Temaartikel: Er du klar til at leve grønt?

Er du klar til at leve grønt? Forestil dig et liv med færre biler og mindre forurening, hvor vi deler mere og forbruger mindre. Lyder det tillokkende eller uoverkommeligt? Et bæredygtigt liv kobles ofte med afkald på alt det, vi holder af. Men hvad nu, hvis vi begynder at tale om det grønne liv med omsorg og begejstring? Kan det hjælpe de grønne valg på vej? Det er det, den her historie handler om. Den er en del af temaet, er du klar til at leve grønt?

Det er mig, der har skrevet temaet, og jeg hedder Maja Plæsner. Ingen kan i dag hæve det, de ikke kender til alvoren i klima- og biodiversitetskrisen. De fleste er også klar over, at vi er nødt til at gøre noget drastisk for at bremse udviklingen. Alle sammen. Alligevel bliver langt de fleste af os ved med at leve stort set, som om intet var hent. Tag for eksempel vores forbrug. Det stiger og stiger i både Danmark og resten af den vestlige verden.

Kort før jul estimerede Dansk Erhverv, at julehandlen ville slå ny rekord. De regnede med, at vi ville bruge 91 milliarder kroner på juleindkøb. Det er altså 3 milliarder mere end året før. Udfordringen er, ifølge Simon Elsborg Nygaard, der er bæredygtighedspsykolog, at vi bruger fire gange flere ressourcer, end jorden faktisk kan nå at genskabe på et år. Og hvis man spørger, hvad det betyder i 2050, så er der mange, der mener, at vores økosystemer bliver ødelagt.

Så den måde, vi skaber trivsel på nu, med til at underminere vilkårene for trivsel på langt sigt, påpeger han. Simon Elsborg Nygaard er optaget af, hvordan vi kan leve et godt liv med høj livskvalitet, uden at bruge flere ressourcer, end vi har. Og det er svært, men ikke umuligt, mener han. For faktisk er de vigtigste årsager til trivsel immaterielle. I hvert fald, når man har nået et niveau, hvor ens basale fysiske behov er dækket, som de fleste har i Danmark.

Det er, fortæller han, psykologiske faktorer, som f.eks. Om vi oplever samhørighed og frihed, om der er noget, vi er dygtige til, om vi møder anerkendelse, sikkerhed, tryghed og tillid og oplever meningsfuldhed. Det er alt sammen noget, der ikke nødvendigvis kræver et stort ressourceforbrug, og det ligger der et kæmpe potentiale i, mener han. Frederikke Oldin er også optaget af, hvordan vi kan leve mere bæredygtigt.

Hun er erkendt med i sprogpsykologi, et felt, der går på tværs af psykologi, sociologi og kommunikation. Det opstod i forsøget på at sige noget om, hvordan vi blandt andet gennem sproget forstår verden. Frederikke Oldin mener, at vi har svært ved at lægge vores liv om, så det bliver mere bæredygtigt, fordi vi simpelthen ikke kan forestille os, at det kan være behageligt.

Jeg plejer at sige, at det er sådan nogle forestillinger om, at vi skal spise roer halvdelen af året og gå i en kræssende særk og stampe vores lirgulv i en jordhule, siger Frederikke Oldin og griner. Så lægger hun ansigtet i mere alvorlige folder og fortsætter. Det er nok sat på spidsen, men jeg savner, at vi får nogle modforestillinger og en mere nuanceret debat om, hvad det egentlig er, vi kommer til at undvære.

Hun mener, der er akut mangel på positive historier om, hvem vi er og hvad vi oplever, når vi lever i en anderledes virkelighed. Og så længe vi ikke har en fornemmelse af, at den er attraktiv, har vi svært ved at tage de nødvendige skridt, mener hun. Så forklarer hun, at vores fantasi ganske enkelt har brug for fortællinger, som afsæt for, at vi kan forestille os vores egen eksistens i et bæredygtigt samfund.

Og det gælder i øvrigt også for vores politikere, pointerer hun. Noget andet er, at vi har en masse indgroede forestillinger om, hvad der rent faktisk kan lade sig gøre. Og de er mere kulturelle end reelle, mener Frederik Oldin. Som eksempel nævner hun, at vores biler står parkeret 95% af tiden. Hvis vi sløjfede privatbilismen, så hele vores bilflåde var delebiler, ville vi have brug for langt færre biler. Og det ville frigøre en hel del plads i byerne.

Her kunne man dyrke noget og skabe flere grønne områder. Vi skulle heller aldrig tænke på at få skiftet dæk eller finde en p-plads. Og fordi der skulle produceres meget færre biler, kunne vi spare en masse ressourcer. Jeg ved godt, at mange nok vil sige, at jeg vil altså eje min egen bil, erkender Frederikke Oldin. Men som hun siger, det er jo en rimelig ny forestilling, der er vokset frem med forbrugskulturen. Hvad nu hvis privat ejerskab ikke betød så meget for os længere, funderer hun.

Det samme gælder faktisk, når det handler om at flyve, købe fast fashion, spise kød osv. Ingen af delene er en menneskeret, og alligevel opfører vi os, som om det var. Vi hænger fast i en tænkning om, at det ikke kan lade sig gøre, eller det bliver et trist liv. Men det kan blive muligt, mener Frederikke, hvis vi bare forestiller os, at vi er fuldt ud lige så smarte og succesfulde, når vi lever på en anden måde.

Hun drømmer derfor om, at vi begynder at skabe forestillinger om, hvordan den grønne omstilling kan opleves i samtalen, medier, film, kunst, teater, litteratur osv. Danske tekster af Nicolai Winther, Solvej Røbstoff, der er klimapsykolog, kalder det på den ene side et paradoks, at vi ikke handler i overensstemmelse med de trusler, vi står overfor. Men på den anden side er der en helt naturlig årsag til det.

Det er fordi, vi er mennesker, siger hun, og forklarer, at vi har et indbygget alarmberedskab, der skal hjælpe os til at overleve, når vi bliver truet. Men selvom klimaforandringerne er en enorm trussel, og selvom vi med vores bevidsthed ved, at vi er travlt, hvis vi skal ændre det, så går klimaforandringerne faktisk for langsomt til, at vores alarmberedskab bliver aktiveret. Det reagerer nemlig flux på meget direkte trusler, og der har klimakrisen alle de forkerte karakteristikasjevne.

Særligt for os, der bor i det globale nord, hvor mange konsekvenser er langt væk. Så selvom der kommer flere og flere akutte værhændelser ude i verden, så føles det stadig fjernt for de fleste. Solvej Røbstoff forklarer, at vi adfærdspsykologisk også har ret ringe forudsætning og får fuldt ud af at forstå og begribe klimakrisen. Det er uoverskueligt. Så kommer der alle mulige primitive forsvarsmekanismer i spil.

Vi benægter og fortrænger og tænker, det må politikerne tage sig af, eller det er de andre, der gør noget forkert. Vi peger pilen andre steder hen end på os selv, så det er nemmere at have med at gøre.

Alarmberedskabet kan dog godt blive aktiveret, hvis man beskæftiger sig rigtig meget med klima, f.eks. Som forsker eller klimaaktivist påpeger hun. Så kommer de tre responser, kæmp, flygt og frys i spil, og at fryse beslægte med den handlingslammelse, som mange mennesker bliver ramt af, fordi klimakrisen ganske enkelt er for overvældende at forholde sig til. Andre udvikler det, der bliver kaldt klimaangst eller klimadepression, som også kan føre til afmagt og handlingslammelse.

Solvej Røbstorp foretrækker dog at kalde det klima-ubehag i mangel af bedre ord, fordi der i ordet klimaangst ligger, at der er tale om noget irrationelt. Og alle de følelser, man kan have relateret til klimakrisen som vrede, sorg, depression og angst, er både almindelige og passende i forhold til den krise, vi står overfor, mener hun. Derfor er det heller ikke noget, vi skal løse individuelt ved f.eks. at tale med en psykolog.

Tvært imod er det noget, vi skal dele med hinanden på kryds og tværs i vores hverdagsliv. Solvej råder til, at man helt konkret går et sted hen, hvor man kan møde andre, der har det ligesådan.

Der findes efterhånden rigtig mange klimafællesskaber, blandt andet Fridays for Future, Den Grønne Ungdomsbevægelse og Grønne Nabo-fællesskaber. Også Danmarks Naturfredningsforening har frivillige fællesskaber i hele landet, hvor medlemmerne mødes og arbejder for at dele tanker om en grønnere fremtid. Selv er Solvej Røbstorp med i noget, der hedder Klimapsykologisk Forening. De afholder klimakafeer, hvor alle kan komme og dele deres følelser og tanker relateret til klimakrisen.

Erfaringerne fra klimakafeer overalt i verden viser, at det at møde ligesindede virkelig giver håb, fortæller Solvej Røbstoff. Hun går selv altid fra klimakafeerne og føler sig mere håbefuld og tænker, at der er mange, der har det som hun og gerne vil handle på det. Og det virker, siger hun.

Frederikke Oldin mener, at det kun er et spørgsmål om tid, før vi bliver nødt til at lægge vores liv voldsomt om. Simpelthen fordi presset fra klima- og biodiversitetskrisen kræver det. Spørgsmålet er egentlig bare, om det bliver os påtvunget eller noget vi selv vælger. Og hun tror på, at det klart er bedst, hvis det bliver et aktivt valg. For hvis det sker med tvang, vil det uværligt opleves langt voldsommere, mener hun.

Men hvis så mange som muligt kan blive en del af en proces, hvor vi engagerer os i, hvad det gode grønne liv er, hvad det kan give af glæde og meningsfuldhed, så kan vi bedre se at den måde vi er i verden i dag ikke er den eneste der kan give os livskvalitet påpeger hun, sådan slutter artiklen er du klar til at leve grønt og hvis du har fået lyst til at læse eller lytte til de øvrige artikler i temaet kan du finde dem i magasinet

Natur og Miljø eller på DN's hjemmeside og hvis du kan lide artiklerne så del dem meget gerne jeg hedder Maja Plæsner, Charlotte Tornhøj Dahlstrøm, redaktør tak fordi du lyttede.