Den danske Gaza-passivitet, Københavns klimanølen og Leni Riefenstahl

Ugens Radio Information undrer sig over, at Københavns politikere tror, at man kan lave en plan uden konkrete tiltag, at den danske regering kan se relativt passivt til, hvad der sker i Gaza – og så skal vi lidt til Cannes ---

Det israelske sikkerhedskabinet godkendte i denne uge en plan om at indkalde titusindvis af reservister for at eskalere offensiven yderligere i enklaven, indtage en endnu større andel af landområdet og fordrive størstedelen af befolkningen til en enkelt humanitær zone.

FN vurderede for nylig, at situationen er værre end på noget andet tidspunkt i løbet af den halvandet år lange krig, og Røde Kors advarer om, at Gaza »i fraværet af øjeblikkelig handling« vil »synke dybere ned i et kaos, som humanitære indsatser ikke vil kunne afhjælpe«. 

Men gør vi i Danmark nok for at bidrage til at forhindre dette civilisatoriske sammenbrud, beskytte civile og opretholde international ret?, spørger Anton Geist i en leder. Han kommer i studiet og udfolder de muligheder, som Danmark ville have – hvis Danmark faktisk ønskede at leve op til skåltalerne om den internationale retsorden.  

Og så skal det handle om den københavnske klimaplan. Et flertal i Københavns Borgerrepræsentation har meldt sig klar til at gøre noget, som andre politikere ryster i bukserne over: At gøre op med københavnernes tårnhøje klimaaftryk. De har derfor i kommunens nye klimastrategi foreslået et mål om at halvere udledningerne fra københavnernes forbrug – helst inden 2035.

Men da rådhusets politikere blev præsenteret for en konkret plan – udformet af embedsværket – for, hvordan vi skal nå det nye progressive mål, udviklede det sig nærmest til et kapløb om at tage mest muligt afstand fra den. Marie Sæhl fortæller. 

Og så skal vi sende Christian Monggaard pænt til Cannes – for 25 gang! Men lige inden han får lov til at dandere i det sydfranske med stråhat og hørsæt, skal han lige anmelde en ny dokumentarfilm om den tyske filmmager (og fascist) Leni Riefenstahl, der var kunstnerisk beundret for foruroligende innovative propagandafilm lavet til Adolf Hitlers ære, men som selv forsvarede sig med, at hun var var politisk naiv og kun interesseret i skønhed.