Temaartikel: Lejreliv

Dagen tegner til at blive smuk, da jeg en morgen i december kører gennem snedækket landskaber mod Lejre på Midtjylland. Den sidste del af turen går af Letrebrog Allé, der er med sine cirka syv kilometer af en af Nordeuropas længste. På begge sider af Alléen strækker høje linnetræer deres nøgne trækroner mod vinterhimlen, hvor en bleg sol forsøger at gøre sig gældende. Lejre Kommune er en landkommune, der ligger ud mod Roskilde Fjord og omfatter 49 landsbyer.

Kommunen er kendt for sine istidslandskaber og for frilandsmuseets savnlandet Lejre, hvor børn og voksne bl.a. kan opleve, hvordan det var at leve i jernalderen. Men der er også noget andet, der gør Lejre interessant. Stedet er nemlig arnestedet for et væld grønne initiativer. Fra bæredygtige bofællesskaber og repærkaféer til regenerative gardnerier og samkørsel. I Lejre spiger det grønne liv, og det er det, den her historie handler om.

Historien hedder Lejreliv, og den er en del af temaet Er du klar til at leve grønt? som jeg har skrevet. Jeg hedder Maja Plesner.

Første stop på turen, Rødhuset i Lejre. Her tager Venstreborgmester Tina Mandrup imod på borgmesterkontoret. Her er også to af kommunens medarbejdere, programleder for Klimaindsatsen Gry Asser Bertelsen og chef for kommunens planafdeling Niels Rolf Jacobsen.

Tina Mandrup, meget apropos lige kommet hjem fra klimatopmødet COP28 i Dubai, så har hun samme morgen udtalt sig til radioavisen i en historie, der handlede om, at lejere har fået afslag på at opsætte en solcellepark i et sted, der ellers ville egne sig godt til formålet i, følger borgmesteren. Men området ligger i den såkaldte trafikkorridor, der er reserveret til eventuelle fremtidige trafikale anlægsprojekter, altså f.eks. nye motorveje eller togbaner.

Borgmesteren ærger sig over afslaget, for der er brug for solcellepakker, hvis kommunen skal indfri sine CO2-mål. Der er ikke nogen aktuelle byggeplaner på området.

Men nu er det noget lidt andet, vi skal tale om, og Tina Mandrup lægger ud med at fortælle, at en grønne omstilling i Lejer egentlig blev skudt i gang af en af hendes forgængere, SF-borgmesteren Mette Torborg. Det var i første halvdel af 2010'erne, og var især borgere et ønske om at fremme økologi i kommunen. Siden er det gået slag i slag, som Tina Mandrup siger. I dag dyrkes 19 procent af jorden økologisk, hvilket er en af de højeste andele i landet.

I den lokale dagligbrus i Leierstationsby tegner økologien sig for en tredjedel af salget. Det er tre gange så meget som i resten af landets dagligbruser i gennemsnit. I dag er fokus mere bredt på klima og bæredygtighed, fortæller Tina Mandrup. Hun overtog borgmesterkæden i 2021, et år efter at kommunen fik en ambitiøs klimaplan med en målsætning om at være CO2-neutral og klimarobust senest i 2050.

Det er et mål, som de fleste af landets kommuner i dag har tilsluttet sig, men lejre var blandt de første. Tina Mandrup er godt tilfreds. Jeg synes, vi har nogle gode planer, der er lavet forud, siger hun. Nu er det så mig, der sidder i stolen på et tidspunkt, hvor der er allermest pres på for, at der kommer handling bag. Jeg ser det som min opgave at få sparket nogle døre ind, så vi også kan få hul igennem til noget lovgivning.

Tina Mandrup henviser konkret til historien i morgenens radioavis, hvor det netop er lovgivning, der står i vejen for et grønt initiativ. Men hun er især optaget af, at alle bidrag til den grønne omstilling tæller. Det vil hun gerne sætte lys på. Hvad enten man skifter fra gasfyr til varmepumpe, fra benzinbil til elbil eller spiser mindre kød, så siger hun. Nogle gange skal vi politisk gå forrest og trække, men vi skal hele tiden kigge os tilbage og se, om vi nu har så mange med som muligt.

For det er det, der i sidste ende bærer dig allermest. Ambitionen om at få almad er også en del af kommunens klimaplan, der af samme grund bærer undertitlen Vores Sted, Vores Klima.

Chef for kommunens planafdeling, Niels Rolf Jacobsen, forklarer, at en af pointerne i den måde, kommunen har arbejdet med den grønne omstilling og med landsbyudviklingen i det hele taget er, at de har været lydhøre, når nogen har villet noget, som han siger. Han tilføjer, at det selvfølgelig skal passe ind i strategien og det, som kommunalbestyrelsen gerne vil, men der hvor energien og initiativet er, har de som administration støttet op.

Han fortæller, at blandt de borgerdrevne initiativer, som kommunen har støttet, er et projekt, der skal forsøge at finde alternativer til opvarmning med gas og andre fossile brændstoffer. Et andet har handlet om at skifte biler ud med grønnere transportformer, fordi transport er en af de helt tunge poster i kommunens CO2-regnskab. Så har kommunen de seneste tre år afholdt Klima-U i september, hvor både borgere, foreninger og virksomheder har mulighed for at søge penge til et klimaarrangement.

I 2023 var der over 30 arrangementer, og kun fem af dem stod kommunen selv bag. Programleder for Klimaindsatsen, Gry Asser Bertelsen, kalder det et fint eksempel på, hvordan kommunen får sat lys på den grønne omstilling på, hvordan man kan leve det gode, bæredygtige liv på landet, hvad enten det handler om fællesspisning, klimavenlig mad, transport eller noget helt fjerde. Borgmesteren kigger på uret. Jeg rokker også lidt på stolen, for jeg må se at komme videre.

Jeg takker for samtalen og sætter kurs mod landsbyens sæby for at kaste et blik på en af kommunens fire borgerdrevne repærkaféer. Den åbner et par gange om måneden i en gammel landsbyskole fra 1830. En idyllisk guldkalket bygning med klokketårn, der ligger ud til et gadekær. Her kan folk reparere eller få repareret alt fra elkedler til BH'er, og så kan de samtidig nyde en kop kaffe med naboerne.

Desværre er der lukket, da jeg kommer forbi, men et kig på caféens Facebook-side vidner om, at den er en succes. Kun få ting er det ikke lykkedes at reparere fremgårdet. På Facebook har jeg også set, at kommunens borgere til en billig penge kan købe gode, brugte varer i butikken Gensald på Torkildstrup genbrugsplads. Det er Agro og Lejre Kommune, der står bag initiativet. Butikken selv er nogle af de ting, der bliver afleveret på genbrugspladsen, som er for gode til at blive smidt ud.

Jeg når desværre ikke forbi Gensald, men fortsætter mod nord i retning mod Gershøj af Bugtede Veje, forbi Parcellhuskvarteret og Strådtægte Bondehuse.

Jeg er på vej til endnu et borgerprojekt, nemlig en kommende landhandel og kulturcafé. Gærshøj er en lille by, der ligger langs Roskilde Fjord og rummer både en løstbådehavn, en smuk rødkalket kirke og en kro. Blæsten bider i kinderne, og bølgerne slår mod kysten, da jeg parkerer på havnen. Jeg går op til den gamle købmandsforretning, et lille hvidt hus, som foreningen bag den kommende landhandel har lejet af kommunen i 25 år.

Huset har stået tomt en del år. Det trænger virkelig til en kærlig hånd, men den er de frivillige i foreningen klar til at give i løbet af foråret. Og går alt efter planen, så har Gershøj til sommer et sted, der viser vejen for en fremtid i harmoni med natur, klima, hinanden og os selv, som der står på foreningens hjemmeside.

Men mit program skal holdes, så jeg må skynde mig videre til Lillehed Gård, en af Leijers mange små økologiske gårde. Der er tale om en familiegård med grøntsagsproduktion og husdyr, heriblandt bier, høns, ænder, en kat og til næste år også kør. Jacob Hedegaard åbner døren til familiens nybygget stuehus. Mens han trækker i et par gummistøvler og en vindjakke, så fortæller han, at han i virkeligheden er økonom og IT-uddannet.

Men han og hustruen vil gerne gå et skridt længere for den grønne omstilling, end bare de valg, de træffer i supermarkedet. Derfor besluttede de at starte det lille gardneri, der skulle være på en måde, så deres børn kunne være med i det, som Jacob siger. Og han tænkte derfor også, at det ville give god mening, at andre kunne være med.

Det er grunden til, at de nu har en ordning, hvor der hen over 10 uger i sæsonen kommer familier ud på gården med deres kasser, og så høster de deres egne ærter og bønner og kål og kartofler. Vi er kommet ud i haven og går forbi en flok skræbbende ender bag huset og hen til en lille snedækket grøntsagsmark. Årstiden yder den ikke helt retfærdighed, men de knoldede rækker med halvvæsne plantestengler og grønkål fortæller en historie om alt det, jorden har givet i sensommeren og efteråret.

Jakob Hedegaard fortæller, at familierne, der kommer og høster grøntsager, inspirerer hinanden. Nogle måske ikke så vilde med bladcelleri, men så ser de andre tage det og tænker, jamen så må jeg også tage det med hjem og prøve. Og så kommer de tilbage næste gang og er begejstrede. For når man selv har plukket sine grøntsager, har man også et andet forhold til dem påpeger Jakob Hedegaard.

Han prøver at dyrke jorden regenerativt. Det handler blandt andet om at se på jordens trivsel og fodre den med kompost og planterester og dyregødning, der giver liv og næring til mikrolivet. I 2023 var 10 familier tilmeldt ordningen, men der er plads til tre gange så mange. Derfor sælger Lillehed Gård også grøntsager til noget, der hedder Grøntmarked i København.

I dag er Gardneriet i Jacob Hedegaards fuldtidsbeskæftigelse, og vi taler om glæden ved at tage aktiv del i at gøre noget ved de klima- og biodiversitetsudfordringer, vi står overfor.

Men tiden flyver, og jeg må videre til Godisgrønt, endnu en økologisk gardenerivirksomhed, som i sæsonen leverer friske grøntsager til 15% af borgerne i Lejre Stationsby. Godisgrønt forpakter en del af jorden, der hører til en gammel gul gård tæt på byen. Her møder jeg Frederik Salin, der er den eneste af stifterne. Han fortæller, at Godisgrønt også stræber efter at dyrke jorden på en regenerativ måde, så det efterlader den bedre, end da de overtog den.

Godisgrønt dyrker mere end 60 forskellige afgrøder og afsætter det til både lokale familier, en efterskole og nogle restauranter. I et stort drivhus afholder virksomheden desuden forskellige events i sommerhalvåret, fra teambuilding til pizzaaftener. Der er syv medarbejdere i virksomheden, som er solidarisk aflønnet. Det betyder, at alle tjener det samme. Frederik kalder det et virkelig idealistisk projekt, hvis drivkraft er at bidrage med noget meningsfuldt i verden.

Og sådan er det for alle medarbejderne, fortæller han. Det er det, der binder dem sammen. Både når de arbejder med jorden, men også fordi de har tre mål. Det ene er at dyrke regenerativt. Det andet er at bidrage til fællesskabet lokalt. Og det tredje er at have anstændige arbejdsvilkår. Selvom Frederik oplever sit arbejde som uhyre meningsfuldt, så kan det indimellem også være svært at bevare håbet og optimismen, indrømmer han.

Altså, så snart jeg slår op i avisen eller kigger uden for vores lille boble, så mister jeg håb og bliver frustreret. Så for mig er det hele tiden en øvelse at holde fokus på, at ikke kan løse alle verdens problemer. Men vi gør det godt her, og det har en positiv indvirkning på andre end os selv. Jorden bliver sundere, og vi er med til at skabe nogle fantastiske oplevelser.

Der er flere, som siger, at det er ugens højdepunkt at komme ned til gården og hente grøntsager. Jamen det er jo fantastisk, siger han, inden vi tager afsked. Hannes Venningsen er en af de helt almindelige borgere i Lejre, der bruger sin fritid på at gøre en indsats for den grønne omstilling. Hun bekræfter, at Lejre er et sted med mange muligheder for dem, der gerne vil bidrage til en grønnere verden og leve mere bæredygtigt. Selv er hun aktiv i verdens bedste

grundvand. Det er en arbejdsgruppe i netværksforeningen Lejre Landsbyer. Foreningen opsamler og deler viden fra borgerdrevne initiativer i kommunen. Jeg fanger hende på en telefon, hvor hun fortæller, at Lejre Landsbyers fornemmeste formål er at bygge bro ro mellem mennesker, der tænker nyt og bæredygtigt. På lejrelandsbyer.dk finder man projekter som Netværk Lejres økologer, Lavring i jord, Verdens bedste grundvand, Landhandlen i Gershøj.

Verdens bedste grundvand opstod, fordi en gruppe borgere var bekymrede for grundvandet i og omkring lejre. Stedet har noget af landets bedste grundvand og leverer til både Roskilde og København, fortæller Hannes Venningsen. Men vandet er truet af sprøjtegifte og anden forureninger og ifølge verdens bedste grundvand er der fundet rester af sprøjtemidler i en tredjedel af de undersøgte drikkevandsboringer. Missionen er derfor at opnå verdens bedste grundvandsbeskyttelse.

Arbejdsgruppen håber at kunne rejse mindst 10 mio. Kr. gennem aktiesalg i noget, der hedder Økologisk Jordbrugsfond. Pengene skal bruges til opkøb af konventionel landbrugsjord, der skal omlægges til vild natur, nyttehaver, økologisk jordbrug eller andre formål, som ikke forurener grundvandet. Desværre går det ikke super hurtigt, fortæller Hanne. Hun kan godt forstå, hvis nogen tænker, at det må være kommunernes eller statens opgave at beskytte vores drikkevand.

Men problemet er, at det også går alt for langsomt, mener hun, og forklarer, at Laras arealer er ejet af meget få mennesker, og der er virkelig kamp om dem. Og så er landbrugsjord dyr, så det er nok begrænset, hvad man som kommunalpolitiker kan gøre, funderer hun. Men som borgere kan man faktisk være med til at gøre en forskel. Tænk, hvis vi kunne indsamle 100 millioner kroner, siger hun, så kunne vi købe ret meget landbrugsjord i lejre. Hanne Svendingsen er ret stor fan af fællesskabets kraft.

Fællesskab betyder noget for os alle sammen. Vi løfter i flok, og hvis vi får opkøbt nok landbrugsjord, begynder vi pludselig at gøre en synlig forskel. Det kunne også være en god måde at gøre noget for de kommende generationer. Det handler jo i virkeligheden om kærlighed til dem, siger Hanne.

Lejre er en af de kommuner i landet, hvor der er flest bofællesskaber, så jeg sætter kurs mod turens sidste stop. Et helt nyt bofællesskab, Fridlev ved Valsø. Det ligger i udkanten af en mark tæt på både skov og en sø. Solen hænger lavt over trætoppene, og mørke skyer er trukket over himlen, da jeg ankommer.

Fridlev er stadig en kæmpestor byggeplads med kraner og gravkøer og jordbunker, så jeg parkerer i vejkanten og går i tusmørket ind mellem en klyngefarvede træhuse, der ligger ud til det, der ifølge tegningerne med tiden skal blive til et grønt bytår med græs og træer. Kasper Iversen åbner døren til nummer 31 og byder mig indenfor.

Det er kun et par uger siden han og kæresten Lærke Vester Larsen flyttede ind, så der er stadig flyttekasser på gulvet, parret ved at male alle væggene i forskellige stærke farver. Udover de 42 boliger er hele tre fælleshuse på tilsammen 700 kvadratmeter under opførelse. Her skal der være værksteder, fælleskøkkener, et orangeri og mulighed for fællesspisning fire gange om ugen for dem, der har lyst.

Men også velkommen til bare at gå over og hente noget mad, siger Kasper, for selvom fællesskabet fylder meget i Fridlev, så skal det ikke være en tvang. Lærke fortæller, at Fridlev er det tætteste, hun kommer på det gode grønne liv. Her har hun fundet en god balance i forhold til at leve bæredygtigt, uden at være kompromilløs. Hun forklarer, at hun tidligere har været ekstremt styret af at undgå at gøre det forkerte i forhold til klima.

Det kom i takt med, at hun blev mere og mere bevidst om alle de klima- og miljøproblematikker, der er, både gennem sit geografistudie og fordi hun var klimaaktivist. Og så sagde jeg flere og flere regler op for mig selv i forhold til, hvordan jeg skulle leve, fortæller Lærke. Både i forhold til mine daglige valg, men også hvad jeg i det hele taget skulle bruge mit liv på. Jeg skulle gøre verden til et bedre sted gennem mit arbejde og mit forbrug.

Jeg tænkte så meget over det og beregnede klima- og miljøaftryk på alt, hvad jeg købte, men der er så mange dilemmaer i det, at man bliver fuldstændig kørt over af at prøve, og det er faktisk en umulig kamp. Det er også en utopi at tro, at man kan komme til at leve perfekt. I Fridlev er det anderledes, oplever Lærke. Her er der nogle strukturer, som gør, at det bæredygtige valg er det naturlige valg.

De skal have en elbildeleordning, og stationen ligger også tæt på, så det er nemt at pendle, fortæller hun Og til fællesspisningen skal maden primært være vegetarisk og økologisk Så man bliver ikke så nemt fanget i regler for sig selv og ting, man ikke må Det frigiver en masse energi og tid Også fordi det er et socialt bæredygtigt fællesskab, hvor man hjælper hinanden, siger Lærke, Der er nok ingen tvivl om, at beboerne i bofællesskaber som regel deler mange

værdier, siden de vælger at bo på den måde. Men forestillingen om, at alle, der bor i et bofællesskab, har et bestemt værdisæt, den deler Kasper ikke. Han oplever, som han siger, at der er ret mange liberale mennesker i Frideløv. Han tror, det hænger sammen med, at man sagtens kan støtte op om en social bæredygtighed og det med at hjælpe hinanden og samtidig have stor privatfrihed.

For når alle ikke skal købe deres egen græslåmaskine, eller eje to biler, og man bor på mindre plads osv., så er det billigere at leve, og så kan man i princippet arbejde mindre, pointerer han. Man sparer også tid, når man ikke skal klare alting selv. I det store tidsregnskab er det en gigantisk wind, mener Kasper, og derfor har voksne i frilivet så meget mere tid til at være sig selv og køre private projekter, lege med deres børn eller mødes med venner, som han siger.

Han oplever helt klart også, at han lever det gode grønne liv i Fridlev. Inden jeg siger tak for i dag, vil jeg gerne vide, om man er nødt til at flytte i bofællesskab for at leve grønt for alvor? Ikke nødvendigvis, mener mine to værter. De synes, at en del af det, der sker i et bofællesskab, godt kan overføres til en villevej eller en opgang, hvis viljen er der. Man kan f.eks. starte med de lavthængende frugter. Dele flere ting og spise sammen en gang imellem, foreslår de.

Det er vel kun fantasien, der sætter grænser. Sådan slutter historien Lejreliv, det grønne liv i Lejre. Hvis du har fået lyst til at læse eller lytte til de øvrige artikler i temaet, så kan du finde dem i magasinet Naturmiljø nr. 1 2024 eller på DN's hjemmeside. Og hvis du godt kan lide artiklerne, så må du meget gerne dele dem. Jeg hedder Maja Plæsner, Charlotte Tornhøj Dahlstrøm, redaktør. Tak fordi du lyttede.