. Så det tror jeg er helt bestemt. Jeg tror også, der kommer en bølge af utrolig lige gyldig popmusik. Det gør jo hele tiden. Men der kommer hele tiden lige gyldig genæsk popmusik. Det gør der hele tiden. Men jo, bestemt. Det bliver skubbet nye retninger. Det bliver også virkelig spændende at høre ham der Duden forden for Canas og, som har siddet og prompet og lavet noget helt nyt.

Og utværdeligt, så man aldrig været lavet før, fordi han hverken råd til en gitar, eller måske både 100 km fra en skole, der kunne lave det, eller underviser. Det synes jeg også er rigtig vigtigt at tale om. Ja, det er vildt det her. Det er rigtig vildt. Og det er virkelig ubehageligt, at der er nogen, der kan sidde og poster alt muligt kramput på Spotify, fordi vi drukker i forvejen. Det kræver, at der store krav til filtreringen for os.

Men det er jo en tærskel, der bare blevet sænket endnu mere, som har været sænket i tempo over lang tid, og hver gang har ketet noget nyt spændende afser. Nu starter jeg bare der, hvor jeg tror, det giv mening for mig, det var den elektrisk skitring. Da man får den og klarme og trykke på fospedaler og hvad ved i jing, det var jo sindssygt. Du kunne all hälbroke loose.

Næsten du gør noget, det. Så senere kommer trommaskin, trommaskinerne, plasmaskinerne i rollaskinerne, sådan billige gamle syntes, der bliver aflaft i Det i 80, nogle sorte middelkladsdrengen tabpen. Det er endnu en tærs og sænket. Så kommer jeg med D7, syntes bliver billig, tegnopoppen kommer ud af det, så kommer hjemkomputeren, så kan lige pludselig vildt kompliceret, selvom du ikke har en håndværker.

Fli i din ene fingerspads. Ingent, du kan slet ikke gå med din finger. Så kan du lave fuldstændig vildt kompleks musik, afgjorte, otækre osv. Så står da guitar-pedalerne igen, showgase Rock, Sonic Youth, styrock, Dream Pop, Cocktail Twens, alt det der vil ikke eksisterer uden at de der bedaler gjorde, at man i stedet for at blive super god som Timmy Page eller Tim Hendrix. Så kunne man bare male klangalerier med sin gitar i stedet. Og nu har vi så AI.

Og må ikke, der kommer noget spændende af det også. For for nogen, der ikke kan et håndværk. Nogle af ell har jo 10 tommelfinger ikke. Jeg nævner ikke navneral. Kan vi blive rørt af noget, der er skabt af en maskine, så er svaret jo helt sikkert ja, det kan vi godt. Men er det holdbart i længden på samme måde? Er det noget, der kan indgå i en livs historie, hvor der ikke er netop det der med, at vi kan gå til en koncert, vi kan forankre det i tid med.

at vi også forstår, at der er mennesker bagved, der har en livshistorie. Hvad betyder det for musikken? Så hvad er musik? hvor man kan sige, at i dag med musikforskningen, så er vi jo blevet meget mere optaget af, hvor meget det ikke kunne have lyden i sig selv eller det auton kunstværk, som nogen siger. På et tidspunkt fandt det sig, at det altid er indleet en kultur i en tid. Og lige nu er vi jo i sådan en ny tid, hvor tingene forhandles på ny så at sige.

Tusind tusind tak til de gode smukke, medvirkende musikere og komponist og lydforsker ved Aarhus Universitet, Marie Køjkær Højlund. Musikredaktør og anmelder ved information Ralf Christensen og robotskaber Edan Miller for indsigtsfulde og vigtige overvejelser om kunstens overlevelse i AI-tidsalderen. Tak til jer lyttede med. Ris rågs kommentarer og spørgsmål. Kan afgives på Karsten Rortman Radio på Facebook, Instagram eller LinkedIn, eller på mele til superkanker snabelak.dk.

Hvis du kan lide, vil du høre det, så del dig med en ven, og del også i samme omkring et musiknummer, en bog og en kunstolevelse, som har rokke dig. Programmet var til retlagt og beværet af mig, jeg hedder Kasten.