En underlig fisk

Ålen er truet, og den er samtidig et af de helt store naturvidenskabelige mysterier. Men i nogle fabriksbygninger i Hirtshals forsøger forskere at liste hemmeligheder ud af den underlige ål. Det endelige mål er på sigt at kunne afle ål, men fisken snor sig. Det kræver stor tålmodighed. Du lytter til en artikel fra Natur & Miljø fra marts 2024. 2024. Det er Søren Skarby, der har skrevet artiklen, og så er det mig, Charlotte Thornhøj-Dalstrøm, der læser op.

Artiklen har vi valgt at kalde en underlig fisk, og den kommer her. Vi skal være lidt stille. Biolog Sune Ries Sørensen åbner forsigtigt døren og tænder ikke lyset i det mørke rum, hvor man kan ane nogle store sorte kar. Han tænder en lommelygte og lyser ned i et af dem. Her svømmer det dyrebarste, de har hos Eel Hatch, nemlig tre hundål med rovn. Fiskene svømmer langsomt rundt i mørket, imens deres æg bliver modnet.

Ål er nataktive, og de vil forsøge at flygte, hvis de føler sig truet, og det kan få dem til at gyde for tidligt. De må ikke blive forstyrret for meget, for vi vil ikke risikere noget, siger Sune Ries Sørensen, da han forsigtigt lukker døren bag sig igen.

Eared Hatch ligger i Hirtshals, og det er et samarbejde mellem DTU Aqua og den industri, der producerer opdrætsanlæg. De opererer i mørke i mere end ét forstand. For en ålelave, der kommer ud af ægget, vokser sig større og forvandler sig til en glasål, er nemlig aldrig blevet observeret i naturen. Men det er altså den proces, vi forsøger at efterligne. I naturen foregår det langt ude i Atlanterhavet, i det område, der kaldes Sargoso-havet, siger han, og tilføjer.

Altså er vi nødt til at føle os frem, uden at vide, om vi gør det helt rigtigt. Sammen med sine forskerkollegaer forsøger Sune Ries Sørensen ihærdigt at klemme den og andre hemmeligheder ud af ålen. Og skulle det en dag lykkes at forholde på den glatte fisks forvandling fra ålelarve til glasål i fangenskab, ja, så vil det ikke kun være en videnskabelig triumf. Avl af ål har også et stort økonomisk potentiale.

Fisken er nemlig truet og i fare for at uddø, men det er samtidig en meget populær spise. Og hvis det lykkes at avle ål, så kan man spise certificeret ål med god samvittighed. Produktionen vil komme til at foregå i lukkede anlæg på land, hvor man har styr på de affaldsstoffer, der vil være. Der er dog fortsat lang vej, før det bliver til virkelighed, for ingen er nogensinde lykkes med at afle ål i fangenskab. Når man i dag taler om ål fra ålefarme, så er det ikke ål, der er aflet.

Det er derimod glasål, der er fanget i naturen ved den europæiske Atlanterhavskyst og transporteret til farmene, hvor de bliver opfodret. Både underfangsten og transporten dør en ikke lille del af glasålene. Og som det er nu, kan det derfor ikke anbefales at spise opfodret eller fangende ål. Bestanden er simpelthen forskrøbelig. Forskningen hos Eelhatch står på to ben. Det ene er forsøget på at afle ål. Det andet er at få fyldt hullerne i vores viden om ålen ud. Det sidste er der en del af.

Hvor dybt i havet gyder ålene, og hvorhenne helt præcist, Hvad får dem til at begynde vandringen imod Sargossohavet, og hvor længe er de undervejs? Det er blot nogle af de spørgsmål, der ikke er nået svar på endnu. Sune Ries Sørensen og hans kollegaer er ikke de første, der har famlet rundt i ålens hemmeligheder, og de står på skuldrene af en lang række forskere. Både Aristoteles og Sigmund Freud har forsøgt at forstå, hvad man dengang kaldte åle-spørgsmålet.

Havde den to køn, og hvor ynglede den? Det første blev man sikker på for omkring 140 år siden, og det var en dansker, der besvarede det andet spørgsmål. Biolog og leder af Carlsbergs fysiologiske laboratorium, Johans Schmidt, må have været ualmindeligt stedig. Han brugte næsten 25 år i begyndelsen af 1900-tallet på at tråle med finmasket net i Atlanterhavet.

Og da han havde fundet de mindste ålelaver, tegnede han en ovalring på kortet, og det er der Sargossohavet ligger, men det var stadig kun baseret på indisier, forklarer Suneris Sørensen. Først for ét år siden lykkedes det i et internationalt forsøg med dansk deltagelse at spore en ål til kanten af Sargossohavet. Det er her Suneris Sørensen og hans kollegas forskning begynder. Og det er bestemt ikke nogen nem opgave at afle ål.

Ved at påvirke ålene med hormoner fra hypofysen fra laks, kan vi få ålene til at danne æg og sæd. Vi kan dermed få dem til at frigive kønsprodukterne og få fosterne i ægene til at udvikle sig. Det ligner meget den fertilitetsbehandling, man bruger til mennesker, forklarer Sune Ries Sørensen og finder et billede frem, hvor man tydeligt kan se ålelaver i æggene. Den lille oliedroppe i hvert æg får dem til at stige langsomt, nærmest svævende i vandet.

Vi mener, at ål yngler på stor dybde, måske op til 600 meter, men vi ved det ikke, for der er aldrig fanget en ål i området, selvom det er blevet forsøgt mange gange. Man ved heller ikke, hvilken dybde æggene klækker i, men det er helt sikkert ikke ved overfladen. For så ville æggene få det alt for varmt og nærmest blive kogt ved Sargossuhavets varme overflade. Sune Ries Sørensen og hans kolleger er blevet gode til at få ålelaver ud af æggene mellem 15 og 20 millioner om året.

Han finder endnu et billede frem. Denne gang er det af en ålelave. Dens tandsæt er specialiseret til at finde den smule føde, der er midt ude i Atlanterhavet. Vi har et omfattende system af vandrensning, fordi miljøet, hvor laverne kommer til verden, er meget rent og næringsfattigt. Der er ikke meget liv. Ålelaverne lever af det, man kalder for marinsne. Det er små rester af f.eks. Vandlopper og alger, der daler langsomt ned igennem vandet.

Suneris Sørensen fortæller, at det er her, det bliver rigtig svært. Vi kan ikke lave marinsne, men vi har fundet ud af at lave en blanding til dem, der bl.a. Består af blomme fra hejæg. Ålelaverne elsker det.

Når ålelaverne er udklækket i Sargossohavet, så driver de skrøbelige laver med golfstrøm imod Europa. Undervejs kommer de til at ligne gennemsigtige pileplade for derefter at forvandle sig til glasål. Det sidste kan vi stadig ikke få dem til at gøre i fangenskab, altså at forvandle sig til glasål, siger Suneris Sørensen. Vores rekord for ålelavernes overlevelse er 145 dage. Det er verdensrekord, men vi skal faktisk op på lidt mere end det dobbelte, før de forvandler sig til glasål.

Der er så mange faktorer, som vi stadig ikke forstår, men vi bliver ved med at forsøge, og vi gør hele tiden smuk fremskridt. Det sidste er vigtigt. Ikke kun af videnskabelige årsager, men også fordi den europæiske ål ikke har det godt.

Den bedste måde at måle det på er ved at undersøge, hvor mange glasål, der kommer til Europa, og vi er altså helt nede på 1-5% af den mængde, der kom fra 40-50 år siden. Derfor er ålen rødelistet. Når glasålene begynder at æde, får de den første pigmentering. Det sker nogenlunde samtidig med, at de vandrer op i vandløbene. Og her sker den næste forvandling, hvor de bliver til gulål. De lever i søer og vandløb i op til 20 år.

Nogle vandrer aldrig helt op i ferskvand, men bliver ved kysten eller i brakkefjorder. Og når de så er omkring 30 cm lange, så udvikler de deres køn. Grøft sagt bliver dem, der lever tæt sammen til hænder, og de ål, der har rigeligt med føde til rådighed, det bliver til hunder, forklarer Suneris Sørensen. Han er nu kommet til det state i ålens fire metamorfoser, hvor videnskaben har en stor hvid plet.

Vi ved simpelthen ikke, hvad der får ålen til at søge imod Sargossohavet. Det er helt sikkert noget hormonelt, men hvordan det bliver udløst, det er stadig en gåde. Men på nogle få måneløse nætter i efteråret vandrer ålene ud i saltvand, og på vejen skal nogen af dem forbi en af de største trusler mod ålebestanden. Vi har omkring 1,2 millioner spæringer i vandløbene i Europa, altså noget der er over 75 cm højt. Det værste er vandkraftværker, der laver ålene til fiskefars,

når de passerer igennem turbinerne. De ål, der kommer helskindet ud i havet, starter den sidste og meget specielle metamorfose, hvor de forvandler sig til blanke ål. Deres øjne bliver større og blå. Inde i ålene begynder kønsorganer og æg og sæd at udvikle sig. De holder op med at spise, og deres tarmsystem bliver reduceret til et organ, der kan regulere salt. Finderne langs den blanke krop bliver større.

Alt det her sker for, at ålen kan klare den lange rejse gennem det store, salte og mørke Atlanterhav, fortæller Suneris Sørensen. På rejsen, der formodes at tage omkring 18 måneder, kan ålen stige og falde mere end 500 meter i døgnet. Om natten er den højt oppe, og om dagen dybt nede. Man mener, det både er for at beskytte sig imod fjender, især havpattedyr, men at det kolde vand dybt nede forsinker udviklingen af kønsprodukter.

Sørensen kan ikke lade være med at lyde en smule imponeret. Det er altså ret vildt, at de kan svømme 5-6.000 km på den måde. Ålen har en lugtesands, der er bedre end de fleste følelser med hegsnuder. De bruger den selvfølgelig til at jage, men den er alt for god til bare det. Derfor mener Sune Rigs Sørensen, at de også bruger den til noget helt andet. Sargossohavet er en enorm vandmasse på størrelse med Europa, hvor der er op til 6.000 meter dybt.

Der skal noget til at finde de andre ål, når de skal gyde. Et sted ude i nærheden af det enorme Sargossohav forsvinder sporet af ålen. Man formoder, at ålen dør efter gydningen, men der har aldrig blevet fundet en død ål i området. Vi ved blot, at der endda begynder at drive nye små ålelaver fra Sorgosserhavet imod Europa. Det er det, Suneris Sørensen og hans kollegaer arbejder på at efterligne.

Og de er både drevet af videnskabelig nysgerrighed og håbet om at kunne redde ålen, inden den forsvinder. Tusind tak, fordi du lyttede med. Du kan finde mange andre oplæste artikler og podcast i vores app Natur og Miljø eller der, hvor du normalt lytter til podcast. Bare søg på Natur og Miljø. Og hvis du er mere nysgerrig på ålen, så kig nærmere i det fysiske blad Natur og Miljø fra marts 2024. Der kan du se flere billeder fra laboratoriet i Hirtshals og se,

hvordan ålen forvandler sig. Tak fordi du lyttede med.