6:6 - Hvem er Benjamin Hav?

Vi starter på farmaten i Herning. Mørket har sinket sig. En halvkold oktoberaften i 2021. Benjamin og resten af medlemmerne af familien går en efter en ud af banepyssen. Der står sådan nogle unge drenge ude foran og råber sådan noget, Benjamin er Gud. Altså sådan en helt syn. Det er halvandet år siden, at Benjamin sidst stod foran et live publikum. Og dengang var det som Benel. Nu er det blevet tid til, at han og familien for første gang skal møde deres crowd. Og gøre det.

på deres måde. Hvad fanden er det her for noget weird shit? Den lidt lungne modtagelse, de fik fra branchefolkene til generalprævendagen for enden i pompehuset. har de for længst røstet af sig. Glæden over at få adgang til et ægte publikum efter halvandet år med coronarestriktioner får alting til at vibrere. Man kan mærke det i luften om backstage.

Og man kan mærke det blandt publikum foran scenen i Herning. Folk vil gerne til koncert også nu. Så den energi, vi kommer med, passer os rigtig godt til det her med, at folk vil gerne ud over den gode fest. Familien er samlet. De står med armene om hinanden i en cirkel bag scenen. De otte mænd står og tripper og kigger hinanden i øjnene.

Alle otte med en voldsom titrende energi i kroppen. Både på grund af forventningsglæde, men også på grund af en vis situation, de har kørende i deres underbukser. Der er noget, der hedder prickly heat, som er sådan noget at talkum, som indiske og thailandske fisker bruger, når de er meget i vandet. Det er noget, man kan tage ned på sine nosser, og så køler det, ligesom sådan en form for tirabalser.

Så man bliver alert. Så kan man gå ind på scenen, og så kan man ikke se det på folk. Men så har man en lille hemmelig klub, at alle har den samme brændende fornemmelse nede på nosserne. Så er vi ligesom i gang. Men der er plads til et ritual mere. Nemlig øjenbrupper. Du ved.

Det er en slags øjendrupper, som får ens øjne til at brænde i 20 sekunders tid. Det kan godt være, at man ligner en, der er pisse træt inde, men så bliver man helt regn og brug, når man har taget dem. Altså fuldstændig frisk. Og hvad man bliver det næste. Nu står Benjamin sammen med familien klar til at indtage scenen. Til at indtage verden. Ritualerne er bare endnu et tiltag i det nære fællesskab, han og familien har opbygget gennem de mange øvrere over det seneste års tid.

Med familien har Benjamin for alvor fundet nogle legekammerater, der fagner hans treng til cirkus, frihed og røverhistorier. Et drive, han i mange år modvilligt har tæmmet. Men som nu endelig kan slippes løs. Øjendrupper og prickly heat inklusiv. Endelig kan Benjamin begynde at bygge sin legeplads. Den, som han har drømt om, siden han som dreng blev forført af yogaens legeplads i Tivoli. Den legeplads, som han på scenen med Suspekt oplevede, kunne vokse sig kæmpestor og nærmest magisk.

Vi er nået til sidste afsnit af vores fortælling. Og det er her, du for alvor skal møde et grænsesøgende legebarn, som undervejs må erkende, at lejen måske kan blive taget for langt. Spørgsmålet lyder stadig. Hvem er Benjamin Hav? I coronastilheden har Benjamin også skabt ny musik ved siden af etableringen af familien. Og den skal nu ud. Selvfølgelig på benjaminsk manner. Tro det eller lade være, men jeg blev inviteret til Los Angeles af Elon Musk for at lave musik til en SpaceX-raketopsendelse.

Jeg fik lov til at låne et stort kontor hos Tesla med to flotte mørkeblå sofaer til at indspille musikken. Og det bedste af det hele er, at jeg også fik tid til at indspille et nyt album. Spørgsmålet er bare, hvad skal albumet være? Så havde jeg sådan et tidspunkt, hvor jeg syntes, Elon Musk var mest spændende. Jeg læste hans biografi, og navngav mit album Tesla.

Og det kommer ud, og så det ender med ligesom, okay, der er en energi her, selvom landet er lukket stadig. Det er en kæmpe energi. Jeg har lavet ét nummer på albumet også med Emil Falk. Der hedder cannelloni og kød. Og vi laver en version af det, hvor familien spiller på. Der har naturligvis været run på, selvom hele verden har været i lockdown.

Og det hele har fået Benjamin frem til dette øjeblik. Vi er tilbage i Herning og den første Benjamin Hav og familien koncert. Den første koncert. Foran et publikum, der er kommet for at se Benjamin. Jeg er jo nået at udgive tre soloalbums, siden jeg sidst har stået på en scene. Så det er jo sjældent, at man har så meget nyt materiale med. Benjamin og familien indtager scenen og trykker start på det show, de har øvet sig på. Det show, som i går fik blandet respons hos branchefolkene.

Heldigvis er energien hos publikum i Herning en lidt anden. Det er sådan noget med folk selv på de skrøbelige numre, der er folk sådan... Altså, før jeg er ligeglad. Det er bare sådan... Ja, vi skal i gang. Publikum har, ligesom Benjamin, netop været igennem halvandet års koncerttørke. Og nu bliver al den ophobede energi endelig forløst. Både foran og på scenen.

Sjovet virker virkelig godt, og folk tager virkelig godt imod det, og folk er bare sådan, okay. Fordi det er jo ikke branchefolk, der står og overtænker, uh, er det en reference til hvad, og uh, er det her lidt til en side, og hvad er ligesom... Det er jo bare mennesker, der har drukket to øl og gerne vil have en god aften. Det fungerer. Det er sjovt, som de kun har kunne håbe på, at folk ville kunne lide.

Eller overhovedet forstår. Det fungerer. Og energien er den samme de efterfølgende koncerter rundt i landet. Benjamin elsker at komme helt tæt på sit publikum og give dem alt.

Men en aften på spillestadet Gemle i Roskilde bliver det måske lige voldsomt nok. Der er en fast sekvens, hvor jeg godt kan lide at hoppe ud af publikum. på en eller anden tidspunkt, for at mærke energien, og du ved, fordi det er også bare så vildt, og folk er der meget så meget kaldet. Jeg hopper ud over rækværket i Gemle, og... Det rækværk igennem adskiller sig. Det er en lille smule højere end alle andre rækværk, der er. Og det vil sige, at rejsen ned på gulvet er lidt længere.

Så jeg ligesom min fod bøjer på en eller anden måde, så jeg rammer et andet menneskes fod. Jeg kan mærke i det sekund, jeg lander på fødderne ude i publikum. at min fod er helt fucked. Jeg får sådan et hvidt lys for øjnene og en ubærlig smerte, og jeg kan bare mærke, det er helt fucked. Og jeg får et signal i ørerne. Og så skal jeg rap. Og folk står midt i en moshpit. Og jeg ved, det har vi prøvet på nogle af de andre jobs, at når trummerne rammer, så starter der ligesom en moshpit.

Og jeg står der, og jeg kan ikke støtte på den ene fod, og jeg bliver bange, når jeg kigger rundt, men jeg rapper dobbelt til, mens jeg er bange. Og jeg håber bare, at folk ikke opdager det, men jeg er i tvivl om, at jeg skal stoppe koncerten, men jeg rapper og bliver ved med at rappe. Altså, 9 ud af 10 mennesker havde jo sagt stop lige der. Men ikke jakkesættet med attachemappen. Ikke showmanden. Vi har jo lige gang i noget her.

Der er momentum, der er show, og så må den eventuelt brækket fod vente. Det er jo også en autentisk følelse. Smerten. Så starter den her mosh pit. Og jeg hopper rundt på én fod. Jeg tænker, det er helt fuck, jeg kan ikke støtte på den. Jeg tænker, 100% den er brækket. Jeg kommer op på scenen, det er helt fuck. Jeg er fuldstændig fuck. Så gennemføre koncerten.

Jeg siger til folk i bandet, bagefter vi gør det seneste, jeg siger til dem, prøv at, min fod er helt fucked. De tænker, nå, det var da noget værd, og jeg siger til dem, prøv at, nej, nej, nej, den er ikke bare fucked, den er helt fucked, min fod, og de så tog skoene af og sokkerne, og de kunne se, okay. Den har smudt mig op til tredobbelt størrelse, og den er helt blå allerede nu. Dagen efter den koncert skulle spille udholdt Storvække.

Og jeg vågnede op om natten, og jeg kunne ikke sove. Det var det sygeste. Altså noget af det mest smertefulde, jeg har prøvet i mit liv. Og vi tager ud på Bispebjerg der om morgenen. Og der får jeg heldigvis... Noget smertelændrende. Vi dulmer smerten, og så kører vi videre. Om koncerten i Vegas skal aflyses. Aldrig i livet. I løbet af dagen får Benjamin lavet nogle små justeringer i showet.

Noget med en kørestol og en stol på scenen og sådan noget. Så det viser sig. Så hopper jeg rundt med sådan en krykke og sådan en stor støvle på foden. Og showet vil ikke ender med at blive mega fedt. Den tur, vi spiller der... Vi kommer ret bredt rundt i Danmark. Alle steder, vi spiller, er folk ekstremt dedikeret og søde, og lever sig ind i det, og laver dansene, og synger med, og giver slip.

Ofte så møder vi x antal procent korslagte arme af folk, der lige sådan, hvad fanden er det? Nu siger jeg det med lidt jyskaksang, men det er ikke nødvendigvis i Jylland. Det kan være alle steder. Men folk tænker, hvad fanden er det? Skulle det være noget? Og så gradvist i løbet af koncerten, så løsner folk op.

Benjamin har skabt en familie, hvor der er plads til lige præcis den, han gerne vil være på en scene. Frontfiguren, der sender varme bølger af autentisk glæde ud over publikum. Varme bølger, der bliver sendt afsted for scenen helt. Umiddelbart. Upretentiøst. Det behøver ikke være cool. Det skal bare være ægte. For første koncert, og det har noget, der er fuldt.

og også til alle de koncerter, vi har spillet, alle koncerterne, har der opstået sådan en fællesskabstemning. Det er som om, det er et show, der vinder folk, og vi har jo så lavet det om mange gange. I løbet af de par år, der så er gået fra det første der i 2021, men det har været sådan der hele vejen igennem, at det har været den der bagvedlæggende ambition om at efterlade rummet mere positivt, end da vi kom ind i det.

Og det er også derfor, mit album hedder Jeg vil gerne være et godt menneske, men det er ikke let. Jamen, så kan jeg jo zoome ind på noget og sige, hey, jeg vil gerne gå ud med skrabbet fra dig, fordi det gør dig glad. Nå jo, men hvad med mig?

Nå, men det kan jeg jo ikke gøre. Nå, men så er der nogen, der bliver sure og skuffede over, at jeg ikke hjælper med deres skrald. Men det kunne jeg ikke gøre, fordi jeg hjælper med det skrald. Eller nu skal jeg bare lige bære mit eget skrald ud. Altså, det kan jeg ikke hjælpe med det, så man kan sige... Det er umuligt jo at gøre folk glade, men man kan sige, at hele modusen er at bevæge mig i en positiv økosystem.

Som du nok kan fornemme, er det mere end bare en fikse idé for Benjamin, det her show. Det er noget, han virkelig tror på. På trods af branchefolkenes skepsis og de enorme udgifter, der er ved at have et liveband på 8 med tilhørende teknikere og lys- og ludfolk med på turné. Noget lidt andet end en DJ-pulp og en mikrofon.

Jeg går ligesom i minus på at lave den her første tur, selvom der er stort set udsolgt på det hele. Fordi ligesom, at jeg vil gerne have det her store hold, og vi skal øve meget. Jeg kan bare mærke, at det er... Det er så vigtigt for mig. Og for mig er det bare ikke så vigtigt med pengene. Og det er sagt på en bund af nu, at nu går det godt. Og der er penge, jeg tjener i forhold til...

hvad jeg nogensinde har drømt om tjener, er styrkende med penge. Men for mig, det betyder ikke en skid, så jeg bruger også alle pengene igen på at lave nye lege og nye projekter. Så for mig er det, det kan penge, det er at lave. fede legepladser. Altså det er jo i princippet det, jeg er. Det er en legepladsbygger. Fordi jeg elsker at bygge legepladser til mig selv, og har andre også velkommen til at join in. Men det er ligesom på en eller anden måde det.

Det ligner, at Benjamin har ramt et eller andet. I løbet af de seneste par år er Benjamin Hav og familien blevet et af de mest populære liveorkester i Danmark og optræder ofte i tv til store shows som Sportsåret eller Året der gik. Senest her i 2024, hvor de spillede en spritlig sang med Lucas Graham og med fællesdans og peltu. Det vigtigste for mig er, at det er sjovt.

og spille. Jeg gør de ting, jeg synes er sjovt. Og så kan det være, at der er andre, der synes, det også er sjovt. Og det kan også meget vel være, at der er nogen, der synes, det ikke er sjovt. Og lige nu, det sted, jeg står lige nu, kan jeg mærke, at det er meget. Der har aldrig været mere enten eller med mig. Så nogen hader mig, og nogen elsker mig. Altså begge dele er ikke noget, jeg tager alt for seriøst. Så det kommer ikke til at blive...

et problem for mig. Så hvis nogen siger, at jeg er en lort, jamen det har de der ret i. Jeg er en lort. Det kan jeg godt se. Jeg kan godt se det. Fordi alting er jo rigtigt fra forskellige sider på en eller anden måde. Og folk, der siger, hey, det er fedt, jamen så siger, fedt mand. Benjamin har fået succes med sin hjemmelavet legeplads. Et sted, hvor der er plads til gaggerløger og rekvisitter og røverhistorier.

Men tingen med gode, sikre legepladser er, at de typisk er indhegnede. De har en grænse. Og den kan Benjamin godt have svært ved at finde. Så nogle gange er det svært at stoppe, at manslejen er god. Jeg hedder Benjamin Hav, og det er familien. Vi befinder os på Northside Festival i 2023. Benjamin spiller på hovedsengen og skal til at præsentere sin nye single Esbjerg, Tårten og Regn. Med min kone og vores børn nede i Esbjerg Og min kone var udsat for en ulykke

Så vores ferie bliver lidt længere ned i Esbjerg. Længere end vi havde regnet med håbet på, hvor man vil. og kan se, at historien vækker følelser. Og her i mængden får han øjenkontakt med en journalist foran scenen, der sender ham et ret alvorligt blik. Så ser jeg på journalisten, der er sådan, nej, og så tænker jeg sådan, jamen... Det er måske meget sjovt.

Benjamin peger fra singen ud på en platform blandt publikum, hvor der stod en kvinde i kørestol. Og sådan er det med livet. Nogle gange lever man, og nogle gange dør man. Det er stadig en sang om. Lige pludselig er der fem artikler i C og Hør, BT og alt muligt ekstrablad. Hvor er stormkring det der? BT skriver Benjamin Hav hylder hustru efter ulykke.

Og så lige pludselig er det sådan, det er sgu da også sjovt. Ligesom når man leger i en sandkasse, man bygger et sandslot, man ved jo godt, det ikke er et slot, men omvendt man tænker, det er et slot. Det er et fucking slot. Der er bare noget i lejen, der ligesom kan overtage nogle gange. Mille har ikke været udsat for nogen ulykke, lad os være ærlige. Men Benjamin vil vække følelserne hos sit publikum. Også hvis det kræver lidt lir. Eller løgn.

Jeg går meget op i følelser. Altså sandfærdigheden af ægte, autentiske følelser. Altså hvis jeg er glad, så er glad. Eller ked, så er jeg ked af det. Jeg synes, der er for meget i samfundet, hvor glæden bliver fake. Jeg synes, det er meget... tydeligt at mærke forskellen på autentiske følelser og det, man kunne kalde for løgnerfølelser. Så i arbejdet med at portrættere de ægte følelser, kan det godt være, at jeg lige...

svinger en faktuel løgn, kunne man sige, eller en forstærkning. I det her øjeblik, badet i eftermiddagssol på Nordside, vil Benjamin bare forstærke følelserne i sangen Esbjerg, Torten og Regn. Men lille Mille har været i en ulykkeanekdote. Og når han først har sagt A, så siger han også B. Den fejler ikke nogen hus. Det hedder kærlighed.

Benjamin hopper ned fra scenekanten og begynder at bevæge sig ned mod den fremmede kvinde i kørestol, som han pegede på fra scenen. Benjamin kysser kvinden på panden. Og fortællingen, historien, øjeblikket er komplet. Sådan er livet. Vi elsker hinanden senere faktisk ret for derfra. Benjamin har skabt et vaskeægte koncertmoment. Men han har også skabt overskrifter. Overskrifter, der skal resultere i bekymrede henvendelser fra nær og fjern til både ham og Mille.

Og det er jo langt fra første gang Benjamin lurer. Det væver sig som en råd tråd gennem hele hans fortælling. Hans evne og vilje til at bøje virkeligheden, som det passer ham. Det er ikke mange pjekkende folkeskoleelever, der kan overbevise sine forældre om, at skolens faglige niveau ikke er højt nok. Eller overbevise en læge om, at han nok faktisk bør sygemeldes i et helt år, på trods af at han ikke fejler noget.

Måske du husker, at jeg i første afsnit spillede et klip fra mit indledende interview med Benjamin. Skal vi gøre det? Ja. Den ærlighed skal nu vise sig i form af nogle erkendelser. Det er en meget fin linje mellem, at det er psykopatisk og skadeligt og relationsnedbrydende at lyve. Det er jeg meget opmærksom på. Også især fordi det har været så groft med mig. Det er en grov situation.

Det der med at melde sig syg i et helt år. Du har lovet over for dine forældre? Ja. Og dine venner? Ja, ja. Og staten? Ja. Meget. Alle tre, rigtig meget. Faktisk.

Er der ikke en byrde i det? Kæmpe byrde. Samvittigheden. Den sorte samvittighed i det. Og hvide også. Men jeg er hurtigt til at sige, at jeg er jo et godt menneske. Jeg er et pissegodt menneske. Jeg bidrager selv i alle de her lommer af... 20-agtighed, så har jeg stadig været stor bidragsyder i forhold til stemningen i de rum, jeg har gået ind i og hjulpet folk og været der...

Læs det ikke for at retfærdiggøre det. Der er ikke nogen tvivl om, at det er indiskutabel lort. Men det gør du over for dig selv i det øjeblik. Men i øjeblikkene, der tænker jeg, hey, mit liv kommer til at være og er et stort, gigantisk bidrag. af kærlighed og fremtidig skat også, og jeg på en eller anden måde havde jo ret i, jeg skulle finde min vej, men jeg skulle lade være med om man var syg, når jeg ikke var syg, altså selvfølgelig var det dumt. Ser du det, fordi du skal sige det?

Eller fordi du fortryder det? Jeg fortryder det ikke. Hvis jeg skal helt ærlige, så fortryder jeg det ikke. Så jeg siger det bare, fordi jeg tænker, at der sidder nogen derude, som jeg forestiller mig hedder Bettina, og... med en hånd på katastaturet, i gang med at skrive en sviner til mig på Reddit. Som jeg gerne vil sige, sælg en koncertbillet til den betinder derude. Og så vil jeg gerne lige redde dem over, fordi der er sikkert...

Det kan jo være, at der er 100.000 betinerer, der godt kan lide, at du ligner dine mor-nummerer med Lucas Graham og Benjamin Hau, og som overvejer at købe en kontantbillette. Men når de hørte den der historie, så tænkte de, nej, det der, det er simpelthen så ulækkert og snyderisk. Den koncertbillette vil vi ikke købe, og så tænker jeg måske i situationen nu, hvis jeg så siger, at det jo ikke er i orden. For det er ikke i orden.

Hvis alle gjorde det, ville samfundet bryde sammen jo. Så det er jo ikke i orden. Men nu spurgte du mig, om jeg fortryder det. Og det gør jeg ikke.

Og nu vi er ved det, så er der en anden ting, der har været en form for gennemgående tema i Benjamins fortælling. En selvopfattelse, som han har haft helt siden deltagelsen i Frankie Hule special. Den har fulgt ham, da han kaldte sig Benjar, og da han var frontfigur i Benal. En helt bestemt titel. Er du Danmarks bedste rapper?

Det sagde jeg ikke. Men jo, altså i princippet jo. Altså hvem skulle ellers være det? Men altså omvendt, nej, jeg er der ikke. Der er alle mulige, der er meget bedre end mig. Men altså omvendt, så hvad vil det sige os? Fordi der er mange, der er bedre. Der går mere ned i sådan noget rap, rap, rap, rap, rap. Det er jeg meget med at optage og underholde, men jeg har følelsen helt oprigtigt.

Hvis jeg virkelig går ned og har lyst til at lave sådan en, du ved, rap-plade. Men problemet er, det er ikke det, jeg gerne vil. Så jeg kan ikke være autentisk glad i den sætting. Men hvis jeg gjorde det, hvis mit why blev stort nok. Så føler jeg, at jeg vil gøre det. Så vil jeg lave den bedste rapblad i Danmarks historie. Men på samme måde føler jeg også helt oprigtigt, uden nogen som helst tvivl i stemmen.

at hvis jeg på et tidspunkt får lyst til at blive statsminister uden nogen som helst tvivl, og det mener jeg helt oprigtigt ægte, så er jeg slet ikke i tvivl om, at det kommer til at ske, hvis jeg fik lyst til det. Men jeg har ikke lyst til det. Men i dit spørgsmål fornemmer jeg jo også, om jeg stadig er lige så selvbedrag og risikerer, at jeg stadig tænker de her tanker, som jeg gjorde, da jeg var på sygdagbygning, og svaret er, ja, det gør jeg.

Nu er jeg bare ikke på offentlig indkomst, på samme måde i hvert fald. Altså ja, min indkomst kommer fra offentligheden, men det er via en mere transparent exchange af, du ved, der bliver købt en kontaktbillet, som jeg får jo penge for. Folket ved, at de giver dig penge nu. Ja, præcis. Og jeg skal ikke lyve så direkte. Løgnen nu er mere kompleks og pyramidespilsagtig. Men det må vi Så må vi Mødes om 10 år Og snakke om den løgn vi kører nu Sandhed og løgn

Show og ægthed. Måske det ikke behøver at være hinandens modsætninger, men nærmere noget, der går hånd i hånd. Og han er måske ikke Danmarks bedste rapper, men det er kun, fordi han er så meget andet. Danmarks bedste musiker. performer, entertainer og nu også indehaver det, han selv kalder Danmarks største YouTube-kanal. Jeg hedder Benjamin Hav, og det er Danmarks største YouTube. Og i dag, mine damer og herrer, today...

It's a very special day. Stor dag i vente med øens bedemand og Benze. Simon og Søren, det er min bedemand. Det er dem, der skal stå for min begravelse. Og jeg sætter mig med Simon. Nu skal min begravelse planlægges. Jo mere ting går, jo mere giver mening. Jeg kunne godt tænke mig, at Michael Falk kommer og synger Mød mig i mørket. Gammel Malur-tang. Det er det eneste ønske der.

Benjamin har tænkt sig at gøre det, der kan give og bringe ham autentisk glæde lige nu. Og vigtigheden af nuet bliver kun tydeligere her i foråret 2025. Få dagen, Benjamin og jeg skal modes og lave vores sidste interview til den her podcast. Arbejdet med at finde overlevende er i fuld gang efter et voldsomt jordskælv i Myanmar. Indtil videre har kostet mindst 150 mennesker livet på tværs af regionen. Benjamin tager nogle gange til Thailand på skriverophold, når han skal lave ny musik.

Og det gjorde han også her i marts måned. Fløj til Bangkok og tjekkede ind på et hotel, så han kunne fordybe sig. Der var jeg jo i Bangkok under det kæmpe jordskæld, der var 7,7 på rigtidsskælden. Det kan vi bare klippe ud nu, fordi ligesom... Hvis jeg siger noget omkring det, så vil folk jo tænke, at det jo bare var ligesom en løgnestor omkring det. Tingen er, at den er god nok. Det var ved middagstid, at jordskælvede ramte Bangkok.

Selv 1000 km væk fra epicentret måtte folk løbe for livet. Det her er ikke en røver for at vække autentiske følelser inden i dig. Benjamin sidder virkelig der, på et værelse i et højhus, fordyber i sit arbejde, om eftermiddagen lokaltid, den 28. marts. Jeg sad op på 19. sal og skrev på min 3. ejer americano, og bare sådan, det kører det der, det er fedt. Og så i løbet af ingenting, så bliver jeg først lidt tøssyg.

Og så begynder duen på min roomservicevogn at ryste. Og så to sekunder efter ryster bygning så meget, så er jeg 100 på. Nu falder den sammen. Ude på gangen. Der var sådan en housekeeping-kvinde. Hun var også lidt bange og mister fuldstændig evnen til at snakke. Det er en fli af Valby Engels, jeg normalt kører der. Men jeg sagde bare, we go down, we go down. Og så løb jeg ned.

og kom bag et ældre ægtepar i to etager ned, hvor jeg tænkte sådan, det går ikke. Jeg tænkte på Dagmar, min yngste og mine piger og sådan noget, og jeg tænkte, det går ikke. Det overhælder, og så bare ned, ned, ned, ned, ned, ned. Ned på gaden. Jeg er ude. Kæmpe mirakel, jeg er ude, fordi jeg troede vildt og lidt, bygningen kan ikke holde til det her. Jeg skal dø nu.

Jeg kommer ud på gaden, og alle står og kigger op. Der er en million mennesker ud på gaden. Og så tænker jeg, at jeg skal ikke stå her, hvis bygningen falder sammen. Så jeg preger sådan en scootertaxa, som jeg ellers har svoret aldrig nogensinde at sætte mig op på. Fordi folk dør jo sindssygt i Thailand på det.

Og så siger jeg, at vi skal over til en Lumpini Park, som er den største park i Bangkok, som jeg ved, fordi det er sådan 10 minutter væk. Kører vi derhen? Kommer derind? Der er ikke nogen mennesker næsten derinde. Og så 10 minutter efter, så er der bare... 100.000 mennesker ind. Og så snarer jeg med Mille og hun. få ombukket min billet. Jeg skulle først være taget hjem to dage efter.

Men så kommer jeg hjem der. Alt er godt. Der skete jo ikke noget med mig. Der var et hus, der stød sammen, og der var en masse mennesker, der døde. Og i Myanmar, hvor epicenteret var, var der rigtig mange, der døde. Så du ved, jeg er mega heldig. Der er ikke gået mange dage siden jordskillet. Og alligevel sidder Benjamin nu i et studie i DR-byen på Amager og kan fortælle om det med ret stort overskud. Det er som om hans evne til at bøje virkeligheden virkelig kommer ham til gode her.

På samme måde som da han som barn fra den ene dag til den anden gav slip på sin dårsangst. Han virker ikke særlig røstet. Det er mere som om, at hendelsen har bekræftet ham i, at hans måde at gå til både musikken og... Selve livet er den rigtige. Vi aner ingenting. Vi tager for givet, du ved. Vi sidder og taler om vores pensioner og pis og lort, og vi tager for givet, at det gør jeg bare om 10 år. Det gør jeg bare om 20 år. Men du ved, jeg tænker hele tiden...

Nej, nej, nej, nej. Jeg ved ikke, om jeg er her om 10 år. Jeg ved jo ikke engang, om jeg er her om 1 år. Så det der med at være positiv til stede i de ting, jeg laver hver dag. Roen, han pludselig fandt som en lille dreng, bor stadig i Benjamin. Også når tingene spidser til.

Jeg tror på, at vi mødes i himlen, eller hvad vi skal kalde det, når vi dør her på jorden. Så det gør også, at jeg tænker sådan, det er ikke noget, jeg søger. Jeg prøver ikke at tage unødige risici i mit liv, men jeg tror virkelig på, Hvis man holder sig positiv dag for dag og prøver at løfte omkring sig og være nysgerrig og have det fedt, så er det alt. Det er alt, hvad man kan vride ud af det her liv.

Det betyder også, at Benjamin jagter de autentiske følelser i enhver situation. Ikke kun i de store dramatiske begivenheder, men hver en lille begivenhed, hvor vi mennesker er sammen. For ham er der... Et mål. At være ægte til stede. For eksempel hvis jeg er til en fødselsdag. børnefødselsdag, hvor fødselsdagsbejderne skal åbne gaver, og alle skal sidde og glo på, at min næse åbner gaver fra hendes onkel, som ikke er mig.

Altså, det giver jeg ikke at sidde og se på folk åbne gaver, der ikke er for mig. Altså, jeg gider ikke engang at se dem åbne mine gaver, men jeg gider slet ikke at se folk og lade som om, nej. så har du fået, at det er jo ikke ægte. Der er ikke ét eneste menneske, der nogensinde har sagt noget ægte i den sætting overhovedet. På den her måske følelsesbarnet. Og selv folk, der får gaver, synes jo ikke, det er fedt at sidde der.

Det er ufedt, og det er jo det der med, at det ikke er autentisk glæde. Og så i den setting, så forlader jeg bare rummet til at finde på at gå ind og ligge mig i folks seng. Det er jo autentisk, men det er jo uhøfligt. Ja, det er uhøfligt. Det er det. Det er vurderet emagade-agtigt, uhøfligt. Men for mig at se, er der til gengæld en stærk, autentisk... til stedværelse. Fordi i den situation, der synes jeg, at den autentiske glæde trumfer det uhøflige.

Der er ikke noget værre end at sidde i et rum fyldt med folk, der er sådan, nej. Altså det der, hvor er det dejligt? Nej, det er jo ikke dejligt, Marlene. Du synes jo ikke, det er dejligt. Lad mig sige, det er dejligt, når du ikke mener, det er dejligt. Altså det der med, der er så meget fake. lort til stede derude. Benjamin vil leve det virkelige liv. Han vil mærke dem. Alle de autentiske følelser. Alle dem, som han ikke kunne mærke i sin 10 år lange hashtog.

Det er som om, at den livsenergi smitter af, som om han kan kanalisere alle de følelser ud gennem sin krop, sin musik og sine ord, og direkte ud til sit publikum. Det er det, jeg søger at gøre ting, hvor jeg er autentisk begejstret. Kun på den måde kan jeg give den begejstring videre og gøre andre begejstrede, samtidig med at være quirky og være mig selv i det.

og joke med folk, og prøve at påvirke folk at spille en rolle i folks liv. På tværs af generationer, altså have en relation med en 13-årig, samtidig med at kunne kommunikere til en på 73. Hej Benjamin! Hej du! Når jeg afleverer Dagmar, min yngste i børnehaver, så er der en fantastisk sød lille dreng, som fra start til slut synger første dag om kødet. Når du kommer.

fra start til slut, står der og kigger op på mig. Hver gang jeg henter eller bringer min danner, så ligesom kommunikeret, der gør, at han synes, det er sjovt. Og så, da jeg var i Silkeborg for nylig, mødte jeg en dame, der var 89, kom over og sagde, at hun har set det. Det var så godt, og i fjernsynet, og det her så, at det er godt. At kommunikere til begge dele, det er det, der optager mig nu.

Benjamin har skabt en stor legeplads til sig selv. Og så har han inviteret hele Danmark ind i den. Gennem sin musik, gennem koncerterne, som har vokset sig op i Royal Arena størrelse. Ja. Selv på YouTube. Men legepladsen er aldrig færdig. Og mund ikke den stadionkoncert, han drømte om tilbage i 2019. Men...

Hvis vi nu alligevel skulle stoppe op. Og gøre en form for status her i 2025. Lige tage en mellemtid. Og se på, hvad der egentlig står klares for Benjamin. Når han kigger på den karriere, han står midt i. Et musikerliv, som har taget ham fra muslingen til Roskilde Festival, fra pumpehuset og til prisuddelinger. Hvad har været det største live øjeblik? Ikke nødvendigvis spiller man for dig som soloartist. Det har virkelig været fuldstændig overvældende.

overvældende godt. Og det er derfor, jeg tænkte, da jeg var i det her jordskab, og jeg tænkte sådan, der var sådan en afklarethed, mærkelig afklarethed i mig. Jeg tænkte sådan, jeg tror, jeg dør nu. Jeg tænkte, det kom som en kæmpe chok, fordi jeg har siddet og skrevet to minutter inden. Så det kom som en chok for mig, at det var nu. Men jeg var sådan, jeg tror sgu det er nu. Og så løb jeg ned ad traverne. Men den afklarehed, tror jeg helt klart bygger på, at de sidste mange år i mit liv,

har jeg oplevet så mange fantastiske ting, som jeg aldrig havde kunnet turde drømme om. Altså, jeg føler mig meget heldig. Jeg tror ikke, alle mennesker får lov til at opleve de her ting. Så derfor har det vidderligt været, altså alle koncerter, hvis jeg skulle sige en ting, en koncertoplevelse, som står stærkest for mig på en eller anden måde, så tror jeg faktisk, det var vores allerførste produktionsøver i pompehuset, hvor vi står og spiller for de her branches.

folk, der står sådan lidt med krydslagte arme, fordi at det på en eller anden måde er blevet sådan en metafor for den energi, vi har sammen, og også den energi, jeg har i mit liv. Jeg lader ikke folks... energi dikterer min energi. Min energi, det er min energi. Så kan det godt være, at folk står med krydslagte arme og solbriller på, og er tydelige overfor mig, at de ikke synes, jeg er fed, eller de synes, jeg er en lort, eller de synes, jeg er kekset, eller hvad fanden de må synes.

Men jeg er bare sådan her som menneske, så lader jeg ikke andre menneskers energi diktere min energi. Så det vil sige, den produktionsøger i pumpehuset og folk store... og var sådan, hvad fanden det? Det er ligesom blevet en stærk metafor for mange ting i mit liv, at det der med, hvis jeg bare stoler på, at det, jeg bringer, er godt, positivt, og det skal nok bane vejen for.

noget mere godt og positivt. Det siger jo også virkelig meget, at du kan synes, at det er noget af det fedeste, der er sket. Jeg synes, det siger meget om både dig, men også jer, at I har haft det så fedt over den aften.

Fordi der er mange, der bare havde tænkt, fuck, fuck, fuck. De synes, det var noget lort. Nu kan vi ikke tage afsted. Men det er sjovt, ikke? Fordi det der med at stå og spille kugle, det er tit noget, man gør som et... som en beskyttelsesmekanisme. Og det der med, at man er ironisk, man kender godt, at der er nogen, især lidt yngre mennesker, i en speciel segment, der definerer sig selv mest ud fra, hvad de ikke er.

Altså, det der, det er nødrende. Det der, det er kækset. Tror du, det der, det er søjt? Der definerer sig selv mest ud fra, hvad de ikke selv vil være. Jeg har bare valgt at sige, det vigtigste er, at jeg har det sjovt.

Jeg er ikke sådan en, der går rundt og spiller cool. Jeg kan sikkert heller ikke finde ud af det. Der var en årgang, hvor jeg prøvede det lidt. Ja, præcis. Du har jo været en del af det cooleste, der var fra det tidspunkt. Men tingene er, at jeg ikke kan være autentisk til stede i det.

Fordi jeg er ikke særlig cool. Jeg er Benjamin. Og så er der så også den sandhed, at jeg... personligt synes det er mere cool at være sig selv, og turde være generøs med sig selv, og turde smile, og gøre, hvad der føles rigtigt, i stedet for at gøre det, man føler, man tror, er det rigtige. Og man kan sige, at det her setup nu med familien, der føler vi er meget, meget fælles. Det er en meget social øvelse, som har vist mig, tror jeg, at det er noget, jeg virkelig vægter højt. Det, man...

Kommunal samling vil kalde for et meningsfuldt fællesskab. Og det er jo det, tror jeg, alle mennesker egentlig bare har brug for. Et meningsfuldt fællesskab, og så måske et godt måltidsmad i nyernæring. Så har man egentlig ikke brug for meget mere end det.

Serien hedder jo Hvem er Benjamin Hav? Ja Hvis du skulle besvare det spørgsmål Hvem er Benjamin Hav? Hvordan skulle det så blive? Jeg føler sgu Hold kæft, hvor er det sygt, at jeg har det liv, jeg har, og de muligheder, jeg har. Det er fuldstændig vanvittigt at...

Utrolig heldigt og ufortjent. Altså, hvorfor skulle jeg have det her, og andre ikke skal have det? Altså, det synes jeg også er fuldstændig vildt. Fordi jeg er ikke et bedre menneske end andre, og på nogen måde. Så derfor er det jo bare helt sindssygt heldigt. Altså, som mest af alt kunne man sige, at Benjamin Havn er heldig. Altså, helt sygt heldig. Du snakker så smukt. Det er fedt. Det gør du rigtigt. Tak. Jeg har bare brug for at sige tak for din tid.

Det har gjort mig autentisk glad at have dig med på Benjamins vanvittige rejse. Mit navn er Marie Hobitz. Lad os check in igen om 10 år. Serien er tilrettelagt og klippet af Ole Fugl Hørkinde. og lødesignet af Jacob Frank Jensen. Vores redaktør hedder Morten Arvelsen. Husk, at der er masser af andre VMR-serier at dykke ned i, og at der ganske snart kommer helt nye historier i feedet. Men min hav er heldig. Det er noget, jeg gentager hele tiden, fordi jeg tror på, at karma lytter med.

Så de skal i hvert fald vide, inden de kører mig over med en HT-bus her om 20 minutter, at jeg føler mig utrolig heldig. Sådan det. Det er et godt sted at slutte.