¶ Intro
Jeg så den her money shot af Pornhub's story. Jeg læste også artiklen, som lavede til at have inspireret selve dokumentaren om Pornhub, der ikke bare eftersigende, men havde indhold af både voldtægter og mindreårige og sådan noget, og så blev det oplånet til sin platform, eller til sitet, og så blev det taget ned lidt for langsomt, og så videre. Det var en skidt, skidt sag.
Men i den dokumentar, der fortæller pornstjernen Siri Dahl, at hvordan hun lever næsten primært, og det er jo mange af sig sexarbejdere, lever primært af Onlyfans efterhånden, fordi der har de jo totalt kontrol over det hele. Men en stor del af hendes indtjening, det kommer bare gennem dick ratings.
Hun får så mange dick pics, og så sidder hun ellers bare lige og laver en video af sig selv, der kigger på billedet af den her penis, hun har fået tilsendt af en af sine fans på Onlyfans, og så giver en meget objektiv, sober beskrivelse af penis på billedet, og så en rating 1-10. Det er fandme smart. Og det tjener hun rigtig gode penge på, og så lige siger jeg god weekend og god aften til brugerne, og vi ses i mine DM's. Oprigtigt talt kan jeg godt se jer pillen i det.
Det er jo smart. Det er helt vildt smart. Jeg ved ikke, om jeg kunne finde ud af, hvad det skulle være for mig. Jeg ved det ikke rigtigt. Men der er jo et marked for alt. Jeg kunne godt tænke mig, at min tisseværn var ratet på Onlyfans. Nej, den del der, ja. Det var det. Nå, du har over et helt andet tanker. Hvordan kan jeg udlicitere noget af mig selv og få penge for det? Du tænker ikke, at du sætter dig ind og så rater kvinders kønsdel af det samme?
Det er jeg simpelthen ikke nok indeni til at kunne sige nok om. Det må jeg sige. Der er ikke nok erfaring til at kunne bedømme udefra. Det tror jeg ikke, jeg ville få særlig stor succes med. Jeg vil ikke have et godt fagligt grundlag til at komme med vagina ratings. Der er jo en vidunderlig tv-serie på DR, der hedder Sex med P3. Det er jo enormt godt. Vi snakkede om tidligere, hvad jeg ville ønske, at der fandtes Big Mouth og al det her DR. Da vi var små. Da vi var unge og havde brug for det.
Ikke da vi var små. Vi var helt små nødvendigvis. På det tidspunkt, hvor man har brug for det, der er nogen, der siger, at sex rent faktisk fungerer. I stedet for det, man sig selv finder ud af. Ja, for det ender med, at man sidder her, to start-30-årige herre og smågriner, men sidder og står og går med dick ratings.
Sådan det ender, når man ikke har andet end bare en mærkelig dårlig animeret film i folkeskolen, man lige får sat på, hvor man siger, at jeg prøver at se ham der, han har en hestepik. Så kommer jeg og sidder og tænker, at skal man sige sådan, det er hinandens tissemænd. Ja, det går stærkt. I noget helt andet, Jens. Jeg har et spørgsmål til dig, fordi jeg står lidt og skal ud i det. Hvad er det for en telefon, du har, Jens? Jeg har en Samsung Galaxy S22. S22, så en relativt ny model.
Du har kørt Samsung i ret lang tid, har du ikke det? Jo. Så hvis du skulle have en ny telefon, ville det så også være den nye Samsung Galaxy S23 Ultra? Den har mange navne. Ja, de har efterhånden et par versioner, så det ville det nok være. Ja, det ville det. Hvad er det, der er godt ved Samsung? Smartphones. Hvad er der godt ved Samsung? Jeg tror, jeg havde Galaxy 3. Du har haft OnePlus, ikke? Jeg har haft OnePlus to omgange.
Jeg ved ikke, hvad der er godt ved Samsung, det er jo bare den største koherent til iPhone. Nu er jeg blevet især glad for det, fordi nu har jeg prøvet at komme ind i det her univers, så fjernsynet er Samsung, uret er Samsung, og de her earbuds, som også er Samsung, er også rigtig gode. Så den del er jeg meget tilfreds med. Så det er ligesom for at have, det skulle være Android, det skulle ikke være iPhone, og så pangdangen, Android-flagskibet, det er så Samsung.
Ja, det tror jeg, det er den her. Det er fordi, jeg skal selv ud og have en ny telefon. Min OnePlus 7T, som jeg købte tilbage i, jeg husker, om det var december 19, nej, det var december 19, jeg tror ikke, det var pandemi på det tidspunkt. Så det har nok været december 19. Den har to omgange, bare freeze frame, og så er slukket helt.
Sådan, da den startede op, så har det været med japansk sprog, og så har jeg kunnet lige forændre det til english, fordi det stod lidt længere nede, og så står der, vil du formatere, eller vil du afslutte? Jeg vil gerne, at du tænder. Og så omveje noget brugerforum på nettet, og så kom den tilbage, og den gjorde to gange. Så jeg er sådan lidt, jeg synes, vi er lige hurtige med at backe op alle billeder af Nora, primært.
Ikke nødvendigvis alle vores række 8-promo-billeder, men særligt Nora, for hun var helt lille, ville jeg være lidt af med. Alle de degrading-billeder, som jeg får til at sende. Folk vil gerne høre, hvad jeg mener om det. Ej, det er kun i små grupper, de kommer. Jeg har ikke sådan lyst til at skulle bruge så mange penge, som det koster for hverken en iPhone eller en Samsung. Det er jo næsten 10.000 for en Samsung. Det er helt vildt.
Jeg er hellere nok mest til, fordi igen, jeg er manden, der bliver ved med at tage den meksikanske burger, hvis det er, den smager godt nok første gang, og så fortsætte i OnePlus' verden. Jamen, det er jo det samme, jeg gør jo. Selvom jeg godt kunne læse, at siden 7. generationen af OnePlus, så har de været lidt dårlige, hvis de ikke har kommet med nogen. Det er blevet noget andet, end hvad deres brand lagde ud med at være.
Men med OnePlus 11 har jeg læst mig frem til at høre og se en masse anmeldelser af. Bringer det vist skibet lidt på ret kurs igen? Den blev jo brandet meget som den her flagship-killer af de her store telefoner i starten, fordi den var billig, man havde en premium-experience. Man kan godt høre, jeg har set en masse Marquise Brownlee, eller hvad han hedder, her på YouTube, tech-anmelderen.
Det er sjovt, du siger det egentlig, fordi jeg har tænkt meget over, at den telefonudbydere, der knækker koden med at inkorporere chat-GPT-teknologi og AI i deres stemmeservice, så hvis det er at Bixby-appen mod forventning bliver den, der for alvor kommer ind i AI-verdenen, så kommer jeg til at holde mig til Android.
Men hvis Siri, som man godt kan forvente, bliver integreret med AI, så kommer jeg helt sikkert til at vil sætte iPhone, som det øverste på menneskelighederne, for adgang til en AI-stemmestyre. Men du kan jo vide med sikkerhed, at sker det for iPhone, så går det ikke længe, inden det også er på en eller anden Android. Jo, men jeg synes virkelig, at man kan sige, at jeg har ikke prøvet Siri så meget, men jeg synes stadigvæk, at de halter efter med forhold til deres stemme. Så der er jo mange ting.
Android er jo lækkert, fordi man har mere kontrol over det, som bruger. Hvor iPhone bare har designet, og Siri synes jeg godt kan være med sundt derovre. Jeg kigger meget efter, om det er et godt kamera. Det er det mest klassiske, jeg kigger efter. Men der er jeg så blevet lidt over i, at den Googles Pixel 7 skulle være rigtig godt. Det skulle være bedst kamera. Ja, det skulle være et sindssygt godt kamera, igen til en billig penge, hvor Galaxy 23s og iPhone 14 stadigvæk er noget helt for sig.
Jeg står lige og vælger lidt, ser lige anden. Det er også sådan, at mit screencover, Panzerglas, det er virkelig crack, der har været det i lang tid. Så det står også lidt sådan, men gider jeg købe nyt Panzerglas? Hvis det nu alligevel tænker, at jeg trænger til en ny telefon. Og Martha hun sagde, altså hvorfor er du blevet så hugt på det? Nå, men det er jo ikke, fordi jeg bare aldrig har blevet hugt på det. Den har jo trods alt to gange gjort det, jeg mærker. Og så kom accepten og godkendelsen.
Nå ja, du trænger også virkelig til en ny telefon, så yes. Så det var bare det her sygte, at fællesøkonomien siger, okay, det må du godt, William. Og det er perfekt, fordi du får 10.000 tilbage i skat lige om lidt. Halvdelen cirka af hver en iPhone. Ikke en iPhone, det er jo næsten 10.000. Nej, jeg tror, lige præcis der kom noget tilbage i skat, så det var faktisk helt fint. Det dækkede lige Tinderbox-billetten. Eller som jeg sagde til Martha, da jeg så, der kom noget tilbage.
Ej, men det vil jo faktisk sige, at jeg har sparet penge, når jeg så køber den her telefon. Det er ikke sådan, det fungerer, William. Nej, nej, men det er sådan, det føles. Sådan det føles. Nu har jeg lige fået 3.000 rabat. Ikke også? 3.000 rabat. Og hvor var det, at Maria var skide søde. Hun sagde, at nu har jeg købt billet til Spot Festival. Og så var jeg sådan, okay, fedt. Så skal vi lige have Lumie med til festival. Det, synes jeg, var rimelig cool. Det bliver mega godt.
Og hvad skal William af? Hun kan godt smøre madpakken selv. Ja, hun må finde ud af det selv. Hun får sådan en sædel, man hun kan ringe til. Vi sagde til Nora, fordi hun vågnede kl. 3 her i natten til onsdag. Og havde lidt dårlig sævn. Jeg er lidt dårlig. Jeg skal kaste op. Jeg vil gerne stoppe. Nå, jeg står og solger den op. Det gør den ikke om lang tid. Hun sov ikke mere den nat. Hun vågnede kl. 3 og så var det bare snak og træls og alt muligt.
Da jeg kom hjem fra arbejde onsdag, sagde jeg også til hende, at jeg heller ikke vil sove i nat. Hvis du tager en til nat, så er mor og far nok lige nødt til at tage en nat på hotel. Ja, så må du dig også godt klare det her alene hjemme selv. Det må man faktisk ikke. Nej, det er rigtigt, Nora. Det må man faktisk ikke. Det kunne vi ikke finde på. Men vi vil gerne have, at du sover. Ja. Det skal ikke handle om Dick Rating Pics eller Android vs. iPhone-telefoner.
Det skal handle om en meget oppe i tiden serie og en ny premierfilm, man kan se i biograferne i denne uge. Steven Spielberg er tilbage med sin mest personlige film i form af Fortæller manden The Fablemans, eller fortæller mændene The Fablemans, at grunden til, at den hedder Fableman, er sådan, at det ikke kan passe. Der må være en anden grund til, at den hedder The Fablemans, eller familien, der skal skitsere Spielbergs familie, den hedder Fableman.
Nej, det er bare Tony Kushner, skriftforfatteren, der tænkte sådan, at Spielberg betyder jo play mountain eller spilbjerg. Og så kunne han rigtig godt lide noget af det tyske spil, og så tog han Fabel indover, og så blev det The Fableman, simpelthen historiamanden. Så det er så på næsen, som man kunne forestille sig. Den har vi været inde og se og anmelde, og så har vi set Donald Glover og Janine Nables nye prime videoserie, der hedder Swarm,
som har Dominique Fishback i hovedrollen som en toxic fan. Hun er superfan. Hun vil virkelig bare gerne have gratis billeder til at komme ind til alt muligt. En som ikke er Beyonce. Slet ikke Beyonce. This is not a work of fiction. Nej, det er rigtigt. Så det er det, vi skal snakke om og anmelde i dag. Skal vi ikke bare gå i gang med det, Jens? Jo, og den opmærksomme lytter har måske lagt mærke til, at hvis man alt efter, hvilken sted du streamer eller lytter til podcasten,
så kan man jo hoppe frem og tilbage på Spotify. Hvis man lytter der, kan man lige klikke på de her tidskoder, så hover man direkte hen til dem. Ja, det tænkte jeg, da jeg så, at du havde lavet det. Hvordan har du gjort det, Jens? Og er det noget af vores hostingplatform, der er tilbudt hjælp til, eller har du været inde og virkelig nørde med det?
Ved du hvad, det var faktisk den gode Nikolaj fra Lupinvaj podcasten, som også lytter til Rekording, han skrev det inde på Twitter, at det var fedt, at Spotify havde fået den funktion, som man kunne hoppe frem og tilbage i. Nå! Ja, og så andre steder, fordi Buzzsprout, den her host, har jeg så testet kapitler ind der, så på andre platformer, vi tror på, i hvert fald på Apple podcast, der ville man også kunne se kapitler, men på en anden måde, end med Spotify.
Ja, for det er da mega, mega smart. Og når man alligevel er derinde, så må man endelig gerne give Rekording en rating, en kommentar, en hyggelig, sød lille venlig en, hvis man har lyst til det. Det vil vi kun synes er dejligt at læse. I er også altid velkommen til at skrive til os. Spørgsmål, forslag til ting, I vil høre os tale om, det kan I gøre på at Willibrandsen, at Drepsy eller at Rekording eller Rekordings Facebookside. Skriv endelig, vi tager det hele op, hvis der kommer noget.
Men lad os hoppe ind i sværmen og se, hvad det er for noget. She is not like everybody else. She knows what we're thinking and she gives it a name. She's a goddess. I gotta grow up, Dre. I can't stay here with you. Why are you doing this to me? I had to ask you to leave. Try this trick and spin it. What do you think she's doing right now? Who's your favorite artist?
¶ Swarm
You're a killer beat. Part of the swarm. Talk about ninja. You get stoned. They are not your friends. Those are some crazy ass fans. This is feeling a little bit sketchy. You know, I always knew you were gonna be something. I was like, she's so weird. You gotta spare the truck. No! Damn, you got a dead body in there or something? Swarm beskrives som en sort komedie. En psykologisk horror thriller fra Don Glover og Janine Nabors. Don Glover er også kendt som musiker, en Charlie Scambino.
Han kom særligt frem på den her komedieserie Community. Har du set alt det, Jens? Nej, ikke det hele. Jeg hoppede lidt af, inden de kom til de her Prime Video remakes, hvor de lavede nysesøren. Jeg tror, jeg var med, ligesom han var med. Jeg tror, jeg hoppede af, da han hoppede af. Ja, fordi han var nemlig ikke med. Det er ikke rigtigt, nej. Han har jo selvfølgelig haft kæmpe, kæmpe stor succes med Atlanta FX-serien, som man kan se på Disney+. I fire sæsoner, er det ikke rigtigt, Jens?
Der er nemlig fire sæsoner på Disney+. Han har sammen med Janine Nabors her skabt Watchmen, ikke Watchmen Historie, for det stod grund til at det hed Watchmen. Det er fordi Janine Nabors var skriftforfatter, også på Watchmen og også på Atlanta. Det er derfor, at han er med på den her. Der har hun skabt serien Swarm, de to. I serien følger vi Dominique Fishback som Dre, Andrea, forkortet Dre. Der er en utrolig stor fan af sanger inde, Naja. Og en del af Najas fanbase er kendt som Swarm.
Og som man hurtigt fanger, hvis ikke man vidste det på forhånd, når man ser serien, det er, at Naja og Swarm er slet skjulte referencer til Beyoncé og hendes Beyhive, eller Beehive. Ligesom Atlanta tager kreative krumspring, så gør Swarm det også, hvor vi mest har en ret løs narrativ tråd mellem de syv afsnit, der lidt mere lader til bare at have sin egen særegnende fokus episode til episode. Serien har en række spændende og også lidt opsigtsvækkende gæstestjerner på rollelisten,
der indtil nu har skabt en hel del rører online i forbindelse med seriens udgivelse her den 17. marts. Jens, du forslog, at vi skulle anmelde serien her. Hvad var det, der tiltrækte serien til dig, Jens? Var det Glover, var det de omtalte gæstestjerner, eller var det Beyoncé-parallelen? Det var Beyoncé-parallelen. Jeg læste ret hurtigt, og det påvirker mig ret meget, at den bliver sammenlignet med Scorseses arbejde med De Niro i starten. King of Comedy.
Det er rigtig meget King of Comedy, den måde, som han har et forhold til den komiker, som jeg ikke kan huske, hedder i det her film. Og så har Boba Fett også lavet en film, der hedder The Super Fan, som også har lidt af det, jeg tror, jeg snakker ikke, hvor han bliver godt til. Det er den med Wesley Snipes? Det er jeg ret sikker på, ja. Ja, hvor han er baseballstjerne. Ja, lige præcis den. Også en rigtig god film. Men ja, det var egentlig lidt det, der trække mig ind i det.
Og så med Don Glover, så var jeg med det samme sikker på, at det var noget, han lavede, da jeg så første afsnit og kunne mærke den samme stoffelighed omkring Andreas verden og universet. Det føltes meget mere autentisk end så meget andet. Det føltes faktisk rigtig meget som at starte på Atlanta. Atlanta starter også ud som en meget jordnære og nærmest social-realistisk skildring af det her kummerlige liv, de har i The Project. Eller i hvert fald den sørdelige hus.
Sørdelige ghetto, de ligesom lever rundt i. Ja, det er særlig dejligt. Både Atlanta og Swarm skildrer lidt de her miljøer på en meget, meget trist farson. Så det var det, der trække mig ind i det. Og var det spændende så? Det er også det, der trække mig til serien. Jeg var også gået i gang med at se den, inden du foreslår, at vi skulle anmelde den. Så skal jeg virkelig lige følge med nu. Så stopper vi med de mavebøjninger. Nu er jeg nødt til at sidde og stille og kigge.
Nu stopper jeg med de dig-ratings. Nu er jeg nødt til at have, ikke second screen, kun main screen. Nu har du rate de der titties i stedet for. Ja, lige præcis. Det var også det, der trække mig til serien. At der ville være den her Beyoncé-parallel. Det har jeg altid tænkt sådan. Jeg har altid syntes, det har været lidt sjovt og underfundigt at se online, når der er Beyoncé, Lady Gaga eller Taylor Swift. Nogle af de allerstørste kvindelige stjerner kommer på banen med ny musik.
Eller en 40 minutter lang video, der hedder Lemonade. Hvor end lidt de kan gøre. Et nyt post på Facebook, der får 7 millioner likes, hvor der ikke er nogen som helst caption. Det er bare et billede af halvdelen af deres venstre hofte. Hvad betyder det? Jeg har så mange fans, der bare går virkelig i dybden på det. Jeg kan ikke kunne lade være med at sidde og tænke sådan.
Er det ikke lidt træls at hæfte så meget af sin personlighed, hverdag, liv eller glæde op på en person, som er fuldstændig ligeglad med dig? Selvfølgelig er de ikke ligeglade med deres fans. Det er deres fans, der gør, at de har et publikum, en leveveje og en indtjening. Men de ved jo ikke, hvem de største af de her mennesker er. Så hvorfor skal de have så stor en indvikling på dem, og hvorfor lader folk dem have så stor en indvikling på deres liv?
Det var også derfor, at jeg glædte mig til at se, hvad det så var for noget. Det er præcis som du siger, at man bliver lukket ind. Det er kun 7 episoder af lidt skiftende vejede. De her episoder har, jeg tror, en er 25 minutter, en er 28 minutter, en er 53 minutter, en er 45 minutter. Det er jo på Prime Video, så der er tydeligvis stor frihed til at selv afgøre, hvor meget den enkelte historie i hver episode har brug for at bruge af længde og snor til at blive fortalt.
Men man bliver lukket lidt ind med, at det virker til at være meget fokuseret eller lidt mere seriøst end Atlanta eksempelvis var. Og så udvikler det sig derfra til at blive lidt aparte fortællinger undervejs. Så er det meget forskelligt, sad jeg lige og tænkte på her tidligere i dag, hvordan det er, hvor der er nogle episoder, der sker der ikke særlig meget. Altså sådan episode 4, hvor der er at...
Og vi kommer ikke til at tænke at spoile nødvendigvis en hel masse, for der er også en del af serien, der er sjov at bare sidde og blive overrasket over, hvad der kommer til at ske. Men i episode 4 befinder hun sig primært i en slags kvindelig kult, eller meget kvindefrigørende kult, virker det som om, omkring Bonnaroo Festival over i USA. Der sker ikke så meget mere andet end de relationer og det møde, hun har med kultens leder, lader det til at være her.
Hvor i episode 2 sker der helt vildt mange ting, som gør, at jeg selvfølgelig lige følger efter de lidt mere skældsættende sæsonbegivenheder, der sker i den episode. Hvor vi både ser, at hun møder en kvinde, begår et mor, tager til festen med nogle stribervenner, hvor der er en masse hvide mænd, der fetisjerer de sorte kvinder. Det er nok også en del af, hvad Beyoncé nogle gange snakker om. Og så videre til at begå endnu et mor, fra en der havde done her wrong og done Nigel wrong.
Så det er meget omskifteligt med, hvad man forventer og hvad man får i hver eneste episode. Var det noget, der irriterede, frustrerede eller holdte det der fange i serien? Nej, det synes jeg var vildt godt, at den får en følelse af at være en road movie, fordi der er så mange figurer, der kun er optrædet for et enkelt afsnit. Det kommer til at minde som en helt standard road film, at Dre bevæger sig tættere og tættere på at komme i kontakt med Nigel.
Det er hele tiden målet med at komme tættere på Nigel, komme til koncerten og møde hende. Og så er der alle mulige ting, der forhindrer hende i det. Det er fx det her kvindefællesskab, der lader til at hjælpe hende, men måske også forhindrer hende. Og så er der et afsnit, hvor hun virker til at være helt ude i skideren. Og så næste afsnit ser man, at det er sådan, hun skal tjene sine penge igen, og det er sådan, hun skal komme op igen. Og der møder hun nogle andre figurer.
Og som du siger, så kommer hun ud på den her vanvittige løbebane, fordi det er som om, at hun jo hæfter sig ved sin søster. I det her forhånd, hun har til søsteren, som vi hele tiden ser små bider af, som jo på en eller anden måde har indoktrineret. Det er jo søsteren, der har indoktrineret Dre til at blive den her lidt fanatiske fan. Og så kommer der hele tiden en drivkraft i seriet med,
at hver eneste gang, der er en konflikt, så er det typisk bygget på, who's your favorite artist? Det hører vi mange gange. Ja, så kommer lige den der... Ja, det der lidt kikset lyd af... Summelyd af bier. Ja, så man kan sige, at man er meget med, man forstår symbolerne, man forstår tegnene, man forstår hele tiden, hvad man er med. På et tidspunkt så er man helt med på, hvad der sker, når der er en eller anden, der siger noget negativt om Nigel.
Så ved man godt, okay, så er det det, der kommer til at ske nu. Ja, lige præcis. Og nu er hun nødt til at flygte igen. Ja, altså hendes... Hvad hedder det? Who's your favorite artist? Det er hendes svar på, do you know how I got these scars? Det er lidt sådan, det bliver brugt. Ja, eller hvad hedder det? Call the coin, fra No Country for Old Men. Det er på en eller anden måde meget fedt at se sådan en konceptudfordrelse på denne måde. Det er trygt på en bizarre og lidt voldsom måde.
Fordi den er voldsom til tider, synes jeg. Ja, for hun er jo en serie af morter. Ja, det bliver hun. Ja, præcis. Og det er jo også det, som er så sjovt med sådan en serie som den her, det er at prøve at sidde og tænke, hvad er det så, de vil sige? Hvad er det så egentlig, de vil sige med alle de her ting? Hvad skal vi bruge det til? Er det noget rigtig, rigtig skidt om Beyoncé, eller er det noget rigtig, rigtig skidt om fans? Eller er det noget rigtig skidt om særligt Beyonces fans?
Er det fordi, at Glover og Neighbors her mener, at det er hendes fans, altså hendes Beyhive, der er så absolut den største og mest glubske fandom af store musikere? Det er da meget muligt, at det er det. Det er i hvert fald nok en af de første navngivninger af en fandom til en soloartist, jeg lige sådan umiddelbart husker at have hørt om til at starte med. Der var noget, der hed Beyhive, eller Beehive, eller hvad end det hed. The Hive.
Ja, altså det er jo en af de noget, jeg først lavede mærke til med Lady Gaga, ikke? Hvordan de skulle hedde Little Monsters. Little Monsters. Det er all my little monsters. Og så da jeg så serien her, Swarm X, så tænkte jeg rigtig meget på, hvordan især K-pop fans er meget aktivistiske omkring deres kultur.
At de ligesom hijacker, de her, altså finder enhver afstemning og enhver, man kan sige, proces, der findes, og så ligesom hijacker, der sørger for, at det er BTS eller hvem det nu er, Blackpink, eller hvad det nu hedder, de her bands, der så bliver nævnt som de bedste nogensinde.
Ja, fordi det er det, at hver gang, at Dre, hun oplever, at en anden person omtaler Naija negativt, eller siger, at hun ikke er så god, eller lidt ligegyldig, så tager fandomet det som næsten et angreb på dem personligt, jo. Fordi den her person, Naija, betyder så meget for dem, for hvem de er, for deres jeg.
Så det er et angreb på deres måde at leve deres liv på, og deres, hvad hedder det, eller hendes kvindelighed, og ofte er det bare, sådan er det i episode 1 og 2, så leder det hende på en jagt af en internetkriger, som bare skriver nogle ting for at være ondt, uden rigtigt at kunne stå på mål for det i virkeligheden måske. Altså, hvorfor skrive noget, når man ikke kan skrive noget ordentligt, eller skrive noget pænt.
Og de der fortolkninger, kan man ligesom tage og drage hele vejen serien igennem, synes jeg, hvilket gør det rigtig sjovt at sidde der på og forstille sig, hvorfor skal vi se Paris Jackson lige pludselig i den her episode, som jo er Michael Jacksons datter, og hvorfor skal hun hedde Hayley, og hvorfor vil hun kalde sig selv Halsey, jamen det er fordi hun er black. Så er du sort? Ja, min mor er hvid, og min far er sort.
Og det er jo så den virkelige parallel, at Paris Jacksons far selvfølgelig var sort, og så blev han hvid. Og de havde jo så også en hvid mor, jeg kan ikke lige huske, hvad Michael Jacksons mor til børnene her hed.
Men det er bare sådan nogle andre paralleller, de prøver at lave, og hvad er det for en shade, de prøver at kaste på Halsey her, og der sad jeg og tænkte, er det fordi, at vi Glover og Neighbors, de ligesom kalder Halsey ud her som en, altså Halsey er også en, der har en afroamerikansk far og en hvid mor, men jo ikke det, det ante jeg ikke, før det var jeg så serien her,
og tænkte sådan, hvorfor har det med noget at gøre, der sad jeg og tænkte, er det fordi, at de mener, at Halsey, hun ligesom har piggybacket off sorte, kvindelige artisters måde at lave musik på, og derfor ligesom sådan, ja okay, du ser det lidt som selv halvt sort siden der, at du har bare gjort det samme som vi gør, men du kan meget lettere komme til det, fordi du er hvid.
I don't know, det var bare sådan en tanke, jeg sad og fik, og så kunne jeg så igen se, at okay, det er fordi, hun faktisk er en datter af en sort far, eller en mørk far og en hvid mor, men så det synes jeg var noget af det allerbedste ved serien, det er alle de her punkter, man kan slå ned på og sidde og virkelig fordere over.
Jamen jeg forstår, hvad du siger, og der er også en anden popstjerne, som jeg ikke vil nævne, hendes navn er, men som optræder, og hun har jo også haft et lignende forhold til hendes fans, ikke med at have hele tiden kæmpet med at være meget sådan, men en af de naive følelser er, at hun kunne godt interagere med fansene på sociale medier og har tydeligt fundet ud af, at der er en grænse for, hvor meget man kan, og hvordan den her fankultur driver mennesker til at blive nærmest psykopatiske.
Hun er rigtig god, igen vi nævner ikke lige navnet på hende, hun er vildt god, synes jeg, i denne episode. Hun er med den her, for os lige nu, unavngivende popstjerne. Hvis du hun var med, inden du satte dig ned, så var det ikke heller jeg, der kom dertil.
Og det er så sjovt, hvordan hele den scene er framet og filmet og klippet, når vi ser hende første gang, hvor Dre kommer til et sted, og så får vi dem filmet begge to i et fuldtotal billede, så vi ser kun siden af den her kvindelige popstjerne, som har en rolle her. Jeg satte mig op, fordi stemmen var velkendt, men jeg kunne ikke se, hvem det var rigtigt. Og så klipper vi dem lidt tættere og tættere, og så bevæger hun sig nærmere Dre, og så siger jeg sådan,
Gud, det er det sgu da, hvad fanden, det var vildt. I vort tid er det virkelig sjældent, at man har mulighed for at få de der oplevelser af at være unspoiled, når man sidder og ser sådan noget som det her, altså en forlænget cameo optræden, er det ikke? Jo, hvis man går ind og tjekker IMDB, så får man det afsløret.
Variety brægte det også et par timer inden, at den her person selv var ude og smide brødekrummer på sin Instagram-profil, så det er kommet ud, hvis man følger den her person, så ved man nok allerede, men ellers kan det være en spændende og positiv oplevelse at se den her kvindelige artist. Man kan jo håbe, at hendes fans ser den her serie og så indevender sig selv, men det er jo nok nebbet af det, der sker.
Måske ikke, nej. Gloveres og Neighbors er blevet spurgt om Beyoncé, om hun har set serien, og de siger, at hun har set den, og hun har approved det hele. Det er jo vildt. Der er sogsa en scene, hvor vi får det fra et overvågningskamera i en elevator, og jeg ved ikke, om du kan huske det, hvor det var de her famøse elevator-optagelser af Soul Orange Nose, der angriber Jay-Z i forbindelse med et eller andet event, mens Beyoncé bare står kold ved siden af,
og Becky med det gode hår, der fik det hele til at eskalere. Så der er så mange paralleller, også visuelt, der drager til det. Og selvfølgelig her, Naija, hendes musik, hendes æstetik, kostumer og dræk, der er jo altid så hurtig og væk. Musikken, de har lavet til Naija også er ret overbevistende. Jeg kan så godt lide serien. Samlet hele. Særligt episode 6 gør den jo noget virkelig mærkeligt, som fik mig til at falde lidt af.
Ja, præcis. Der gør den det, som Atlanta har splittet meget vandene med. Den skifter fuldstændig i retning og spor. Det synes jeg er meget fejlagtigt. Jeg synes egentlig ikke, det fungerer på samme måde, som det gør i Atlanta overhovedet. Det kunne godt fungere, men det synes jeg bare ikke, det gør. Den måde, som den skifter og ændrer perspektivet fuldstændig. Man kunne godt have brugt noget af det. Det er det, som jeg siger, det kunne samtidig fungere, men det synes jeg bare ikke, det gør.
Det er svært at forklare, men det er jo fordi, at i Atlanta er man med på comediegrebet, og her bliver det bare lidt besønderligt. Det bliver ufrivilligt morsomt. Det er jo et godt point, det du siger dermed, at det er som om, at serien har gjort et ret godt stykke arbejde med at lave bevægelsen fra det meget jordnære til sluttet på noget, som er ekstremt drømmende i virkeligheden.
Det er det aller sidste, vi ser i tv-serien, der er vi ret sikre på, at det egentlig ikke rent faktisk er det, der sker. På samme måde, som vi må antage, at det, der sker det sidste, for Travis i Taxi Driver, nok ikke er rent faktisk det, der sker. Og det synes jeg, at den bevægelse er en lille smule ærgerlig, og det hænger også noget sammen med, at jeg synes ikke helt, at hun er up to snuff. Fishback.
Fishback, ja. Jeg synes ikke helt, hun kan levere. Der sker jo rigtig meget i serien, som jeg nævnte før. Lige pludselig er vi et helt nyt sted, så skal hun gøre noget helt nyt. Hun bliver tvunget til, for at undgå at blive taget i de her mor, at ændre personer på en eller anden måde. Og de her personerskift savner jeg at få illustreret meget tydeligere fra Fishback.
Det bliver meget pludseligt for mig, når jeg lige pludselig ser hende gå fra at være meget naiv og socialt ærgerlig, til lige pludselig at virke. Selvsikker. Til eksempel Sona, hvor hun er meget selvsikker. At det skift har jeg virkelig brug for at se i den her figur, som jeg ikke ser rigtigt. Ja, fordi fra episode 1 til episode 2, der virker det til, at hun går fra at være lidt slow ligefrem, lidt tilbagestående mentalt, til at være kvindefrigjort og sexet og i kontrol.
Jeg er helt enig, at den mangler et eller andet personlighedsudvikling, overgang i karaktererne undervejs af episoderne. Men det er først virkelig ved episode 6, hvor det er, at den tager det her helt mærkelige stilskifte, hvor det er, at jeg begynder at tænke over, at nu og så den vender tilbage i det samme spor, som ligesom slap fra episode 5. At jeg kommer til at tænke, at nu faldt det fra hinanden. Nu passede stykket ikke sammen til sidst overhovedet, synes jeg.
At jeg så også kan sidde og savne, at det gør det jo egentlig heller ikke særlig meget i de foregående episoder, men det lever ligesom bare på, at det er nogle underholdende, enkeltstående sekvenser i de her episoder, som gør, at når det var spændende 30 minutter, når det var spændende 45 minutter, der giver nogle sjove scener og nogle sjove skuespilsekvenser, og ellers giver nogle sjove ting at sidde og analysere på og fortolke på.
Men sådan overordnet set, så mangler der rigtig meget det der, bare sådan helt traditionelle, lidt kedelige øjeblikke, hvor man ser karakteren kigge indad og finde ud af, hvad er det, jeg er nødt til at gøre for at komme videre i den situation, jeg befinder mig lige i. For hun befinder jo hele tiden gradvist i en situation, der bliver værre og værre, tak med at hun slår flere og flere mennesker ihjel. I episode 6 blev det lige pludselig sådan lidt dokumentarisk næsten.
Man kan sidde og stille sig spørgsmålet, at det jeg ser, er det faktisk fundet sted? Jeg kan sige, at nogle af de ting, der sker, der har de taget Dre her, ikke en virkelig karakter, Andrea Green, og placeret ind i faktiske morhistorier, eller mor- og internetmyter, for ligesom at lægge et lag ovenpå, hvad er det vi ser, og noget af det er virkeligt, noget er det ikke virkeligt. Men i sidste ende kommer det bare ikke til at hænge super godt sammen.
Og det er rigtig jævligt, for den starter altså rigtig godt ud, synes jeg. En af de ting, der er en stor forskel fra Swarm og King of Comedy, det er, at man sidder hele tiden og venter på det der afgørende møde, det der med, at man så endelig får forløst, at nu vil man gerne møde Nijah.
Og det kan jeg jo godt afsløre, at det seriøst ikke bliver det, han er interesseret i. Det er lidt sådan halvandet møde næsten undervejs, og det er ingen af dem, der føles, det efterlader i hvert fald meget tilbage, at ønske, at det skulle have været, fordi man sidder og tænker, var det bare det, eller kommer der ikke noget mere, eller hvordan kan det slutte her, og igen, den mangler da noget finish, som de siger i junior-badhusene, som vi også ser derinde.
Ja, for det havde været nemt jo at gøre ligesom King of Comedy, og så møder hun Nijah, altså i King of Comedy møder Robert, han møder Jerry Lewis, ikke så smart den her figur. Og Jerry Lewis viser sig at være lidt et røvhul, ikke?
Og det kunne man godt have gjort her også, man kunne sagtens have gjort det og sagt, jamen okay, Nijah møder, undskyld, Dre møder Nijah, og Nijah viser sig at være, ligesom man forestiller sig en popstar, du ved, hun er lidt travlt, hun er lidt stresset, hun har ikke, du ved, hun har så mange fans, og hun har ikke tid til at bruge tiden på det enkelte fan, ikke? Nej, lige præcis.
Det kunne man godt forestille sig, at det var sådan, det var, og så skulle vi så bare se Dre eller Fishback endnu en gang spille den her fortvisning ind i hovedet, og så sige, jamen, ja, ja, men, altså du ved, lave en eller anden mental akrobatik for at undskylde, at det er sådan, Nijah er, og så alligevel fortsætte sin fær, ligesom Robert gør i King of Comedy, ikke?
Prøv at vide mere og holde fast i det, for det er det eneste, der driver hende, det eneste, der driver, hvad hedder det nu, Dre, det er jo den her relation, hun har til søsteren, som så bliver stofliggjort af det her fankultur element. Og hun er jo bare, hun er jo syg i sit hoved, Dre, og det mangler serien at skitsere på en lidt mere servenlig fason, end bare, nu er hun her, nu sker der det her, undervejs.
Og hvis man skal have noget af det, så er det jo nemlig at pege fingre af alle de her mennesker, som er lidt for fanatiske omkring det, og der havde det været bedre for mig at se, hvis man ikke havde portrætteret Dre så meget som socialt akavet. For det kommer hurtigt til at smage en lille smule af, at det ikke har så meget at gøre med, at hun er fan, det har mere at gøre med, at hun bare er syg i forvejen, og så bliver fankultur bare en outlet for den her sygdom.
At det havde været federe at sige, at hun er bare et helt almindeligt menneske, vi har alle kapaciteten til at miste grebet om virkeligheden, og bare festner os omkring et element, som vi så ikke kan slippe. Overvejende set, så føler jeg lidt, at serien ikke er en stileøvelse, som Atlanta nogle gange kunne være, men lidt mere bare en kommentar, uden nødvendigvis at have så meget nuance i sig undervejs i sit fortælling.
Men hvis noget af det, vi har sagt alligevel har umiddelbart, så vil jeg stadig sige, prøv da at se den, den har altså nogle sjove elementer i sig, nogle spændende tematikker, som den bringer op undervejs, så kan man gå ind og se det på Prime Video, alle syv episode, de ligger tilgængelige. Ja, det tager knap tre timer at se det jo. Lige præcis, så det er ikke så stort et commitment, jeg tror heller ikke, at det er noget, der kommer en sæson to af.
Som jeg har forstået det, så er det bare en one and done, den her fra Glover og Janine Neighbors. Det var Swarm, skal vi gå over til Steven Nås Spildebjerg og se, hvad det er, han har fået skabt mellem fingrene i The Fablemans. Du kan ikke bare elske noget, du også må tage sig af det. Det er vigtigere end din hobby. Kan du stoppe med at kalde det en hobby? Mamma fik en mønke!
¶ The Fabelmans
Hvorfor fik du en mønke? Fordi jeg har brug for at lytte. Du må altid være centrum for opmærksomhed. Stop med at høre på hende! Det har været ingenting, men respekt fra dig! Jeg er din mor! Familie, kunst, det vil dække dig. Stop med at lave film, det vil bruge din mors kærlighed. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre mere. Du gør, hvad dit kærlighed siger, du skal. Hvad var din favoritdel? No apartheid park. Det er ikke en mørke dag, som et nyt Politik. Du skal være flere ping på din Smartphone.
Trøst oven for at dele dine ferdige saker. Så gi'r han det mere særsyn. Melodien velges næsten af andre klasse-dingene. Det nostalgialt, og det fantastiske om den fra!
Filmen forløber som en udstrukket comic-of-age-fortælling med løbende nedslag omkring forskellige ansættelser for faren i California og Arizona, omkring moderens svære depression, omkring mødet med antisemitisme, uskyldig kærlighed, seksualitet og en løvetæmmende grandonkel spillet af George H. som fortæller Sammy om det farlige kompromis mellem familien og kunsten. Spørgsmålet er William, skulle The Fablemans have vundet en masse oscarstatuetter her for nylig?
Det er jo sådan et spørgsmål, hvor man altid skal sidde og tænke, hvem skulle så ikke have vundet i stedet for? Og det kan jeg måske ikke sådan lige. Jeg tror ikke rigtigt, at der er nogen steder, hvor jeg kan sige, at det burde have været The Fablemans, ud fra jeg hver dag kan huske, der burde have vundet i stedet for, hvad end der så vandt de priser. Michelle Williams? Nej, hun er ikke en hovedrolle. Hun er i hvert fald ikke en hovedrolle, som var kategorien, hun var der.
Nej, det er sgu da ikke det. Det var en fail af studiet her. Så nej, det synes jeg umiddelbart ikke, at den skulle. Men jeg synes stadigvæk, at jeg elskede virkelig den her film. Jeg kunne virkelig godt lide den. Jeg synes, at den var virkelig, virkelig, virkelig god. Jeg blev virkelig, virkelig forelsket i den her fortælling, som Spielberg endelig har taget sig tiden til at fortælle, som jeg kunne læse mig frem til, så er det noget, han har overvejet i mange, mange år.
Han havde arbejdstitlen til at starte med, det var, hvad står der, hvad er der skrevet? Der stod I'll Be Home. I'll Be Home havde han som titel til at starte med. Han fortalte sin historie til Tony Kushner, da Kushner var med til at skrive Munich for Spielberg. Han har også skrevet Lincoln og West Side Story senest, også Tony Kushner her. De har jo et længerevaret samarbejde, de to. Hvor han også sagde, at det er en historie, du er nødt til at fortælle den dag.
Og så oven på corona kom alle mulige tanker op i hovedet, ligesom det gjorde med min kære forsørger, som har valgt at nedlægge geskjæftet som forsørger. Man begynder at tænke på alle mulige ting, det er klart, når man lige pludselig får sådan et forced stop i livet. Hvor Spielberg også havde tænkt, at hvis jeg kun har én film mere i mig, hvad er det for en, jeg skal lave? Og Spielbergs forældre døde så sent som i 18 og 20, som jeg læste. Ja, det var den stil der. Eller 17, det var deromkring.
Og som også var en del af det, han havde svært ved at finde ud af, om han skulle gøre det, mens de var i live. Fordi han ville ikke gøre noget, der satte dem i et lys, som de ikke følte var troværdigt. Men han har også haft sine søstre meget involveret i filmen her. Synes du så også, at hvis det nu er Spielbergs sidste film, er det et godt punktum hos selv? Nej, det er det ikke vel. Det er problemet, at det ikke ligner en Spielberg-film. Det er mest det, som så generer mig lidt ved filmen.
Jeg tror, hvis der nu havde været en anden instruktør, så havde jeg nytte det lidt mere. Er det fordi, du bokser Spielbergs og siger, at han skal være den her slags instruktør? Ja, det kan godt være lidt. Det, der påvirker mig mest, som jeg også siger i introen, er, at den ikke har så meget handling. Det er meget lidt ligesom at se Boyhood.
Boyhood er det mest genereksempel, fordi det er netop bare, at vi skifter over til en ny scene, og så er der en ny scene, og så kommer George H. ind, og så er han lige der. Så leverer han lige tematikken, og så går han igen. Ja, du ved, det er jo sådan en film for dig. Ja, uh! Det er et film, hvor der ikke er en egentlig handling. Der er mere bare nedslag i nogle scener. Gode quotes. Movies and dreams we never forget.
Jeg har det allerede tatoveret på langt sindesiden her. Det kommer til at stå der. Ja, det kommer til at stå der. Da filmen starter, så er jeg egentlig med på at synes, at det her er en af de bedste film, der er. Fordi den er lavet så fint og så rent. Den har følelsen af klassisk Spielberg, synes jeg også. Ja, der er en helt ungen skuespiller, der kaster til at stå der ved biografen og sige, at jeg ikke har lyst til at tage i biografen.
Og Paul Dano og Michelle Williams er så fint karakteriseret fra starten af, som nogle atypiske figurer. Det er ikke den typiske fraværende farvel, vi har. Og jeg bruger meget tid på at læse om, hvad Arnold Spielberg på den her måde også. Det var han også. Så det er meget interessant, at vi får præsenteret en meget støttende far, en mor, der så er meget flyvsk og vælsindet og har også lagt en kunstnerisk side på hylden.
Det er sjovt, fordi du siger støttende, men han er jo sådan passivt støttende, for han ser det, som om det er jo en hobby. Det er jo for mange penge at bruge på en hobby. Det er altså ikke bare en hobby. Det kan være, at han har lagt filmeriet på hylden. Det kan godt være, at han skal starte på college næste år. Han gider da ikke blive ved med det her. Du er altid så hurtig til bare at kaste hans interesser til side. Men som udgangspunkt, så giver han ham jo et kamera og et kasseroom.
Så han støtter det jo også. Og en klippemaskine. Det er det, jeg mener også. Vi ser en lidt atypisk version af den amerikanske drøm, hvor det typisk er sådan, at alle var imod, at jeg skulle spille basketbold eller lave film. Alle var imod det. De kunne aldrig lade sig gøre. Men i Steven Spielbergs tilfælde, der virker det, som om han jo anerkender, at grunden til, at han laver film, er fordi, der var så mange mennesker omkring ham, der gav det til ham.
Og så når vi ser det her med, at han har vinder set The Greatest Show on Earth, og han så kommer hjem og får det her tog-set i Hanukka-gaver. Og så den her repræsentation af, I just want to see them crash. Det synes jeg er så fint. Der kan jeg bare mærke, at Spielberg er inde i noget med, hvad det egentlig film handler om. Og det er jo en farlig vej at tage. Og jeg synes også, at han rammer ind i noget af det, også i forhold til senere i filmen, når han skal deale med nogle bøller.
Så der kommer også noget med, jamen gud hvad er det egentlig film skal kunne? Og der er bare at tænke over det her. Men grundlæggende kan jeg se, så mangler jeg bare lidt sådan en fortælling, jeg kan holde fast i. Det kan jeg godt forstå, fordi den er jo præcis, som du siger, det er meget nedslagspunkter, så har vi ham som dreng. Og det store nedslagspunkt er omkring, at han skal genskabe scenen fra filmen, han så i biografen, frem til, at vi får Gabriel Labelle, som jeg aldrig har set før,
da så spiller den her unge, Stine Spielberg. Jeg synes, han er vildt god, Gabriel Labelle. Vildt, virkelig god. Han glæder mig til at se i forhåbentlig en masse andre ting i fremtiden. Hvor vi så har en masse nedslagspunkter der, hvor de flytter og nye udfordringer, ægteskabelige problemer mellem forældrene. Onkel Benny, spiller det Seth Rogen, han kan pludselig ikke være der, det giver nogle andre konflikter mellem far og mor.
Mitts siger Arnold, Williams siger Dano, og kommer i highschool i Los Angeles. Han hedder Bird i filmen, ikke også Arnold i virkeligheden, men Arnold Spielberg i virkeligheden, og så her Bird Phelon. Ja, selvfølgelig, det er klart, det er ikke de rigtige navne. Det er min fejl. Det er lidt forvirrende, fordi man kan sige Jodh Hirsch, Boris hedder han også i virkeligheden. Så er det lidt svært, simpelthen. Det er klart. Men det er jo præcis som du siger, det er bare en film, jeg elsker det her.
Den har bare de her livsfortællinger, den her nære nære livsfortælling. Det gør ikke mig noget, at jeg sidder og tænker, at det var en klassisk Spielberg-film. Jeg har sympati for manden, hvis han tænker, at hvis han kun skulle lave én film, så ville jeg have, at det skulle være den her. Jeg har gjort alle de andre ting. Han er allerede i gang med sin næste film, det er jeg sikker på.
Så jeg kunne virkelig godt lide den, og kunne godt få følelsen af Spielbergs, særligt hans nostalgiske måde, han visualiserer og iscenesætter. Hele processen af at skabe film og processen af at klippe film, jeg synes, det var så lækkert at sidde og se de her billeder, close-ups, af fingre, der piller med rigtig filmruller, og sidder og klipper og taper,
og sidder på scenvise og limer. Jeg havde bare tænkt, hvor er jeg glad for, at jeg ikke skal gøre det i dag, når det ikke er sådan, man klipper i dag. Fy for satan, hvor er jeg glad for det. Hold da op. Et helvede. Der er jeg glad for bare at kunne sidde i Premiere Pro. Der er jeg altså ikke mere autentisk på den måde, end det gør jeg gerne digitalt. Så jeg synes, den er så lækker at se på, i forhold til, hvad han gerne vil vise
af hele den her filmskaber-delen. Den er jo så fin, den der scene med lille Sammy, hvor han skal genskabe den her tog-ulykke. Jeg synes også, filmen er en kritiker over for Spielberg selv, over for den rolle, han har indtaget i filmverdenen som instruktør. Mitzi siger jo, at grunden til, at han skal gøre det, er, at han er nødt til at have kontrol over det,
for at kunne forstå, hvordan det foregår. Det giver også lidt en antydning af, at instruktøren er en kontrol-freak, som kan have svært ved at lade ting gå. Det er noget, man er nødt til hele tiden at arbejde sig igennem i. Det er en skildring af instruktørens behov både for kontrol og mangler til ikke at kunne give slip på tingene. Han er nødt til at holde fast i det og er nødt til at se det igennem. Han holder jo bogstaveligt talt filmbilledet i sine håndflader.
Det gør han to gange under Vejsefilmen, både som Samy, hvor han ser sin egen lille film af modeltoget, der kører galt med en bil inde i klædeskabet, og så senere også, hvor det er Gabrielle Labelle's Samy-version, der også viser så nok en af de nyere film, eller om det er den her campingfilm, han viser. Jeg kunne virkelig godt lide den. Jeg blev så forelsket i hele fortællingen og alt det filmiske omkring det. Det er sådan lidt en spøjslutning, den har, hvor vi har en sjov cameo, der liger med.
Det lad jeg ikke engang mærke til i første århugt, da jeg så filmen. Man måtte lige gennemfinde afslutningen på nettet. For det er den samtale, Samy har til slut med den her cameo, den her anden instruktør, et legendarisk instruktør, og får et råd fra den instruktør, så går vi ud og får slutscenen, hvor Spielberg bruger det, der bliver sagt, og lige laver det til lidt en joke for at vise, at han laver også fejl.
Så korrigerer han sig, og så slutter filmen i selve måden kameraet filmer slutningen, og hvordan Samy bevæger sig i billedet. Det er igen lidt, at jeg ser det godt, og er det for self-referential? Jeg kunne vildt godt lide det, hele vejen. Jeg synes egentlig ikke, det bliver sådan for, at det er balanceret rigtig fint.
Men du har ret, hvis man er dyb fan af Spielberg, så vil man hele tiden pille ting ud og sige, at han er så glad for de her forskellige kameraer, og derfor vil han gerne være sammen med hende kæresten, mest fordi faren har kameraet, som han må bruge, og han er ret skaffen, han vil ikke helst betale for det her ene kamera. Der er så meget med kameraer, at man kan sige, at okay, fedt nok Spielberg, du elsker at have et godt kamera. Din far har en 16mm? Hvad? Auriflex? Hvad? Kristian, mød mig.
Det er en ret fed slutning. Jeg tænker meget på Konebåden, når jeg ser den her film, fordi den har lidt samme... Struktur. Ja, samme struktur, samme angreb på genren. Men så rykker der lige pludselig de her koryfæer op, som har sådan lidt mystiske dialoger. Det her med, at Jodd Høster dukker op og nærmest bare har en monolog, uden at Sami siger ret meget, det minder rigtig meget om mange af de her scener fra... Altså, Bavitch her, man. Fra The Big Lebowski.
Det minder meget om de her scener fra The Big Lebowski, hvor han bare går fra den ene monolog til den anden, og dukker sådan en sær figur op. Og man kan se selvfølgelig også det her jødiske element, som fylder en del i The Fable, men naturligvis ikke... Jeg kan godt lide det, at din gateway til The Big Lebowski er, at det er en bevægelse, man. Det er ikke, at det er din mening, du spiller, man. Ja, jeg kan godt lide det. Det er sådan, jeg finder frem på titlerne. Hvad sagde du?
Ja, men det er en hvidt russisk film. Ja, en hvidt bevægelse, man. Ej, det må jeg se igen snart. Ja, den var vi jo også til en særvisning på i en bowlinghal. Ja, vi var inde og drikke White Russians og bowle. Event den, drikke White Russians og bolle, alligevel siges. Men jeg måtte ikke tage min pistol med ind, desværre. Havde du en pistol med ind? Nej, jeg ville gerne have haft en pistol med ind, så jeg kunne... Så jeg kunne... I don't fuck around! Nå, på den måde. Ja, okay.
Nå, det kan jeg ikke huske, du blev. Blev du afvist i døren med pistolen? Ja, det kunne jeg sikkert. Jeg er blevet mærkelig også undervejs... Jeg så den sent, men jeg var frygtet egentlig, at jeg gav videre. Og jeg håber ikke, den er jo... Altså, lang film, men også frygtet. Ja, to timer og 30 minutter. Kommer jeg til at fælde tilbage i sædet nu her? Men nej, jeg var virkelig opslugt hele vejen, og sad virkelig og prøvede... Imponerende. Hvad er det, han griber efter her?
Jeg synes også, mange steder, der prøver han, og der framer han det, hvor det er, at vi har karakterer, der ses i reflektioner også. Altså i det blanke piano, eller i en film i hænderne. På væggen, på lærredet selvfølgelig også. Og det er jo det, at Spielberg... Han går jo selvfølgelig meta på det på flere områder. Men han viser jo også bare, også igennem det, igennem reflektionerne her, at filmen, den viser os en reflektion af virkeligheden.
Og han viser også en reflektion af sin virkelighed igennem den her film i sig selv. Men gennem de her små set-ups med piano og i hænderne, og det her, hvad det nu er, eller reflektionen i et vinduespejlbillede, det er jo også bare en del af det, til at fortælle den der dybere forelskelse, han har til filmmediet.
Der er en fantastisk scene, altså måske også den mest slående scene, i Gabriella Bells version, hvor det er, at forældrene, de har jo nogle eksistenskabelige problemer, og de er nødt til at sige, at de er nødt til at gå hver for sig og bo hver for sig. Og det er en meget dramatisk scene, og Sammy er egentlig ret stationær.
Han har set det komme, han har set tegnene til det, gennem nogle af sine optagelser blandt andet, fordi film kan også vise os den virkelighed, vi ikke har lyst til at se, og ikke lyst til at indse. Også der, love it! Er vi i det med det? Det er godt, Steven.
Hvor det er, at vi får søsterne, der reagerer meget voldsomt og følelsesmæssigt på den her nyhed fra forældrene, han sidder på trappen og kigger på, og lige pludselig har vi et, fra hans point of view, kigger på et spejl, der hænger på væggen, der ligesom vores far eller mor står med ryggerne til, så vi ser deres ansigt, og søstrene kan vi ikke se ansigtet, dem ser vi baghuderne på.
Og så i det spejlbillede, vi ser på den her horizontale spejl, der ser vi Sammy forestille sig selv gå forbi sine søstre med et kamera, som om han filmer dem. Det er jo lige præcis bare det, som onkel Boris han siger, at det er der, at det går op for ham, at det er præcis det, der er ved at ske med ham nu, som Boris han sagde, at family og art, it will tear you apart, it will rip you apart into pieces.
Man kan ikke have dem begge to, den ene vil afgive for den anden, sådan vil det jo nægteligt være. Det er der, Sammy han også indser, at han kan ikke sidde i den her traumatiske begivenhed i sin barndom, ungdom, i sit familieliv, og ikke forestille sig, hvordan han kunne filme det på en spændende måde og bruge det i en film. Som jo så er det, han faktisk ender med at gøre, Spielberg. Jeg synes, det var helt fantastisk.
Første gang, da jeg lige så det, så tænkte jeg sådan, hvad, eeej, hvor er det godt. Eeej, hvor er det godt. Jeg kan lide det, jeg lopper det i mig. Det er lægende. Ja, det er lægende. It has layers. Altså, jeg kunne virkelig godt lide den. Film, det blev jo også Sammy selvfølgelig flugt fra virkeligheden gennem det, og gradvis distancerer sig mere gennem film. Og det er også, når vi ser ham komme til den sidste tredjedel, og han bliver en del af high school i Los Angeles, kommer til Hollywood.
Nej, det er ikke der. Han er bare i Kalifornien. Det er først og aller, aller sidst, han er i Hollywood. Og da han bliver mobbet og kørt lidt rundt med nogle bullies, rigtig klassiske, de hedder sådan noget. Logan hedder den eneste. Logan hedder lederen af gruppen, som han får til at se godt ud i, i den her Ditch Day film. Men der bruger han jo også den her opgave. Han har egentlig lagt filmen på hylden, men bruger ligesom Ditch Day filmen, den her officielle pjekkedag for den her high school.
Stevens' vilde pjekkedag. Ja, Stevens' vilde pjekkedag til at igen distancere sig fra den rimelig triste virkelighed, som han befinder sig i lige på det tidspunkt i sit liv. Og det genskaber ligesom hans kærlighed til det at lave film. Og får en kæmpe jubel under visningen her også. Den har også noget humor undervejs. Jeg synes også, den er sjov. Særligt i den scene, hvor han har sin, hvad vi forestiller os, første ungdomskæreste, som er den her meget religiøse pige. Det er rigtig godt.
Hun er tydeligvis hungrig, og Sammy slash Steven her, han er bare med på den også. Han er villig til at gøre hvad som helst, når det er til, for at være med på den her kristne piges løg. Det fungerer bare super godt. Og LaBelle han spiller det så godt, og spiller det så blankt og troværdigt.
Så den har noget tristhed, den har noget humor, den har meget varme, og den har bare utrolig meget fortællerlyst omkring, hvad vil det sige at skabe film og fortællinger, og at se det spire i et ung menneske. Det var nok det, der tiltalte mig ved filmen allermest. Det er Chloe East, der spiller den rolle, som den her lidt sjove kristne pige. Og så hedder han den anden bølle, han hedder Chad.
Han hedder Chad, Logan og Chad. Noget af det, som egentlig fascinerer mig allermest, det er, at han ligesom, jeg tror også, der er nogle lag til det, og jeg er enormt fascineret af, hvad det er Spielberg prøver at sige, den her måde at tage to bøller, og så gøre den ene bølle til en held, og den anden bølle til en skurk. Jeg kan ikke lade være med at føle, at der er en eller anden pointe, og også en eller anden selvkritik af det.
Jeg tænker sådan lidt ud i, kan det have noget at gøre med, at Spielberg også lidt er bekymret for, hvordan film manipuleres til at se, for eksempel jo, hvis man, du siger han har lavet Saving Private Ryan, hvis man laver Saving Private Ryan, så kommer man jo imodvæk til at fremstille en side af krigen som noget positivt, dem som vi godt kan lide, dem der kæmper i krigen, som vi godt kan lide, og så den anden side af krigen som noget negativt,
selvom begge dele, der deltager i krig, jo er negative, eller hvad som helst, det er han ikke.
Men netop som du siger, det fede ved Fablemans, det er, hele tiden at prøve at lægge mærke til, hvad er det, Steven Spielberg egentlig prøver at sige, altså en helt personlig beretning omkring det, han selv laver, fordi meget af hans arbejde har jo netop været, undervejs været meget håndværkspræget, der har været meget præget af, at nu laver han bare en film, som ikke er så hårdske-snortske og alt muligt. En kæmpe hej.
Ja, du ved, det er bare en kæmpe hej, og så skal vi se, hvordan de forskellige mennesker reagerer på det, og så kommer der en rumvæsen ned, og så er der en mand derude, og finder en eller anden skat, og så er der noget med biblen, og man kan godt analysere alt muligt inde i det.
Men det fede ved Spielberg, det er jo altid, at der er et håndværk, der er en fortælling til det, så man kan ligesom, det er virkelig det her med de lag, som er væsentligt, og det er også det, som jeg plejer at sige tit, at en god film fungerer på alle lagene. Det her er jo en film, som Andrew Dominic ville ønske, han kunne lave, ikke? Det er muligt. Og jeg mener bare, når man tænker på Blonde som film, så er det bare en helt anden grøft, ikke?
Fordi Blonde kan kun hele tiden hamre en pointe hjem, hvor Fablemans godt kan ses som en god film uden afbrudelser, vil jeg påstå, men samtidig også fungerer, som du ligesom ser det, hvor man virkelig dykker ned i skuddene og ser symbolikken, og prøver ligesom at se det i kontekst af Spielbergs egen opvækst, og egen måde at være på, og hans værk og hans virke, ikke? Og det er jo i hvert fald en god ting. Ja, præcis. Selvom jeg savner, man kan sige, en eller anden rød tråd eller et eller andet.
Der efter det samme. At klipperummet havde været lidt mere effektivt, ikke? At det var klippet lidt tighter måske. Det kan være, han har glemt noget, der hang med tape over på den anden side af bordet. Ja, det kan godt være. Lige for at runde den af med den her Ditch Day-film, og ham her Logan, som jo er en af bøllerne, som piner Sammy, men som Sammy ender med at gøre til, som du siger, helten, eller stjernen af Ditch Day-filmen på stranden.
Han flyver gennem billedet, han siger på et tidspunkt, I made you fly, det er det, de har der, sådan store kontroverse på gangen efter filmvisningen her, og at han gør den anden til skurken. Det siger jo også noget om, hvordan, det er jo altid instruktøren, der er i kontrol over, hvordan det er, vi ser de enkelte karakterer. Så hvis det er, så det er jo det, han siger, I made you fly, det er jo det, instruktøren kan.
Han kan få Christopher Reeve til at se ud, som om han faktisk flyver, med hjælp fra et kæmpe hold af andre folk, der også står bag ved kameraet, men det er instruktøren, der i sidste ende vælger, hvordan det er, vi skal se ud. Jeg hørte også nogen sige, at det er håbløst at have 10 Oscome-nominerede film, men kun 5 Oscome-nominerede instruktører, fordi der er jo 5 film, eller 10 film, så der burde i princippet også være 10 instruktører, der alle sammen burde være nominerede til det.
På den måde burde man allerede have nomineret kun de 5 af dem, fordi det må så være de bedst instruerede film, er det så også de bedste film. Det kan jeg måske godt se lidt en ide i. Hvis jeg skal sige noget, som ikke spillede lige præcis helt for mig, så er det måske faktisk Dano og Michelle Williams i rollerne som moren og faren. Det er fordi, jeg føler lidt, at de begge to virker lidt stiltet.
De er meget i hver sin grøft, på den måde, at Michelle Williams spiller, midt i moren, meget flyvsk og velsindet og humørsvingende. Men Dano lader til at have den her, han står lidt med hånden i siden, og en lax kropspostitur, og så er slipset på den hvide skjort, og brilleret på, og så er svisset i håret. Sådan en siger, at det er meget penge. Hele leveringen, de begge to gør, bliver lidt off.
Det giver mig særligt, i den første del, hvor Sammy er et lille barn, følte jeg, at det var mærkeligt, at det ikke var helt rigtigt. Men så tænkte jeg også, at det er sådan også Spielberg gerne vil have, at vi ser, at hans far var meget den her meget basiske person. Det var meget samme toneleje og stemmeleje, det hele lå i, mens moren var den her vivulven af følelser og idéer.
Nu kører vi ud og ser på en tornado, og nu danser jeg lige i bilens lygter, her på vores campingtur, og giver lige en prompto balletopvisning. Det er også en del af, at det er en feature, ikke en bug. Men der var noget ved skuespillet, som ikke helt ramte for mig, når jeg så den første gang. Det er klart, at en stor udfordring, når man selv skal skildre sit eget liv, så bliver det måske lidt mere lyserødt, end det behøver at være.
Jeg tror, at en helt anden, der fortæller samme historie, skal jo pege lidt mere fingre af de her menneskers fejl. Man kan sige, at man tager mange af de her intriger i familien, og virkelig gør dem meget større, end de er i den her film. Seth Rogen er god, synes jeg, som den gode onkel Benny, som er lidt med til at rive det hele i stykker. Ja, som efter scene fik Spielberg til at græde flere gange under optagelserne.
Det har jo nok været nogle traumatiske senere genoplevelser, hvordan mor blev forført af onkelen. Ja, det her må være vildt specielt. Især for ham, der skal spille Sami, og videre nu spiller man den her fantastiske mand, og han fortæller mig, hvordan jeg skal være. Heldigvis sige, at Spielberg er en af dem, der har instrueret rigtig mange børn gennem tiden. Han kunne ikke have en næsten bedre instruktør til at styre ham igennem det, at skulle spille selve instruktøren. Ja, det er rigtigt.
Jeg synes, at de her skuespillere er ret gode, faktisk. Jeg tror, der er noget galt med instruktionen, eller hele fortællingen omkring det, fordi det er netop Spielberg, der gør det selv. Men jeg synes virkelig, især på Dano, der er jeg bare bjevtaget af det. Jeg bliver mindet om, hvor fantastisk en skuespiller han er, og jeg bliver mindet om at se ham første gang i There Will Be Blood.
Hold da op, man. Prøv lige at se den her unge mand, der bare går toe-to-toe med verdens bedste skuespiller nærmest. Ja, lige præcis. Og så en anden skuespiller har de jo faktisk også med på castet. Der er en skuespiller inde, der spiller Regina, en af hans ældste søster. Det er jo Julia Butters, som gik toe-to-toe med Leo DiCaprio i Once Upon a Time in Hollywood. Ja, det er rigtigt. Ja, apropos, ja. Så er det godt cast også, helt sikkert.
Jeg synes, det er særligt på Danos figur, for mig, der driver filmen fremad, fordi jeg bliver nysgerrig. Hvis nu en anden havde lavet den her historie, så tror jeg, at de her figurer havde været lidt mere klassiske plotfigurer. Det ville være meget tydeligt, at faren var sådan lidt, nu skal det være praktisk, nu skal vi ikke have så høje drømme, nu skal vi lige have det hele til at hænge sammen. Og der ville moren jo være mere sådan en, det hele smuldrer for mig hele tiden.
Det glæder mig lidt mere at se en atypisk skildring af det, fordi jeg er så mere nysgerrig på, hvordan kommer det så til at udvikle sig? Hvordan kommer dynamien til at udvikle sig? Ja, fordi deres konflikt, mor og farens konflikt, kunne i en anden film typisk have været deres håndtering af deres søns interessefelt. Men det er jo ikke det, der er kernen i deres konflikt overhovedet. Det er filmen rigtig klog ved ikke at gøre den til det.
Og selvfølgelig føler Spielberg heller ikke, at det har været det, der bare hovedet overhovedet har håndteret, at de ikke blev sammen. Det var der noget andet, der var. Men i en anden film ville det have været kernelementet, det der skulle rive det hele i tug og få hovedpersonen til at genoverveje, hvad er det egentlig jeg vil? Og har jeg ødelagt mit familie? Sådan er det heldigvis ikke i The Fablemance. Filmen virker til at være langt hen ad vejen en rimelig troverdig skildring af det.
Hvis man læser op på det, så virker det som om, han har ikke fifflet for meget med virkeligheden umiddelbart. Nej, det er det ikke. Den kan man se i biograferne landet over lige nu. Skal vi give de her to titler med rigelig lag og analysepotentiale nogle tentakler? Hvor skal Swarm henne? Ja, men Swarm, som er som et godt weekend binge, så synes jeg, den skal have en sexer.
Jeg synes, den på en frisk og meget nuanceret måde fortæller en god historie om en kvinde, der lader sig inddrage eller indehylde i fankultur og besættelse.
¶ Tentakler og outro
Ikke så meget fankultur, men mere besættelsen af et typisk amerikansk element, som så mange andre film illustrerer den ret godt. Og på en interessant og sjov måde, selvom den snubler ret meget hen mod slutningen, så er rejsen derhenne et godt kig ved. Jeg vil give den lige graden under 5 af 8. Det er som om, den falder lidt fra hinanden, og pudsespillet ikke går op til sidst for mig.
Det er et godt binge over en hverdagsaften, hvis du ikke har børn, der skal pudses og skriger hele tiden, og lader de falde i søvn. Så har man også tid til at se det, næsten bare på en god eftermiddag aften. Det vil jeg også synes, at man kan få noget ud af at gøre, og få nogle spændende præstationer med fra nogle særlige kærestegener.
Vi fik så ikke sagt, at den ikke er med Cully Culkin eller Kieran Culkin fra Succession, men Rory Culkin er jo med i en ganske kort scene, som faktisk er taget ud af Donald Glovers egen oplevelse. Så når man ser den scene i serien, så kan man lige forestille sig, at det er Donald Glover, der er i Rory Culkin-rollen der. Ganske specielt. Så 5 af 8 får den fra mig. The Fabulounes? The Fabulounes får så 5 af 8 ud af mig her. Jeg var ikke helt reddet med af filmen desværre.
Jeg sidder sådan lidt og væver frem og tilbage, og kommer til at vente en lille smule på, at de her øjeblikke opstår. Man kan sige, at det er en film, der er værd at se i biografen, udelukkende fordi, at alle andre kontekster, tror jeg, der ville man miste konsentrationen omkring det.
Den har simpelthen ikke stærkt nok en motor for mig at se, for at de fleste, som ikke er store Steven Spielberg-fans, vil føle sig draget af det, så jeg vil ikke anbefale den til ret mange andre, end dem, der virkelig er inde i film, og som godt kan lide at se film. Ja, og engang er jo Steven Spielberg-fans, fordi man ikke får sådan en Steven Spielberg-følelse, når man ser en af Fadermans.
Så det skal være nogen, der er så dygtig, at de ved, at de kender historien på forhånd, og gerne vil se den fremstillet. Jeg synes godt, at man kan anbefale den som en film til lidt mere ældre, klassiske i gåsøjne biografpublikum, der bare har lyst til at gå ind i biografen, og som godt er opløftende med nogle sørgelige perioder, drama om en ung mand med store drømme, og den familie, som han er en del af, og den verden, som han udfordrer sig indenfor.
På den måde, synes jeg, at den bare spiller på alle tangenter. Jeg væver mere imellem, men er det 8 for mig, det her, eller jeg tror, jeg faktisk vil give den 7, fordi så har den lige pushet til at kunne rykke en gang mere op, hvis jeg får se den igen. Da jeg så den, tænkte jeg, at der simpelthen ikke er noget her, jeg mangler næsten. Så det var måske kun, at der var en lidt bedre sammenhæng mellem de forskellige faser i livet, så den ikke blev så bøjhudagtig i sin form.
Jeg elsker den, jeg synes, den var vildt god. Jeg kunne virkelig godt lide The Fablements her, som jeg er. To timer og 31 minutter, så man skal også lige have energien til det. Det er klart. Det tager næsten det samme tid at se de her to ting. Ja, det gør det. Der vil jeg så anbefale, at man tager Fablements. Der er vi oppe på Swarm. Der kan man også tage en toalettepause, hvis man vil. Det var, hvad vi havde på programmet i den her uge, den her episode.
Jeg glæder mig sindssygt meget til næste uge, Jens. Hvorfor gør du det? Både fordi vi skal snakke om en film, vi begge to har skulle se fra listen. Vi dykker ned i den første film af tre filmserien. Fire filmserien. Er det fire? Ja. Er det fire film, jeg har dedikeret mig til? Det er det, der er fire film, du har kastet ud i. Okay, fint nok. Neon Genesis Evangelion. Eller hedder den Evangelion? Jeg tror, filmet bare hedder Evangelion. Evangelion. You are, parenthes, not, parenthes, slut, alone.
1,0. Den har vi set. Den har vi set til næste uge. Jeg har allerede set den. Udover det, så har vi lidt på tapetet af, hvad vi ellers har gået og set. Og så, som jeg sagde til dig, jeg har sgu ikke lige nået at få set så meget. Vi har kun én film, vi skal snakke om. Sammen har vi noget andet, vi skal finde på. Så kom du på den gode idé, at jeg vil være med med sådan noget gamle weekend-tegnefilmserie, som vi så i weekenden. Og det er det, vi tager.
Så tager vi lige sådan en lille top 5 af, hvad vi kan huske. Som måske kom i weekenden. Måske så vi det på VHS. Men i hvert fald er det stilen, der ligesom passer lidt ind i Smash, Super, hvad hedder det, Saturday Morning All-Star Hits. Ja, præcis. Den her Kyle Mooney's for Netflix. Som man stadig kan finde, hvis man går dybt i algoritmen derinde. Nu er det grav af Netflix. Ja, og mens den her afsnit udkommer, der har det sidste afsnit med Ash og Pikachu været i japansk fjernsyn.
Ja, præcis. 24. marts kører det sidste episode af den originale Pokemon-serie over skærmen. Som så må være episode 1233 eller 134. Det ved jeg faktisk ikke lige. Ja, hvad er det? 25 år eller sådan noget? Det er sindssygt, det er 25 år. Og over 1200 episode. Men han har været 10 år i lang tid. Det er jo... Det var i 97. Ja, men i 97 kommer spillen ikke også, men passer det med serien også? Ja, der kommer vi ud af noget. Vi bare skal holde os fra. Ligesom Dick Ratings.
Han drog ud på livsvej og havde et enkelt mål. Ja, og han havde sjovt med det. Det er det, vi har på programmet i næste uge. Det glæder jeg mig meget til. Er der noget, du har set, Jens, som du lige kan tease? Jeg har set Luther. Forløns? En film til en serie, du ikke har set. Ligesom Evangelion. Jeg har set første episode af Succession, som kommer på mandag. Som jeg så snakker om næste fredag. Der kan I anerhovedet have set det også.
Og så har jeg også set de første fire episoder af Apple TV Plus' megahit Ted Lasso. Ja, der har jeg også været på Apple og set The Big Door Prize. Med Chris Dowd. Der er lidt at glæde sig til i næste uge. Tak fordi I lytter med, og vi lyttes. Hej hej.