#13 TILGIVELSE med Hanna

Loven om tiltrækning. En podcast til dig, der ønsker at tage dit liv til nye højder, hvor drømmen kan blive til virkelighed. Opskriften er simpel. Hvad du tænker, skal du få. Så hvis du ligesom mig ønsker et liv på toppen, er du kommet til det helt rigtige sted. Mit navn er Frederik Reter Fuglsang, pilot og spirituel rådgiver. Det er mig, der er jeres vært, og jeg vil tage jer med til et sted. Music. Hvor alt kan lade sig gøre. Hop ombord og spænd sikkerhedsselen, for din rejse starter lige her.

Hanna, velkommen i studiet. Mange tak. Vi skal jo snakke lidt om tilgivelse i dag. Ja. Og det er jo et, efter min mening, meget, meget vigtigt og egentlig meget spirituelt værktøj, eller noget, som man skal formå og implementere i ens liv for at kunne blive et meget spirituelt og lykkeligt menneske.

Ja, og jeg blev egentlig nysgerrig på emnet, da du bragte på banen, og det er det, vi skal snakke om, fordi jeg tror, at jeg ligesom mange andre har på en eller anden måde et meget stort kendskab til begrebet tilgivelse, men ikke nødvendigvis har tænkt så meget over det. Det er jo noget, som både fremgår i religion i rigtig høj grad, men også bare som en del af vores kultur, så der er rigtig mange følelser forbundet med tilgivelse også.

Ja, for jeg tænker, at alle mennesker har en eller anden person i sit liv eller fra sin fortid, som har gjort et eller andet mod en, der gør, at man måske stadig har sådan en lille indebrændthed, fordi det skal vel ikke være nogen hemmelighed, at tilgivelse ofte går hånd i hånd med hævn. Så det er også lidt det her med, at man har sådan en indebrændthed og kan ikke

tilgive personen. Man har bare lyst til at være en bitch eller gøre noget imod den her person, der bare er sådan, du gjorde det her mod mig, så nu skal jeg gøre det her mod dig-agtigt. Men du starter ud med at sige, for lige sådan at vi kan sætte rammen, tænker jeg, for den her snak, vi skal have. Det er sådan meget spirituelt faktisk med tilgivelse, så kan du sætte lidt flere ord på, hvorfor tænkte du, at det her emne var så vigtigt, at det skulle have en helt episode?

Ja, altså i grove træk, så er tilgivelse jo egentlig en følelse, vi mennesker, vi har, fordi der er sket noget i vores fortid, der gør, at vi på en eller anden måde havde ønsket, at udfaldet var blevet anderledes, og så får vi en følelse af, at det her, det har været over vores grænser, og derfor så skal tilgivelse på banen, for vi kan ikke ændre på fortiden.

Fordi jeg tror nemlig på, at tilgivelse er et biprodukt eller en følelse, som udspringer fra et ønske om, at vores fortid skulle have været anderledes. Så det svarer lidt til det her med, at jeg kan egentlig bruge eksemplet med en af mine kammerater, som er blevet misbrugt som barn.

Og hans, kan man sige, og det er jo et rigtig svært emne at komme ind på, fordi uanset hvad, så kan vi hurtigt blive enige om, at at blive misbrugt som barn, Det er noget af det mest forkerte, der findes i hele verden. Så det er jo sådan et aspekt, hvor man er sådan lidt, jamen hvor kommer tilgivelse så ind i billedet her? Altså tilgivelse kommer ikke ind i billedet i den forstand, at man skal møde op hos den person, der har gjort nogle ting mod ham, og så sige, at jeg tilgiver dig.

Men hvis han ikke slutter fred med sin fortid. Vi kan ikke ændre fortiden. Uanset hvad, så kan vi ikke gøre noget ved fortiden. Så det handler ikke om at acceptere, at det, der er blevet gjort mod ham eller mod jer, det handler i virkeligheden om at slutte fred med, at fortiden er, som den er. Vi kan ikke ændre på fortiden. Og for at fortiden ikke vinder, og den person ikke vinder, så handler det jo i virkeligheden om, at du er nødt til at slutte fred med det og tilgive det.

Ikke acceptere det, men på en eller anden måde slutte fred med det, så du kan opnå en ændret fred. Ellers ender man jo et sted med, at den her person, som min kammerat er blevet misbrugt af, jamen så vinder den person, hvis han skal have en indebrændthed resten af hans liv, min kammerat, over, at det her er sket for ham.

Ja, så det du egentlig siger der, det er jo meget egentlig lidt, jeg skal lige sådan have det til at lande i mig, men det er jo noget med i hvert fald, at tilgivelse det er noget, man giver til andre, men det er for en selv. Fordi det er jo faktisk for det, du siger der, det gav lige rigtig god mening for mig, det er jo for at få slut fred, det er for at være i stand til at løfte sig selv fra fortiden, som er noget, du bare helt lavt praktisk ikke kan gå ind og ændre på.

Lige præcis. Så jeg ser jo tilgivelse som, altså moderne mennesker ser tilgivelse som noget, du skal give til en person. Ja, det er da også det, jeg har tænkt. Undskyld, men så er jeg moderne. Ja, men det er nemlig sådan en ting, hvor de fleste mennesker ser det som noget, du giver til en anden person. Jeg tilgiver dig, Hannah. Ja, så bliver jeg herreglad sådan fedt. Ja, lige præcis. Men i virkeligheden, så er det faktisk noget, du giver dig selv.

Fordi når du giver det til dig selv, så slutter du fred med en fortid, som udspillede sig på en måde, som selvfølgelig ikke var hensigtsmæssig. Men vi kan ikke ændre på fortiden, men vi kan ændre din holdning og din syn, dit syn på fortiden nu. Den kan vi ændre. Og ofte så ser jeg jo også, at den person, man egentlig gerne vil tilgive, altså hvor man tænker sådan, jeg skal give min tilgivelse til den her person, de er i teorien pisse lige glade.

Altså, de er højst sandsynligt videre med deres liv, og skænker det ikke en eneste tanke. Så det handler også om det her, at du gør det for dig selv. Du gør det ikke for den person, der har gjort noget mod dig. Fordi det er dig, der skal kunne leve med din fortid og gøre, så din fortid ikke påvirker din nutid. Fordi det ser vi jo også ofte, det er jo, at vi føler, at fortiden indhenter os på sådan en måde, hvor fortiden selvfølgelig former os.

Men det skal jo helst ikke være noget der former os Indtil den dag vi går i graven Fordi så får vi jo et liv der bare er træls Ja På godt jysk Det må man sige. Hvis nu vi sådan skal se på ordet tilgivelse eller begrebet tilgivelse i et langsigtet perspektiv, du siger jo selv, at det moderne menneske ser det sådan her, og det er jo fordi, det er et begreb, som der for det første er rigtig meget proser omkring, havde jeg nær sagt.

Altså der er en del, der har arbejdet professionelt med emnet, og det er noget, der går igen både inden for psykologien, men også i religioner og teologi jo i det hele taget. Og back in the days, så var det jo noget med, at man også lige kunne købe sådan en lille sønsforladelse, og det er jo egentlig bare i bund og grund. Altså allerede her fra Bibelen osv., man får søndernes forladelse, det er jo faktisk, at Gud han tilgiver os. Så på en eller anden måde har det at blive tilgivet.

Og ja, egentlig mest det her, tror jeg, er aspektet med at blive tilgivet. Det er nok lidt det, jeg har haft mest fokus på egentlig. Men det er jo noget, som vi rent kulturelt, fordi vi er vokset op med det, på en eller anden måde også altid efterstræber. Fordi vi ved godt, det rigtige er at være dygtige til at tilgive. Vi må ikke bære en næg. Fordi det på en eller anden måde giver et udtryk af, at vi ikke har nok overskud.

Men jeg synes også bare, at det godt kan være lidt letkøbt, eller hvad man kan sige, fordi hvordan i alverden gør man det? Altså, hvordan kan man angribe det her, hvis du står og faktisk er nået til den erkendelse? Det er ikke fordi, at mine venner og min omgangskreds nødvendigvis forventer, at jeg skal tilgive den her person.

Men jeg kan faktisk mærke, at jeg er ved at være klar til at gøre en ændring her. Ja, men hvordan? Som har forvoldt en skade, eller det kan både være psykisk, men det kan jo også være fysisk. Så hvis det sådan er for nyligt, tingene er sket, så synes jeg ikke, at man skal fokusere på at tilgive, fordi så handler det også om, at det skal have lov til at. Bundfælde, og man skal have lov til at mærke følelserne, man skal have lov til, at mærke, hvordan det her det faktisk påvirker en.

Så det er også vigtigt at understrege, at man skal ikke rushe tilgivelse. Det skal også føles rigtigt, det skal føles naturligt. Og der har jeg jo også episoder i mit eget liv, hvor at at jeg jo også er blevet udsat for nogle vilde, vilde ting, hvor selv min mor, hun er jo sådan, Frederik, du skal aldrig nogensinde tilgive ham. Okay. Ja, så det er jo også lidt det her med, men...

Det er også der, hvor vi er så forskellige med, at hvordan kan du tilgive en person, der har gjort så vilde ting mod dig. Fordi der havde jeg en fyr på et tidspunkt i mit liv, som vi var sammen hver eneste dag, og vi havde et meget, meget tæt bånd på en måde, hvor at nogle gange så tænker jeg sådan, kan videre med, at jeg nogensinde finder en person, jeg kan blive så tæt sammen med igen. Fordi vi var bare tætte, altså virkelig, virkelig tætte.

Men så skete der bare nogle ting, hvor der var en anden person i mit liv, også på et venskabeligt plan, som så det som mig og ham den anden, vi havde, som noget meget, meget smukt. Han var sindssygt jaloux på det, som vi havde. Så han begyndte at oprette profiler alle mulige forskellige steder med mine billeder, med mine oplysninger, og begyndte at skrive til ham, som jeg havde noget sammen med, for at begive sig ud for at være mig, og så sige nogle forfærdelige, grimme ting.

Og man kan sige, mig og Fyr 1, hvis vi kan kalde ham det. Lad os kalde ham det. Vi kalder ham Fyr 1. Mig og Fyr 1, vi havde noget, der var... Altså, det sker jo ofte, at når noget er så smukt, så bliver det også så skrøbeligt, at der skal ikke meget til at vælge korthuset, før at tæppet bliver revet væk under en. Så det, vi havde, det var så smukt og så skrøbeligt, på samme tid, at der skulle ikke mange udfrakommende faktorer ind i billedet for at ødelægge det her.

Så 4-2 så jo sit snit til, at vi var sådan en flok gazeller, og vi var ved at blive skilt fra flokken af, og så går man jo efter. Hvad kalder man sådan noget, når man bliver sårbar, eller bliver skilt fra flokken. Og det så han sit snit til, og begyndte at skrive til 4-1 på en måde, hvor jeg blev stillet i rigtig, rigtig dårlig lys. 4-2 så det som, om, at jeg aldrig nogensinde måtte blive glad. Jeg måtte aldrig nogensinde finde en fyr og blive glad med.

Så han gjorde alt, hvad han kunne for, at det aldrig kunne lade sig gøre. Og han tog den simpelthen... Altså, han blev så stødt over det fyr 2, eller så påvirkede det fyr 2 skrev til ham, som var falsk, at han så ændrede adfærd over for fyr 0. Det er dig. Ja, lige præcis. Så han troede jo på fyr 1. Det var mig, der havde skrevet de her ting, og det var forfærdelige ting.

Altså virkelig sådan, hvor den dag i dag, så tænker jeg sådan, fuck man, jeg forstår faktisk godt, hvorfor fyr 1, han blev altså påvirket af det her. Spurgte han dig ikke, hvorfor du skrev, som du gjorde? Jo, lige i den periode, der var vi adskilt fra hinanden på en måde, hvor tingene gik lidt højt. Så han så jo virkelig sit snit, fyr 2, til at nu er de adskilt, og nu skal jeg sørge for, at de er adskilt.

På den måde, ja. Ja, så der skete jo nogle ting, hvor Fyr 1 så også på åben gade overfaldt mig, spyttede mig i ansigtet, gjorde mange, mange forfærdelige ting, som i teorien kunne, altså det er jo strafbart, han kunne være endt i fængsel, alle mulige forskellige ting. Så at nå til et punkt, hvor man kan tilgive en person, som var så stor en del af mit liv, og vi havde noget så smukt som det, vi havde, som vi faktisk ikke kan sætte ord på.

Det var også en stor ting at skulle nå til det punkt, hvor man skulle tilgive en person, der havde spyttet en direkte i ansigtet på åben gade, hvor man var sådan, ej, hvordan gik vi fra noget så smukt til, at du har spyttet mig i ansigtet på åben gade. Jamen der var mange ting, altså det er ikke kun den her episode, der var 20-30 andre episoder i det her.

Du må jo være gået igennem, altså jeg går så ud fra, at du er så kommet ud af det nu, eller hvad man kan sige, og har lagt debater på en eller anden måde, jeg ved ikke, hvor mange år det er siden. Ja, måske kun tre, så det er jo stadig forholdsvis nyt på en eller anden måde. Men i den periode, eller først og fremmest, er du nået til tilgivelse nu? Ja.

Okay. 100 procent. 100 procent. Faktisk vil jeg sige, at jeg har. Det lyder forkert at sige, omsorg med lidenhed for både 4.1 og 4.2. Fordi igen det her med, at mennesker opfører sig på den måde, det fortæller mere om dem, end det fortæller om mig. Så jeg ved jo også godt, de har det jo meget, meget skidt. Altså hvis man kan opføre sig sådan som menneske, så er det jo fordi, der er en krig inde i en selv, som kommer til udtryk i den ydre verden, og som gik ud over mig.

Så det er virkelig, altså jeg er Jeg er nået til det punkt i dag, hvor det er ud af verden. Selvfølgelig ligger det jo stadig som en del af min bagage, men det påvirker mig ikke mere, og jeg er nået til det punkt, hvor det er blevet tilgivet. Nu kender jeg dig jo relativt godt efterhånden, og jeg ved jo, fordi jeg har set det flere gange, at du ofte tager udviklingstrin lidt hurtigere, end nogle af os andre gør, og meget hurtigere, end mange gør, er jeg sikker på.

Men nu er du så nået hertil hvor du er nu og kan se det i et større perspektiv hvor du ligesom er selv fået taget dig selv ud af ligningen og fået taget dem ud af ligningen og adskilt dine følelser fra det men kan du fortælle lidt om hvilke faser, kan man forvente at skulle igennem eller hvilke faser var du igennem fra at du står der og bliver spyttet i hovedet og du må afbryde det I havde, eller hvordan det nu er sket det ved jeg ikke, til at du sidder her i dag godt

og kan sige sådan 100% tilgivelse Det er sådan, det skal være. Ja, altså så er der jo nok, jeg har måske aldrig sat det ind i sådan nogle faser egentlig. Men hvis jeg sådan skal kigge tilbage på, hvordan det udspillede sig, så blev der jo skabt en enorm, kæmpe vrede og hævenfølelse i min krop. Okay, du blev rasende. Jeg blev, altså shit, der skete nogle ting inde i min krop, der aldrig nogensinde er sket før.

Jeg var så vred, at jeg faktisk rystede. Altså, når jeg kiggede mig selv i spejlet, så kunne du se på min krop, hvordan jeg simpelthen rystede som sådan en chihuahua af bare flade. Jamen, en chihuahua, de ryster bare sådan. De ryster altid. Jeg var bare sådan, da jeg kiggede mig i spejlet, så var jeg sådan, shit, mand. Da en drog mere i glasset, så smadrede jeg spejlet. Altså, det var så meget vrede, jeg havde i min krop.

Og jeg tænkte jo også meget over det her med, at alt det her udspillede sig på et grundlag, hvor 4.1 havde baseret sine tanker og sine holdninger om mig som person på et grundlag, som jeg aldrig nogensinde havde gjort. Så der var jo også følelsen af, at jeg ville forsvare mig. Det var uretfærdigt. Den er endnu værre, hvis man er blevet uretfærdigt behandlet. Ikke æder mig op. Og jeg må da også sige, vreden var der i mig i næsten to måneder, så... Okay, ja. Ja, den var der i lang tid.

Men lige pludselig en dag, så vendte vreden på sådan en måde, hvor at det er igen også det her med, jeg sagde til at starte med, man skal ikke rushe, altså man skal ikke forsere tilgivelse, for man skal også være klar til at tilgive. Så der gik det pludselig de her par måneder, 3-2-1, så skete der bare et eller andet inde i min krop, der gjorde, at det blev forløst. Altså så gav det sådan mening på sådan et universelt plan.

Og hvad var det så, der skete, Frederik? Fordi det er jo det, alle dem, der sidder derude, er stjernetosset lige nu.

Rasende. Og altså nu taler vi jo om store ting at tilgive, men der er jo, det skal vi også ind på, små tilgivelser hele tiden, tænker jeg, vi skal ind i parforholdet og familien og alt det. Men mærk lige ind i dig selv. Hvad var det, der vendte det for dig? Hvordan kunne du gå fra raseri, vrede, til at være sådan, Aha. Ja, og der er flere ting i det. Den første ting var, at mit liv jo blev sat på standby i to måneder.

Min virksomhed begyndte at sejle. Jeg studerede til pilot på det tidspunkt, så der var også nogle ting, der jeg rigtig kunne, altså jeg kunne ikke følge med i studierne. Så det var den første ting, der ligesom gjorde mig, hvor jeg var sådan, det her påvirker mig i en grad, at det faktisk går ud over mit liv. Og ting nummer to, det var, at de her to personer, 4-1 og 4-2, de havde det sindssygt svært, begge to. Jeg kendte dem jo, så jeg vidste jo ligesom, hvad de havde i deres bagage.

Jeg vidste, hvad de var blevet udsat for i livet, der gjorde, at jeg prøvede sådan at bruge fem minutter på at tænke tilbage på, at hvis jeg havde haft et liv som 4-1 og 4-2, selvfølgelig ville der komme nogle reaktioner på et tidspunkt. Så jeg prøvede virkelig at sætte mig ind i det her med at... I deres sted? Ja, jeg prøvede at sætte mig ind i deres sted, hvor jeg tænkte, altså det er forsømte sjæle. De var blevet forsømt fuldstændig af deres forældre, begge to.

Så jeg prøvede virkelig at sætte mig ind i det sted, hvor jeg også begyndte at tænke på, hvis et barn bliver forsømt af sine forældre og får en udadreagerende reaktion, så hjælper man barnet, og man sørger for, at barnet får den omsorg og den hjælp, det har brug for. Og så var jeg sådan lidt, okay, hvad er forskellen så, når man bliver voksen? Fordi så er man jo stadig et barn i en voksenkrop, så hvorfor skal jeg så lige pludselig føle, at jeg skal straffe ham?

Præcis, jeg har faktisk hørt sådan en analogi en gang, som jeg blev mærke i, som på en eller anden måde satte sig i mig, og det er det her med, hvornår går det omsorgssvigtede barn fra at være en, du har lyst til at yde omsorg for, til når vedkommende sidder hjemløs på gaden, ikke har nogen tænder med en øl i hånden, at du går en bu udenom. Hvornår er det det skifte sker fordi det er den samme sjæl det er det samme menneske.

Men på et tidspunkt, så kommer der en opfattelse af, at det er noget selvforskyld, eller det er noget, altså på en eller anden måde, der er et eller andet, der ændrer sig, hvor der kan vi i hvert fald godt tage stilling til, om det er reelt, sådan det forholder sig, eller om det egentlig, som du siger, det er meget fint der. Hvad sagde du, det er det samme barn i en større krop? Ja, det er jo det samme barn i en voksen krop. I en voksen krop,

ja. Så man går jo fra, at barnet vil man yde omsorg til, hvis der er et svigt, til at, når det bliver voksen, så vil man ikke... Ja, så får de ikke samme hensyn. Og det er selvfølgelig ikke fordi, at mennesker skal have hensynstagen hele livet, fordi jeg fik en lushing, da jeg var 12 år gammel. Det er ikke der, vi er, fordi selvfølgelig skal der også forhåbentlig være noget udvikling, og der skal være noget vilighed til at lære.

Og det er ikke sikkert, at man skal være den læreperson i personens liv, men man skal i hvert fald på en eller anden måde, altså giver det rigtig meget at have det perspektiv med i forhold til at blive mere i stand til at rumme, have mere overskud i situationer, der er svære. Lige præcis.

Så det er sådan en, ja fordi selvfølgelig så er der jo nogle handlinger, voksne mennesker gør, hvor at selvfølgelig skal det straffes, men det er jo også bare sådan, ja, prøv at sætte dig ind i et andet menneskested, fordi så meget hurtigt, så lærer du måske at forstå, hvorfor det menneske handler, som det gør, hvis man kan til hele historien. Så det er virkelig sådan en, ja, en hård, fin balance.

Lidt et emneskift, fordi jeg synes jo faktisk, at det er en fin fortælling, det her med, at du selv har haft det inde på livet, så tæt inde på livet også. Og på en eller anden måde så tænker jeg jo også som du selv siger jeg venter lige med at skifte emne kan jeg godt lige mærke at sige det er typisk mig men det her med at det fuckede også dig op at du. Var påvirket af det, og at du var så vred, det havde effekt på hele dit liv, på din virksomhed, på din pilotuddannelse på det tidspunkt.

Så på den måde er det jo det her med, at der er virkelig, virkelig god effekt for en selv også i, ved at prøve virkelig at øve sig i tilgivelsen. Altså prøve at nå derhen, hvor du på en eller anden måde kan tilgive, fordi det kommer bare til at give en styrke og en ro til dig selv, der gør, at du ikke lader dig påvirke. Så på den måde er der faktisk meget power i, sådan indre power i, at øve det her tilgivelse, fordi det giver rigtig meget tilbage til dig selv.

Ja, og det er en øvelse. Det er faktisk rigtig fint, at du bruger ordet øvelse omkring det her, fordi... Ja, det er virkelig ikke nært. Ja, det er en prøvelse på sådan et plan, hvor det er crazy. Ja, jeg har heldigvis skrevet lidt bedre med alderen. Jamen, jeg tror faktisk også, at det er noget, der kommer med årene. Det tror jeg. Ja, det tror jeg også. Det kunne der godt være noget om i hvert fald. Og det er bare om at prøve at komme i gang så hurtigt, man kan.

Fordi i sidste ende, så er det faktisk for en selv. Det er faktisk ikke for den anden person, selvom det godt også kan have en lindrende effekt i den person. Men nu, når vi snakker om det her med, at det er så godt at tilgive. Vi skal også huske at tilgive.

Fordi der er bare rigtig, rigtig meget kultur i det. Også der bliver forventet, at vi tilgiver. Det er det, der er det rummelige at gøre osv. Hvor jeg faktisk læste noget om en kvinde, der ved rigtig meget om tilgivelse, hvor hun er sådan, men jeg har nogle mennesker, jeg ikke kommer til at tilgive.

Og det, som det gjorde for hende, og det var meget specielt, fordi hun prædikerede tilgivelse, Men hun havde alligevel nogen, hvor hun sagde, at det her, det kommer jeg aldrig til at kunne tilgive mig. Det, som de her to sjæle har gjort ved mig. Det, der var hendes take på det, var også, at... Det er jo nok, fordi selvfølgelig hun stadig også var lidt brændt barn i det. Men at de havde gjort så meget ved hende, ændrede hendes liv så radikalt, at det ville hun ikke kunne tilgive.

Og det var så det, hun havde fundet styrken i, synes hun. Hun havde fundet styrken i at sige, det du har gjort utilgiveligt, derfor har det ikke noget med mig at gøre. Eller på en eller anden måde, så kunne hun adskille sig fra det på den måde. Har du nogle perspektiver på det her med at stå stærkt i, at det en anden person har gjort er utilgiveligt?

Ja, altså vi er kun mennesker, så jeg vil sige at være menneske, så uanset hvor spirituel man vil være eller skal være, så vil der fra person til person være situationer, hvor det bare er utilgiveligt. Altså, det er jo ikke alle, der kan være ligesom Nelson Mandela, som sad i fængslet i 27 år. Og da han så kom ud af fængslet, så sagde han, jeg tilgiver alle, der har været en del af min fængsling. Og det er jo meget, meget vildt at kunne sige det, fordi 27 år i fængslet.

Ja, det er lang tid af ens liv. Det er rigtig mange år af ens liv, hvor det jo selvfølgelig ikke er forventeligt, at hvis du kom i fængslet, Hanna, og var i fængslet i 27 år, at du kunne sige præcis det samme. Så tilgivelse er forskelligt fra person til person. Og nogle mennesker er mere tilgivende i en forstand, hvor de kan tilgive større ting. Og det er ikke nødvendigvis fordi, at de kan se tingene fra et større perspektiv.

Men deres rummelighed eller deres, hvad kan man kalde det, accept for, hvad der er sket, den er måske anderledes. Så selvfølgelig, altså der er det også nu, når jeg begynder at tænke over, at hvis nu det skulle ske, at nogen i min familie blev dræbt for eksempel. Så ville jeg jo egentlig være i tvivl, om jeg nogensinde kunne tilgive den person, der ville dræbe en i min familie.

Så det er jo heller ikke, fordi jeg sidder her højhelge og siger, at jeg kommer til at tilgive alle situationer i hele verden, uanset hvad der kommer til at ske i mit liv. Fordi jeg tror da også, ja, netop det her med, at hvis der var en, der skulle blive slået ihjel af min nærmeste, jeg tror ikke, jeg ville kunne tilgive den person. Så det synes jeg også er okay. Så er det jo bare at kigge ind i morderens sind og tænke, hvad han har oplevet, ikke Frederik?

Det kan da ikke være så svært. Men der skal jeg virkelig arbejde på nogle aspekter der, for at kunne sætte mig ind i det. Fordi at slå ihjel, der må også være en grænse for, hvad der er sig. Og det er nok lidt der, tror jeg, at hende der, takk til, at hendes dame har været hertil, og alligevel ikke længere. Altså, det må blive næste liv. Ja, så det er en usynlig grænse.

Men den er jo alligevel ikke usynlig, fordi hvis det skulle gå hen og ske, så kan man alligevel mærke, det her, det kommer jeg aldrig nogensinde til at tilgive. Vi er ikke Nielsen Mandela. Nej. Det er det, vi kan konkludere. Selv jeg var i chok, da jeg læste om, at han kom ud af fængsel, og så sagde det der. Ja. Det var et eller andet med, at han sagde, at hvis han tog sin hævntørst og sin vrede med ud af fængslet, så ville han stadig være i fængslet, bare i sin egen krop.

Så det er jo også meget smukt sagt på en eller anden måde. Så han forestillede sig, inden han kom ud af fængslet, hvordan han efterlod sin vrede og hævntørst inde bag murerne, så han ikke tog fængslet med ud. Det allerfedeste ved det er jo, at det både giver tilgivelse til alle dem, der har været involveret, det vil sige, at han frigiver dem, så at sige, men det er jo ham selv, han frigiver også, som du siger, ellers havde han været i fængsel endnu, eller efterfølgende.

Ja, fantastisk. Så man kan godt tage ved lære af nogen, som praktiserer for eksempel tilgivelse i en kaliber, hvor man tænker, shit, det kommer jeg aldrig nogensinde til. Nej, men hvis du bare kunne gøre 10% af det, så kunne du være tre år i fængsel og så tilgive. Eller ja, er det 10% og syv? Det ved jeg ikke. Nej, lad os ikke komme ind på tallene. Men man kan bare sådan tage. Altså lidt af det her, altså blive inspireret af de her personer.

Fordi man behøver ikke at blive så ekstrem, ja, det er jo ikke ekstremt, men så vildt, at man kan acceptere 27, eller tilgive 27 år i fængsler. Men hvis man bare kan tage en lille my til den. Du skal tænke på, at han har haft god tid til at sidde og meditere over det. Ja, virkelig. I samme cell. Nu snakker vi meget om det her med, at vi skal give tilgivelse. Og det får mig til at tænke på, Hvad nu, hvis det er mig, der har gjort noget galt, og jeg søger tilgivelse?

Fordi det er jo også virkelig mange, der vil sidde med et trøje og tænke sådan, jamen det er jo mig, der har brug for tilgivelsen. Ja, og den skal faktisk også komme fra dig selv. Fordi hvis vi igen kigger på religion, så gik man ind, afladsbrev, var det ikke det, det hed i gamle dage? Jo, slip for skærsilden. Ja, så var det sådan noget med, at du havde gjort det og det og det af forskellige sønder, eller du havde gjort noget forkert.

Så skulle du give så og så mange penge for at få tilgivelse af Gud, hvor jeg er sådan lidt.

Jeg føler faktisk ikke tilgivelsen skal komme fra, altså omverdenen af, tilgivelsen er også nødt til at komme indenfra på en eller anden måde, hvor at man skal finde fred med nogle af de ting, man selv har gjort, så man godt kan se, at totalt ude i hampen, at det man gjorde, det var utilgiveligt, og så kan man godt tage fat i en person, et eller andet i den stil, Og mange år efter, det hørte jeg for eksempel i radioprogrammet P3, at der var en, som havde mobbet en person helt tilbage fra 1.

Og 2. klasse, og han var vist 35 eller sådan noget nu. Han havde fundet personen på Facebook og så skrevet undskyld så mange år efter til den person. Og så fik han faktisk en accept for hans tilgivelse. Så han havde brug for at få tilgivelsen fra den person. Så der er jo mange måder at få tilgivelse på, men jeg synes egentlig, det er vigtigst som menneske, at vi kan se vores egne fejl i øjnene, og så tilgive os selv for det, vi har gjort, fordi vi er kun

mennesker. Altså vidderligt, vi er kun mennesker. Men det der, det tager også... Altså det tager... Hvad kan man sige, evnen til at blive tilgivet af andre hjem igen til en selv. Altså fordi, jeg kan godt mærke det, du siger det der med, at vi må tilgive os selv. Det er jo igen noget, du har på dit eget bord, så gav vid om ikke, hvis du formår at tilgive dig selv, at det vil blive nemmere for dig at få, hvis du har brug for ekstern tilgivelse, kalder det bare en, der tilgiver dig for noget.

Men ikke også det, at du har tilgivet dig selv, gør det nemmere at opnå den på en eller anden måde.

Det er sådan en egen DM. Der gjorde jeg jo selv nogle ting, hvor jeg i dag tænker sådan, shit Frederik, der var du så lidt spirituel, som du overhovedet kunne være, fordi jeg faktisk baserede mine handlinger på hævn, og det er jeg jo flov over i dag, hvor jeg sådan lidt, jeg skriver ikke til dem og siger, hej vil I tilgive mig for det jeg har gjort, fordi altså jeg tænker sådan lidt, sket er sket, og jeg er kun et menneske, og de gjorde nogle ting mod mig, og selvfølgelig

skal man ikke, altså øje for øje, tand for tand, Men igen, altså slut fred med sig selv og det, man har gjort. Fordi alle begår nogle ting, hvor man tænker, fuck man, man flover sig. Altså skammer sig over det, man har gjort. Men igen, vi er kun mennesker. Så vi skal ikke slå os selv i hovedet flere år efter med nogle ting, vi har gjort. Der skal man finde fred i sig selv med det. Hørt. Og jeg synes, hvis det virker som om, at det her emnetilgivelse er på sådan de helt høje navler.

Altså det her med, at du skal virkelig have fucket op for at kunne være med her. Det er jo virkelig ikke det, det handler om her, kun fordi tilgivelse er faktisk mange ting. Det er også, synes jeg, i parforholdet at give slip på den irriterende kommentar, der kom i går. Det er også det her med at være ligeglad næste jul, du kommer om af tante Grete, hun var fuld sidste år, og så tro på, at den her gang, det var okay, hun havde nok en dårlig dag eller et eller andet.

Så det er det her med at blive bevidst omkring, at tilgivelse er en ting, der er højaktuelt for os alle sammen, fordi at tilgivelse gør, at du... Er meget bedre til at face alle de mennesker, som kommer forbi dig i din hverdag osv. Så det er ikke kun sådan helt oppe, synes jeg, på de der helt store strenge, hvor der er nogen, der har gjort noget, der for alvor gjorde ondt på dig. Lige præcis. Fordi nu har vi jo faktisk kun snakket om det, at sætte i fængsel i 27 år. Ja, det er det.

Blive spyttet i hovedet på åbengade. Altså, det er meget store ting, som de fleste forhåbentlig ikke stifter bekendtskab med i deres liv. Så det er jo også det her med i de små ting. Altså der skal vi også formå at tilgive. Altså hvis opvaskemaskinen ikke er blevet tømt, jamen så i stedet for at blive sur over det, og indebrændt over det, ikke at man så skal sige, jeg tilgiver dig for, at du ikke har tømt opvaskemaskinen.

Men at der ligger en eller anden følelse i det, at man ikke går og tager den irritationsmoment med sig rundt, over at, jamen så tømte han heller ikke opvaskemaskinen nagtigt. Nej, jeg har jo faktisk set noget forskning på en gang, der viser, at grundlæggende så gør vi, okay, man skal nok være op i mit hoved for at forstå den her sammenhæng, jeg prøver at forklare, men grundlæggende så gør alle mennesker, børn som voksne, det bedste, de kan.

Det er sådan, der er ingen, der ikke gør det bedste, de kan. Hvis de gør det, er det fordi, at de er havengærige eller et eller andet, så scorer de ned for det, de kan, Men hvis vedkøbende, du bor sammen med, faktisk ikke har formået at tømme opvaskeren den der morgen, selvom du har sagt otte gange, vil du ikke gøre det om morgenen, for det er nice for mig, så er der et eller andet, der ligger bag, at personen ikke har gjort det.

Der er en meget lille chance for, eller risiko for, at det er for at pisse dig af. Ja, også fordi man arbejder jo forskelligt.

Ja, altså man gør det jo forskelligt. Altså det kan jo være, at for ham, ligesom der findes A-mennesker og B-mennesker i forhold til at stå op tidligt eller stå op sent, jamen så findes det jo måske også i et aspekt med, hvis vi skal tage og tømme opvaskemaskinen-konstellationen, at for ham, når han så giver det ikke ro i hovedet at tømme den nu, altså sådan, at der altid skal være ryddeligt og alt det der, at det kan godt vente lidt, han skal nok få det gjort, men det bliver bare gjort

på et andet tidspunkt, hvor hun er sådan lidt, jamen den er jo ren, og den har været ren i en time, så skal den da tømmes. Jamen, hvad er det omvendt foretegn, det der? Nej, ikke noget. Så det er jo også vigtigt at huske på, at man er jo forskellig på et punkt, hvor man kan ikke forvente, at den anden part gør det præcis efter ens eget hoved.

Nej, og det er jo sindssygt let at sige, og vi kender det jo alle os, der er i forhold, det kan jo også være vennerrelationer, familierrelationer, at der er sindssygt mange ting, man kan irritere sig over, når man forventer, at andre mennesker tænker, som man selv gør. Så det skal du virkelig, der skal du for det første komme dig over dig selv, og så skal du lige se det i et større perspektiv.

Men hvis så det viser sig, at du har gjort alt, hvad du kan for at prøve at finde et fælles sted, hvor der er vi enige om, at opvaskeren den er tømt senest kvart over syv om morgenen, vi har prøvet at finde det, og det stadig går galt, så er det frem med tilgivelsen. Fordi personen formentlig gør det så godt, som personen kan. Det er det.

Og man får altså et meget bedre liv, hvis man er rummelig overfor for de forskellige forskelligheder, der er i mennesker, så får man et meget bedre liv, fordi man ikke bliver irriteret over de her små ting. Som at opvaskeren ikke var tømt, eller et eller andet af den stil.

Så sådan en god rummelighed i det daglige. Jeg får helt lyst til at lave sådan en form for hjemmeopgave, fordi jeg kan mærke, at jeg selv har en nu. Det her med, find en person, som du skal ud og tilgive. Jeg sidder sådan og tænker jeg har også noget hjemmearbejde at lave her, altså jeg kan godt mærke jeg skal lige ind og arbejde med min faster, sådan på en eller anden måde fordi det her med at der kan jo ligge, vi har nok alle sammen sådan nogen.

Der ligger og på en eller anden måde fylder i vores indre arkivsystem. 100% ja i mit tilfælde er hun her ikke længere, så jeg vil ikke kunne tilgive hende direkte, at hun vil hun ville egentlig heller ikke være bevidst omkring, hvad hun har haft gang i, havde jeg nær sagt. Fordi det er jo også noget psykisk sygdom, der er ind over der, og alkohol osv., hvor der jo ikke er noget, der føles mere rigtigt, end at give slip på det, og tilgive det.

Og hvad er det så, der gør, at jeg stadig den dag i dag, kan være sådan... Nej tak, eller sådan, det er for hårdt at dykke ned i. Så på en eller anden måde er der jo meget indre arbejde i det, man skal gøre med sig selv egentlig. Ja, altså en tilgivelsesproces indebærer jo ofte, at man skal stifte bekendtskab og stå ansigt til ansigt med nogle følelser, som jo faktisk ikke er særlig fede. Og hvis vi skal tage, kan man sige, det er lidt at forholde sig til kærlighedskonstellationen, for eksempel.

Hvis man har svært ved at finde en kæreste, alle de her forskellige ting, så kan det faktisk være, at det er fordi, du ikke har sluttet fred med noget, der er sket i din fortid, med en, du har haft tæt inde på dit liv. At der er et eller andet der, som stadig ligger i din bagage, der gør, at du hele tiden møder en mur i forhold til, når du så møder en ny. Kærlighedsmæssig relation, gang på gang på gang, så går det bare galt. Så det er det samme også med det familiære med venner.

Altså hvis der er noget der, der crasher, eller noget der kører af skinnerne eller sporet, så er det helt sikkert, fordi der er et eller andet med en relation i din bagage, som du prøver at fortrænge og lægge låg på, og som du ikke har sluttet fred med, der gør, at det påvirker dig i samme relationer i dag, fordi at det ligger der og nager en splint i foden. Man kan mærke den, men man kan ikke se den.

Man har vendet sig til den jo. Jo, altså den er der bare, den er vokset lidt ind i noget hård hud, så den gør heller ikke rigtig ondt mere, den er bare sådan lidt irriterende. Ja. Hvordan identificere? Jeg har lige umiddelbart meget nemt ved at mærke, hvor jeg skal kigge hen. Men jeg tænker ikke nødvendigvis, at det vil være alle, der har bevidsthed eller lys på, hvor det er, at splinten sidder. Hvad i alverden? Hvad gør vi?

Jamen altså, hvis vi skal bruge metaforen for splinten. Altså hvis du lige har fået splinten op i din fod og kigger ned på din fod, så kan du se hvor splinten er. Og så bliver det lettere at identificere problemet med det samme. Men hvis du har haft splinten i en årrække, så er den lige så stille begyndt at grave sig ind i huden på en måde, at hvis vi så kigger ned på foden og prøver at finde splinten, så er den rigtig, rigtig svær at finde.

Så det er der, hvor jeg vil sige, at det er lige før professionel hjælp kan være en god måde at få splinten ud på, fordi man ikke ved, hvor man skal kigge, man ved ikke, hvor man skal lede på foden, og hvis man begynder at spredte lidt op i huden forskellige steder i håbet, og man finder splinten, så kan det være, at man gør mere skade end gavn.

Så er det bedre at tage til en fodspecialist og så lige få, splinten ud, altså samme i metafor for en psykolog, et eller andet i den stil, fordi ja, altså hvis man har ignoreret den i mange år altså, jamen den er bare lidt blevet en del af dit, andre liv på en eller anden måde og jeg tænker egentlig. At den splint kan være så godt gennemvæk, at du faktisk ikke længere ved, hvorfor du halter.

Altså det vil sige, du på en eller anden måde, du kan ikke selv se dit mønstre endnu i, at dit parforhold bliver ved med at gå skævt omkring det her tidspunkt. Og at det er der en årsag til. Altså jeg tænker nærmest sådan, wow, hypnose. Altså det er jo min springovergade lavest. Jeg elsker den løsning til alt, der er svært at grave frem. Og det må folk jo selv tænke, hvad de tænker, om det er værdifuldt for dem.

Men jeg tænker faktisk, at det godt kan være svært nogle gange at identificere, hvor du har noget at tilgive. Og på den måde tænker jeg, at det bliver vigtigt at kigge på mønstre, for at se, hvis der er noget i dit liv, der fucker op gentagende gange, så kan det godt være, der kunne være en præmie at hente ved at kigge tilbage i, hvor har du slået dig på det her område engang. Ja, jamen 100 procent, og der er det godt at få noget hjælp på den ene eller på den anden måde.

Det svarer jo lidt til en hundevalp, som har skulle kæmpe for føden sammen med de andre hunde. De har bare fået én stor skål med mad, og så de her ti hundevalp, de har skulle spise så hurtigt de kunne, og altså få så meget mad som muligt på så kortest tid som muligt. Når den bliver voksen, så vil den jo også over sin madskål, altså hvis du begynder at komme for tæt på madskålen, så vil den jo blive aggressiv og byde ud efter dig. Men hunden ved jo ikke, hvorfor den gør det.

Men der er bare noget underliggende der under overfladen på den her hund, der gør, at den er blevet formet af noget i sin fortid, der gør, at den er blevet aggressiv og handler på en bestemt måde. Og det er det samme med mennesker. Altså, der kan være sket nogle ting, situationer, hvor der mangler tilgivelse, noget accept, et eller andet i den stil, hvor vi skal have sluttet fred på et indre plan.

Og hvis vi ikke får gjort det, jamen så kommer der også nogle vaner, nogle mønstre udad til, der gør, at vi ikke kan lokalisere, hvor de her kommer fra. På sådan en abstrakt måde, der gør, at det ville være godt at få en hjælpende hånd ind i billedet. Det tror jeg, at vi er mange, der godt kan bruge på alle mulige aspekter af vores liv, men det er godt lige at sætte lys på, at der også er noget at komme efter her. Ja, lige præcis.

Jamen Frederik, har du sådan noget, du tænker, du brænder inde med? Fordi ellers så har jeg jo faktisk et lytterspørgsmål til dagens episode.

Ja, altså jeg synes faktisk, vi er kommet vidt omkring, og alligevel så er jeg sådan lidt, vi kunne sagtens have lavet en episode 2 af tilgivelse, Så der kommer helt sikkert en episode mere med tilgivelse, tænker jeg, fordi det er virkelig et emne, jeg tror, der er rigtig mange, der kan forholde sig til, man aldrig har tænkt over. Men når de så lytter til episoden, så er de sådan, ej Gud, det giver perfekt mening. Det kan vi da sige, at vi håber. Ja, det håber vi. Det håber vi.

Ja, og dagens lytterspørgsmål, det er jo faktisk et, som også har ligesom været, lytterspørgsmålet har ligesom været lagt til grund for, at vi tænkte også, eller at du har kommet til mig og sagt, at tilgivelse godt kunne være det, det skulle handle om.

Fordi vi godt kan se, der er noget her. Men det er en mail, som vi har fået fra en Camilla, og hun skriver, efter en barndom med mange svigt for min mor, så er jeg nået til et sted, hvor jeg har tilgivet hende, og jeg har givet udtryk for hende, at jeg har tilgivet hende. Men hun har alligevel ikke ændret sig efterfølgende, og jeg føler, at hun bliver ved med at svigte mig, bare nu her, mens jeg er blevet voksen. Hvad skal jeg gøre i den situation?

Fordi jeg kan mærke, at det bliver sværere og sværere at tilgive hende. Ja, altså jeg vil jo sige, hun siger jo egentlig selv, at hun har tilgivet hendes mor på nogle punkter. Og derfor kan man jo forvente fra morens side, at der kommer en eller anden form for ændringer, når hun har fået den her tilgivelse. Men jeg vil sige, at når tilgivelsen ikke bliver taget til sig på en måde, hvor at moren begynder at ændre sig, så skal hun altså passe på med hendes energi.

Hun skal passe på med, at hendes grænser ikke bliver ved med at blive overtrådt. Og så har vi jo også været lidt inde på det i nogle andre episoder. Det her med relationer og energier. At man virkelig skal passe på med, hvem man bruger sin energi med og sammen med.

Og selvfølgelig så skal man give udtryk for, hvis der er noget, hvor man føler, at ens grænse er blevet overtrådt, men hvis man kan mærke, at der ikke sker en ændring der, så er det, at man må være mega hård og så sige, okay, så for nu. Man behøver ikke at sige, at det er permanent, at hun skal trække sig, men så for nu må hun sætte en streg i sandet og så sige, at de ikke skal. Det lyder hårdt at sige. Der er slut med tilgivelser for nu og indtil der er

en ændring i mors adfærd. Ja, for ellers er det jo lige pludselig en hel livstid. Camilla, var det Camilla hun? Ja, Camilla. Ja, at hun har gået med det her. Så er det en hel livstid, hun er blevet påvirket af hendes mor. Altså helt fra barndommen af og op til nu, og føler stadig, at hun bliver påvirket af det. Det skal hun faktisk tilgive sig selv for, og så skal hun stoppe med at tilgive sin mor, og så skal hun tilgive sig selv for, at der har været behov for det i så mange år.

Ja, så skal hun sætte en streg i sandet og arbejde på sig selv, indtil hendes energi er stabil og høj, og så kan hun komme tilbage til sin mor, fordi så har hun det overskud, der skal til for at kunne handle, altså håndtere hendes mor. Så det er et meget hårdt svar, kan jeg godt høre. Ja, det var... Ved du hvad? Jeg bliver lige glad nu, fordi det er enigt. Det var ikke et særlig rart svar.

Men til gengæld kommer jeg i tanke om, at vi har glemt at nævne, at vi har valgt et nyt velgørenhedsprojekt. Det er rigtigt. Ja, og det tænker jeg, Frederik, at du for det første får lov til at fortælle, hvad det er, hvorfor vi har valgt det emne, eller det her projekt. Ja, altså, jeg elsker jo dyr, og jeg elsker natur. Så derfor så tænker jeg også, at det er i den boldgade for nu, at jeg gerne vil gøre de her velgørenhedsprojekter.

Og nu kunne vi jo se, at det med elefanterne faktisk gav rigtig, rigtig godt. Nu har jeg ikke lige fået det præcise tal endnu. Nej, vi skal altså lige have, altså det er... Men vi fik en opdatering. Var det 14 dage efter eller sådan noget? Det var 6 dage efter. Ja, og det var altså rigtig, rigtig mange tusind kroner. Nej, det var mange tusind dollars. Så vi... Det var sindssygt godt. Ja, vi er chokerede. Ja, vi er i chok. Det var seks dage efter jo.

Så den er jo... Den runde er ligesom afsluttet. Man skal da selvfølgelig være velkommen til at bruge det donationslink, der ligger på de episoder, hvis man har lyst til at sende penge til elefanten. Ja, fordi linket vil altid være det samme for episoderne. Det vil ikke blive ændret til, at så på alle episoder, så er det det samme velgørenhedsformål, der er.

Så på den måde kan vi også skabe sådan en kontinuerlig donation til alle projekterne, så vi ikke siger, at nu er der gået en måned ud med elefanterne og ind med korallerne. Nå, ja, koraller. Det er det, der er det nye projekt, som jeg tænker, vi skal gøre en indsats for at støtte op omkring. Fordi at, ja, som sagt, dyr og natur, det er noget, jeg virkelig brænder for.

Noget af det, som jeg kan se på verdensplan, der er et problem lige nu, det er, at de forskellige koralrev, de simpelthen dør, fordi at havtemperaturene, de stiger og stiger og stiger. Og det betyder jo så, at dyrelivet ikke har noget sted at bo i de her forskellige have. Det gode er så, at der findes de her projekter, der støtter op omkring koralrev, der faktisk går ind og dyrker korallerne fra bunden af og genskaber de her koralrev ude i de forskellige have. Er det ikke det, man siger? Hav?

Ude i verdenshavene. Ude i verdenshavene. Og jeg kunne godt høre, at du argumenterede godt, fordi vi har jo haft snakken omkring koraller eller mennesker. Hvad skal vi støtte? Det er jo ikke sådan, at det ene udelukker det andet. Og nu er vi besluttet, at det bliver korallerne først og fremmest. Og det synes jeg faktisk, at du havde en meget godt argument i det, i forhold til det her med, altså det er den lange cyklus jorden på en eller anden måde.

Jordens, altså vidunder har jeg lyst til at sige, som på en eller anden måde, jeg kan godt mærke der er også rigtig god energi i at give noget til den del, fordi det er jo det er vores hjem, det er her vi bor, det er så vigtigt at vi passer godt på den her klode og det er menneskene lige nu sådan, vi gør det semi. Ikke? Kan man sige det? Ja, vi passer ikke rigtig på den. Nej, og det har... Og derfor så var jeg sådan, okay, koraller, yes, lad os gøre det så, Frederik.

Ja, også fordi folk, du var jo også sådan lidt sådan, nå, kan man støtte det? Ja. Så det er netop de her små projekter, hvor jeg rigtig godt vil gøre en indsats, og få lytterne til at gøre en indsats, hvor at man lige ved første øjekast tænker, ej, kan man støtte, findes det? Ja, det gør det faktisk. Ja. Fordi vi hører jo kun om det, som er i medierne og sådan noget. Og så alle de andre velgørenhedsprojekter, som også gør en kæmpe stor indsats. Dem har folk ofte ikke hørt noget om.

Jamen det er jo det, vi hører jo ikke om det, fordi vi er mere mainstream, og det er vigtigt det her med at få flere, altså alle elementer med. Så det er korallerne. Der er et link her, og vi får lige skrevet i show notes os, hvilken donationsbeløb osv. Sidste gang var det 2 dollars. Vi skal lige se, hvordan de vender tilbage med, hvad der passer dem bedst. Og så lover vi at komme med en update på, hvor meget I har doneret til elefanterne, fordi det var lidt mindblowing, det må vi bare sige.

Så vi må bare sige, at når vi alle sammen giver en lille bitte smule, sidste gang var det 2 dollars hver, så kan det virkelig gå ind og gøre en massiv forskel. Ja, og det bliver noget af det samme, så det er ikke fordi vi lige pludselig siger, at nu er det 10 dollars. Nej, nej, nej, det er jo sådan en eller to dollars eller 10 kroner-agtigt. Det vigtigste, det er det her med, når vi er mange, der gør det,

så kan det virkelig gøre en kæmpe forskel. Det er jo det, altså alle i mine øjne kan godt undvære en tier. Altså der er virkelig mange, der godt kan undvære en tier. 99% af os kan undvære en tier. Så det er det her, er to dollars en tier, det ved jeg ikke, 14 kroner? Ja. Et eller andet af den stil. Så hvis man gør det i fællesskab, så kan det godt være, at man tænker, ej, 10 kroner, 14 kroner med første øjekast, det er ikke særlig meget.

Men okay, hvis vi faktisk er mange tusind mennesker, der gør det. Præcis, og det giver bare den her meningsfuldhed ved at sidde herinde og snakke. Music. Med dig, har jeg nær sagt, fordi på en eller anden måde, så kan vi ved at sidde i det her studie og have de her samtaler bare gøre en massiv forskel for dyr og mennesker og verden sammen. Lige præcis. Det er så godt. Det er godt. Det kan vi godt lide, men skal vi så ikke runde af på den? Nu kan vi ikke snakke mere om det, havde jeg nær sagt.

Ja, den skal med hver gang. Husk at give podcasten nogle stjerner. Det har vi fået at vide. Husk at sige det, fordi folk gør det ikke nødvendigvis. Først eller anden gang. Det sætter vi virkelig stor pris på.

Ja, så lad det være det sidste ord for i dag. At den skal have nogle stjerner. Music.