#54 Holder du døren for andre?

Loven om tiltrækning. En podcast til dig, der ønsker at tage dit liv til nye højder, hvor drømmen kan blive til virkelighed.

Opskriften er simpel. Hvad du tænker, skal du få. Så hvis du ligesom mig ønsker et liv på toppen, er du kommet til det helt rigtige sted. Mit navn er Frederik-Greter Fuglsang, pilot og spirituel rådgiver. Det er mig, der er jeres vært, og jeg vil tage jer med til et sted. Music. Hvor alt kan lade sig gøre. Hop ombord og spænd sikkerhedsselen, for din rejse starter lige her.

Hej derude, og velkommen til endnu et afsnit af loven om tiltrækning. Det her afsnit, det er simpelthen afsnit nummer 54. Det er først sådan i dag, da jeg skulle tage i gang med at optage, at jeg sådan kiggede på, hvor mange afsnit, jeg egentlig har optaget. Og det er simpelthen blevet til 54 afsnit, hvilket jeg synes er kæmpe, kæmpe stort. Det er sindssygt mange timers podcast, der ligger under loven om tiltrækning. Det må give cirka 50 timers lytning.

Så det var bare noget, jeg kom til at tænke over i dag, inden jeg skulle i gang med at optage podcast. Og det sjove er lidt, at det ikke på et eneste tidspunkt har føltes hårdt. Det har føltes som en leg. Det har aldrig føltes som en pligt at skulle gå i gang med den her podcast. Det har føltes mega godt i maven, energimæssigt, og jeg føler, at jeg får så meget igen ved at give noget tilbage til jer, som lytter med til den her podcast.

Så det var bare sådan en af de ting, jeg lige fik lyst til at dele mere. Dagens afsnit i dag, kan man på en eller anden måde godt sige, er inspireret en lille smule af virkelige hændelser. Og det er her, man skal passe en lille smule på med, at det her engelske ordsprog, be careful what you wish for. Fordi jeg gik langs Vesterbro-Gade i dag, da jeg skulle til fitness. Og da jeg så kommer ned der, hvor jeg skal gå ind ad døren for at komme til fitness.

Eller egentlig så skal jeg lige have hele historien. Det er jo fordi, at det er tirsdag i dag, så når det her afsnit udkommer, så er det jo selvfølgelig onsdag, så jeg har optaget det i går. Er det ikke sådan, man siger det? Jo, jeg håber, det giver mening. Og jeg gik ikke sådan herhjemme, så reflekterer jeg sådan en lille smule over sådan, Frederik, hvad skal du snakke om i dag?

Og jeg har jo tillid til, at hver eneste gang, jeg sætter mig ind bag mikrofonen, så skal jeg nok finde ud af, hvad jeg skal tale om. Så det er ikke fordi, jeg har lagt en plan for de næste 12 uger eller et halvt år. Det er sådan, hvad der lige falder mig ind, når jeg sidder alene bag mikrofonen. Så jeg gik sådan i dag og reflekterede en lille smule over, hvad skal afsnittet i dag handle om? Og det er så her, hvor det her engelske ordsprog, be careful what you wish for, kommer ind i billedet.

Fordi så gik jeg langs Vesterbrogade, og da jeg så kommer til døren ind til fitness, så vedkommende, der er foran mig, har så travlt med alt muligt andet, at hun simpelthen ikke holder døren for mig, og så ender jeg med at blive mast i døren, sådan et ret voldsomt vejs, hvor jeg sådan tænkte, hvor er det vildt, at folk simpelthen ikke tager sig et lille sekund og kigger sig over skulderen og ser, om der er nogen, der ikke lige skal med ind ad dørene.

Så dagens afsnit i dag, det har jeg simpelthen valgt at kalde, Holder du døren for andre? Og man kan også sige, at i dag har været sådan lidt en speciel dag, fordi jeg egentlig har brugt, jeg skulle til at sige, seks timer i min vindueskarne, fordi jeg venter på, at mine bøger, de lander hjemme hos mig. Og som I ved med så mange andre fraktfirmaer på snor og sådan noget, jamen så kommer der jo ofte sådan en besked, jamen du får den leveret mellem 8 og 15, mellem mandag og torsdag-agtigt.

Og jeg har jo lidt af den overbevisning, at i det øjeblik, jeg bevæger mig ud fra døren, jamen så er det jo selvfølgelig lige præcis der, det bliver leveret. Så jeg har ikke turt bevæge mig ud af døren før over middag, eftermiddag-agtigt. Fordi jeg tænkte, så bliver det jo selvfølgelig leveret lige præcis der. Så jeg har tilbrægt, ja, mindestalt seks timer i min vindueskarm for at holde øje med, hvornår postbuddet kom. Og ja, han kom ikke i dag, så jeg tænker, det bliver i morgen.

Og måske så tilbringer jeg seks timer igen i Windows-karmen. Men jeg tænker, vi går i gang med dagens afsnit i dag, som jeg som sagt har valgt at kalde for Holder du døren for andre? Og afsnittet tager egentlig udgangspunkt i den her oplevelse, som jeg havde i dag, da jeg skulle i fitness.

Og ikke at jeg sådan blev provokeret af, at vedkommende gik så meget i sin egen verden, at hun ikke holdt døren for mig, Fordi på en eller anden måde, så skal jeg jo selvfølgelig heller ikke forvente, at vedkommende holder døren for mig.

Men for mig er det sådan naturligt, lige at kigge mig over skulderen, når jeg går ind ad en dør, og så lige får øje på, at andre, der skal med ind, at det kommer der nogen lige efter mig, der gør, at jeg lige skal bruge et enkelt sekund på at holde døren for vedkommende og give et smil med på vejen.

Så for mig så er det så fjernt og så unaturligt at opleve en adfærd, hvor man er så meget i sin egen verden at man simpelthen på en eller anden måde ikke får verden omkring sig med i sit eget liv der gør at jeg så blev klemt i en dør i fitness. Så det er det, afsnittet i dag tager udgangspunktet i. Holder du døren for andre? Fordi jeg ser egentlig vores handlinger. Lidt ligesom, man kan sige, det billede, jeg fik i dag, det siger mere end tusind ord.

Altså det her med, at jeg stod i den her situation og blev mast af en dør. Der siger det her billede af den her person mere end tusind ord på rigtig mange punkter.

Og der er jo også det her aspekt med Hvor vi ofte snakker lidt om det her med At vi på en eller anden måde Ikke må dømme en bog på dens omslag, Men der er alligevel situationer Hvor jeg ikke kan lade være med At dømme en bog på dens omslag Fordi jeg dømmer bogen Og det er jo ikke min opgave At dømme folk overhovedet Men alligevel når folk har sådan En adfærd eller en handling Så kan jeg ikke lade være med Sådan lige et kort øjeblik Og blive sådan halv irriteret og tænke sådan,

hvorfor i hverden holdt du ikke lige døren i to sekunder? Også fordi i nogle af de andre episoder, så har jeg jo nævnt det her med, at jeg på et tidspunkt skulle på apoteket, og sådan 80 meter inden jeg skulle ind af døren til apoteket, så kan jeg jo se, at der står en ældre dame og bøvler rigtig, rigtig meget med at få åbnet døren med hendes rollator for at kunne komme ind på apoteket. Og det som jeg bare ser, det er mennesker, der går direkte forbi.

Altså unge, stærke mennesker og voksne mennesker, hvor man tænker at voksne mennesker, der især må have, hvad kan man sige pli og opdragelse det kan man vel ikke kalde det, men en hyflighed, i deres DNA på en måde, der gør man tænker ej, de må da holde døren for en dame på 85 der prøver at komme ind med hendes, retrolator, men det er lidt som om at. Ja, om det er sådan en dansk kultur på en eller anden måde.

Fordi jeg vil også sige, som pilot, så har jeg jo oplevet en del forskellige kulturer rundt i hele verden. Og jeg må altså bare sige, at danskere på en eller anden måde, nu skal jeg jo ikke tale danskere ned, fordi jeg elsker jo at være dansker, jeg elsker danskere, men der er alligevel bare en form for adfærd og kultur hos os, hvor jeg nogle gange kan være sådan lidt med sundlig, når jeg sådan kommer til Italien eller Spanien.

Fordi der er en anden form for åbenhed og imødekommenhed for fremmede mennesker, for eksempel. I sidste uge så jeg sådan en reel på Facebook, hvor jeg så en journalist, som sådan skulle spille en udenlandsk studerende, som sad på en café alene, og så ville spørge en gruppe mennesker ved siden af, om hun ikke måtte deltage i deres gruppe og få en kaffe sammen med dem og få en snak sammen med dem. Og så var der jo selvfølgelig skjult kamera, imens hun ligesom spurgte de her mennesker ved siden af.

Og det, som man sådan oplevede, det var, at danskere er meget afvisende og ikke meget for at tage fremmede mennesker til sig eller hjælpe andre mennesker, som de har brug for en hjælpende hånd. Der var sådan en form for lukkethed, hvis man kan kalde det det. Og så så jeg samme eksperiment, der blev lavet i Italien. Hun nåede engang at spørge gruppen ved siden af på caféen, om hun måtte være med.

Hun var allerede en del af gruppen, og italienerne havde rykket stole og alt muligt for, at hun kunne komme ind til bordet og sidde sammen med dem. Og de betalte et glas vin for hende og spurgte, skal du ikke have en kage? Og alle mulige forskellige ting, hvor jeg tænker sådan, det er sjovt, hvordan en kultur på den måde kan påvirke et helt land. Og så snart man bevæger sig over en landegrænse, så kan menneskers måde at møde andre på og være over for andre på være helt anderledes.

Jeg har også oplevet, når jeg har udenlandske venner, at de siger, at I danskere er meget lukkede, og I har svært ved at lukke fremmede mennesker ind i jeres vennegruppe. Det er noget, som I holder meget privat, og vi er ikke meget for at række hånden ud, hvis nogen har brug for hjælp. Jeg føler lidt, at jeg måske taler os ned på en eller anden måde. Det skal slet ikke forstås på den måde.

Men der er alligevel noget, jeg synes, der er sådan en lille smule sjungt, hvordan man fra land til land på en eller anden måde, kan være så forskellig i sin måde at imødekomme andre mennesker på. Så kan man jo sige, så er der også lande, hvor jeg aldrig nogensinde personligt selv kunne finde på at tage til, fordi der bare er en anden form for, kan man sige, kultur, som ikke imødekommer mig som det menneske, jeg er, den person, jeg er. Og igen, man skal sige, ingen regel uden undtagelse.

Så er det ikke, fordi jeg sidder og skærer alle lande eller alle mennesker i et land over med én kamp. Det er ligeså meget sådan, hvad kan man sige, heller ikke en generalisering.

En tendens, kan man kalde det en tendens. Fordi jeg tror også, at der er mange af jer, som lytter med, der på en eller anden måde kan lide genkendende til det, som jeg siger, at hvis man sådan lige hurtigt tænker igennem i forhold til de forskellige lande, man har været i igennem tiden, så er der helt sikkert nogle lande, hvor man tænker, der er menneskerne eller kulturen på en måde, hvor man tænker, det er ikke lige min kop te.

Og så er der andre steder, hvor man bare føler sig velkommen og imødekommet på rigtig mange plan, når man kommer dertil. Og jeg tror jo lidt på, at hvis vi skal tage tilbage til det her med, holder du døren for andre? Ja, man kan godt sige, lige pludselig gik det her fra en dør, der ikke blev holdt for mig. Det blev til et lidt, kan man sige mere, et større perspektiv i forhold til, hvordan vi også er over for andre mennesker i det større billede og i udlandet.

Men nogle gange så tror jeg også, det er en god ting, at man sammenligner kultur og energier, måder at være på, for at man ligesom kan se, at den måde man er på, måske er uhensigtsmæssig eller kan optimeres eller på en anden måde kan forbedres. Fordi jeg tænker, at de fleste danskere har et ønske om også at være mere imødekommende og have åbne arme overfor og hjælpe andre. Men jeg tror også, det handler også om på en eller anden måde, at man måske ikke tør helt at gribe ind.

Det synes jeg egentlig er sådan en interessant ting, hvor jeg tænker, det kunne være sjovt at få en gæst i studiet, der måske mere fra et adfærdsmæssigt perspektiv kan sætte ord på, hvordan kultur kan påvirke menneskers måde at være på. Og man kan sige, det er her, hvor jeg praktiserer rigtig meget det her med at være mod andre, som jeg ønsker, de skal være mod mig.

Så jeg vil egentlig gerne være sådan et, jamen nogle gange så kan jeg også godt mærke, at jeg gerne vil være et forbillede for min nevø og mine jæser på en måde, hvor jeg tænker, at også bare sådan noget som at gå på et fortorv.

Hvis man kommer to personer eller tre personer gående på et fortorv, Så inde i mit hoved, så er det almindelig pli at trække ind til siden, når man kommer til en gruppe af mennesker, sådan så dem, der går imod en, hvis de kommer som enkeltperson, så ligger den selvfølgelig hos mig og de mennesker, som jeg går sammen med, at det er vores opgave at trække ind til siden.

Fordi for mig er det også en måde, hvorpå jeg kan vise respekt for andre, og på en eller anden måde, så koster det mig heller ikke noget at for eksempel holde døren, eller trække ind til siden, eller gøre en anden lille ting, der gør, at de mennesker, jeg møder på min vej, de får en, hvad kan man sige, en lettere dag. For jeg tænker også noget som at holde døren for nogen, hvis vi igen skal drage parallelt til det, jeg oplevede med en ældre kvinde.

Jeg tror, hun har været i de der 85 med en rullator på apotéet. Så kunne jeg jo se, hvordan hendes øjne lyste fuldstændig op, i det, at jeg ligesom bare sagde noget så simpelt som, skal ikke lige holde døren for dig? Og så gav hende et smil med på vejen og så kunne jeg se hendes altså hun smilte jo tilbage og jeg kunne se at det på en eller anden måde havde også skabt et socialt.

Tidspunkt i hvad kan man sige i hendes liv på en eller anden måde, så nogle gange så handler det også om fordi hvis vi sådan kigger tilbage på nogle af de andre afsnit som jeg har lavet i forhold til det her med at give noget af sin energi så findes der jo.

Der er jo lidt det her aspekt med, at man kan ikke redde hele verden, men du kan gøre en forskel for de mennesker, som du møder på din vej. Og det er et mantra, jeg bliver ved med at sige til mig selv, fordi hvis jeg prøvede at redde hele verden og skulle holde døren for 10.000 mennesker, så ville jeg jo selvfølgelig bruge rigtig meget af min energi. Steder, hvor det så ville gå på kompromis med min egen energi.

Men hvis der er mennesker på min vej, der på en eller anden måde har brug for hjælp, Når jeg skal fra A til B, så ser jeg det også som en mulighed for at kunne gøre noget specielt for den person på det pågældende tidspunkt. Men egentlig så skal man jo ikke se sådan noget som at holde døren for en som værende specielt.

Det burde man jo egentlig se som værende helt almindelig plig, opdragelse, en måde at vise respekt over for et andet menneske på og rette en hånd ud til nogen, som man kan se har brug for hjælp på en eller anden måde. Et andet eksempel er også, at når jeg tager bussen her i København.

Så ser jeg ofte, hvordan unge mennesker kan sidde på bussæderne, lige når man kommer ind i bussen, og så kan der komme en gravid en ind, eller der kan komme en ældre mand ind, hvor jeg tænker, så er det da naturligt, at de unge mennesker, selvfølgelig man må ikke have forventninger her i livet, for hvis man har forventninger i livet, så kan det godt blive en skuffelse på en eller anden måde.

Men alligevel så er der altså en uskreven forventning i luften på nogle tidspunkter, hvor jeg er sådan lidt, der forventer jeg sgu, at man rejser sig op og så giver sæde til den gravide, eller giver sæde til den ældre mand, som kommer ind. Fordi igen, vi skal ikke forvente noget af andre mennesker. Men alligevel, så er der bare det usagte i luften på sådan en måde, hvor jeg tænker, her må vi sgu godt forvente, at folk opfører sig på en bestemt måde.

Og så er der igen det her med, kan man sige, at dømme en bog på dens omslag. Det må vi jo aldrig nogensinde gøre. Men alligevel vil jeg sige, som jeg sagde i starten af episoden, så må vi dømme en bog på dens omslag lige nu og her med de handlinger, de begår lige nu og her på godt og ondt. Men hvor vi sådan hele tiden har i baghovedet, at det er mindstligt at fejle, og den adfærd, vi har omkring os nu og i os nu, jamen den bunder i den bagage, som vi har med os i vores rygsæk.

Så hvis vi sådan skal pakke det ud på et menneskesprog, så vil det sige, at mennesker kan handle uhensigtsmæssigt lige nu og her. Vi må dømme dem på de handlinger, de har lige nu og her, hvis det er handlinger, som på ingen måde er okay. Men det er vigtigt, at vi så igen har det her i baghovedet, hvor vi siger, det er menneskeligt at fejle.

Vi skal sørge for at give plads til, at mennesker kan ændre sig at forbedre sig og blive en bedre udgave af sig selv, se sine fejl i øjnene, og så på sigt gå hen og forbedre de handlinger, som der er blevet gjort mod os, som har været uhensigtsmæssige.

Og det er her, hvor jeg, jeg tænker egentlig, de fleste mennesker har det på den måde, men jeg, og det lyder jo vildt at sige, men jeg har svært ved at stole på folks ord til at starte med. Jeg er en person, som rigtig gerne vil se, handling bag ordene. Og der kan man jo sige, at ord, den kan du sige lige nu og her, og så vil du høre dem med det samme, og så er de ligesom sagt. Men handlinger, synes jeg, viser mere end tusind ord.

Jeg vil våge at påstå, at hvis jeg ser en person holde døren for en ældre person med rollator, som skal ind ad døren, og giver et smil med på vejen, og måske lige fyre en joke af, det siger rigtig, rigtig, rigtig meget omkring lige præcis den person. Altså det er nærmest som om, at man bare ud fra det billede kan få sat tusind ord på, hvordan den person er som menneske.

Og det er handlinger, der for mig på en eller anden måde er, jeg skulle til at sige tænder mig, men det skaber en gnist inden i mig på sådan en måde, hvor jeg elsker, når folk viser menneskeligheden, når folk viser ydmyghed, når folk har tid og overskud og får verden omkring sig med sig på en måde, der gør, at de har en form for situationsfornemmelse.

Fordi oplevelsen, jeg havde i dag med, at vedkommende ikke holdt døren for mig, det var selvfølgelig sådan, hvor jeg tænkte, hun havde lige haft øjenkontakt med mig, hvor jeg var sådan lidt, du så, at jeg skulle ind af døren, men alligevel så holdt du ikke døren, og jeg fik den lige i hovedet, og ikke fordi jeg blev surt, ikke fordi jeg er sådan en smålig person, der sådan råbte af hende eller sådan noget. Det blev jo bare sådan en lille følelse af sådan, nå, den, ja.

Men det er måske også fordi, at det er egentlig svært at sætte ord på. Fordi der er aldrig noget, jeg sådan helt har tænkt over, indtil det skete for mig i dag. Hvor de så også begyndte at sammenligne kulturer og begyndte at tænke på, hvordan italienere er, hvordan Spania er. Nogle gange så har jeg sådan haft på, ja, altså jeg elsker Frankrig. Men når jeg er i Frankrig, så er der alligevel en eller anden form for. Ej det må man jo ikke sige, men sådan en form for snobbethed i luften.

Men på sådan en charmerende måde, hvor man kalder det det. Og det er jo slet ikke for at hænge kulturer eller nationaliteter eller noget ud, fordi det er en del af charmen. Jeg kan huske, der var en, da jeg boede i Aarhus, så var der en fransk restaurant, som jeg elskede at komme på. Men du måtte for Guds skyld ikke spørge, om du kunne få glutenfrit brød, eller om du kunne få erstattet mælken med havremælk i sovsen, eller det ene og det andet eller tredje.

Det var bare sådan, der blev sådan halvrullet øjne af en, hvis man stillede krav til retten og ville have den ændret. Så kan jeg huske på et tidspunkt, da koggen sagde, you are destroying the dish, hvor jeg også lidt holdte op. Men den tendens har jeg så også oplevet, i, hvad kan man sige, i Frankrig. Og har været i Frankrig, Frankrig. Så det er igen, det er sjovt, hvordan. En energi på et tidspunkt kan blive til en kultur på en eller anden måde. For det er, altså energi smitter.

Og jeg tror også, det er derhen jeg vil med denne her situation eller konstellation. Det er, at energi smitter. Og på et eller andet tidspunkt, så bliver denne her energi til en kultur. Eller det kan blive til en form for, kan man sige, hjernevaskethed. Så det kan både blive til noget godt, men det kan også blive til noget skidt.

Og grunden til, at jeg også siger det her med at blive, hvad kan man sige, hjernevasketagtigt, det er fordi, at jeg har lyttet til en podcast omkring sekter på et tidspunkt, hvor jeg synes, det var så vildt, hvordan en persons energi og en persons mindset simpelthen kunne smitte to personer, de smittede sig, fire personer, de smittede sig, 16 personer, 32 personer, altså hvor powerful ens energi er på godt og ondt, hvordan en hel sægt kunne

hjernevaske 100 mennesker og få dem til at, ja, for eksempel begå selvmord. Det er så vildt, hvad energi kan gøre, og hvordan det ligesom kan gå ind og påvirke personen som individ, men hvordan det også kan påvirke, kan man sige, hele kulturen.

Der var jeg simpelthen lige nødt til at stoppe optagelserne, fordi jeg havde glemt, at jeg havde to stykker toast med skinkerost i min toaster, så det begyndte lige pludselig at lukke lidt brændt, hvor jeg tænkte sådan, Frederik, du er nødt til lige at tjekke, hvad det er, der lugter brændt.

Også fordi jeg bor i så gammel en bygning, at nogle af de der eltinger, elkabler, der er her, der tænker jeg sådan, shit, det må altså være, de hænger på kryds og tværs, og nogle steder så lignede det, at det sådan er bare blevet malet over, eller at der er blevet sådan en lagt gips hen over dem, eller sådan. Ja, at der er lige blevet gjort noget i en fart.

Så det var simpelthen bare lige min toast med skinke og ost, som jo sommer har fået cirka 40 minutter nu, så jeg kan faktisk godt forstå, at den begyndte at lukke lidt brændt.

Ja, og jeg tænker, hvor vi kom fra, det er jeg faktisk en lille smule usikker på, men man kan se hele konceptet eller hele overskriften på dagens afsnit, det skulle gerne få jer, der lytter med til at reflektere en lille smule over jeres adfærd, hvor I egentlig bare skal stille jer selv et spørgsmål, om du egentlig holder døren for andre.

Er du typen, som lige kigger dig over skulderen og ser, om der er nogen, der kommer lige efter dig, inden du skal ind i en butik eller ind i et supermarked, hvor du så lige kan bruge et splitsekund på... Hold døren for vedkommende. Jeg plejer sådan at spørge mig selv, hvad kan du gøre for at blive et bedre menneske? Fordi jeg vil egentlig gerne være et så godt menneske, som jeg overhovedet kan. Ud fra den bagage, jeg ligesom har med i rygsækken.

Man kan sige, at der er helt sikkert nogle mønstre, som jeg har med mig, som kommer på forliste venskaber, eller at man har brændt fingrene i kærlighedslivet, så tør man ikke at åbne sig op igen, og alle de her forskellige ting. Så det er helt okay, at man har en bagage med sig, som gør, at man på en eller anden måde agerer som menneske, hvor man er bevidst omkring, at man måske gør det på en uhensigtsmæssig måde, eller på en måde, hvor man i hvert fald kan optimere det en lille smule.

Så afsnittet skal gerne få jer til at reflektere over, hvordan I er som menneske, og hvordan I på en eller anden måde kan gøre nogle små fine, kan man sige fine justeringer, for at indstille kursen en lille smule mere til, at man kan blive et endnu bedre menneske, end man er nu.

Og det er jo vigtigt at understrege med 10 tykke streger, at det er okay at begå fejl, Og det er okay, at man kan være så meget nede i sin telefon, eller være i gang med et opkald på en måde, hvor man ikke lige har tid eller overskud, eller glemmer at orientere sig på farten, og måske lige glemmer at holde døren for en anden person.

Og det tænker jeg også helt sikkert, at jeg gør på tidspunkter, hvor jeg har fået en eller anden vigtig mail, eller er i et vigtigt opkald, eller er på farten, eller har meget, meget travlt. Altså for eksempel, når folk har mega travlt, især på Københavns hovedbanegård, der oplever jeg virkelig, hvordan folk kommer som en sniplog igennem hele Københavns hovedbanegård, der gør, at man nærmest bliver væltet til side, og der er stedt ikke andet i vedkommendes hoved, end... At de skal nå toget.

Koste hvad det vil. Og det koster nogle gange, at folk lige vælter eller får væltet deres kuffert eller snubler eller et eller andet i den stil. Og der kan man sige det, fordi at egne behov og egne lyster for at nå det her tog, det er så stort, at der har man bare ikke overskud eller noget som helst til at orientere sig i forhold til de mennesker, der er omkring en.

Ikke, at det gør det okay, men i hvert fald så er der en lidt større aktuel grund til, hvorfor folk gør, som de gør, eller er, som de er. Jeg plejer også at sige, at man skal se sit liv lidt ligesom to gammeldags vægtskåle. De, der man havde i et gammelt købmandsbutik. Jeg tror, at det eneste sted, man kan se de her vægtskåle nu, det er måske på et museum.

Men hvor der er lodder og så en vægtskåle på hver side. Her skal man sådan se den ene side som egoet, og så den anden side som sjælen, intuitionen, det her med, at man også har fokus på andre. Hvis alle lodderne ligger på egosiden, så vil du være så, hvad kan man sige, egoistisk helt end til benet på en måde, hvorpå jeg vil sige, at man slet ikke har. Altså man kan ikke se ud over egen næsetip.

Men på den anden side, altså man tager så meget fokus på sine egne behov, sine egne lyster, at man glemmer andres behov og lyster. På den anden side, hvis vi har alle lødderne henne på, den side der så hedder, at man har andre mennesker i fokus, så har man alle andres behov i kikkerten. Man glemmer sine egne behov, man bliver udbrændt, man bliver træt, fordi at man har fokus på at plise alle andre end en selv først. Og der er ingen af de her to scenarier,

der er holdbare. De kommer til at destruere dig på hver deres måde. På en måde, der gør, at du helt sikkert ender med et totalflat batteri. Du ender som udgave, hvor du ikke er glad, lykkelig eller noget som helst. Så det vigtigste er balancen. Og det er, at egoet har sin plads. Egoet har ret til at være i dig. Jeg vil sige, at egoet...

Er lige så vigtigt som intuition, mavefornemmelsen, sjælen og det her fokus på andre. Men når vi snakker spiritualitet, så er der ofte den her følelse i luften af, at vi helst skal være noget for alle andre først, før vi er noget for os selv. Men det er bare ikke den form for spiritualitet, som jeg praktiserer. For jeg synes, der skal være ligevægten mellem ego og det her fokus på andre. Fordi det er her, vi har den største balance, den største glæde.

Fordi du har dine egne behov. I kigger den først. Du har også andres behov, så du får det hele med. Det vil sige, at du får åbnet døren for dig selv. Men du har også lige balance på den vægtskål, der hedder at have fokus på andre også. Så derfor får du lige kigget over skulderen. Og hov, der skal hun også lige ind ad døren. Så derfor holder du lige døren, så vedkommende også kan komme ind. Også fordi det bidrager bare til mildestalt fucking god energi.

Altså der findes ikke noget bedre end de her små bitte, ved første øjekast, måske sådan halvubetydelige små gæstdyser, man får på sin vej. Det er faktisk ofte dem, som jeg husker allermest. Det er, hvor fremmede mennesker på en eller anden måde har gjort noget for mig, der på en eller anden måde, jeg bare var sådan, hvad skal jeg så gøre? For eksempel så i forrige uge, så løb min telefon tør for strøm, lige inden jeg skulle til at betale for en metrobillet.

Og jeg tænkte bare, det er løgn. Og jeg var bare sådan, skal jeg tage chancen at hoppe ind i metroen, og så håbe på, at der ikke kommer en kontroller, eller hvad skal jeg gøre? Og jeg må have sagt et eller andet. Fordi der var en person ved siden af mig, der var sådan, ved du hvad, lad os godt tage automaten, og så køber jeg en billet for dig, og så skal du ikke tænke på det. Og det er 22 kroner, og det var en gestus, jeg ikke havde forventet.

Men den lande bare så godt inde i mig, at jeg bare var sådan, det er sådan en af de ting, man sådan vil huske. Jamen, det er i hvert fald sådan en af de ting, som jeg vil huske, indtil den dag, jeg går i graven. For det var sådan, og det kan godt være, at det lyder voldsomt at sige, men det var sådan en gestus fra en person, en fremmede person, jeg aldrig nogensinde har mødt før, som simpelthen ville betale 22 kroner. Det er jo ikke, fordi det er mange penge.

Jeg elsker, at jeg siger sådan 22 kroner, fordi jeg var jo egentlig stoppet med at tage metroen, hvis I andre har hørt afsnittet, der var før. Men der har lige været nogle enkle gange, hvor jeg simpelthen har glemt. Altså jeg har taget cyklen ind til København, men så har det lagt så meget i min energi og DNA, hvis man kan sige det sådan, at det at tage metroen, det er noget af det mest naturlige for mig. Så jeg har simpelthen glemt min cykel på Kongens Nytorv.

Så da jeg sad i metroen, så var jeg sådan, fuck, jeg var sgu der på cykel i dag. Og så har jeg været nødt til at tage metroene tilbage. Så det er også lidt det her med, at nogle gange så vores handlinger og måder at være menneske på, måder at være over for andre mennesker på, det ligger bare som sådan en autopilot inde i os. Fordi det er sådan, vi altid har været. Det er sådan, alle andre er. Det er sådan, den danske kultur er. Det er sådan, mine venner og min familie er.

Så bliver det bare noget, man efterlever på sådan en måde, hvor man ikke engang tænker over det. Altså også fordi at på vej ind til Kongens Nytorv den dag, så sagde jeg sådan til mig selv, Fredrik husk nu, du er på cykel i dag. Og så alligevel fem timer efter, så glemmer jeg simpelthen, at jeg er på cykel. Og er nødt til at tage metroen tilbage for at hente min cykel for sig og cykle hjem. Så det er også sådan for at fortælle de ubevidste mekanismer, der er i at være menneske.

Ligesom at holde døren, det er ikke engang sikkert, at du er bevidst omkring, at der kommer en anden person ind ad døren lige efter dig, som du skal holde døren for. Det kan være, at du bare kører på en autopilot, hvor du aldrig har været vant til at skulle holde døren for andre.

Men lige pludselig så går vi hen til et scenarie, hvor du sådan, næste gang du begynder at gøre nogle ting, hvor du tænker sådan, okay, måske skal du begynde at gøre noget anderledes, eller du kan lige kigge dig over skulderen og holde døren, alle de her ting, så kan man lige så stille ændre ens programmering. Fordi det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at jeg hader, eller jeg får faktisk ønske at sige, at jeg hadet at cykle.

Fordi der var bare noget ved at cykle, jeg synes var træls, og hvad nu, hvis det regnede, blæste, eller hvis det var for varmt. Altså der findes jo ikke et eneste rigtigt tidspunkt, hvor vejret kan være perfekt, når man cykler. Enten er det for koldt, Så fryser man, enten så blæser det, eller også så er det så varmt, at man svidrer. Så der er måske lige sådan en håndfuld dage på et år, hvor vejret rent faktisk er, som det skal være, for det er behageligt at cykle.

Men jeg har simpelthen lært at elske at cykle nu, og nu føles det naturligt at gå ud til cyklen, og det føles naturligt at sætte mig op på cyklen, og så cykle ind til København, og jeg husker også min cykel nu. Så man kan godt lære en gammel hund nye tricks. Nu fylder jeg jo 30 her om under to uger. Så man kan godt lære en gammel hund nye tricks. Det kræver bare lige nogle uger. Det kræver noget tilvænding. Både i forhold til at skulle bruge sin cykel og ændre sin adfærd på det punkt.

Men også at man ændrer sin adfærd på et punkt, hvor man pludselig prøver at orientere sig lidt mere omkring omgivelserne. Om der er nogen omkring en, som kunne bruge en hjælpende hånd eller et eller andet af den stil.

Jeg gør også meget ud af, at jeg aldrig sådan rigtig har musik i ørerne, når jeg går på gaden, eller prøver så vidt muligt heller ikke at have min telefon fremme, fordi så kan jeg sådan være endnu ud, men det er jo også København, så det er godt sådan at kunne få alle lyde og alt med sig på en måde, der gør, at hvis der kommer en politibil eller et eller andet af den stil, så kan man også orientere sig.

Men jeg skal også være ærlig at sige, at jeg ofte har overhørt samtaler, eller noget, hvor jeg lige har kunnet bryde ind. Så skal I bare tage den og den metro for at komme der og derhen. Fordi jeg simpelthen ikke har haft musik i ørerne, så har jeg haft mulighed for at kunne høre, hvad andre, ikke fordi jeg skal blande mig i, hvad andre snakker om. Men de små former for hjælp eller ubetydelige handlinger går jo faktisk hen og bliver ret så betydelige for dem, som man så rent faktisk hjælper.

Så jeg tænker, det er ved at være dagens eller ugens afsnit for denne gang. Den røde tråd, den ved jeg faktisk ikke helt, hvad jeg er. Efter den der toast, der var næsten ved at gå ild i den. Der var sådan gløder i spidsen. Så mistede jeg skulle lige, hvad kan man sige, den røde tråd i det, som jeg skulle sige. Men i hvert fald det her med, holder du døren for andre, Det er virkelig noget, som jeg har taget til mig i dag og reflekterer meget mere over, end jeg egentlig har gjort førhen.

Og jeg vil sige, at jeg også begyndte at kigge på mennesker som individer i dag. Men det er også første gang i dag, det er gået op for mig, hvordan en energi pludselig kan blive til en kultur. Hvor at det pludselig er en hel befolkningsgruppe, hvis man kan kalde det det, som agerer på en bestemt måde og er på en bestemt måde. For igen, vi må ikke skære alle over en kamp, men alligevel så er der jo tendenser i de forskellige lande, man kommer til, de forskellige kulturer, man møder på sin vej.

Og det synes jeg er meget interessant, hvordan jeg tænker så meget over, at man kan tage. Hvordan er det lige blevet sådan, at italienere er på den måde, som de er på? Og hvordan er det lige blevet sådan, at franskmænd er, som de er? Hvordan er det blevet sådan, at vi danskere, vi er, som vi er? Fordi jeg tænker, når vi danskere, vi kigger på os selv, så tænker jeg helt sikkert, at vi tænker, ej, vi er åbne og imødekommende.

Men når jeg sådan lige har taget helikopterperspektivet op i dag, og sådan tænker tilbage, og også på mine udenlandske venner, som stiller spørgsmål til den måde, vi er danskere på, så kan jeg godt se, at der måske er noget, hvor vi nok ikke er helt åbne og imødekommende over for fremmede, men når vi er sammen med dem, vi har nærmest og de tætteste venner og familie, vi har, jamen så kan jeg godt se, at så er vi jo helt anderledes, end vi er over for fremmede.

Så det synes jeg er en vigtig ting, vi mennesker, danskere, skal tage til os, at vi måske kan være med til at være et bedre eksempel. Ikke fordi vi skal ændre os, men det skader ikke, at man måske får implementeret en større åbenhed i den måde, som vi er danskere på i hvert fald.

Og endnu så vil jeg bare sige At jeg glæder mig sindssygt meget Til min bog Den lander hjemme hos mig Altså det er første gang i, Meget meget meget meget lang tid At jeg er så spændt som jeg er nu Og.

Altså ja Det har virkelig været sådan en dag Hvor jeg har haft følelserne helt ude på tøjet Fordi jeg tænkte Ej er det i dag den kommer, Fordi der er blevet brugt så meget energi Tid og ressourcer på den at det jo nærmest er sådan et livsværk, jeg får i hænderne, og det glæder mig bare sindssygt meget til. Ellers er Hanna og jeg tilbage i studiet i næste uge, og der vil jeg faktisk sige, at der er planlagt rigtig mange nye emner til tegnebrættet.

Jeg tror faktisk, at jeg har fået skrevet 16 emner ned, som jeg har planer om hende og mig, vi skal snakke om. Ikke at vi skal snakke om de 16 emner, når vi skal optage, fordi det er faktisk 16 overskrifter til episoder. Jeg tænker, at vi lige så stille skal bevæge os ind i noget, der også har med kærlighed at gøre, hvordan man kan manifestere kærlighed, og hvordan kærlighed er en spirituel følelse, manifestation af sin drømmepartner og alle de her forskellige ting.

Og der har jeg heldigvis en veninde, som er seksolog, som skal ind i studiet på et tidspunkt til at snakke om energier, om kærlighed, det at manifestere sin fremtidspartner, hvordan det at man ikke elsker sig selv potentielt set kan gøre, at man enten tiltrækker den forkerte mand ind i sit liv eller kvinde ind i sit liv. Eller at man på en eller anden måde aldrig nogensinde kommer til at finde sin drømmepartner, fordi man ikke elsker sig selv, og på den måde nedgraderer sin energi.

Og derfor bliver det til lige børnleje bedst, og så finder du det halve af det, du søger, fordi du kun elsker dig selv halvt, hvilket giver så meget mening fra et spirituelt perspektiv. Så jeg tænker, det bliver nogle afsnit, der kommer inden de næste par måneder, og jeg glæder mig sindssygt meget, fordi det går hen og bliver... Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke har været inde på kærlighed endnu i forhold til manifestation.

Jeg vil sige, det har nok noget at gøre med, at kærlighed som sorgen aldrig rigtig har været på tegnebrættet som en decideret manifestation eller ønske fra min synsvinkel af. Jeg har haft nok kærlighed fra venner og familie, og det har for mig simpelthen været nok på mange punkter, og jeg har aldrig sådan rigtig haft behovet for at manifestere kærlighed ind i form af en, kan man sige, kæreste.

Jeg har jo så haft kærlighed i mit liv fra ikke noget der var en kæreste men som har været en fløt eller jeg ved faktisk ikke rigtig hvad man skal kalde det en soulmate men hvor der aldrig rigtig kom titlen på det, men jeg kan også mærke det sådan lige så stille er et ønske jeg lige så stille sådan begynder at få ind i mit liv hvor jeg tænker, nu skal 2025 have andre boller på suppen og jeg tænker så laver jeg en rød tråd i mit liv der hedder at der vil komme nogle afsnit, så bare roligt,

det bliver ikke en datingpodcast det her. Jeg tænker, at det bare bliver nogle afsnit, der kommer hister her, som har fokus på kærlighed, at finde kærlighed, manifestere kærlighed, men også at manifestere kærlighed i forskellige former, så det ikke kun er på et kærlighedsmæssigt plan, men at det også er på et. Kan man sige, et, ja, fordi kærlighed kommer på mange måder. Det er både selvkærlighed, og det er kærlighed fra andre.

Og der ser jeg jo kærligheden, du giver dig selv, som den allervigtigste kærlighed, der findes overhovedet. Fordi når du har nok i dig selv og elsker dig selv, så er det det helt rigtige tidspunkt at finde en kæreste. Fordi ellers så bliver det til sådan en desperado følelse, eller sådan noget desperat følelse, du har i kroppen af, at du ikke er fyldt nok op med kærlighed, og så hungrer du efter kærligheden, som skal komme for andre. Og det går sjældent godt.

Men det er ugens afsnit, og jeg håber, I kunne lide det. Og ellers så vil jeg sige nogle af de tiltag, som Hanna og jeg, vi gør ved podcasten, det er, at vi laver en spirituel brevkasse. Så gå ind på podcast-mailen, hvis I har nogle dilemmaer eller nogle spørgsmål, som I kunne tænke jer, at Hanna og jeg, vi tog op. Og så tager vi udgangspunkt i det. Og ellers vil jeg bare ønske jer en god aften. Okay, ikke aften. Det er fordi, jeg optager tirsdag om aftenen.

Nogle gange så glemmer jeg lige sådan, ja, den ud, ja. Og nogle gange så glemmer jeg lige det der med Og I forstår hvad jeg mener Jeg optager tirsdag aften Det er derfor jeg siger god aften Men vi ses derude. Music.