Altså, minderne dukker tit op ved mig, fordi hvis jeg sidder til et eller andet, jeg kan jo ikke sidde og se ud af vinduet og se, og ham der, her Jensen, han er i det tøj, og fru Pedersen er i det, så falder jeg jo sådan ind i mig selv. Og så er der altså tit de der gamle minder, de kommer op i hovedet af mig. Ja, det er det. Men også nogle sjove historier. Altså, jeg har evne for det der. Lidt vanvittigt, lidt sjove, lidt skørt og noget, der kan grines af.
Vi er hjemme hos Anna i Skive, som hen over en stille påske finder sine gamle dagbøger frem fra et skab i sit soveværelse. Fire fyldte ringbind med tygt, let guldnet punktpapir, skrevet på en Perkins punktskrivemaskine i 1970-73. da Anna var mellem 15 og 17 år. Anden episode hedder Man skal jo have luft en gang imellem.
Jeg er ved at strikke en nederdel, og jeg er ved at strikke to sjaler. Og så strikker jeg også sådan nogle ørebøffer, det vil sige, at det er sådan nogle hu- og halsterklæder ud i et. Jeg har nok at strikke på. Det er altså en dejlig ro at tage sit strikketøj og sæde med. Og der kommer også noget i radioen på program 2. Det er den kanal, jeg hører rigtig meget. Så det kan jeg jo også bruge noget af dagene til. Og hvad er det godt, så kan jeg jo se, om jeg kommer ud og går med min stok.
Så kan man sætte typ punktpapir i. Den viper nok lidt. 78.000 skive. Jeg skriver sæmmelig hurtigt. Jeg har skrevet min dagbog på noget kraftig punktpapir. Det var dengang, der var godt punktpapir. Det var kraftigere, end der er i dag. Og det er skrevet på min Perkins-maskine. Jamen, jeg har fire bøger. Med dagbogmapper. De står inde, hvor jeg sover. Der har jeg sådan nogle skab, der hænger på væggen, hvor jeg var inde og finde dem. Det er sådan nogle ringbind, og der står dagbog.
Fjerde bindt samlet af Anna Mark Thomsen. Det er så tiden i højslover hjemme hos mine forældre. Jeg er nu 16 år gammel, og det er en vanskelig alder, synes jeg. Der opstår mange gange små problemer. Jeg har nu stadig kontakt. Manola er mine kammerater for Refneskolen. Det er Inger, Anne Bente, Jytte og Else. Anne Bente er begyndt. på et realkursus. Hun bor på instituttet inde i København. Elsa og Jytte bor på Refnes endnu, men de går i Røngevangsskolen ude i.
Kalundborg by. Men det har jeg heldigvis været fri for. Jeg har ikke lyst til det. Kammeraterne er ikke ret gode imod dem. I skolen går det godt nok. med at følge med. Men af og til har jeg også små skænderier med kammeraterne. Men det hører sig vel til. Sidste år var Lars Thomsen min rejselærer. Vi har også af og til haft skænderier, men det er jo fordi, jeg er så stede. Hvis jeg har fået noget i hovedet, jeg ikke vil, så vil jeg sgu ikke. Så folk kan godt.
Blive gale, men man bliver nogle gange nødt til at være stedig, når man ikke kan se. Folk tror tit, de kan kommandere med en, men jeg er ikke. Så nem at køre med. S6'er her! Nogle dage senere rejser tilbage til borger. Den får mig til at føle sig underligt fattig, mens han sidder og hører på, hvordan andre børnene taler om hans forældre og det, de har oplevet sammen med dem. Han spørger sig selv.
om han nogensinde haft mulighed for at opleve det samme. Han spørger sig selv, om hans andre søskende har haft det. Han svarer nej, og alligevel ikke tilfreds med svaret, fordi det får ham til at indse, at han heller aldrig har givet. kærlighed. Pausa. Altså, jeg har det sådan, hver dag skal jeg læse, og når jeg er på kursus over på fuglesang, og vi er færdige halv ti, ti, jeg skal ned og læse.
Og være mig selv. Der ved jeg da godt. Nogen synes jeg er sær. Det må de sgu synes. Jeg er ligeglad. Det har jeg også sådan brug for. Og hvis jeg er på kursus og skal ud og gå. Ja, så skal vi ikke gå sammen, og jeg siger, at jeg vil gerne være mig selv. Gud, er du sur? Nej, jeg har brug for mit eget rum, siger jeg så. Jeg er ikke sur. Jeg har bare brug for at gå og filosofere selv.
Fjerde juledag kom Anne Bente over til mig. Hun var her i ni dage, og vi har haft det sjovt sammen. Nytårsaften. Else kunne ikke komme i år. fordi hun var nede på Las Palmas. Der var slet ingen liv i gaden. Vi var så kun ude at skyde og smide konfetti ind én gang. Vi hørte så radio i stedet for. Imens sad vi så og hyggede os sammen med strikketøjet. Vi gik i seng klokken to. Vi snakkede til klokken fem.
Næste dag kom vi først op klokken to, så den dag var noget mærkeligt for os. Nu er skolen jo begyndt igen, og der er så lang tid til den næste ferie. Jeg håber, jeg kan blive ved med at skrive til dig, for jeg vil blive glad for det senere. Jeg øver mig jo i at bruge sproget på den måde. Der kan jeg jo fortælle alt, uden at det bliver opdaget af nogen, og så får jeg jo heller ikke ballade på den måde. Det er altid godt at have en, man kan betro sig til.
Men skal jo have luft en gang imellem. Nu vil jeg slutte for i aften. I morgen vil jeg sikkert fortælle dig mere. Din Anna. Så skal vi begynde at gå. Så går vi ved mit hus. Op af fliserne. Jeg skal ikke gå for stærkt, for så bliver jeg forpustet, og det gør jeg nok i forvejen. De der kloge mobility-læger siger, at jeg går i utak. Det gør jeg nok også. Jeg bor jo ikke inde i byen. Jeg bor uden for byen. Jeg vil ikke bo i byen. Der er uro og støj.
Jeg vil have fred og ro. Ups. Nu går det nedad. Det er jo ikke så torsigt. Det var ikke den. Nu skal jeg så bare lige finde retningen. Så skal jeg lige se, om det er den. Det er det ikke. Så er vi kommet for langt. Ja ja, hvor der handles, der spildes der. Jamen ja, lader jeg godt nok mærke til, at jeg gik forbi den dag, så er det ikke den.
Så tænkte jeg, jeg ved, om vi er gået for langt. Der var den. Skal I have fat i den? Jo jo. Det dufter da godt herude. Jeg tror, der er en, der er ved at lave mad. Jeg var også nogle gange med Jytte på Laredo om lørdagen, og det har jeg altid været mægtig skæg, synes jeg. Jeg har bare ikke fået fat i en Gud fyr endnu. Så det kommer vel nok en gang. Jeg tror også, det er sværere at få fat i en fyr, når man ikke kan se. Det er nemmere for en blind dreng at få fat i en pige, end det er for en...
blindpige at få fat i en dreng. De tror mange gange, at man ikke kan klare en husholdning og meget mere. Men når man nu ikke... Mere om det. Det kan jo ikke betale sig at sidde og gøre vrøvl endnu. Jeg er i hvert fald glad for, at jeg ikke går på refnes mere. For det er godt at komme ud blandt seende mennesker. Det sidste år, jeg gik på Refnes, var et slemt år for mig. Jeg havde det ikke nemt med mig selv.
Når man er træt af et sted, bliver man tit utilfreds med alle ting. Else Jytte og Anne Bente og jeg havde det også frygteligt med hinanden ind imellem. Vi skændtes og sagde mange sårende ting til hinanden. Elseøjerne Bente, de døde af kræft inden for fire måneder, da vi var 52 år. Og jeg var... kirkesanger til Elsa's begravelse, bisættelse op i Jørgenkapel. Så jeg fik lov at vælge salmer, og så fik jeg også lov at synge med.
Jeg stod nede i kapellet der med et nodestativ, og så sang jeg en solo sammen med ålet. Og jeg kan huske, det er jo tænkt, at livet koster livet. En af de er ny fra salmebogen. Det kunne jeg godt den dag. Jeg kunne sagtens gennemføre hele den der bisættelse, og det gik fint. Men da jeg så kom hjem, så klappede jeg sammen, for jeg kunne huske, at jeg skulle til et sølvbryllup 10 dage efter.
Det meldte jeg fra, fordi jeg kunne ikke feste. Det kunne jeg slet ikke. Anne Bente flyttede jo til møden og fik en kæreste. Det var jo langt fra at skive så langt, som det overhovedet kunne være. Jamen, der har vi da mødtes nogle gange til nogle ting nede på Fuglesangcenteret, og Anne Bente og hendes kæreste Kim har også... besøgte mig nogle gange her. Sidst gang, vi var på Fuglesangcenteret. Jeg tror nok, det var noget kvindeseminar, vi var med til. Jeg kan huske mandag formiddag.
Der gik vi fra, fordi der ville Anne Bente gerne ud og gå, og så tænkte jeg, Anna, det gør I, eller gør du, fordi måske er det sidste gang, I mødes, og det var det, fordi hun døde i maj. Jeg vidste godt, at Anne Bente var syg, og jeg vidste også godt, at hun havde det svært med det, og kræften havde bredt sig. Hun var en af dem, der fik kræft som barn i øjnene.
Øjnene bliver selvfølgelig fjernet, men der er tit som voksen, det bryder ud. Det har jeg virkelig kendt og hørt om flere, der har døget med at støde af det. Men jeg er jo glad for, at vi kom ud og gå den der tur, og vi havde en god weekend sammen på Fuglesangcenteret. Det er jo ligesom vores afsked. For jeg kom ikke over til Anne Bentes bisættelse helt over på møen, fordi det var jo. Det ville jo kræve en overnatning, og jeg kendte ikke nogen, jeg kunne bo mere. Så det gjorde jeg ikke.
Lørdag den 13. januar 1973. I går fredag var jeg i skole fra kl. 8 til 3. Men jeg kedede mig noget ude i skolen. Jeg syntes, alle var så gale. Og mit humør var heller ikke det allerbedste. Jeg har fået brev fra Anne Bente. Det går så nogenlunde med hende. Men det er heller ikke nemt at være inde på instituttet, når næsten alle de andre er ældre end hende. Hvis det var mig, kunne jeg sikkert heller ikke finde mig til rette.
Jeg har ringet og snakket med Else om fødselsdagen. Hun sagde, at det nok var bedst, at hun ikke kom, fordi hun skal i erhvervspraktik i 14 dage. Men så sagde hun også, at hun måske skulle på et center for handicappet, hvis nok i påskeferien. Og jeg spurgte selvfølgelig, om jeg også kunne komme. Det vidste hun ikke, men hun skulle sende en adresse til mig, så ville jeg prøve at skrive dertil. Jeg kan også godt forstå, at Else ikke vil rejse op til mig.
når hun er i praktik. Det er så bedst at vente til en anden gang. Jeg må snart se at komme over at besøge hende på Reftes. Nu vil jeg slutte. Din Anna. Ja, dagbog, nu skal du ind på plads. Og her er mine dagbøger. Jeg skal lige se første bind, anden bind. Og det var tredje bind Så er den sat på plads Så kan jeg godt lukke, så bliver det ikke støvet Vi må lære at synge, og lytte med lyst. Jeg kommer til synge, jeg ræk mig din hånd, du vil knytte en kære.
Du har lyttet til Lyddagbogen. Lyddagbogen er produceret af Dansk Blindesamfund. Det er Anna Mark Thomsen, du har hørt i udsendelsen, og som har skrevet dagbogen. Og det er også Anna fra 1988, du kan høre i baggrunden, der synger en version af sang om livsværdierne. Eller skal alt blive tavshed? Med tekst af Poul Krohn. Der blev også spillet et klip fra bogen Du blev trald af Jacob Bæk Nygaard. Annie Jeppesen er produceret og redigeret.
Rikke Hovd har hjulpet med optagelse, og Tristan Vilemand har mixet. I redaktionen sidder Hazel Geisen og jeg. Jeg hedder Astrid Halm. Du må lære at smile, det er vigtigt at lære.